Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Borgström (1912- ), født i Sverige, vokset op i England, men kom atter til Sverige som student, blev Cand.Fil. fra Lund 1938, og tog doktorgraden allerede året efter. Under krigen grundlagde han Institutet för Växtforskning og Kyllagring i Nynäshamn, og opbyggede Svenska institutet för Konservesforskning i Göteborg. I 1953 blev han udnævnt til professor, og fra 1956 knyttet til Michigan State University, East Lansing, Michigan, som professor i fødevareteknologi og geografi.

Udover sine fag har Borgström studeret flere sprog, og han skal have anvendt i alt syv sprog i sine forelæsninger. Desuden har Borgström sat sig grundigt ind i en række samfundsvidenskaber, men han er varsom med at drage for vidtgående politiske konklusioner. Georg Borgström er ikke kun en videnskabsmand med store kundskaber. Han har også udvalgt sig en livsstilling, der har sat ham i stand til at uddybe og efterprøve disse kundskaber. Men det vigtigste er alligevel hans evne til medfølelse for alle, der har lidt ondt, og harmen - både overfor dem der gennem politiske handlinger bærer det direkte ansvar, og overfor dem der forholder sig passive.

Gennem sit fag forstod Borgström, at ressourcerne på jorden kun findes i endelig mængde. Allerede i 1950'erne så han stadig klarere, at den udvikling som vor civilisation er inde i kommer i klar konflikt med dette begrænsede ressourcegrundlag.

Men 50'erne var en tid præget af blind tiltro til, at den tekniske og økonomiske udvikling kunne fortsætte stort set i det uendelige. Georg Borgström stod længe ret isoleret, og kollegernes manglende forståelse for de truende udsigter, gjorde ham bitter. Hans første bøger er prægede af skarp, men talent- og indsigtsfuld polemisering mod disse tvivlere. Georg Borgström har udgivet følgende bøger: Mad for milliarder (1968). Grænser for vor eksistens (1969). Verdens mad (1969). Fem minutter over tolv (1975). Flugt fra virkeligheden (1969). Norden i verden (1968).

Den kraftige og folkelige sprogbrug hos Borgström fik mange videnskabsmænd til at rynke på næsen og efterlyse en nøgtern videnskabelig sprogbrug. Men det var netop den ligefremme sprogbrug der gjorde, at han fik så mange almindelige mennesker i tale. Og han har altid haft en egen evne til at finde centrale tal og fakta frem, og sætte disse op mod hinanden på en måde som folk forstår. Det bør ligge ham til ros og ikke last, at han ikke tager alle de forhold, som en videnskabelig afhandling bør indeholde. I afhandlinger som videnskabsmænd skriver for hinanden, bliver alle forbehold forstået korrekt. Men for folk der ikke arbejder med forskning, kan den omstændige videnskabelige procedure fungere som et tågeslør.

Det var naturligt nok først og fremmest fødevarespørgsmål, Borgström tog op. Men han havde en klar opfattelse af, at fødevarespørgsmål ikke kunne isoleres fra mere vidtgående økologiske og samfundsmæssige sammenhænge. Han forstod også, at når mange af hans kolleger indenfor fødevareforskningen bagatelliserede problemerne, udsprang dette ofte af sektortænkning og en ensidig koncentration om snævre produktionsproblemer.

Et karakteristisk eksempel er Norman Borlaugs «grønne revolution», der skulle redde verden fra sulten. Han troede, at de nye ris- og hvedesorter der var udviklet i Mexico, med et slag skulle gøre f.eks. Indien og Pakistan til nettoeksportører af mad. Borgström og hans tilhængere påpegede, at dette var urealistisk. For det første fordi de ikke havde regnet med en central økologisk faktor som tilgangen til vand. For det andet fordi de samfundsmæssige forhold ikke var rede til nogen «grøn revolution», så længe der eksisterede et system med store jordejere, fattige småbønder og et stort landsbyproletariat. Udviklingen har ganske eftertrykkeligt vist, at det var Borgström og hans folk der vurderede den «grønne revolution» korrekt. (Se Grøn revolution.)

Sådan er det også gået med mange af de andre prognoser, Borgström fremsatte i første halvdel af 60'erne: De er stort set gået i opfyldelse, eller er på vej til at gøre det. Derfor er Georg Borgström i dag en mindre omstridt mand end i 60'erne. Men fortsat findes der folk, der kalder ham «dommedagsprofet».

For de fleste med indsigt i økopolitiske spørgsmål står Georg Borgström på mange måder som en klassiker - som økopolitikkens «grand old man». Med sin store indsigt, sit engagement i menneskelig lidelse, og ikke mindst gennem sine ligefremme pædagogiske evner, har han efterhånden gjort hele verden til sit universitet.

H.Sæ.