Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Udtrykket «narrativ» stammer oprindeligt fra det engelske sprog, hvor «narrative» betyder «fortælling» og «narrator» kan oversættes til «fortæller». I dag er ordet blevet en naturlig del af det danske sprog, men med en vis akademisk «klang», idet udtrykket i første omgang er blevet brugt indenfor henholdsvis dramaturgien, dvs. læren om, hvordan man laver gode fortællinger i skrift, tale og fremvisning (teater) og indenfor det, vi kalder retorikken, dvs. læren om, hvordan vi vha. skrift, tale og kropssprog kan gøre vores historier spændende, medrivende og overbevisende.

Gennem de sidste 15-20 år er begrebet «narrativ» blevet almindeligt og populært indenfor psykologien og socialvidenskaben. Her tillægges det imidlertid en mere omfattende betydning. Dette hænger sammen med en voksende erkendelse af, at vi mennesker ikke – som tidligere antaget – kun bruger narrativer og «fortælletricks», når vi skriver bøger og teaterstykker eller holder politiske brandtaler. Vi bruger dem faktisk hele tiden: når vi vil forklare, beskrive og forstå os selv og vores omverden. Brugen af narrativer er ganske enkelt en af de helt fundamentale måder, hvorpå vi ordner, forklarer og forstår indtryk og oplevelser. Narrative forståelser spiller med andre ord en central rolle for vores måde overhovedet at tænke, forstå, kommunikere og lære på. I denne mere brede betydning anvendes narrativitetsbegrebet i dag indenfor mange forskellige videnskabelige discipliner, bl.a. filosofi, sociologi, kommunikationsteori og psykologi. Her forbindes interessen for narrativer ofte med teoretiske betegnelser som konstruktivisme, social konstruktivisme, diskurs analyse og postmodernisme. Dette gælder også indenfor psykologien, hvor man indimellem taler om narrativ psykologi og diskurspsykologi.

Narrativ psykologi

Indenfor den narrativt orienterede psykologi angiver udtrykket «narrativ», at vi mennesker helt grundlæggende forstår os selv og vores omgivelser gennem en slags fortolkningsskemaer og betydningsstrukturer, der ofte har en fortællende form. Disse fortællende former (kaldet narrativer, men i visse tilfælde også konstruktioner, story-lines eller diskurser) stiller særlige fortolkningsprocedurer til rådighed, der hjælper os med at skabe sammenhæng og orden i vores forestillinger om os selv og vores omverden. Med andre ord anvender vi hele tiden forskellige fortællinger til at skabe mening og, sammenhæng, enkelthed og selvfølgelighed i vores i grunden komplekse og sammensatte virkelighed.

Narrativer kan således forstås som en slags fortolkningsskemaer, der former, ordner og er med til at skabe sammenhæng og mening i vores tilværelse og handlemønstre. Dette sker i og med at de narrativer, vi anvender, tilbyder en forklaring på, hvordan de ting, vi oplever, hænger sammen, hvordan vi skal forholde os til dem, hvad der er rigtigt og vigtigt og hvordan forskellige personer placerer sig i forhold hertil. Vores brug af narrativer har derfor ikke alene stor betydning for, hvordan vi forstår os selv og andre, men også betydning for, hvordan vi handler i verden og vores helt overordnede forestillinger om den. Vi kan illustrere pointen med en lille historie.

Et eksemplificerende narrativ – en lille fortælling

Mange af dem, der har læst om den danske filosof Søren Kierkegaards liv, er stødt på historien om hans far, der som hyrdedreng på en trist og trøstesløs dag, stod på en høj og forbandede Gud. I dag virker sådan en handling ikke ligefrem som forsidestof, men på den tid og i en højst troende familie, kunne den slags ubesindighed blive skæbnesvanger. Søren Kierkegaards far blev sur på Gud, men mente samtidig, at Gud ville straffe ham for det. Og ikke kun ham selv, for faderen forstod livet ud fra en kristen fortælling om, at Gud skam holdt regnskab med ens opførsel og sågar opererede med det, vi kalder «arvesynd». Med andre ord: Opførte man sig dårligt, stod ikke alene én selv, men også ens børn og børnebørn i gæld til Gud og måtte derfor forvente at blive straffet for at bringe orden i regnskabet. De arvede om man så kan sige ens synd. Fra det øjeblik var farens handling derfor en del af hele familieslægtens bagage og et grimt hug ind i stamtræet, hvor Søren Kierkegaard altså stod som skud.

Nu kan det jo på sin vis være en trøst, at ens egne fejltrin skyldes en oldefar, der slog til Søren, så lygterne rasler. Ikke desto mindre er det knap så rart, hvis ens ubesindighed skal skabe sti for de næste hundrede slægtled eller hvis man tilfældigvis er den Søren, der slås på.

Biografier om Søren Kierkegaard tøver ikke med at gøre faderens handling til skæbne for sønnen. Ikke fordi moderne forskere nødvendigvis tror på fortællingen om, at gud sidder i himmelen og bedriver guddommelig regnskabsføring, men fordi Søren Kierkegaard gjorde det. Han var forelsket i en pige, der hed Regina, men turde af bar skræk og rædsel for guds straf og «arvesynden» ikke ægte hende. En række dødsfald i familien havde nemlig allerede overbevist ham om, at Gud skam holdt orden i sagerne og derfor ville gøre livet surt ikke alene for ham, men måske også for hans elskede. Søren brugte derfor megen energi på at ophæve forlovelsen, men han måtte gøre det uden at skade Regina. Som Kierkegaard skrev om hans situation: «At træde ud af forholdet som en skurk om muligt en topmålt skurk, var det eneste der var at gøre for at arbejde hende flot».

Narrativets struktur og elementer

I denne fortælling om Søren Kierkegaard fornemmer vi, at visse ord (f.eks. «arvesynd») og handlinger (at forbande gud) bærer en underlig kraft i sig. Det er, som om de kun er toppen af isbjerget, og at der under dem hviler en større fortælling, der ligesom følger med. Det er den, vi kan kalde et narrativ eller en narrativ konstruktion eller diskurs. Søren Kierkegaard og hans familie var opdraget i en kristen tro og dermed i en kristen fortælling om, hvordan verden hænger sammen. Farens vredesudbrud på gud, markerede derfor starten på en skæbnesvanger fortælling om familiens historie og virkelighed, som Søren siden også forstod sit eget liv ud fra og handlede efter. I dag kan vi naturligvis mene, at det ovenfor beskrevne kristne «narrativ» hører fortiden til. Pointen er imidlertid, at vi fortsat og altid forstår vores liv ved hjælp af forskellige «narrativer», men at disse netop ikke fremstår som «narrativer», men som en del af vores virkelighedsopfattelse. Med andre ord virker vores forskellige narrativer lige præcis i og med, at de ikke fremstår som narrativer, men som selvfølgelige sandheder og virkelighed.

Beskriver vi f.eks. Natos bombetogter i Afghanistan som «humanitære aktioner» og ikke som egentlige krigshandlinger, eller beskriver vi krigen i Irak som en «befrielse» snarere end en invasion, ja så vil mange af os formentlig mene, at det er en «sand» beskrivelse, for «sådan er det jo». I realiteten henviser vi imidlertid gennem vores ordvalg til en særlig fortælling om - en særlig narrativ forståelse af - at verden hænger sammen på en særlig måde. Vores narrative beskrivelser af virkeligheden fortæller os, at Afghanerne og Irakerne er i nød og undertrykkes og derfor må hjælpes af nogle venlige sjæle. Narrativet indebærer således en række forestillinger om, hvad en masse forskellige begivenheder handler om, hvad årsagerne til dem er, hvem der i den forbindelse er helte og skurke, samt hvilke mål og forhindringer, de præsenterer. Det er netop det, der gør den narrative forståelse attraktiv: Den tilbyder en enkel forklaring på det indviklede. Narrativet om «operation frihed» i Irak forvandler et kompleks anliggende med en højst sammensat befolkning med forskellige håb og drømme og en masse indviklede politiske og økonomiske sammenhænge og interesser, til en simpel og ligetil affære: Det hele handler om frihed contra ikke-frihed; det handler om undertrykte mennesker og deres befriere. Den narrative fortolkningsramme tilbyder således ikke bare en opskrift på, hvad der må gøres og hvem der må gøre det. Den tilbyder også en forklaring på, hvorfor og hvordan de må gøre det: Hvilke interesser og hensigter, de handler ud fra.

Et narrativ er således karakteriseret ved nogle rimelig fastlagte strukturer, elementer og figurer. Først og fremmest stiller et narrativ en fortolkningsramme til rådighed, der indrammer dele af vores virkelighed i en form for tidslinie: Visse begivenheder udlægges som startpunkt på et særligt udviklingsforløb (en fortælling), der uvægerligt bevæger sig hen imod en eller anden form for afslutning. Selve fortællingen bevæges herefter af det, vi kan kalde et plot eller story-line. Plottet eller story-linen skal her forstås som den konflikt (f.eks. en uretfærdighed, en misforståelse, et problem eller kærlighedsforhold), som de nævnte startbegivenheder gjorde opmærksom på og som nu fastholder vores interesse og vores behov for opklaring/afklaring/forløsning. Netop fordi narrativet altså er organiseret omkring et plot, der beskriver en eller anden form for konflikt, vil narrativet også få os til at forstå visse personer som nøglefigurer og som henholdsvis helte eller skurke, gode eller onde osv.

Narrativers betydning for psykologiske forhold

Udgangspunktet for den del af psykologien, der interesserer sig for narrativer er, at vi mennesker forstår os selv og vores omverden ved at fortælle og lytte til historier om os selv, om andre og om, hvordan verden hænger sammen. Den narrative psykologi tager imidlertid udgangspunkt i det forhold, som også beskrives ovenfor, nemlig at disse «forklarende» narrativer ikke er «naturlige» i betydningen «objektive», men hænger tæt sammen med vores specifikke kulturelle bagage og måden, hvorpå netop vi lever vores liv. Vores narrative forståelser beskriver ikke virkeligheden, som den er «i sig selv». De beskriver virkeligheden fra et særligt perspektiv, der – på godt og ondt - får os til at forstå og handle i verden på særlige måder. Det er derfor yderst interessant, hvilke narrativer vi bruger og har til rådighed, simpelthen fordi dette ofte er afgørende for, hvordan vi handler, hvordan vi forstår andres handlinger og ikke mindst, hvad vi synes er rigtigt og forkert, vigtigt eller irrelevant, sandt eller falskt.

Indenfor den narrative psykologi skelner man ofte mellem såkaldt store eller små fortællinger eller det vi kan kalde «metanarrativer» og «hverdagsnarrativer». Historien om Søren Kierkegaard var f.eks. både en historie om, hvordan Søren Kierkegaard og en masse andre mennesker på hans tid forstod tilværelsen og livet ud fra et overordnet religiøst «metanarrativ», en slags «stor fortælling» om verdens sammenhæng. Men den var også en historie om, hvordan både Søren og hans familie selv skabte nye «små» fortællinger om deres eget liv og tilværelse. Kristendommens fortælling om, at vi - alt efter hvordan vi opfører os - enten kommer i himlen eller i helvede, er et typisk eksempel på én såkaldt «stor fortælling» eller «metanarrativ». Men mange andre kan nævnes, f.eks. nyliberalismens fortælling om, at det frie marked rummer en slags «usynlig hånd», der på sigt vil styre verden i en mere retfærdig retning. De demokratiske samfunds fortælling om, at økonomisk vækst og nyskabelse fører til større lykke. Marxismens fortælling om, at verden kan opdeles i arbejdere og kapitalister, eller det vestlige samfunds traditionelle fortællinger om homoseksualitet som noget unaturligt, manden som stærk, aktiv og handlekraftig og kvinden som mere svag, emotionel og passiv. Dette er alle eksempler på overordnede kulturelle fortællinger, som de fleste af os kender og som på forskellig vis har været med til og fortsat er med til at forme vores handlemønstre, selvforståelser og omverdensrelationer.

Disse narrativer er imidlertid ikke stive og fastlåste fortolkningsskemaer, der alene former vores tænkning og handlen. De er også fleksible og foranderlige i og med, at narrativer jo ikke bare er til uafhængigt af os mennesker, men netop er til i kraft af os mennesker; i af at vi hele tiden bruger dem i vores hverdag, f.eks. når vi prøver at forstå og beskrive, hvem vi selv og andre er. Derfor er vi hele tiden med til at tolke på de eksisterende narrativer, med til at forme og forandre dem og herigennem også med til at udfordre dem, ved at fortælle andre historier og fortællinger om virkeligheden. Søren Kierkegaard frygtede guds straf og måtte derfor bryde sin forlovelse med Regina. Dette var naturligvis ikke alene synd for ham selv, men også for Regina. Søren ville derfor opføre sig «som en skurk», så Regina selv fik lyst til at bryde forlovelsen. Men idet Søren fortæller os hvorfor, han opfører sig som en skurk, skaber han samtidig et selv-narrativ, der forklarer hvorfor hans skurkeagtige opførsel i virkeligheden også var heroisk og uselvisk. Med andre ord fortæller Søren Kierkegaard os både en historie om, hvordan vi skal forstå hans ellers utilgivelige handlinger som både meningsfulde og rigtige. Men han fortæller også en slags modfortælling til det overordnede «metanarrativ», idet Sørens fortælling også handler om, at han på sin vis kommer Gud i forkøbet og altså selv har indflydelse på, hvilken straf han skal opleve. Med andre ord kan man sige, at hans «selv-narrativ» beskriver, at man også selv bestemmer og således kan «snyde» Gud for en endnu værre straf. Pointen er, at vi ikke skal forstå de såkaldte «metanarrativer» eller «hverdagsnarrativer» som stive og uforanderlige fortolkningsskemaer, men som foranderlige størrelser, der står i forhold til hinanden og derfor påvirker hinanden. Vi kan også tage et andet eksempel:

Overordnet set har samfundet besluttet, at graffiti er ulovligt. Der eksisterer derfor et alment accepterede metanarrativ om, at graffitimalere er kriminelle og graffitimalerier derfor afspejler kriminelle handlinger. Dette metanarrativ efterlader graffitimalere med det problem, at de ikke kan vise deres værker eller billederne af dem (deres «tags», «throw-ups» eller «pieces») frem for hvem som helst. Nogen graffitimalere står derfor i det dilemma, at de må holde en vigtig del af deres tilværelse hemmelig for selv deres nærmeste venner og familie. I en undersøgelse beskrev nogle graffitimalere dette forhold på den måde, at de følte de havde en slags «hemmelig identitet». Med dette udtryk henviste graffitimalerne til nogle fortællinger, vi alle sammen kender, nemlig fortællingen om diverse superhelte og/eller spioner, der lever en slags dobbeltliv og derfor må have en «hemmelig identitet». Når vi hører om nogen, at de har en «hemmelige identitet», får vi automatisk den tanke, at der er noget spændende ved deres liv og de måske – i det skjulte – udfører noget vigtigt, nødvendigt, spændende og beundringsværdigt. Udtrykket refererer med andre ord til et bestemt narrativ med et særligt plot om, at det vi umiddelbart vil kalde usammenhængene handlemønstre måske slet ikke er det. Naturligvis må det være problematisk og irriterende ikke at kunne vise, hvad man kan til dem, man holder af. Graffitimalernes «selv-narrativ» tilbyder imidlertid en måde, hvorpå det alligevel giver én eller anden form for mening og sammenhæng. Sådan er det jo, når man har en hemmelig identitet. Samtidig er det en fortælling, der modsat at beskrive graffitimalere som kriminelle «skurke», beskriver dem som nogen, der uselvisk ofrer en vigtig del af deres liv for noget, de ikke engang kan fortælle om. Med andre ord, er de måske ikke så slemme endda.

Narrativer og objektivitet

Det er aldrig givet på forhånd, hvilke narrativer, vi skal bruge til at forklare og forstå verden med. Tværtimod er det noget, vi altid i de enkelte situationer er med til at forhandle om i samvær med andre. Dette skal naturligvis ikke forstås sådan, at hvem som helst af os bare kan opstille helt alternative fortællinger om, hvordan vores virkelighed hænger sammen. Tværtimod skal det forstås sådan, at vi altid allerede forstår den situation, vi befinder os i, ved hjælp af mere eller mindre alment accepterede fortællinger om, hvad vi er der for, hvem der gør hvad, hvordan og hvorfor. Men at disse fortællinger ikke er «naturlige» i betydningen uforanderlige og «sande», men netop er skabt af mennesker og derfor også kan påvirkes og ændres.

Vores brug af narrative forståelser knytter sig til de konkrete sammenhænge, vi indgår i. Man siger derfor, at vores brug af narrativer er socialt og kulturelt betinget og situeret. Begrebet «narrativ» udtrykker, at vores forestillinger om verden og om, hvad der er sandt og rigtigt, ikke er evige sandheder, men båret af både situationelle og sproglige forhold, og det vil bl.a. sige af følelsesmæssige figurer og symboler i vores sprog og vores brug af det. På et overordnet videnskabsteoretisk niveau markerer den narrative orientering derfor et kritisk opgør med ideen om, at vores bevidsthed og erkendelse opererer logisk, lovmæssigt og rationelt. Tværtimod har man indenfor den narrative psykologi en skærpet kritisk interesse for sprogets og erkendelsens narrative/fortællende funktioner og betydningen heraf for, hvordan vores tænkning og bevidsthed fungerer. I akademiske sammenhænge forbindes denne interesse ofte med filosoffer som f.eks. Friedrich Nietzsche, Ludwig Wittgenstein, Michel Foucault og Jacques Derrida, samt psykologer som Jerome Bruner, Bronwyn Davies, Theodore Sarbin, Margaret Wetherell og Kenneth Gergen.

P.Bu.J.