Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

I løbet af de seneste femten år er der blevet talt meget om den teoretiske nydannelse queer theory. Kontroverserne har fundet sted på de samfundsvidenskabelige institutter såvel som inden for humaniora, men hvad er queer theory egentlig?

På amerikansk har glosen «queer» tidligere været brugt som en nedsættende betegnelse for primært mandlige homoseksuelle, men mere generelt betyder ordet også «sær», «afvigende» og «skæv». Teorien er groft skitseret produktet af en fusion mellem seksualitets- og kønsstudier, men helheden har vist sig at være mere end blot summen af de to hovedbestanddele. Med undtagelse af den franske filosof Michel Foucaults arbejder havde seksualitetsstudier nemlig indtil omkring 1990 nærmest været ensbetydende med historisk dokumentation af bøsser og lesbiskes levede liv. «Bøsse» og «lesbisk» blev de historiske aktører defineret som, hvis de forelskede sig i, blev tiltrukket af og/eller dyrkede sex med personer af samme biologiske køn som deres eget. Kønsstudier på sin side havde fokuseret på biologiske kvinders erfaringer og havde i høj grad bestået af et «arkæologisk» projekt: Kvinders rolle i historien, kunsten og litteraturen skulle dokumenteres. Selve begrebet «kvinde» blev dog endnu ikke problematiseret, som det senere skulle blive med post-strukturalismens anslag i midten af 1980'erne.

Queer-teorien retter kikkerten mod normativiteten! Både mod den heteronormativitet, som lovgivningsmæssigt og kulturelt tilgodeser heteroseksuelle monogame parforhold, men også mod den normative homoseksuelle essenstænkning, som den amerikanske gay movement på daværende tidspunkt var gennemsyret af. Dermed adskilte teorien sig radikalt fra de forudgående bestræbelser på synliggørelse af seksuelle minoriteter. Det nye perspektiv skulle med den danske queer-litterat Dag Heedes ord i stedet tjene til at mærkværdiggøre det selvfølgelige (i Heedes tilfælde den litterære kanon). I denne sammenhæng er det vigtigt at understrege, at det ikke er heteroseksualiteten, der er problemet; queer-tanken søger ikke at opstille nye grænser for, hvilken seksualitet der er den mest legitime, men derimod at kritisere, hvorfor seksualitet overhovedet skal være en parameter for accept.

Queer-teori er som så mange andre teoridannelser et «sammenrend» af forskellige teoretiske retninger. Derfor er det også, som antropologen Don Kulick siger, egentlig misvisende at bruge termen «teori». Som absolut minimum burde man sætte det i flertal, men mere rammende er «perspektiv» eller «optik» - queer er simpelthen en måde at se og forholde sig til verden på!

En af de helt store queer-tænkere er Judith Butler. Hun er født i 1956 og er professor i komparativ litteratur og retorik ved University of California i Berkeley. Det er netop normerne for, hvordan man kan gøre sit køn og sin seksualitet, der er hendes genstandsfelt.

I sit banebrydende værk Gender Trouble. Feminism and the Subversion of Identity fra 1990 analyserer Butler betingelserne for at «gøre» køn og seksualitet i den vestlige verden i slutningen af det 20. århundrede. Butler finder frem til, at man for at blive forstået skal leve op til en overensstemmelse mellem biologisk køn («sex»), socialt køn («gender»), seksuelt begær og seksuel praksis. Dette krav kalder hun den heteroseksuelle matrice. For at blive betragtet som «normal» skal man udvise en sammenhæng mellem disse fire komponenter: Hvis man er født med en penis, må man også opføre sig på en sådan måde, at man anerkendes som «mand» af det omgivende samfund. Dette krav kan man opfylde ved at tilegne sig et bestemt kropssprog, opøve særlige kompetencer og dyrke bestemte interesser. Videre må man rette sit begær mod personer af det modsatte biologiske køn - det er en del af den samlede «kønspakke». Endelig er det også personer af modsat køn, man forventes at dyrke sex med. Butlers ærinde er således ikke at kortlægge årsager til, hvorfor nogle bliver homo- eller transseksuelle, men derimod at påvise, hvorfor de fleste bliver heteroseksuelle. Heteroseksualitet betragtes dermed ikke i mindre omfang som en social konstruktion, end homoseksualitet gør det.

Hvis man lever et liv uden den traditionelle kobling mellem de ovennævnte komponenter, kan man imødegå den modstand, man oplever på dén konto, på forskellig vis. Én strategi er at gruppere sig med andre med samme «afvigelseskombination» som en selv. Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske her i Danmark hedder netop sådan, fordi den definerer sig ud fra sine medlemmers seksuelle observans. Men man kan også vælge at søge sammen med mennesker, der deler samme optik som én selv. På den måde bliver det perspektivet, der definerer fællesskabet og ikke identiteten.

Det er en udbredt misforståelse, at queer betyder cirka det samme som «bøsse» eller «lesbisk», men bare er en mere inklusiv paraplybetegnelse. Queer-perspektivet gør nemlig op med identitetsbaseret politik som sådan. Når queer-bevægelsen afsværger identitetsbaseret politik, skyldes det blandt andet en stigende opmærksomhed på risikoen for at udgrænse mennesker, der «slår ukonventionelt ud» på andre parametre end seksuelt begær og seksuel praksis. Eller mennesker, der ikke «gør» deres homoseksualitet på en genkendelig måde. Queer kan man altså kalde sig, hvis man - som Foucault også gjorde det - opfatter normalisering som magtudøvelse i sig selv! Hvordan man ser ud og opfører sig samt hvem man går i seng med og hvordan er underordnet.

Queer-teorien står også i dyb gæld til dekonstruktionen, hvilket måske ses tydeligst hos den amerikanske litterat Eve Kosofsky Sedgwick, der er født i 1950 og tilknyttet City University of New York. Sedgwick analyserer i et af de helt centrale queer-værker - også fra 1990 - nemlig Epistemology of the Closet, hvordan sociale sammenhænge, hvori der kun indgår ét køn (f.eks. fodboldhold, militæret etc.) må bruge megen energi på at tilbagevise enhver mistanke om homoseksualitet. Disse antrengelser for at mane enhver antydning af homoseksuelt i jorden gør dog netop, at idéen om homoseksualitet altid lurer i baggrunden. Dermed er den også indeholdt i de homosociale sammenhænges definition; den er dét, man ikke må eller vil være, men som man ikke kan forstå sig selv uden.

Endelig betegner ordet queer også en aktivismeform.

I 1990 opstod aktivistgruppen Queer Nation i New York. Queer Nation var en udløber af ACT UP (AIDS Coalition To Unleash Power), der via teatralske happenings kritiserede de højreorienterede 1980'er-regeringer. Reagan- og Bush Senior-administrationerne var nemlig ikke meget for at at afsætte økonomiske midler til forskning i og oplysning om AIDS samt til pleje af de smittede. På daværende tidspunkt var de fleste AIDS-ramte homoseksuelle mænd, og det, der i de amerikanske homosubkulturer havde antaget epidemiske dimensioner, blev derfor i folkemunde omtalt som en «bøssesygdom».

Queer Nation ønskede ikke assimilation, men var udprægede separatister. De var trætte af den heteroseksuelle overmagt og ønskede ikke at samarbejde med den længere. På den måde kan man sige, at Queer Nation så sig selv som en slags oprørsk etnisk mindretal. Som andre etniske mindretal var de spredt ud over hele USA med størst koncentrationer i de store metropoler, og som andre mindretal var Queer Nation præget af stor intern mangfoldighed. Det, aktivisterne under Queer Nations faner havde til fælles, var den kritik af normen, som også blomstrede i universitetsregi.

Queer Nation var en ret kortlivet affære - i hvert fald taget i betragtning, hvilket revolutionerende potentiale, konceptet egentlig havde. Faktisk har den amerikanske sociolog Steven Seidman ligefrem kaldt dem «post-strukturalismens politiske sidestykke»! De sidste lokalafdelinger døde ud allerede omkring 1992 - primært fordi ingen kunne blive enige om, hvor provokerende/terroristisk/heterovenlig man ville være i sine aktioner. Desuden kammede Queer Nations statements og attitude ofte over i had til heteroseksualitet, og gruppen gentog dermed nøjagtig samme udgrænsning, som de selv protesterede mod - nu blot med omvendt fortegn. Faktisk uddelte de til Pride-paraden i 1990 en flyer med påskriften: «Queers Read This: I Hate Straights!»

Queer-perspektivet er gennem årene blevet mødt med en del kritik. Dels har de mere borgerrettighedsfunderede grupperinger (kvindesags- såvel som bøsse-/lesbiske) beklaget, at dét homoseksuelle/kvindelige subjekt, de havde kæmpet så hårdt for at ligestille, nu blev «teoretiseret ihjel». Hertil kan man indvende, at frigørelse ikke nødvendigvis bør hvile på identitet; måske kan kampen udformes på andre måder?

Dels er queer-teorien blevet tildelt mærkaterne «modefænomen» og «overfladisk». Især Butlers værker er blevet fortolket som påstande om, at identitet kan reduceres til noget, man bare kan tage ud af garderoben og iføre sig hver dag. Dette er en sejlivet kritik, til trods for Butlers gentagne forsøg på at forklare sig og nuancere sine udtalelser.

Endvidere har visse feminister efterlyst en tydeligere markering af den umådelige teoretiske gæld, som queer-teoretikere står i til de forudgående feministiske teoretikere. Selv om både Butler og Sedgwick - de to «frontkæmpere» - erklærer sig som feminister, har denne utilfredshed været svær at opbløde.

En af de mere konstruktive kritikker er gået på queer-teoriens blinde punkter: Hvordan kan man videreudvikle teorien, så den i højere grad medreflekterer klasse, race, nationalitet, etnicitet, fysisk formåen osv.? Hvordan kan man gøre den mere vedkommende for individer, der ikke er hvide, vestlige middelklassemænd?

Herhjemme har queer-teorien ikke haft lige så megen vind i sejlene som i USA. Det kan måske skyldes, at den danske universitetsstruktur med sin skarpe opdeling i fakulteter og institutter gør det svært for queer-teoretikere at få foden indenfor. Som nævnt indledningsvis er det netop kendetegnende for queer-teori, at den er udpræget tværfaglig og derfor heller ikke hører specifikt hjemme nogetsteds. En anden grund kunne være en generel nordisk tendens til forsigtig skepsis over for nye strømninger - måske ser billedet ganske anderledes ud om ti år? Siden årtusindskiftet er der faktisk blevet trykt en del artikler om emnet (se litteraturlisten).

Heller ikke som «realpolitisk» strategi har queer-perspektivet vundet nogen større udbredelse i Danmark. Det er ikke utænkeligt, at det danske ideal om befolkningsmæssig og kulturel ensartethed har spillet en rolle i denne kendsgerning. Amerikanere bryster sig ofte af at være en smeltedigel med plads til alle, der ønsker at gøre en indsats. I modsætning hertil har der under mere hjemlige himmelstrøg i de seneste år været ansats til fremmedfrygt, så dét at påberåbe sig anderledeshed har muligvis ikke virket politisk hensigtsmæssigt?

Ét forsøg på at integrere queer-perspektivet i partipolitik er dog Enhedslistens Queerudvalg. Queerudvalget fungerer på én gang som seksualpolitisk tænketank, som Enhedslistens folketingsmedlemmer kan konsultere, og som en mainstreaming-instans: Når køn og seksualitet er indtænkt i hele partiets principprogram, vil udvalget have overflødiggjort sig selv. Kongstanken er, at man bør stræbe efter mere end blot formel ligestilling med heteroseksuelle. Det overordnede mål er i stedet frigørelse. Staten skal ikke definere befolkningens seksuelle og familiemæssige udfoldelsesmuligheder. «Queer-politikere» skal dermed ikke bare blindt tragte efter de samme privilegier, der i dag tilfalder heteroseksuelle: Der skal derimod sættes spørgsmålstegn ved, hvilke magtstrukturer disse idealer afspejler, og om de overhovedet er ønskværdige.

[Dele af dette opslag er tidligere blevet trykt i «Identiteterne der blev borte» (kronikken «Videnskabet»), Universitetsavisen nr. 9/30. maj 2003.]

M.L.M.