Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Organisationsform for kapitalen under den udviklede kapitalisme. Det som principielt adskiller aktieselskaber fra de øvrige selskabstyper er, at hver aktionær kun er ansvarlig med den kapital, han har skudt ind. Ansvaret er altså begrænset - i modsætning til såkaldt ansvarlige selskaber. Hvis et aktieselskab går konkurs, kan retten ikke lægge beslag på enkeltaktionærernes øvrige privatejendom, som det ellers er tilfældet for de ansvarlige selskaber - private familievirksomheder, enkeltmandsvirksomhed, kompagniskab o.l.

Aktieselskabet indgår som et væsentlig led i udviklingen af den moderne kapitalisme. Efterhånden som markederne voksede, øgedes også selskabernes størrelse og virkefelt. Dermed steg også behovet for større kapitalansamlinger og kapitalismen fandt nye måder at mobilisere og organisere kapital på. Lovgivningen blev tilpasset til dette, og myndighederne tillod virksomheder at operere med såkaldt begrænset ansvar. Dette betød, at virksomheden ikke længere var baseret på enkeltpersoners juridiske ansvar. Grundlaget var således skabt for at stimulere kapitalanskaffelsen fra utallige investorer.

De økonomiske og teknologiske fortrin som virksomhedsdrift i stor skala byder på under kapitalismen, medførte en stigende koncentration af kapital og stigende monopolisering. Netop aktieselskabsformen var et af systemets vigtigste «smøremidler» - for øvrigt sammen med fremvæksten af et udstrakt og efterhånden internationalt kapitalmarked domineret af store finansinstitutioner. Den historiske opkomst af aktieselskabet som dominerende selskabsform havde to vigtige konsekvenser:

1. En ændring af den private ejendomsret form. Nogen hævder endvidere, at indholdet i ejendomsretten ændredes som følge af aktieselskabets udbredelse, derved at ejendomsret og kontrol over ejendom blev adskilt fra hinanden. Utallige undersøgelser viser imidlertid, at de dominerende aktionærer/aktionærgrupper i de kapitalistiske lande i udpræget grad også har kontrol over selskabernes politik, bl.a. gennem styringen af hvem der indtræder som bestyrelsesrepræsentanter i virksomhederne. Der skal i praksis ikke mere til end en aktiepost på mellem 5 og 10 procent af aktiekapitalen for at kontrollere et selskab - forudsat at resten af aktiekapitalen er spredt.
2. Udbredelsen af aktieselskabsformen medførte, at aktiebørsen fik funktion som et slags barometer for konjunktursituationen i erhvervslivet. Kurssvingningerne på forskellige aktier blev en central parameter både blandt investorer og blandt ledere i erhvervslivet. Dette barometer var og er imidlertid belemret med så mange svagheder, at denne form for kapitalistisk meteorologi fik en ret usikker form. Spekulationstiltag af forskellig karakter har gentagne gange ført til, at erhvervslivet har fejlbedømt den økonomiske situation. Overproduktions- og fejlinvesteringskriser er ofte blevet konsekvensen.

Mønstereksemplet på dette er børskrakket i USA i efteråret 1929. Det blev efterfulgt af en voldsom økonomisk krise. I tiden før sammenbruddet på børsen steg aktiekurserne stærkt, som følge af omfattende spekulation. Kursstigningen førte igen til ny stærk økonomisk optimisme og yderligere spekulation. Den overdrevne optimisme gav sig udslag i store investeringer. På denne måde medførte situationen på børsen, at den store krise blev udsat i nogen tid, og at den som følge af overinvesteringer blev større og dybere, end den ellers ville være blevet.

O.N.