Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Et stort antal nationalstater i alle verdensdele har besluttet sig for at implementere lifelong learning - her forstået som en international politisk strategi. Baggrunden er, at EU, OECD, UNESCO m.fl. anbefaler livslang læring som et værktøj, der kan bidrage til at omstille et medlemsland til vidensøkonomi. Som regel vælger nationalstaterne at fortolke de internationale anbefalinger frit, og implementeringen foregår ofte i et moderat tempo - måske fordi uddannelse betragtes som et nationalt anliggende. Det spiller også ind, at elementer af strategien kan være mindre relevante for udviklingslande, hvor landbrugsøkonomi er dominerende.
Danmark har i mange år støttet sig til OECD's anbefalinger, men efter vedtagelsen af Unionstraktaten (1993) spiller udmeldinger fra EU en afgørende rolle. Det varede imidlertid længe, før Undervisningsministeriet offentliggjorde en national strategi for implementeringen af livslang læring. Først i juli 2007 på et tidspunkt, hvor Europakommissionen havde relanceret alle sine uddannelsesprogrammer som et samlet program for livslang læring, blev en dansk strategi offentliggjort.
UNESCOs anbefalinger
I 1960'erne var det overalt i verden en udbredt opfattelse, at de nationale uddannelsessystemer var i krise, og derfor anbefalede UNESCO sine medlemslande at udvikle lifelong education som et værktøj, der kunne kompensere for svag kvantitet eller kvalitet. I december 1971 besluttede organisationen sig for at nedsætte en kommission, der kunne udarbejde nogle anbefalinger, der var relevante for uddannelsessystemerne i alle lande. Faure-kommissionen – opkaldt efter formanden, den franske politiker Edgar Faure – besøgte i de følgende år 23 lande og fik eksperter til at opstille løsningsforslag. Året efter offentliggjorde UNESCO en betænkning fra kommissionen, der indeholder et forslag om at udvikle the learning society. Teksten indeholder 21 anbefalinger og er udformet som et sammenhængende sæt af handleanvisninger for regeringer. Den første anbefaling bygger på princippet:
Every individual must be in a position to keep learning throughtout his life. The idea of lifelong education is the keystone of the learning society.
Siden 1966 havde Council for Cultural Co-operation under Europarådet arbejdet med et koncept, der blev kaldt permanent education, og fra 1970 offentliggjorde Europarådet rapporter om dette udviklingsprojekt. Både lifelong education og permanent education blev i Danmark forstået som kompensatorisk skoleundervisning, og da Folketinget i december 1972 drøftede resultaterne af UNESCOs verdenskonference i Tokyo, talte ordførerne først og fremmest om voksenundervisning. Ideen om at udvikle et lærende samfund blev ikke grebet, og debatten i Danmark var hæmmet af en beslutning om, at learning skulle oversættes som integreret uddannelse/udvikling. Pga. folkehøjskoletraditionen og fritidsundervisningsloven (1968) forstod politikerne Danmark som et foregangsland i forhold til voksne deltagere, og det var den kurs, der blev understøttet af Folketinget. OECD anbefalede i 1973 sine medlemslande at benytte recurrent education som en strategi, der kunne fremme livslang læring, men anbefalingen fik ikke umiddelbart betydning. Dansk Folkeoplysnings Samråd og Danmarks Radio forsøgte sig 1978-79 med kampagnen Lære for livet, der gav UNESCOs anbefalinger en grundtvigsk toning, men der kom ingen lovforslag fra ministeren.
I perioden 1984-1995 var dobbeltbegrebet folkeoplysning og voksenundervisning noget centralt for dansk uddannelsespolitik. Undervisningsministeriet havde i 1982 oprettet et direktorat for folkeoplysning, og Folketinget vedtog i maj 1984 en national strategi under navnet 10 punkts program for voksenundervisning og folkeoplysning. I beslutningsforslaget skelnes der mellem tre former for undervisning: Folkeoplysende, alment kompencegivende og erhvervsrettet. Efter folketingsbeslutningen behandlede Undervisningsministeriet den folkeoplysende virksomhed som en semi-offentlig sektor, og denne kurs blev konsolideret, da ministeriet året efter etablerede Udviklingscenter for folkeoplysning og voksenundervisning.
Et nordisk alternativ
I 1960'erne var de socialdemokratiske regeringer i Norden begyndt at koordinere deres politik på grundskoleområdet, og denne koordination blev formaliseret i 1970'erne. Efter de fejlslagne NORDEK-forhandlinger oprettedes i 1971 et Nordisk Ministerråd, der koordinerede de politikområder, der ikke var berørt af Danmarks EF-medlemskab, og fra 1984 arbejdede et nordisk embedsmandsudvalg (FOVU) med samordning af de nationale strategier for folkeoplysning og voksenundervisning. Denne aktivitet, der byggede på 3-årige handlingsplaner og betydelige bevillinger, kulminerede i februar 1995 med offentliggørelsen af et fællesnordisk udspil.
Rapporten Guldtavlerne i græsset. Livslang læring for alle bærer præg af at være udarbejdet i en periode, hvor både Norge, Sverige og Finland ansøgte om EU-medlemskab og må forstås som en reaktion overfor Europakommissionen, der i december 1993 havde offentliggjort et White Paper on Growth, competitiveness and employment. Det nordiske hovedsynspunkt var, at livslang læring handlede om andet og mere end økonomisk vækst og derfor burde gøres til et anliggende for hele befolkningen. Dette synspunkt korresponderede med OECD's rapport Lifelong learning for all, der blev offentliggjort i januar 1996.
Europakommissionens eget udspil, White Paper on Teaching and learning – towards the learning society (1995), der udkom i bogform, byggede især på input fra Frankrig. Det fik en hård medfart i Ministerrådet, hvorimod initiativet Year of Lifelong Learning (1996) fik stor opbakning, og Europakommissionen kom til at finansiere mere end 500 konferencer og seminarer, der blev gennemført ude i medlemslandene. Under denne kampagne holdt Danmark lav profil.
Vidensøkonomi inden for EU
I 1999 måtte hele Europakommissionen trække sig tilbage svækket af korruptionsskandaler, og det indebar bl.a., at Edith Cresson, den franske kommissær for uddannelse og forskning blev udskiftet. Dette var et af mange forhold, der gjorde, at nordiske synspunkter kom til at præge Europakommissionens andet udspil, der i oktober 2000 blev offentliggjort under navnet A memorandum of lifelong learning. Den nye Europakommissions anvendelse af Open Method of Coordination stimulerede diskussionerne ude i medlemslandene, der sendte uventet mange høringssvar til Bruxelles. På dette grundlag udarbejdede Europakommissionen derefter Communication on Making a European area of lifelong learning a reality (2001), der var imødekommende overfor de nordiske synspunkter.
I marts 2000 vedtog EUs Ministerråd Lissabon-strategien om at udvikle EU til …the most dynamic and competitive knowledge-based economy in the world capable of sustainable economic growth with more and better jobs and greater social cohesion, and respect for the enviroment by 2010, og derefter så man livslang læring som et universalværktøj, der kunne bidrage til at få strategien implementeret. Selvom Danmark var længe om at offentliggøre sin nationale strategi, havde regeringen straks skruet op for aktiviteten. I det Labour Force Survey, som OECD gennemfører for EU, måles den andel af et lands arbejdsstyrke, der deltager i livslang læring, og for Danmarks vedkommende var tallet 19,4 procent i 2000 og 29,2 procent i 2007. Inden for EU er det kun Sverige, der har højere tal. Gennemsnittet for hele EU-området steg fra 7,1 procent i 2000 til 9,7 procent i 2007.
Fra folkeoplysning til læring
Tænkningen i vidensøkonomi fik hurtigt konsekvenser for dansk uddannelsespolitik, men omstillingen skete trinvis. Undervisningsministeren offentliggjorde i august 1995 på Sorømødet en 10 punkts plan for tilbagevendende uddannelse, der bl.a. byggede på ideen om at åbne erhvervsuddannelserne og de videregående uddannelser for erhvervsaktive voksne og samtidig udvikle institutionernes fleksibilitet. Hele planen var i god harmoni med OECD's anbefalinger. I juni 2000 vedtog Folketinget et større reformkompleks, der bl.a. indebar etableringen af Videreuddannelsessystemet for voksne, der var udformet som en struktur ved siden af førstegangsuddannelserne. Omstillingen fremgik også af loven om Danmarks Pædagogiske Universitet, der fik pædagogik, læring og kompetenceudvikling som formål. Desuden blev der gennem oprettelsen af institutionen Learning Lab Denmark sat fokus på den læring, der foregår uden for uddannelsesinstitutionerne.
I 2001 blev Udviklingscenter for folkeoplysning og voksenundervisning nedlagt, og ministeriets folkeskoleafdeling overtog de opgaver, der var blevet løst af folkeoplysningsafdelingen. Samme år blev arbejdsmarkedsuddannelserne overført til Undervisningsministeriet. Skellet mellem folkeoplysende, almene og erhvervsrettede undervisning er ved at forsvinde, og embedsværket beskæftiger sig nu mindre med uddannelsessystemets input, dvs. med curriculum og mere med dets output, dvs. med kompetence. Også universiteterne, der er blevet en del af videnskabsministerens ressortområde, bidrager til udviklingen af livslang læring. Konceptet indgår fra 2001 i Bolognaprocessen, idet ministrene under mødet i Prag besluttede at gøre livslang læring til en fælles målsætning. Den danske universitetslov af 2003 gør udviklingen af livslang læring til en universitetsopgave.
Litteratur | ||
Danmarks Radio (1978), Lære for livet. Danmarks Radio. | ||
Links til andre opslag i leksikonet | ||
Danmark, Den Europæiske Union (EU), Finland, Folketinget, Frankrig, Norge, OECD, Sverige | ||