Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Simón José Antonio de la Santísima Trinidad Bolívar y Ponte Palacios y Blanco (24. juli 1783 - 17. december 1830), latinamerikansk befrielseshelt. Bolívar stod fra 1810 i spidsen for befrielsen af den nordlige del af Sydamerika (Nueva Granada) fra det spanske kolonistyre. Det er de lande der i vore dage udgøres af Venezuela, Colombia, Ecuador, Peru, Panama og Bolivia.

Bolívars store drøm var samlingen af alle de tidligere spanske kolonibesiddelser på det amerikanske kontinent og dannelsen af Latinamerikas forenede Stater. En parallel til USA i nord. Men drømmen var ikke i Storbritanniens interesse, der var hurtig til at udfylde det handelsmæssige tomrum efter Spaniens exit, og borgerskabet i de befriede lande var indbyrdes stærkt uenige. Men netop Bolívars store drøm og hans rolle i befrielsen af Latinamerika fra den udenlandske kolonialisme er årsagen til, at han siden hyppigt er blevet brugt som symbol af både borgerskab og venstrefløj på kontinentet. I vore dages Venezuela kalder præsident Hugo Chavez sine reformer for en «bolívariansk revolution». I 1980'erne dannede guerillaorganisationer i Colombia, Peru og Ecuador Coordinadora Guerillera Simon Bolívar (Guerillakoordineringen Simón Bolívar), der dog fik endnu kortere levetid end Bolívars føderation i 1820'erne.

Bolívar familien

Bolívar familien var aristokratisk og af spansk herkomst. Den stammede oprindelig fra Puebla de Bolíbar i Ziortza kommunen i Euskal Herria. Den tog sit efternavn herfra.

Bolívar familiens formue stammede fra minedrift i det nuværende Venezuela, hvor Rio Aroa guld- og kobberminerne siden starten af det 17. århundrede havde været i familiens besiddelse. Bolívar brugte senere i sit liv dele af familiens formue til at financiere befrielseskampen mod Spanien.

Han rejste i 1799 til Spanien for at fuldføre sin uddannelse, og blev 3 år senere gift med María Teresa Rodríguez del Toro y Alaysa, som dog døde allerede året efter, da parret vendte tilbage til Caracas. Han blev ikke senere gift, og efterlod sig ingen officielle børn.

Oprør mod europæisk kolonialisme

Allerede fra slutningen af det 18. århundrede voksede modstanden mod den europæiske kolonialisme blandt borgerskabet på det amerikanske kontinent, der ønskede at tilegne sig større dele af værdierne, og ikke så nogen grund til at betale til de europæiske kolonimagter. Samtidig ønskede de spanske kolonier et brud med det spanske handelsmonopol. Storbritannien stod klar med bedre handelsvilkår end den spanske kolonimagts.

Men samtidig frygtede det lokale borgerskab de ukontrollerede oprør, der kunne medføre at magten gled dem af hænde. I 1791 udbrød et omfattende slaveoprør i den franske Caribiens koloni Saint-Domingue, der hurtigt gled over i et oprør mod både plantagesystemet og den franske kolonimagt. Storbritannien valgte at støtte plantageejerne, mens Spanien støttede oprørerne. Krigen blev langvarig og blodig, men endte med Haitis selvstændighed i 1803. Slavernes oprør førte til slaveoprør i mange andre kolonier - bl.a. også i Venezuela i 1790'erne, hvor mange slaver arbejdede på kakaoplantagerne. Oprørene var en påmindelse til det lokale borgerskab om at befrielseskampen kunne «ryge af sporet». Da den venezuelanske revolutionære Francisco de Miranda i 1806 vendte tilbage til sit land med en lille gruppe udenlandske frivillige, blev han hurtigt nedkæmpet af Spanien og fik næsten ingen støtte fra borgerskabet.

Bolívar rejste i 1804 atter til Europa, for at vende hjem igen i 1807. Da Napoleon i 1808 gjorde Joseph Bonaparte til konge af Spanien og dets kolonier besluttede Bolívar at slutte sig til oprørerne. I 1810 tog de magten i Caracas og oprettede en junta med Francisco de Miranda som leder. Situationen var på det tidspunkt «flydende» i mange områder, med oprørere der havde indtaget de større byer, mens store landområder fortsat var under spaniernes og godsejerne kontrol. Det afspejlede samtidig splittelsen i borgerskabet, hvor godsejerne frygtede slaveoprør mere end spanierne, mens handelsborgerskabet i byerne havde mere at vinde ved et brud med Spanien.

Bolívar blev af Caracas juntaen sendt til England på en «diplomatisk mission» i 1810, og vendte tilbage i 1811. Den 5. juli samme år erklærede Venezuela formelt sin selvstændighed fra Spanien. Men den nye stat holdt ikke længe. Spanske styrker under ledelse af general Juan Monteverde angreb, og i juli 1812 overgav Francisco de Miranda sig til spanierne. Bolívar flygtede derfor til Cartagena de Indias, hvor han senere skrev sit Manifiesto de Cartagena, der var en blændende analyse af årsagerne til den 1. republiks nederlag.

El Libertador

Bolívar vendte tilbage til Venezuela i spidsen for en ny hær allerede 14. maj 1813. Den 23. maj indtog han Mérida og fik her titlen «El Libertador» (Befrieren) som han brugte resten af livet. Den 9. juni indtog han Trujillo og den 15. juni formulerede han sit berømte «Decreto de Guerra a Muerte» (dekretet om kamp til døden), der udstrakte vilkårene for en bitter kamp mod kolonimagten. Den 6. august indtog han Caracas og udråbte den 2. republik.

Problemet var imidlertid, at næsten hele borgerskabet nu havde allieret sig med Spanien. Hans tilhængere i Venezuela udgjordes af slaver, sorte og mulatter, mens han kun støttedes af isolerede dele af borgerskabet. I 1814 indledte Spanien sit modangreb støttet af borgerskabet. Efter en række nederlag indtog de spanske styrker den 16. juli Caracas og bragte dermed den 2. republik til fald. Den 18. august led Bolívar sit afgørende nederlag mod spanierne i Aragua. Et vigtigt element i den spanske strategi var at anvende samme uforsonlige og kompromisløse taktik som Bolívar og deres anvendelse af venezuelanske llaneros (cowboyer). Bolívar måtte atter gå i eksil i Colombia, men stod få måneder senere i spidsen for nationalistiske styrker der indtog Bogota. Han ville nu fortsætte til Cartagena, men Ferdinand II af Spanien sendte en stor militærstyrke til området, der bragte det meste af Nueva Granada under sin kontrol.

Bolívar flygtede i 1815 til Jamaica, hvor han søgte støtte fra Haiti til at genoptage kampen. Støtten fik han mod et løfte om frigive slaverne i Venezuela. I 1816 vendte han tilbage til Venezuela med en oprørsstyrke, men kampene var en lag række af nederlag for ham. Situationen vendte først da han i juni 1819 krydsede Andes bjergene og trængte ind i Colombia. Ved et afgørende  slag i Boyacá den 7. august vandt han over de spanske styrker, og i foråret 1820 indtog han Bogota og blev indsat som præsident. I april 1821 vendte han tilbage til Venezuela i spidsen for en ny hær på 7.000 mand. Ved et slag 24. juni tildelte han spanierne og deres allierede i borgerskabet et afgørende nederlag i Carabobo. Venezuela vandt dermed endegyldigt sin selvstændighed. Det spanske kolonisystem på det amerikanske kontinent var i fuld opløsning, og Spanien var ikke i stand til at genoptage kampen.

Drømmen

Den 7. september oprettedes føderationen Gran Colombia bestående af det nuværende Venezuela, Colombia, Panama og Ecuador med Bolívar som præsident og Francisco de Paula Santander som vicepræsident. Ved et slag i Pinchincha i Ecuador 24. maj 1822 slog general Antonio de Sucres styrker de spanske kolonialstyrker og kunne indtage Quito. Bolívar konsoliderede sin magt.

Ved et møde med den argentinske befrielsesgeneral José de San Martín i Guayaquil 26-27. juli påtog Bolívar sig den opgave fuldstændig at befri Peru. San Martin havde erhvervet sig titlen «Beskytteren af Perus frihed» i august 1821, da han delvist havde befriet landet fra spanierne. Befrielseskampen rasede det følgende år, og den 10. februar 1824 udnævnte Perus kongres Bolívar som landets diktator, hvilket banede vejen for reorganiseringen af landets politiske og militære administration. Sammen med Antonio José de Sucre tilføjede han det spanske kavaleri et afgørende nederlag ved Junin den 6. august, og Sucre knuste de stadig numerisk overlegne spanske styrker i Ayacucho den 9. december.

Kun en lille del af Øvre Peru var endnu under spansk kontrol, men denne blev endelig knust af Sucre i april 1825, og den 6. august oprettede Kongressen for Øvre Peru republikken Bolivia - efter Bolívar. Det nye lands forfatning var skrevet af Bolívar selv og bar præg af den franske og skotske oplysningstids indflydelse på hans politiske tænkning.

Bolívars ide var at fortsætte konsolideringen af de tidligere spanske kolonier og skabe Latinamerikas forenede Stater ud af landene fra Argentina og Chile i syd til Mexico i nord, men splittelserne i de enkelte landes borgerskaber levede videre, og førte til oprør. Bl.a. i Venezuela i 1826. Rebellerne i det venezuelanske borgerskab fik amnesti, og Bolívar indgik en række aftaler med dem. Men det forrykkede blot andre alliancer, og i et forsøg på at bevare føderationen som et samlet hele for de forskellige lande indkaldte han til en forfatningskonference i Ocana i april 1828. For at hindre sammenbrud i føderationen ønskede han at indføre en mere centralistisk styreform, hvor det føderalistiske center (repræsenteret ved Bolívar selv) fik større magt, og hvor der evt. skulle indføres et system med præsident på livstid, hvor præsidenten samtidig havde ret til at udpege sin efterfølger. Dette forslag var stærkt kontroversielt og stødte på udbredt modstand. Konferencen udformede derfor et næsten komplet udkast til ny forfatning, der ville have reduceret centralmagten ganske betydeligt. Det fik Bolívars støtter til at udvandre fra konferencen, og den 27. august 1828 erklærede Bolívar sig for diktator over Stor Colombia.

Bolívars ide med at udnævne sig til diktator var, at det kun var en midlertidig foranstaltning for at redde føderationen, men den øgede kraftigt utilfredsheden med hans styre. Den 25. september forsøgte nogle modstandere et attentatforsøg, der imidlertid slog fejl. Utilfredsheden og oprørene bredte sig de 2 følgende år ud over føderationen, og den 27. april 1830 trådte han tilbage som præsident. Han ville gå i eksil i Europa, men inden han nåede at rejse, døde han den 17. december af tuberkulose i Santa Marta. Samtidig brød føderationen endelig sammen. I 1842 blev hans jordiske rester ført fra Santa Marta til Caracas, hvor der blev rejst et begravelsesmonument.

På sit dødsleje bad Bolívar sin sekretær, general Daniel Florencio O'Leary om at brænde sine arkiver. Men O'Leary brød ordren, og historikerne kan derfor fortsat studere Bolívars klassisk liberale filosofi og tankegang.

A.J.