Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Vladimir Putin (7. oktober 1952-), russisk efterretningsofficer, politiker, december 1999 - maj 2008 Ruslands præsident; maj 2008- landets premierminister.

Putin blev født i Leningrad (aktuelt Skt. Petersborg). Han blev uddannet som jurist fra Leningrad universitet i 1975 og derefter ansat i KGB. I 1985-90 var han udstationeret for KGB i Østtyskland. Efter sammenbruddet i Østtyskland i 1989 blev han i 1990 kaldt tilbage til Sovjetunionen, hvor han i juni blev ansat ved Leningrads universitet, afdelingen for internationale studier. Umiddelbart før sammenbruddet i Sovjetunionen blev han i juni 1991 ansat ved den Internationale Komite under borgmesterembedet i Leningrad med ansvar for fremme af internationale investeringer. I forbindelse med kupforsøget mod Mikhail Gorbachev afbrød han i august 1991 sine forbindelser med den russiske efterretningstjeneste. I 1994 blev han viceborgmester i Skt. Petersborg, for i august 1996 at blive kaldt til Moskva, hvor han de følgende år varetog en række mindre betydningsfulde poster i Jeltsins regering. I juli 1998 blev han udnævnt til chef for FSB (KGB's efterfølger). Denne post bevarede han frem til august 1999. I marts-august samme år var han desuden formand for det russiske sikkerhedsråd.

Jeltsins sidste år på præsidentposten i 1998-99 var præget af betydelig politisk ustabilitet. Da Jeltsin derfor i august 1999 udnævnte Putin til premierminister, var der tale om den 5. person på posten indenfor 18 måneder. På det tidspunkt lå Moskvas borgmester Jurij Luzhkov og den tidligere premierminister Jevgenij Primakov i spidsen i kampen om at overtage præsidentposten efter Jeltsin. Men Putins stærkt nationalistiske kampagne, løftet om at slå hårdt til mod oprørerne i Tjetjenien der i efteråret 1999 havde gennemført en række terroraktioner i Moskva og Putins løfter om lov og orden gjorde, at han allerede i slutningen af september havde udmanøvreret sine politisk mere velskolede modstandere.

Præsident

Putin var ikke medlem af noget politisk parti, men fik støtte af det nydannede Edinstvo parti, der ved Dumavalget i december blev landets største parti. Pga. helbredsproblemer trak Jeltsin sig den 31. december fra præsidentposten og udnævnte i stedet Putin. Ved det efterfølgende præsidentvalg den 26. marts 2000 blev Putin valgt allerede i første runde. Den unge efterretningsofficer var i løbet af få år blevet katapulteret ind i landets højeste embede.

Putins popularitet i den russiske befolkning er gennem årene ikke blevet afgørende rystet. Tværtimod er det lykkedes ham at bevare opbakningen. Det skyldes dels den brutale nedkæmpning af oprøret i Tjetjenien i 1999-2000, som i den russiske befolkning blev modtaget positivt i lyset af tjetjensk terrorisme i Rusland. Men krigen fortsætter og de samme gør de massive russiske krænkelser af menneskerettighederne i udbryderrepublikken. Men både udenlandske og indenlandske medier hindres af regeringen i at rapportere fra krigen, hvis virkelighed derfor kun i begrænset omfang er kendt i den russiske offentlighed.

En anden årsag til populariteten er, at det er lykkedes Putin at konsolidere den økonomiske udvikling i landet, og samtidig løse de politiske kriser der prægede Jeltsins sidste regeringsår.

Putin har siden 2000 arbejdet på at styrke sin politiske basis, og dette arbejde har ikke været præget af specielt demokratiske metoder. Mens der under Jeltsin eksisterede en vis frihed for journalistik og medier, er denne strammet til under Putin, og næsten alle medier var fra 2003 kontrolleret af Kreml eller tæt knyttet hertil. I hvilken udstrækning Putin betjener sig af sine gamle venner i FSB til dette arbejde er ukendt.

Kendt er det imidlertid, at staten har slået til mod de oligarker (se Oligarki), der potentielt kunne udgøre en politisk trussel mod Putin. Boris Berezovsky, Vladimir Gusinsky og Mikhail Khodorkovsky blev arresteret i 2003, der blev indledt «retssager» mod dem, og i forlængelse heraf blev det store private energiselskab Yokos tvunget til at opløse sig selv. Putin har dermed selv grebet ind i kapitalstrukturen i Rusland, for at bringe potentielle økonomiske og politiske rivaler under kontrol.

Det var på denne baggrund at Putins støtteparti, det Forenede Rusland i 2003 kunne vinde en jordskredssejr, og Putin genvandt i marts 2004 præsidentposten med 71% af stemmerne. Den vestlige verden karakteriserede valgene som «frie og retfærdige». Andre insisterede på, at Putins anvendelse af medierne til at føre massiv kampagne for sig selv og det Forenede Rusland, samt arrestationen af politiske og økonomiske modstandere var store sorte pletter på det russiske «demokrati».

I forlængelse af massakren i Beslan i september 2004 besluttede Putin at ændre udpegningen af regionale guvernører. De var tidligere blevet valgt ved direkte valg, men udpeges fremover af præsidenten. Et skridt der blev skarpt kritiseret af både oppositionen, og de tidligere præsidenter Gorbachov og Jeltsin.

Mere selvstændig hævdelse af russiske interesser

Mens Jeltsin lagde kraftig afstand til Ruslands sovjetiske fortid, har Putin et mere nuanceret forhold til historien. Han har udtalt, at uanset forbrydelserne under sovjettiden spillede Sovjetunionen en vigtig rolle for opbygningen af det moderne Rusland. I 2004 erklærede han, at Sovjetunionens sammenbrud var en «enorm national katastrofe». Samtidig tillod han genindførelsen af en række symboler fra sovjettiden: militærets røde flag, den sovjetiske stjerne og Sovjetunionens nationalmelodi - dog med en anden tekst.

Samtidig har Putin søgt at markere en mere selvstændig politik overfor USA, samtidig med at han har søgt at bevare gode relationer til de europæiske stormagter. Han var ikke i stand til at bremse de baltiske landes forbindelser til EU og NATO, og måtte i maj 2004 se dem optaget i EU. I stedet søgte han at styrke SNG (Sammenslutningen af Uafhængige Stater - resterne af Sovjettidens republikker). Og specielt ved at knytte Hviderusland og Ukraine tættere til Rusland. Det var derfor under stor russisk modstand, at Ukraine i december 2004 valgte USA's kandidat til præsident.

Putin var imod USA's angrebskrig mod Iraq i marts 2003, og da USA efterfølgende anmodede om at få hævet sanktionerne mod Iraq i FN's Sikkerhedsråd erklærede Putin, at det kunne der først blive tale om, når FN's våbeninspektører havde gjort deres arbejde færdig i Iraq. Rusland ser ikke med milde øjne på, at USA hastigt optrapper sin militære tilstedeværelse (og besættelse) at stater syd for det tidligere Sovjetunionen: foreløbig Iraq og Afghanistan.

Ruslands forfatning sætter ikke nogen grænse for, hvor mange gange samme kandidat kan vælges som præsident. Men den rummer en begrænsning om, at samme kandidat kun kan sidde i højst to sammenhængende perioder. Putin kunne derfor ikke genvælges i 2008. Selv om han havde flertal i Dumaen og kunne have ændret forfatningen på dette punkt, undlod han og valgte i stedet en anden model, hvor han håndplukkede en kandidat til posten, Dmitry Medvedev, og i stedet selv overtog premierministerposten. I maj 2008 blev Medvedev så valgt til russisk præsident, og Putin blev i stedet premierminister. Han formodes at stille op til næste præsidentvalg i 2012.

A.J.