Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ordet «finanskapital» bruges ofte synonymt med «spekulationskapital». Enhver finansiel - eller produktiv - investering er naturligvis «spekulation» i den forstand, at det er usikkert om den giver overskud eller tab. Imidlertid er «spekulation» mange ting, og det er hensigtsmæssigt at skelne mellem 4 typer.

1) Den traditionelle form for spekulation består i, at man køber billigt og sælger dyrt. Det, der handles, kan være alt mellem himmel og jord: kartofler, aktier, valuta.

Spekulation kan være samfundsmæssigt gavnligt. Det typiske eksempel er handelsmanden, der i sæsonen opkøber kartofler billigt (udbuddet er jo stort) og udenfor sæsonen sælger dem dyrt (udbuddet er nu lille). Spekulanten opnår en profit, men til gengæld kan forbrugerne få kartofler hele året til stabile priser; spekulantens efterspørgsel modvirker de lave priser i sæsonen og hans udbud modvirker de høje priser udenfor sæsonen.

2) Hedging betyder ordret «at gardere sig eller sikre sig», nemlig overfor markedets usikkerhed. Dette kan gøres ved at «diversificere sin portefølje», altså investere bredt, men ved den egentlige hedging køber man simpelthen sikkerhed (eller sælger usikkerhed), dvs. køberen overtager risikoen, for en pris. Dette er idéen i det vildtvoksende marked i «futures», hvor en agent køber f.eks. olie eller yen, til levering om ét år til en forud aftalt pris; agentens risiko er dermed overtaget af en anden. (Se: Derivativer).

I sig selv indebærer hedging ikke, at risiko-niveauet i økonomien øges, således at kriser bliver mere sandsynlige; umiddelbart er der blot tale om en omfordeling af den givne risiko mellem den spekulations-uvillige og den spekulations-beredte. (Se også: Risikosamfund).

3) Dernæst har vi den reaktive spekulation. Hermed menes, at en agent sælger et værdipapir eller en valuta af frygt for kursfald. Salget vil naturligvis påvirke kursen, nemlig i nedadgående retning, men motivet er ikke at påvirke prisen, at styre markedet. Motivet er frygt for tab, og adfærden er bestemt af den forventede markedsudvikling.

Langt de fleste kapitalbevægelser i forbindelse med valutakriser er af denne type, og det er klart at de virker destabiliserende, især hvis kapitalflugten bliver til en panik.

4) Endelig kommer vi til den egentlige spekulation. Herved forstås at den finansielle agent - og ikke markedet - er den første årsag. Agenten er aktiv og skabende, snarere end reaktiv, og motiveres ikke af frygt for tab, men af ønske om profit. Denne spekulant har «markedsmagt», og må derfor i en eller anden grad være (finansiel) monopolist.

Den simple form for denne type spekulation har vi, når en betydende spiller - som det hedder - gennem køb af et aktiv påvirker dettes pris i opadgående retning - på samme måde som når en centralbank under en valutakrise foretager støtteopkøb af landets valuta. Hvis spilleren f.eks. besidder en betydelig aktiepost, kan vedkommende inkassere en kapitalgevinst ved at opkøbe så store partier af aktien, at kursen stiger. Økonomen Paul Krugman beskriver, hvordan et japansk selskab - Sumitomo Corp. - manipulerede kobber-markedet på denne måde, tjente store beløb, men i sidste instans tabte 3 mia. US$. Kobber-opkøbene skabte knaphed og dermed høje priser, men udfordringen er derefter at realisere kapitalgevinsten ved at sælge kobberet i tilpas små mængder over en tilpas lang periode, således at prisen ikke falder for meget; det lykkedes i lang tid, men til sidst gik det altså galt.

En mere avanceret form for egentlig spekulation praktiserede finansmanden George Soros i 1992, da han tjente 1 mia. US$ ved spekulation mod det engelske pund. Det skete således: Først optog hans Hedge fond (Quantum Fund) et stort lån i den valuta, der var udset til mål for angrebet, her pund; disse pund havde på det tidspunkt en værdi af 15 mia. US$). Dernæst solgte han ud af disse pund, og da han timede det rigtigt - og fulgte op med vel-publicerede udtalelser om pundets svage stilling - lykkedes det at skabe frygt for devaluering hos andre, som derfor flygtede fra pundet; trods støtteopkøb af pund til en værdi af 50 mia. US$ kunne den engelske centralbank ikke fastholde pundets værdi, så da Soros betalte det oprindelige pund-lån tilbage, havde det kun en værdi af 14 mia. US$. Angrebet kunne lykkes for en enkelt spiller, fordi der er to «multiplikatorer» involveret: For det første kunne han, grundet sin store kreditværdighed, låne 50 gange så meget som han selv havde, og for det andet multiplicerer de frygtsomme reaktive spekulanter Soros' 15 milliarder dollar mange gange.

Ved spekulationen imod Rusland i sommeren 1998 var metoden en anden. Her opkøbte fondene russiske værdipapirer, fordi de af indlysende grunde - Ruslands kredituværdighed - gav renter på op imod 300%. De håbede at deres «støtteopkøb» kunne holde rublen oppe, men først og fremmest regnede de med at Vesten og IMF ville redde rublen og forhindre Rusland i at gå fallit, fordi landet var «too big to fall». Denne spekulation slog imidlertid fejl, og tabet var - via hedge-fonden LTCM's næsten fallit - ved at rive USA's økonomi med i faldet. (Se også: Kasinokapitalisme).

Egentlig spekulation kan foregå på et utal af forskellige måder.

An.Lu.