Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Boris Jeltsin

Jeltsin (1931–), sovjetisk og russisk politiker, Ruslands præsident (1991-2000). Født i Sverdlovsk (nuværende Jekaterinburg), uddannet ved Urals Polytekniske Institut og arbejdede som bygningsarbejder (1953–68).

Han gik i 1961 ind i kommunistpartiet (SUKP), blev førstesekretær i Sverdlovsk regionen i 76 og medlem af centralkomiteen i 81. I 1985 blev han håndplukket af daværende præsident Mikhail Gorbachov som partichef i Moskva og året efter hentet ind i Politbureauet. Allerede i oktober 87 blev han dog fjernet fra posten i Moskva efter at have kritiseret Gorbachovs reformer for at være for utilstrækkelige og efter gentagne sammenstød med partiets konservative fløj.

Han førte sig nu frem som en populistisk tilhænger af mere radikale økonomiske og politiske reformer, blev særdeles populær og blev i 1989 valgt til den Sovjetunionens øverste Sovjet som oppositionskandidat. Året efter blev han valgt til den russiske republiks øverste Sovjet, der udpegede ham som til republikkens præsident, og samtidig meldte han sig ud af SUKP. I 1991 genvandt han præsidentposten i den russiske republik ved et præsidentvalg og var nu Gorbachovs vigtigste politiske modstander.

I august 1991 gennemførte den konservative fløj i SUKP et kup mod Gorbachov, der blev sat i husarrest. Kuppet mødte ikke i første omgang modstand fra Jeltsins side, og først efter nogle dage stillede han sig i spidsen for nedkæmpelsen af kupmagerne. Indtil da havde der eksisteret tre hovedgrupperinger i det sovjetiske magtapparat: de radikale reformtilhængere omkring Jeltsin, den moderate reformfløj omkring præsident Gorbachov og den konservative fløj i partiet, der var modstandere af alle reformer. De konservative besejrede først Gorbachov og blev siden besejret af Jeltsin, der nu fremtrådte som sejrherre i magtkampen. Det var derfor en surrealistisk forestilling, da Jeltsin for rullende TV kameraer og kun under spage protester fra den voldsomt svækkede Gorbachov i august opløste SUKP, og dermed organisatorisk trak tæppet væk under sine to modstandergrupper.

Jeltsin og hans tilhængere havde nu næsten fuld kontrol over økonomien og de resterende politiske strukturer - der dog var stærkt svækkede ifht. situationen før kuppet. Centralmagten var drastisk svækket og republikkerne tilsvarende styrket. Han gik nu i gang med at føre sit politiske projekt ud i livet. Den 8. december 1991 var han sammen med præsidenterne for Ukraine og Hviderusland med til at danne Statssamfundet af suveræne Stater, der bestod af de fleste tidligere sovjetiske republikker. Sovjetunionen eksisterede ikke længere.

Samtidig gik han i gang med gennemførelsen af mere vidtgående økonomiske og politiske reformer i Rusland. Der blev åbnet massivt op for udenlandske investeringer, statsvirksomheder blev privatiseret eller lukket og millioner kastet ud i arbejdsløshed. Direktøren for landets største koncern, Gazprom, Victor Chernomyrdin, spillede en central rolle som regeringsleder i denne periode. Det er værd at slå fast, at den gamle nomenklatura, landets økonomiske og politiske elite overvejende var intakt efter denne overgang - og endnu bedre stillet end før. Landets overklasse og udvalgte grupper indenfor mellemlagene nød godt af udviklingen, mens arbejderklassen og de lavere mellemlag blev ramt - af arbejdsløshed og manglende løn fra centraladministrationen.

Udviklingen skred imidlertid ikke så hurtigt frem, som Jeltsin ønskede. Selv om han havde opløst SUKP (der senere blev genoprettet som partier i de enkelte republikker), sad der fortsat mange kommunister i bl.a. den russiske øverste Sovjet (nu omdøbt til Duma), og de bremsede reformprocessen. Under indtryk af det tiltagende økonomiske kaos i landet opløste Jeltsin derfor i september 93 parlamentet og udskrev nyvalg. Hans politiske modstandere greb til våben og besatte parlamentet, men opstanden blev knust af Jeltsin-tro militærstyrker. Selv om han fik opbakning ved valget i december 93 til sin nye forfatning, blev mange af hans politiske modstandere genvalgt til duma'en. De politiske fronter var uforandrede,og var siden været præget af militærstrategisk våbenhvile. Oppositionen sad på flertallet i duma'en, blokerede for Jeltsins politiske tiltag - bl.a. udnævnelsen af hyppige nye regeringsledere - og Jeltsin svarede ved at regere via dekreter. Et præsidentstyre udenom parlamentet.

Da oppositionen i 1996 stod til at vinde præsidentvalget, besluttede Jeltsin sig trods sygdom for at stille op til en anden periode og blev genvalgt som præsident. Efter præsidentvalget i foråret 2000 overdrog han posten til Vladimir Putin.

Jeltsin repræsenterede overgangen i Sovjetunionen fra statssocialisme til en form for demokrati, der dog ikke kan sammenlignes med vestligt parlamentarisk demokrati, og for overgangen fra planøkonomi til en blandingsøkonomi karakteriseret ved både statslig økonomisk virksomhed og ultra-liberalisme. Men samtidig repræsenterede han kontinuiteten. Det var den samme elite, der havde magten som før de politiske omvæltninger i 1990-91. Han var fra midten af 90'erne en meget syg mand, der gennemgik adskillige store operationer, og han var præget af et stort overforbrug af alkohol. Faktorer der gjorde, at han hyppigt optrådte med «sort politisk tale» - både nationalt og internationalt. Hans vigtigste politiske handlinger begrænsede sig fra 1994-95 derfor til hyppige udskiftninger af regeringslederne, der fik ansvaret for landets økonomiske kaos. Hans betydelige popularitet i befolkningen skyldtes, at mange opfattede ham som den vigtigste garant mod en tilbagevenden til kommunismen.

A.J.