Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Den Internationale Arbejder-Association (1922 – ca. 1939).

Før 1. verdenskrig var modsætningerne i arbejderbevægelsen begyndt at blive tydelige. Omkring år 1900 havde stormagterne delt verden op i indflydelseszoner, der var ingen «frie» områder tilbage, og kampen om en nyfordeling begyndte at blive tydelig. Den russisk-japanske krig i 1904-1905 var et eksempel herpå. For arbejderbevægelsen betød denne fase, at spillerummet begyndte at blive mindre; det blev vanskeligere at opnå umiddelbare fordele ved de traditionelle kampmetoder. På denne baggrund begyndte oppositionelle tendenser at gøre sig gældende. I arbejderpartierne holdt de sig som hovedtendens indenfor de givne rammer. I fagbevægelsen blev oppositionen imidlertid en betydelig kraft. I Frankrig fik den flertallet bag sig og erobrede landsorganisationen for syndikalismen. I 1906 udarbejdedes i den nu syndikalistiske landsorganisation en platform, «Charte d’Amiens», som blev grundlaget for senere udviklinger. Syndikalismen opfattede sig selv som en revolutionær bevægelse, der anså arbejdernes egne aktioner for at være den eneste vej ud af kapitalismen, det vigtigste våben var strejker og som slutpunkt generalstrejken. Partier og parlamentarisme havde arbejderne ikke brug for; de var formynderiske og dermed skadelige. Syndikalismen fik forskellige former, i USA f.eks. en meget militant retning i Industrial Workers of the World.

Ved verdenskrigens afslutning fik syndikalismen stor tilstrømning i lighed med de fleste andre arbejderorganisationer. Samtidig var den russiske revolution brudt ud; i Tyskland og andre af de centraleuropæiske stater var en slags revolution sat i gang; den revolutionære regering i Rusland forsøgte at koordinere disse revolutionære tiltag og slutte dem sammen i én retning med henblik på at føre revolutionen frem og ikke at lade den standse halvvejs. De russiske kommunister organiserede flere konferencer, på hvilke de rådslog med vesteuropæiske revolutionære bevægelser, herunder syndikalisterne. Ud af disse overvejelser opstod Den Kommunistiske Internationale (KI) (1919) og Rød Faglig Internationale (RFI) (1921).

I KI var de russiske kommunister den dominerende kraft. De havde erobret magten i et stort land, og deres prestige i den revolutionære del af arbejderklassen var stor. For at få sat skik på de forskellige revolutionære tendenser blev der på KI's anden kongres (1920) vedtaget et sæt regler - de 21 teser - som skulle regulere, hvem der kunne blive medlem af KI, og hvordan samarbejdet skulle foregå. Teserne var meget centralistiske og vakte derfor modstand i nogle af de syndikalistiske landsorganisationer. Men forhandlingerne mellem syndikalisterne og kommunisterne fortsatte frem til RFI's 1. kongres 1921, hvor væsentlige syndikalistiske landsorganisationer, f.eks. den franske, var med til at danne RFI.

Udenfor stod imidlertid to mindre syndikalistiske forbund, nemlig Sveriges Arbejderes Centralorganisation (SAC) og Freie Arbeiter Union i Tyskland. De to forbund havde et fælles syn på kommunisternes centralisme og afviste denne retning som statssocialistisk. De havde allerede i nogle år – uden resultat – arbejdet for at få oprettet en syndikalistisk Internationale. Det lykkedes imidlertid i december 1922. Repræsentanter for 15 organisationer fra Argentina, Danmark, Chile, Italien, Mexico, Nederlandene, Norge, Portugal, Sverige, Tyskland og Uruguay samledes i Berlin og vedtog sammen med mindre grupper fra Rusland, Tjekkoslovakiet og Frankrig en 10-punkts platform (se Bock s. 421–423. Oversættelsen i www.syndikalister.dk er ufuldstændig og ukorrekt) og oprettede Den Internationale Arbejder-Association (IAA) med hovedsæde i Berlin. Foruden platformen og organisatoriske vedtagelser diskuteredes især forholdet til RFI, som vurderedes at være helt afhængig af KI. I de følgende år fik IAA tilslutning af organisationer i Belgien, Bulgarien, Spanien og Østrig – på nær den spanske organisation ret små grupper. De fleste europæiske syndikalistiske organisationer blev efter 1923 udsat for en betydelig nedgang. IAA afholdt dog kongresser i 1925 (Amsterdam), Liége (1928) og Madrid (1931). Efter magtoverdragelsen til nazisterne i Tyskland i 1933 flyttede sekretariatet først til Holland og derefter til Spanien. Efter nederlaget i den spanske borgerkrig var IAA på det nærmeste udslettet. Den svenske syndikalistiske organisation, SAC, søgte i nogle år at opretholde kontakten med andre organisationer, men 2. verdenskrig satte en stopper for dette arbejde. Efter 1945 mislykkedes alle forsøg på at genoprette en ny syndikalistisk Internationale. Den syndikalistiske kritik af centralismen i fagbevægelsen og samfundet i øvrigt fandt næsten ingen genklang i arbejderklassen.

G.C.