|
kan inddeles i 3 geografiske regioner: kystområdet hvor størstedelen af befolkningen bor er fladt og sumpet; den centrale højslette der gennemskæres af mange dale og er dækket af tæt tropisk regnskov; og endelig bjergområdet mod grænsen til Guinea. I den frugtbare kystzone dyrkes ris, kaffe, sukkerrør, kakao og palmeolie. Store nordamerikanske virksomheder ejer desuden større plantager med gummipalmer. Landet er Afrikas største producent af jern. De største miljøproblemer er skovningen og den illegale jagt. Desuden har borgerkrigen medført alvorlige ødelæggelser af miljøet.
Folket: De fleste liberianere tilhører folkene mande, kwa og vai, der er underopdelt i 30 etniske grupper. Af disse er de mest betydningsfulde mandingo, kpelle, mendo, kru, gola og bassa. Vai folket udmærker sig ved at have skabt et af kontinentets eneste skriftsprog. De «repatrierede» frigivne nordamerikanske slaver udgør under 5% af befolkningen.
Religion: Flertallet praktiserer traditionelle afrikanske religioner. Omkring 15% er muslimer og noget færre kristne. Trods dette er staten officielt kristen.
Sprog: Engelsk (officielt), selv om det kun tales af 15% af befolkningen. Resten taler afrikanske sprog.
Politiske partier: Kongressen for demokratisk Forandring; Frihedspartiet; Enhedspartiet; Det nationalpatriotiske Parti.
Officielt navn: Republic of Liberia.
Administrativ inddeling: 15 grevskaber
Hovedstad: Monrovia, 1.010.000 indb. (2010).
Andre vigtige byer: Zwedru, 33.800 indb. og Buchanan, 27.000 indb. (2002)
Regering: Præsidentiel republik. George Weah, præsident siden januar 2018. Parlamentet har to kamre: deputeretkammeret med 73 pladser, der vælges for en 6 årig periode og senatet med 30 pladser der vælges for en 9 årig periode.
Nationaldag: 26. juli (Uafhængighed, 1847)
Væbnede styrker: 11-15.000 soldater (2002)
Det område der i dag er Liberia beboedes oprindeligt af 16 forskellige folk. Mod øst og nordøst boede der talte mande - deriblandt mandingo'erne. Efter portugisernes ankomst kom mandingo'erne til at spille en vigtigere rolle. De spredte sig over hele landet som handelsmænd og håndværkere. De var den vigtigste kilde til spredningen af islam i landet.
Når man taler om kolonialisme i Afrika, er der få der husker på, at også USA havde sin andel i opdelingen af kontinentet. I 1865 ophævede Abraham Lincoln slaveriet i USA - som led i en svækkelse af syden, som nordstaterne førte krig imod. Men allerede flere årtier før dette havde de frigivne slaver udgjort et socialt problem for de slaveejende godsejere i syd. For at løse det, gik de i gang med at «repatriere» de frigivne slaver - sende dem tilbage til Afrika. Godsejerne havde en forestilling om, at en afrikaner måtte føle sig hjemme, uanset hvor han blev sendt til i Afrika. De planlagde derfor at sende de frigivne slaver til den britiske koloni Sierra Leone.
I 1821 købte American Colonization Society til dette formål en strimmel land fra Leone og grundlagde byen Monrovia. Den blev navngivet efter den daværende nordamerikanske præsident James Monroe.
Men de fleste frigivne slaver valgte at blive i USA, og kun 20.000 tidligere slaver rejste til Afrika. Lokalbefolkningen tog ikke særlig venligt mod disse kolonister af en ny type, som både talte europæernes sprog og praktiserede deres religion. Under beskyttelse af nordamerikanske krigsskibe slog de sig ned ved kysten og tilegnede sig de bedste jorder. Gennem lang tid afviste de at have kontakt med «regnskovs-negrene», som de regnede for «vilde». Endnu i dag er det kun 15% af befolkningen der taler engelsk og er kristne.
I 1841 døbte Washington området Liberia, gav det en forfatning udarbejdet på Harvard University, og udnævnte den første afrikanske guvernør, Joseph J. Roberts. I juli 1847 besluttede en liberiansk kongres der kun repræsenterede de nordamerikanske indvandrere at erklære landet for selvstændigt med Roberts som præsident, samt en forfatning og et flag der lignede USA's.
«Kærligheden og friheden bragte os hid», proklamerer det liberianske våbenskjold, men for landets oprindelige befolkning bragte selvstændigheden ikke megen frihed. Gennem årtier var det kun ejerne af jord, der havde stemmeret. De 45.000 efterkommere efter de tidligere nordamerikanske slaver udgjorde kernen af den lokale herskende klasse og var tæt knyttet til den internationale kapital. Et af de vigtigste eksportprodukter - naturgummiet - var kontrolleret af de nordamerikanske selskaber Firestone og Goodrich, der i 1926 fik en koncession på udvindingen for de næste 99 år. Noget tilsvarende skete med olien, jernet og diamanterne. Modstanden mod disse økonomiske og sociale forhold udløste flere gange invasioner fra USA's side under påskud af at «beskytte demokratiet».
Opdagelsen af de store mineralrigdomme i landets undergrund og anvendelsen af det liberianske flag over verdenshandelsflåden udløste en høj økonomisk vækst, der i starten af 1960'erne blev betegnet som et «mirakel». Men «miraklet» kom kun den amerikaniserede del af befolkningen til gode, der til gengæld oplevede betydelig velstandsfremgang.
Den politiske stabilitet blev rystet i 1979, da prisstigninger på ris udløste opstand og demonstrationer. Et år senere bragte løjtnant Samuel Doe, William Tolberts regime til fald. Denne blev henrettet sammen med andre medlemmer af sin regering. De politiske partier blev forbudt og forfatningen sat ud af kraft.
I 1980 erklærede styret, at det ville indlede en demokratisk åbning, og dette banede vej for en undertegnelse af en låneaftale med IMF.
Faldet i eksporten, øgningen i arbejdsløsheden, reduktion af de offentlige og private lønninger samt den tiltagende gældssætning i udlandet kastede landet ud i en krise af omfattende dimensioner. Utilfredsheden i befolkningen tog til, og i 1980-89 afværgede Doe regimet 9 kupforsøg.
I 1985 gennemførtes valg. I et klima af politisk bandlysning, beskyldninger om valgsvindel og fængsling af oppositionens ledere fik Doe officielt 50,9 % af stemmerne. De to stærkeste oppositionspartier - Liberias Peoples Party (LPP) og United Peoples Party (UPP) - fik slet ikke lov at deltage i valget.
I 1987 stammede størstedelen af statens indtægter fra USA's regering. Supermagten havde vitale interesser i landet, som investeringer for 450 millioner dollars, militærbaser, en sendestation for Voice of America der dækkede området samt kommunikationscentret for de nordamerikanske diplomatiske missioner i Afrika.
I maj 1990 gennemførte National Patriotic Front of Liberia (NPFL) et angreb på byen Gbarnga, 120 km fra hovedstaden, og det lykkedes i løbet af kort tid guerillabevægelsen at bringe flere punkter i landet under sin kontrol.
I juni syntes NPFL ledet Charles Taylor at kunne sejre i løbet af kort tid, men da slaget om Monrovia blev indledt i juli, splittedes fronten, og Independent Patriotic Front of Liberia (INPFL) ledet af Prince Johnson opstod. Den 31. juli blev 200 civile flygtninge i en lutheransk mission dræbt af regeringssoldater.
I september 1990 blev præsident Samuel Doe dræbt af Johnsons tropper, og i den forvirrende situation der efterfølgende opstod erklærede både Johnson, Taylor, Amos Sawyer og Raleigh Seekie (den tidligere chef for Does præsidentgarde) sig for midlertidige præsidenter.
I november dannede Sawyer en provisorisk regering, der blev anerkendt af Côte d'Ivoire, Gambia, Nigeria, Burkina Faso og Togo. Samtidig blev der sendt en fredsstyrke bestående af 10.000 soldater fra Nigeria, 1.000 fra Ghana og 600 fra Guinea ind i landet.
I 1992 blev Taylor tilbudt vicepræsidentposten af Sawyer men afslog. NPFL havde en betydelig del af landet under sin kontrol gennem den Patriotiske Nationalforsamling for Genopbygning. I august kostede et angreb fra United Liberation Movement of Liberia for Democracy (ULIMO) på Tubmanburg nord for Monrovia 2.000 NPFL partisaner livet.
I november splittedes ULIMO. Alhaji Kromah der blev beskyldt for tilknytning til de muslimske grupper og Libyens regering, ledede den fraktion, der slog sig ned i Tubmanburg. Raleigh Seekie ledede den fraktion, der blev etableret i Sierra Leone.
I juni 1993 gennemførte ULIMO et angreb på flygtningelejren i Kata. Iflg. FN's Højkommissariat for Flygtninge blev 450 personer dræbt under massakren og mange af ligene mishandlet.
USA støttede nu, at FN gik ind i konflikten. Dermed var der givet grønt lys for, at Sikkerhedsrådet kunne kræve våbenhvile og indlede en blokade af våbenforsyninger og andre varer til de stridende fraktioner.
Kamptræthed og FN's indblanding førte til, at der den 17. juli 1993 kunne undertegnes en fredsaftale i Geneve. De to vigtigste væbnede grupper og Sawyers provisoriske regering blev enige om 7 måneders våbenhvile og gennemførelse af parlamentsvalg.
NPFL protesterede gentagne gange over angreb fra ULIMO's side, og borgerkrigen blussede atter op. FN's embargo og den efterfølgende mangel på fødevarer udløste en bølge af overgreb på civilbefolkningen fra guerillaens side.
I overensstemmelse med Geneveaftalen blev det i august besluttet at danne et overgangs Statsråd med repræsentanter fra NPFL, ULIMO og Sawyer regeringen.
Iflg. den internationale organisation, Læger uden Grænser, led 60% af børnene i de NPFL kontrollerede områder af underernæring og 20% led af sygdomme, der var forårsaget af manglen på protein. I nogle områder dør der 15 børn om dagen.
I marts 1994 trådte Statsrådet sammen første gang, men sammensætningen af en ny regering trak ud frem til maj pga. uoverensstemmelser mellem de 3 parter. Imens fortsatte de væbnede sammenstød mellem de rivaliserende væbnede grupper og med fredsstyrken fra de Vestafrikanske staters økonomiske Samarbejdsorganisation (ECOMOG).
I december aftalte de 7 grupper der var i væbnet kamp en våbenhvile. Forhandlingerne mellem de involverede parter fortsatte i 1995 og Statsrådets sammensætning blev udvidet, idet Charles Taylor gik ind, og der blev dannet en ny regering.
I 1996 brød borgerkrigen atter ud med voldsomme kampe - især i Monrovia. I september overtog Ruth Perry chefposten for Statsrådet, støttet af ECOMOG. Krigen berørte da landets grundlæggende forsyninger, og i august aftalte de vigtigste ledere en ny våbenhvile. Samtidig sendte ECOMOG flere tropper for at sikre opfyldelsen af de aftaler, der var undertegnet i 1995.
I november 1996 indledte fredsstyrkerne afvæbningen af de rivaliserende fraktioner. Krigen havde da kostet 200.000 døde og flere hundrede tusinde flygtninge.
Præsident- og parlamentsvalget i juli 1997 blev vundet af Charles Taylor med 75,3% af stemmerne. En måned senere overtog han præsidentposten. Hans Nationale Patriotiske Front havde 21 af de 26 pladser i senatet og 49 af de 64 pladser i Repræsentanterne Hus.
Præsidenten gennemførte en lov til forsvar for menneskerettighederne og udnævnte en kommission til at overvåge situationen på dette område. Alligevel krævede Amnesty International, at der skulle oprettes en uafhængig domstol til undersøgelse af de menneskerettighedskrænkelser, der havde fundet sted under borgerkrigen.
I marts 1998 begyndte de 480.000 liberianske flygtninge, der opholdt sig i andre lande i Afrika, at lade sig registrere for frivilligt at kunne vende hjem. Alligevel løb planen en alvorlig risiko for ikke at kunne gennemføres pga. manglende bevillinger fra donororganisationerne. Hjælpen måtte også nå frem til 220.000 interne flygtninge i landet.
Præsident Taylor anmodede i juni 1999 Storbritannien om at tilbageholde forsendelserne af våben til Sierra Leone, udfra en argumentation om at våbnene udgjorde en fare for freden i Vestafrika. Til gengæld fordømte Sierra Leone, at liberianske lejesoldater arbejdede for de leonesiske rebeller. Taylor erklærede, at hans land ikke støttede lejesoldaterne, og hvis de blev truffet, blev de anholdt. Samtidig benægtede han, at hans regering sendte våben til rebellerne i Sierra Leone, selv om han indrømmede at deres leder, Foday Sankoh, var en gammel personlig ven.
Forholdet mellem regeringen, oppositionen og medierne blev stadig mere anspændt som følge af lukningen af 2 radiostationer i marts 2000. Efter at have lukket stationen Veritas, beordrede regeringen den genåbnet i marts, men samtidig krævede den Star Radio lukket for at have udsendt erklæringer fra nordamerikanske diplomater og andre lande, der kritiserede Taylors embedsførelse. 11 oppositionspartier krævede, at regeringen hævede forbuddet. Samtidig hævede Liberas Presseforening en boykot af nyheder om regeringens aktiviteter, som var blevet varslet kort tid forinden som reaktion på den «illegale og vilkårlige» lukning af de 2 radiostationer. Foreningen forklarede den ophævede boykot med, at den havde til formål at fremme «eftersøgningen efter en venskabelig løsning på det spændte forhold mellem de uafhængige medier og regeringen».
Ifølge rapporter fra Amnesty International fandt der i 2001 mange overtrædelser af menneskerettighederne sted i Liberia. I marts blev 40 studerende der demonstrerede fredeligt mod regeringen på universitetets campus således arresteret, tortureret og voldtaget af sikkerhedsstyrker. Mange studerende blev tvunget til at gå i frivilligt eksil i udlandet.
Konflikten mellem regeringen og oprørsbevægelsen LURD (Liberians United for Reconciliation and Democracy) førte til fordrivelsen af omkring 30.000 liberianere til interemistiske flygtningelejre. Bevægelsen blev af præsident Taylot beskyldt for at være støttet af Guinea og for at søge at tage kontrol over den nordlige del af landet.
Iflg. rapporter fra FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR og Red Barnet er børn og unge i flygtningelejrene i Liberia, Guinea og Sierra Leone blevet udsat for seksuelle overgreb fra 67 ansatte fra over 40 humanitære organisationer - deriblandt også FN organisationer og både nationale og internationale organisationer - samt funktionærer fra de tre landes regeringer.
I starten af 2002 spidsedes konflikten mellem regeringen og LURD til, og da bevægelsen i februar begyndte at rykke frem mod hovedstaden, erklærede Taylor landet i undtagelsestilstand og forstærkede krænkelserne af menneskerettighederne.
I marts 2003 stod LURD blot 10 km fra Monrovia og stillede som krav for en fredsaftale, at Taylor gik af. Den 4. juni anklagede en domstol i Sierra Leona Taylor for forbrydelser mod menneskeheden og udstedte en international arrestordre. Oprørsbevægelsen kontrollerede da 2/3 af landet, og antallet af dræbte civile kunne tælles i hundreder, men Taylor afviste fortsat at træde tilbage. I juli tilbød Nigerias præsident, Olusegun Obansajo at Taylor kunne få asyl i hans land, og ikke ville blive udleveret til Sierra Leone.
Under henvisning til den kaotiske situation for civilbefolkningen gik en fredsbevarende styrke bestående af nigerianske soldater og nordamerikanske marines i august ind i landet. Den 11. august overlod Taylor magten til sin vicepræsident, Moses Blah og forlod landet til et asyl i Nigeria - skønt mange afrikanske lande mente han burde udleveres til Sierra Leone, hvor han stod anklaget for krigsforbrydelser. Han forlod 100 mio. US$ af sin personlige formue og et af de fattigste lande i verden. I Ghana underskrev LURD en fredsaftale.
I september oprettede FN styrken UNMIL bestående af 15.000 fredsbevarende soldater fra overvejende Afrika og Asien. De skal garantere, at den humanitære hjælp kan nå frem, at de 700.000 flygtninge i nabolandene og de 450.000 internt fordrevne kan vende hjem. De skal endvidere sikre, at vand-, elektricitets- og kloaksystemerne atter kommer til at fungere, at undervisningen og sundhedsvæsenet atter kommer i gang, at udeblevne lønninger betales og at arbejdsløsheden på 85% bekæmpes. De 40.000 soldater fra oprørshæren og militæret - deriblandt 15.000 børn - skal afvæbnes, uddannes og reintegreres i samfundet.
Fredsforhandlinger mellem LURD, den tilbageblivende regering og den anden store oprørsbevægelse MODEL førte til en aftale, hvor kompromiskandidaten Gyude Bryant blev udnævnt til præsident fra 14. oktober 2003 og frem til demokratiske valg i 2005. FN opbygger i mellemtiden sin fredsstyrke på 15.000 mand for at sikre den skrøbelige våbenhvile.
Den 14. oktober 2003 blev forretningsmanden Gyude Bryant udpeget til præsident. Han blev anset for tilstrækkelig neutral til at lede en forsoningsregering frem til de planlagte valg i oktober 2005.
I september 2004 indledte UNHCR repatrieringen af flere hundrede tusinde flygtninge fra Sierre Leone, Ghana, Guinea og Cote d'Ivoire til deres oprindelsesområder i Liberia. Alene i guinea befandt der sig omkring 150.000 flygtninge. UNHCR gjorde selv opmærksom på, at flygtningene ved deres hjemkomst ville møde et land i ruiner, ødelagte huse, alt for få arbejdspladser og meget få ressourcer til at blive reintegreret i samfundet. FN's fredsbevarende styrker i landet havde allerede indledt afvæbningen af de mange tusinde soldater i byerne, selv om det endnu ikke var besluttet om en tilsvarende afvæbning skulle gennemføres i landområderne. Over 80.000 soldater og irregulære tropper blev afvæbnet.
Efter i september 2005 at have underskrevet en aftale, der lader landets økonomi overvåge af det internationale samfundet - med det formål at begrænse korruptionen - gennemførtes i oktober det første valg siden borgerkrigen. I første valgrunde fik George Weah flest stemmer, fulgt af Ellen Johnson-Sirleaf. Anden runde blev af internationale valgobservatører karakteriseret som «fri og retfærdige», men Weah og hans tilhængere påstod valgsvindel da det blev offentliggjort, at Johnson-Sirleaf med 59,4% af stemmerne havde vundet valget. Hun blev dermed kontinentets første kvindelige præsident. Efter sejren erklærede den nye præsident, at der nu var en mulighed for at «vise kontinentet at kvinder kan regere, og at bidrage til at mit land rejser sig fra de brutale konflikter». Johnson-Sirleaf blev indsat på posten i januar 2006.
Kommissionen for sandhed og Forsoning (Thruth and Reconciliation Commission of Liberia) blev nedsat af præsidenten i februar 2006, for - med præsidentens ord - at undersøge «de alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og internationale love» der blev begået under borgerkrigen i 1979-2003. Ekspræsident Taylor blev i april 2006 udleveret fra Nigeria for at blive retsforfulgt for mindst 17 anklager for overgreb mod menneskeheden under den væbnede konflikt.
I juni 2007 erklærede Ombudsmanden John Morlu, at: «denne regering er mindst tre gange mere korrupt end dens forgænger». Anklagerne blev af regeringen karakteriseret som «uretfærdige og uberettigede». Siden sin tiltræden havde Johnston-Sirleaf forsikret, at hendes regering aldrig ville tillade korruption.
I juli blev Charles Taylor for første gang stillet for krigsforbryderdomstolen i Haag.
Liberia har traditionelt haft et tæt forhold til USA, og Sirleaf tilbød i 2008 at USA kunne placere hovedkvarteret for sin AFRICOM (Africa Command) styrke i Liberia. Hun var den eneste afrikanske leder, der fremsatte et sådan tilbud. I sidste ende placerede USA dog hovedkvarteret i Stuttgart.
Forsoningskommissionen afgav efter 3 års høringer i juli 2009 sin slutrapport. Kommisionen inkluderede Sirleaf på en liste med 50 navne der «ubetinget skal hindres i at varetage offentlige embeder - valgt eller udpeget - for en periode af 30 år, pga. deres tilknytning til de tidligere stridende fraktioner». Den 26. juli undskyldte Sirleaf overfor Liberia for at have støttet Charles Taylor, or erklærede at, «da mr. Taylors sande intentioner kom frem, var der ingen mere passioneret modstander af ham end hun». Den 28. august meddelte Liberias parlament at det «om et år må konsultere vore vælgere» for at beslutte om kommissionens anbefalinger skal gennemføres. I januar 2011 besluttede højesteret ien anden sag, at forsoningskomissionens anbefalinger stred imod forfatningen, og derfor skulle ignoreres.
I 2009 etableredes en særlig domstol til at behandle de mange voldtægtssager i og omkring Monrovia.
Ustabilitet i nabolandene Guinea og Côte d’Ivoire, 30.000 flygtninge fra Côte d’Ivoire, en stadig strøm af våben på tværs af grænserne og høj arbejdsløshed bidrog i 2010 til den sociale ustabilitet i Liberia. Samtidig var overgreb fra politiets og sikkerhedsstyrkernes side karakteriseret ved næsten total straffrihed. Det blev derfor hilst velkomment, da der i september 2010 blev oprettet en uafhængig national Menneskerettighedskommission.
Sirleaf blev i oktober/november 2011 genvalgt som præsident. Hun fik 43,9% af stemmerne i første runde, mens Winston Tubman kom ind på 2. pladsen med 32,7%. De to kandidater skulle derfor gå videre til 2. runde, men Tubman hævdede at Sirleaf havde svindlet i 1. runde og opfordrede derfor sine tilhængere til at boykotte 2. runde. Konsekvensen var, at kun 38% stemte i 2. runde mod 71,8% i 1. runde. Til gengæld blev Sirleaf valgt med 90,7% af de afgivne stemmer. Valgkampen var i forvejen præget af en del uroligheder, og da Sirleaf 4 dage før 1. runde blev tildelt Nobels Fredspris forstærkede det hendes modkandidaters modvilje.
Samtidig med præsidentvalget gennemførtes parlamentsvalg, der blev vundet af Sirleafs UP med 17,76% af stemmerne. Udover hendes parti blev yderligere 10 partier repræsenteret i deputeretkammeret samt 9 uafhængige. Til valget til senatet måtte UP nøjes med 12,85% af stemmerne mens det største opositionsparti CDC fik 20,2%.
Fundamentalistiske kristne sekter i USA har siden 2000 vundet fodfæste i flere dele af Afrika, og påvirkningen har især ført til forfølgelse af homoseksuelle. I februar 2012 fremsatte 2 liberianske parlamentsmedlemmer forslag om, at homoseksualitet skulle kunne straffes med op til 10 års fængsel. Sirleaf erklærede efterfølgende, at hun ikke umiddelbart kunne støtte forslaget, men at homoseksualitet stred imod afrikansk kultur.
Sirleaf blev tildelt Indira Gandhi prisen af Indiens præsident Pranab Mukherjee i september 2013.
I december 2013 blev det første tilfælde af Ebola registreret i Guinea. WHO registrerede dog først tilfældene som Ebola og som en epidemi i marts 2014. Samme måned blev de første tilfælde registreret i Liberia. I juli lukkede præsidenten alle landegrænser, skoler og universiteter. Samtidig blev de værst ramte områder sat under karantæne. Landet balancerede imidlertid på randen af en katastrofe med kun 50 læger til 3 mio. indbyggere. I september rapporterede US Center for Disease Control (CDC) at nogle af landets hospitaler allerede var lukket mens resten manglede de helt basale forsyninger. Måneden efter erklærede Liberias ambassadør i Washington, at landet balancerede på randen af sammenbrud. Ebola var da konstateret i alle landets 15 distrikter. Den 31. oktober meddelte Kina, at det ville bygge et behandlingscenter med 100 sengepladser i Liberia, der ville åbne en måned senere. Samtidig sendte Kina 480 sundhedspersonaler til at behandle patienterne. Derefter begyndte det at gå fremad, og i midten af januar 2015 var epidemien afgrænset til 2 kommuner. Myndighederne mente da at epidemien ville være ovre i juni 2015. 3.587 dødsfald var da registreret i Liberia. Flere end i noget andet vestafrikansk land.
Belgien arresterede i september 2014 liberianeren Martina Johnson, der var tidligere kommandant for oprørsgruppen National Patriotic Front of Liberia (NPFL). Johnson havde boet i Belgien i flere år, men blev stillet for en dommer med henblik på at få gennemført en retsag for hans deltagelse i krigsforbrydelser i Liberia i 1989-96. I november blev Alieu Kosiah arresteret i Schweiz. Han havde en fortid som kommandant for United Liberation Movement of Liberia for Democracy (ULIMO), der ligeledes var ansvarlig for krigsforbrydelser under borgerkrigen i Liberia.
Liberia blev i september 2015 erklæret for Ebola frit, men i november dukkede nye tilfælde op. Isolerede landsbyer og mistænksomhed overfor myndigheder og udenlandsk sundhedspersonale gjorde, at personer kunne være smittede eller dø, uden at det kom til myndighedernes kendskab. Igen i januar 2016 blev landet atter erklæret for Ebola-frit af WHO. 4.809 var døde af sygdommen i Liberia. Flere end i noget andet vestafrikansk land.
I 2016 kom det frem, at en række af præsident Sirleafs nære familiemedlemmer - bl.a. to sønner - havde fået højtbetalte stillinger i en række af statens virksomheder. I 2017 blev det i de såkaldte Paradise Papers der afslørede økonomisk kriminalitet i Bermuda afsløret, at præsidenten selv var direktør for et skuffeselskab i skattelyet. Sirleaf selv havde i sin tale om nationens tilstand i januar 2017 erklæret, at korruptionen i landet var for omfattende til at hun kunne udrydde den.
I oktober 2017 gennemførtes parlaments- og præsidentvalg. Ved valget fik CDC koalitionen 21 mandater (en fremgang på 7), mens Enhedspartiet (UP) fik 19 (en tilbagegang på 5). Præsident Sirleaf kunne ikke genopstille til præsidentvalget, da forfatningen begrænsede hende til 2 perioder. I første valgrunde fik CDC's George Weah 38,4% af stemmerne, mens UP's Joseph Boakai fik 28,8%. Weah vandt 2. runde med 61,5% af stemmerne og blev indsat som landets nye præsident i januar 2018.
En af Weahs første embedshandlinger var at reducere sin egen løn som præsident med 25% med henvisning til den alvorlige økonomiske situation i landet. Lønnedgangen gjorde det dog ikke. Krisen forværredes og fra midten af 2019 udbrød der protester med krav om præsidentens afgang.
Links til andre opslag i leksikonet | ||
Amnesty International, Bermuda, Burkina Faso, Den Internationale Valutafond (IMF), Elfenbenskysten (Côte d'Ivoire), Gambia, Guinea, Islam, Kapital, Klasser, Kolonialisme, Libyen, Menneskerettigheder, Nigeria, Nobels fredspris, Sierra Leone, Slaveri, Togo, USA, Økonomisk korruption | ||