Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

The Social Democratic Federation (1881-1930?), britisk marxistisk orienteret arbejderparti. Organisationen oprettedes som en sammenslutning af forskellige Radical Clubs i 1881 som Democratic Federation. Initiativtageren var Henry Mayers Hyndman (1842-1921), en velhavende jurist og forfatter. I hans forfatterskab er brochuren England for All (1881) af central betydning, idet den var væsentlig for udviklingen af organisationens teoretisk-politiske standpunkt. Hyndman havde i den brugt noget af Marx' Kapitalen, dog uden at citere ham med den begrundelse, at englændere ikke ville kunne acceptere udenlandske ideer. Denne opfattelse var et grundelement hos Hyndman og fik betydning bl.a. under Boerkrigen i begyndelsen af 1900-tallet, hvor SDF og medlemmerne havde store problemer med vurderingen af krigen. Xenofobien medførte et brud med Marx og siden hen Engels, idet der dog var væsentlige andre taktiske årsager til, at et varigt samarbejde ikke kunne etableres.

Organisationen skiftede i 1884 navn til Social Democratic Federation (SDF) og blev det første store forsøg på at introducere en marxistisk inspireret socialisme i Storbritannien. Det var nærmest givet, at der i organisationen måtte opstå modsætninger. En afklaring måtte finde sted bl.a. om partiets deltagelse i parlamentsvalg, om forholdet til fagbevægelsen og økonomiske kampe, om SDFs internationale rolle; kvindespørgsmålet og især kvindernes valgret spillede også en rolle. Bl.a. fordi Ernest Belfort Bax (1854-1926), den betydeligste marxistiske historiker og filosof i 1800-tallets Storbritannien (f.eks. fik hans kritik af den engelske imperialisme betydning), var absolut modstander af valgret og ligestilling for kvinder. Organisationen splittedes da også hurtigt, idet bl.a. William Morris (1834-1896), Bax, Edward Aveling (1849-1898) og Eleanor Marx (1855-1898) i 1884 forlod SDF og oprettede Socialist League, som dog kort tid senere opdeltes i adskillige grupperinger. Bax vendte derefter i 1888 tilbage til SDF. Diskussionsvilligheden prægede i øvrigt partiet stærkt, og SDFs ugeblad Justice fik derved en ganske livlig profil. Avisen - og her specielt Hyndman - kunne give udtryk for antisemitisme og frygt for fremmede/udlændinge. Specielt var tyskerhad en brugt afledningsmanøvre, og dette gjaldt sandsynligvis også antisemitismen.

SDF udviklede sig i løbet af 1880'erne til en ikke ubetydelig organisation ved at organisere ofte ret voldsomme demonstrationer til fordel for de arbejdsløse. SDF bakkede op om udviklingen af de «nye fagforbund» omkring 1890, men kom her i konflikt med bl.a. Eleanor Marx, som spillede en betydelig rolle i organiseringen af specielt gasværksarbejderne og de kvindelige arbejdere. Ved genrejsningen af det internationale samarbejde fra 1888 gik Hyndman og SDF ind i et samarbejde med de franske og belgiske possibilister; det skete samtidig med at SDF udviklede sig til et parlamentsfikseret parti - dog uden at få valgt medlemmer til parlamentet (i tiden 1921-1924 blev enkelte SDF-medlemmer valgt på Labours liste). Hyndman hævdede, at Storbritannien havde de bedste udsigter til at blive et socialistisk land ved en fredelig overgang til socialismen.

Partiets medlemstal var ikke højt. I det meste af 1880'erne og 1890'erne lå det på omkring 1.000 og voksede op til 1914 til omkring 10.000 medlemmer. Til sammenligning havde det danske Socialdemokrati i 1901 over 27.000 medlemmer. SDF led under en omfattende medlemsfluktuation. Iflg. Engels' vurdering havde over 100.000 personer været medlemmer frem til midten af 1890'erne. SDF involverede sig i disse år ikke så meget mere i de aktuelle kampe, men nøjedes med generel propaganda for socialismen, hvilket åbenbart kun i ringe grad kunne forbindes med de aktuelle modsætninger i samfundet. Fra dette tidspunkt var SDF's betydning begyndt at dale, idet andre organisationer som Independent Labour Party (ILP), Fabian Society og specielt fra 1900 Labour Representation Committee, som i 1906 blev til Labour Party, på forskellige områder havde opnået en førende rolle i udviklingen af den engelske arbejderbevægelse. SDF hævdede imidlertid sin plads som en marxistisk inspireret organisation og forsøgte på forskelli måde at bryde ud af sin isolationen, hvilket lykkedes i nogle regioner, bl.a. i London og Lancashire. Derudover var det i en længere periode det eneste parti, der havde en udtalt socialistisk målsætning.

I 1910-11 var utilfredsheden med Labour Partys manglende socialistiske profil vokset, og en kampagne for «socialistisk enhed» resulterede i en sammenslutning af SDF, dele af ILP og de socialistiske klubber omkring bladet Clarion til British Socialist Party (BSP). Sammenslutningen fik kun en kortvarig betydning; SDFs økonomisme var kun en faktor - flere af de andre i sammenlutningen var mere sekteriske end socialistiske, og det nye parti forblev i udkanten af den massebevægelse, som arbejderbevægelsen efterhånden havde udviklet sig til. Verdenskrigen førte til en ny splittelse i partiet, det samme gjorde den russiske revolution: et flertal af de tilbageværende medlemmer gik ind i det britiske kommunistiske parti (CPGB), da dette blev dannet, mens andre dele genoprettede SDF, som efter 1918, da Labour Party havde vedtaget en socialistisk målsætning, tilsluttede sig dette parti. SDF var aktiv endnu i nogle år som propagandaorganisation i Labour Party.

G.C.