Befolkning 12,3 mio. Valuta Burundi francs Areal 27.830 Km2 Hovedstad Bujumbura Befolkningstæthed 229,9 indb./Km2     HDI placering 187

Hovedsageligt bestående af tempererede højsletter og mindre højderygge dækkede af naturlige græsgange. Landet er beliggende i området ved de store afrikanske søer i det sydlige centralafrika - Tanganyika og Victoria; Ruvubufloddalen gennemløber landet fra nord til syd. I det vestlige lavland findes tropiske regnskove. Flertallet af befolkningen ernærer sig ved landbrug; der dyrkes majs, maniok, durra og bønner, mens kaffe er den vigtigste eksportartikel. Det vanskeligt fremkommelige landskab besværliggør den interne kommunikation, og det faktum at der er 1.400 km til den nærmeste havn er afgjort en hindring for udenrigshandelen. Skovdøden er en faktor der bidrager til at forringe den klimatiske balance, og er et af landets alvorligste miljøproblemer, der forværres af udvidelsen af landbrugsarealerne.

Autoritært regime med omfattende undertrykkelse og mord på politiske modstandere, støttet af EU og USA.

 

Folket: Flertallet af burundi'er (86%) stammer fra hutu'erne - en bantú-agrarbefolkningsgruppe, der traditionelt har været underlagt af tutsi'er eller watusi'er. De er hamitico-kvægavlere, der repræsenterer 13% af befolkningen. Der findes en lille minoritetsgruppe af pygmæer, tua'erne, der udgør 1% af befolkningen.

Religion: Forholdsvist stort antal kristne, 67%; traditionelle afrikanske naturreligioner, 32%; muslimer, 1%.

Sprog: Rundi eller kirundi, samt fransk er de officielle sprog. Derudover er swahili det «kommercielle» sprog.

Politiske partier: Burundis Demokratifront (FRODEPU) ledet af Ndadaye, der myrdedes i 1993; Det nationale Fremskridtsparti (UPRONA), Pierre Buyoyas parti. Dertil kommer ca. 17 partier, der ikke deltager i regeringen, men undertegnede Arusha fredsaftalen. To hutu grupper: Det nationale råd til forsvar for Demokratiet (CNDD) med dets væbnede gren (FDD) samt de Nationale Befrielsesstyrker, deltager ikke i fredsprocessen.

Officielt navn: Républika y' Uburundi.

Administrativ inddeling: 15 provinser.

Hovedstad: Bujumbura, 800.000 indbyggere. (2008).

Andre vigtige byer: Gitega, 23.500 indbyggere. (1999).

Regering: Évariste Ndayishimiye (hutu), præsident siden juni 2020. Tokammersystem. Senatet har 37-54 medlemmer, der vælges for en 5 årig periode. Ved valget i juli 2005 blev 49 pladser besat. Nationalforsamlingen har 100 medlemmer, der vælges for en 5 årig periode, samt 18-21 medlemmer der udpeges. Efter valget i 2005 har Nationalforsamlingen ialt 118 medlemmer.

Nationaldag: 1. juli, (Uafhængighedsdagen, 1962).

Væbnede styrker: 51.000 (2003).

Paramilitære styrker: 1.500 gendarmer. (1993).

 

Burundi er et af Afrikas fattigste og tættest befolkede områder. Som om det ikke var rigeligt, har landet gennem de seneste 5 århundreder været hærget af etniske og økonomiske konflikter mellem hutu'erne og tutsi'erne. Siden det 15. århundrede har man oplevet i det mindste 5 omfattende folkemord, der skiftevis er gået ud over den ene eller anden af landets to vigtigste befolkningsgrupper. Pga. manglende adgang til uddannelse og sundhedsvæsen og manglende frihed lever 80% af befolkningen under fattigdomsgrænsen og 57% af børn under 5 år lider af kronisk fejlernæring.

Hutu'erne nedstammer fra bantú'erne og er landbrugere, der hovedsageligt er kollektivt organiseret. For 500 år siden underlagdes de de invaderende tutsi'er - eller watutsi 'er - der kom fra nord i søgen efter frugtbar jord til deres kvæg. Tutsi'erne var i besiddelse af moderne våben og det lykkedes med vold og magt at undertvinge lokalbefolkningen, hutu'erne, der blev gjort til slaver. Tutsi-kongerne var i de 7. og 8. århundreder ganske magtfulde, men i det 19. århundrede bidrog den interne rivalisering mellem de forskellige klaner til at svække centralmagten. Dette muliggjorde en invasion af tyske kolonisatorer, der i 1890 erobrede Burundi. Tyskerne understøttede tutsi'ernes dominans over hutu'erne og grundlagde dermed et system, der beskyttede Mwami'en, kongen. Burundi forenedes i 1899 med Rwanda under navnet Rwanda-Burundi. Landet blev berømt for sin elfenbenseksport, der monopoliseredes af kolonimagten.

Da Tyskland led nederlag i Den 1. verdenskrig, overtog Belgien kontrollen med kolonien og splittede atter Rwanda og Burundi; senere forsøgte man at afhænde Burundi til Congo (tidl. Zaire). Systemet med indirekte administration, som indførtes af belgierne med støtte fra tutsi-oligarkiet, provokerede til grundlæggelse af nationalistiske bevægelser op gennem 1950'erne. Her «fødtes» også Partiet for Enhed og Nationalt Fremskridt, under ledelse af Louis Rwagasore, der udpegedes til premierminister i 1960. Belgierne frygtede, at Rwagasore skulle blive en lokal Lumumba, og han myrdedes få måneder før uafhængigheden. Den 1. juli 1962 opnåede landet selvstændighed og regeredes af en pro-belgisk tutsi-konge.

De første 4 års selvstændighed blev præget af vold; i denne periode regerede ikke mindre end 5 forskellige premierministre. Den generelt noget kaotiske stemning varede til november 1966, hvor kaptajn Michael Micombero gennemførte et statskup og udråbte en ny republik. Den nye præsident iværksatte en udrensningskampagne mod alle hutu-funktionærer. I 1972 myrdedes 350.000 hutu'er som følge af regeringens undertrykkelse, mens andre 70.000 hutu'er blev tvunget på flugt.

Oberstløjtnant Jean-Baptiste Bagaza tog magten i 1976 med løfter om at standse forfølgelsen af hutu'erne og indsættelse af en reformregering. Bagaza demokratiserede Partiet for Enhed og Nationalt fremskridt; påbegyndte et projekt for uddeling af jorden, hvilket var en udfordring for tutsi-burgeoisiet, der havde tætte kontakter til de udenlandske investorer og endelig legaliserede han fagbevægelsen. Udenrigspolitisk gjorde den nye regering tilnærmelser til Tanzania og modtog hjælp fra Kina som et led i bestræbelserne på at udvikle mineindustrien.

I 1979 afholdtes Partiet for Enhed og Nationalt Fremskridt sin første kongres efter uafhængigheden og her forberedtes en ny forfatning, der trådte i kraft 1981. Den skulle medvirke til at neutralisere tutsi-minoritetens udnyttelse af hutu'erne, der repræsenterede flertallet i landet; modernisere den politiske struktur og indføre socialismen samt fastslå kvindernes ligestilling. Disse reformer førte til spænding mellem regeringen og den konservative, katolske kirke, da 63 missionærer udvistes, fulgt op af ekspropriationer af kirkens ejendom.

Valget i 1982 blev en anerkendelse af præsident Bagazas politik, og planerne for en normalisering af forholdene i landet fremskyndedes. Det var i øvrigt det første almindelige frie valg efter 19 års uafhængighed.

På trods af konsolideringen af uafhængighedspolitiken, var den økonomiske situation stadig vanskelig på grund af den geografiske beliggenhed og afhængigheden af udlandet. Burundis vanskeligt fremkommelige karakter fordyrer og besværliggør i overvældende grad både import og eksport. Befolkningstætheden er meget høj og er desuden ujævnt fordelt, med 70% af indbyggerne koncentreret i nord, hvor den intensive og ubalancerede anvendelse af jorden medfører erosion, der forringer frugtbarheden. Træ, i form af brænde eller kul, er den primære energikilde i husholdningerne, men landets skove er ikke tilstrækkelige til at forsyne befolkningen. 90% af landbrugsproduktionen går til hjemmemarkedet. Økonomisk næres der store forhåbninger til de rige forekomster af nikkel og der er et rigt potentiale m.h.t. vandkraft. Belgiske og nordamerikanske selskaber deltager i et udviklingsprogram for minerne i Musongati, hvor der ligeledes er forekomster af kobolt og uran.

Mens Bagaza deltog i et møde for fransktalende lande i Quebec i september 1987, afsattes han ved et ublodigt kup ledet af major Pierre Buyoya.

Konfrontationer mellem hutu'er og tutsi'er i den nordlige del af landet i august 1988 resulterede i flere tusinde døde, hovedsageligt hutu'er, hvis oprør mod de jordbesiddende tutsi'er blev nedkæmpet af hæren, der overvejende bestod af tutsi'er. Omkring 60.000 hutu'er flygtede til Rwanda. Som en reaktion på massakren udnævnte regeringen hutu'en Adrien Sibomana til premierminister og leder af en regering, hvor halvdelen af ministrene var hutu'er.

I 1989 vendte de fleste af flygtningene tilbage. Militærregeringen forligedes med den katolske kirke, og dens ejendomme blev tilbageleveret. Man indledte et strukturtilpasningsprogram, der indebar privatisering af de statsejede virksomheder og dannelsen af et «bagmandspoliti», der skulle bekæmpe korruptionen.

Burundi, som er blandt verdens 8 fattigste lande, var fortsat afhængig af den vigtigste afgrøde, kaffen, og den faldende verdensmarkedspris. Fattigdommen og befolkningstætheden er en medvirkende faktor til forringelse af miljøet. Afskovningen skyldes i høj grad omlæggelse til landbrug for jordløse bønder.

Buyoya fremsatte et forslag til en ny forfatning med deltagelse af flere partier og udskrev nyvalg til afholdelse i 1993. Buyoya der var leder af Partiet til Enhed og National Fremskridt, hvis ledere hovedsageligt er tutsi'er, tabte valget til Melchior Ndadaye fra oppositionspartiet Burundis Demokratifront, hvis tilhængere findes blandt hutu'erne.

Ndadaye blev myrdet 3 måneder efter sin indsættelse, den 24. oktober 1993, under et fejlslagent militærkup. Premierministeren, Sylvia Kinigi, der havde søgt tilflugt i den franske ambassade, havde held til at få kontrol med situationen. Lederne af opstanden arresteredes eller flygtede til Zaire. Cyprien Ntaryamira, en hutu af samme politiske observans som Ndadaye udnævntes af parlamentet til præsident.

Selv om kuppet mislykkedes, førte drabet på Ndadaye til een af de værste udryddelseskampagner i Burundis historie. Tilhængere af den tidligere præsident begik overgreb mod medlemmer af partiet til Enhed og Nationalt Fremskridt, uanset om de var hutu'er eller tutsi'er. Det resulterede i drab på titusinde civile og tvang omkring 700.000 på flugt. På dette tidspunkt etableredes de såkaldte «ekstremistiske, væbnede militser», som modsatte sig sameksistens med andre etniske grupper, som f.eks. tutsi'erne fra «De Ubesejrede» eller hutu'erne fra «Intagohekas» («De, der aldrig sover») og volden begyndte at spredes.

Ntaryamira blev sammen med Rwandas præsident Juvénal Habyarimana, dræbt ved et attentat mod deres fly i Kigali, hovedstaden i Rwanda, den 6. april 1994. Sylvestre Ntibantunganya, ligeledes hutu, efterfulgte den myrdede præsident. Volden intensiveredes, især mellem hutu'ernes militser og hæren, der kontrolleredes af tutsi'er.

Partiet for Enhed og Nationalt Fremskridt gik ud af regeringssamarbejdet for dermed at tvinge præsident Anatole Kanyenkiko til at træde tilbage. Hans afgang muliggjorde udnævnelse af en tutsi, Antoine Nduwayo til præsident og Partiet til Enhed og Nationalt Fremskridt indtrådte atter i koalitionen med Burundis Demokratifront.

FN og Organisationen for Afrikansk Enhed besluttede af frygt for at konflikten skulle brede sig til nabolandene at påtage sig en fredsskabende rolle. Buyoya, der forsøgte at undgå en fælles, afrikansk intervention, tog initiativ til et nyt og denne gang vellykket statskup i juli 1996, og han blev dermed landets nye præsident. Kenya, Rwanda, Tanzania, Uganda, Ethiopien og Zaire indførte sanktioner mod Burundi efter kuppet. Hutu-oprørerne meddelte i midten af september, at 10.000 civile var blevet myrdet af hæren efter kuppet. Mindst 1000 personer blev dræbt i løbet af det efterfølgende år, selv om Amnesty International anså det for at være vanskeligt at afgøre om drabene blev begået af regeringen eller af oprørerne.

FN's særlige udsending, Sergio Pinheiro, udtalte i slutningen af 1997, at de internationale sanktioner mod Burundi havde haft ødelæggende virkning på forholdene for navnlig de fattigste blandt befolkningen, og anmodede om at man reviderede embargoen. På den anden side var fredsforhandlingerne, indledt på initiativ fra Tanzanias tidligere præsident Julius Nyerere, gået i hårdknude. Forholdet mellem Burundi og Tanzania var betydeligt forringet og begge lande anklagede hinanden for grænsekrænkelser. Buyoya anklagede i september Tanzania for at yde beskyttelse til flere end 200.000 hutu-oprørere og for at have planer om at ville annektere Burundi. Bujumbura hævdede i oktober Tanzanias hær for at stå bag angrebene mod Kubonga'erne og Mugina'erne i den sydlige del af landet. Det blev i februar 1998 anslået, at mere end 200.000 personer var omkommet i borgerkrigen siden 1993.

Den 16. juli 1998 blev Nationalforsamlingen omdannet til en «National Overgangsforsamling» (AST), der består af 40 nye parlamentsmedlemmer, repræsentanter for de politiske partier og det civile samfund. Den havde indtil da bestået af Frodebu med 65 medlemmer og Uprona med 16.

Gennem 1999 blev der taget en række initiativer til genoptagelse af fredsforhandlingerne. Trods nogen modstand fra en række politiske ledere i Burundi, blev Sydafrikas tidligere præsident, Nelson Mandela den 1. december valgt som fredsmægler, og Tanzania blev udset til at være det land, hvor forhandlingerne skulle foregå. Men trods forhandlingsprocessen fortsatte de væbnede sammenstød mellem parterne.

I januar 2000 gav USA's præsident Clinton sin personlige støtte til Nelson Mandela i dennes mæglingsmission. En række politiske observatører bemærkede, at det var særdeles usædvanligt, at en politisk leder fra USA involverede sig i løsningen af en krig i Afrika. Den 28. marts kunne en talsmand for Mandela i Arusha, Tanzania meddele, at forhandlingerne om fred i Burundi «skred fremad» og at målsætningerne for freden «var blevet skrevet ind i een sammenhængende tekst» - for første gang siden temaet «fredsforhandlinger» var blevet formuleret i midten af 1998. Alligevel led forhandlingerne tilbageskridt i 2000, og Mandela beskyldte parterne for at være løbet fra deres ord og for at ignorere «massemordet på uskyldige civile» i Burundi.

I december 2001 bevilgede internationale låneinstitutioner lån til Burundi for 764 mio. US$, som skulle anvendes til genopbygningsopgaver. I marts 2002 blev 45.000 burundiske flygtninge enige med FN om en plan for tilbagevenden til deres land. De havde levet i flygtningelejre i Tanzania, der var blevet sammenligned med koncentrationslejre pga. de barske levevilkår.

I januar 2002 protesterede Tanzania over flere bombardementer, som den burundiske hær hær havde rettet mod flere tanzanianske landsbyer. I et officielt brev krævede Tanzanias regering, at Burundi holdt konflikten indenfor egne grænser. Buyoya besøgte Uganda og erklærede, at der endnu ikke var indgået en våbenhvile, og at forhandlingsresultatet fra Arusha derfor ikke kunne anvendes. Han appellerede derfor til præsident Museveni om at bistå i fredsprocessen. FN's Sikkerhedsråd krævede øjeblikkeligt stop for krigshandlingerne, og opfordrede de væbnede grupper til øjeblikkeligt at indlede forhandlinger.

I marts erklærede den Nationale Befrielsesfront (PALIPEHUTU-FNL, Parti pour la libération du peuple hutu-Forces nationales de libération), der indtil da havde været fraværende under fredsforhandlingerne, at den nu var villig til at deltage, når der var uvildige mæglere tilstede.

I april 2003 blev Domitien Ndayizaye indsat som præsident for den provisoriske regering. Han var landets 4. hutu præsident, og indsættelsen var en konsekvens af Arusha aftalen fra 2001. Hans 3 hutu forgængere på præsidentposten havde endt deres perioder på dramatisk vis. 2 var blevet afsat ved militærkup, og en døde under mystiske omstændigheder i et flystyrt sammen med Rwandas præsident i april 1994. En talsmand for landets vigtigste oprørsgruppe, FDD erklærede, at magtoverdragelsen var «ligegyldig. Der er ingen forskel på Buyoya og Domitien. De repræsenterer det samme system, den samme regering». Han opfordrede samtidig befolkningen til ikke at lade sig «distraere af ceremonien».

I juli fandt det alvorligste partisanangreb i 10 år sted i Bujumbura. Omkring 300 partisaner og 15 soldater blev dræbt. Iflg. Ignace Ntawembarira der var guvernør i Bujumbura Rural - provinsen omkring hovedstaden - var 40.000 tvunget til at forlade deres hjem under en uges sammenstød mellem hutuer og tutsier. Han erklærede videre, at størstedelen af de fordrevne var tvungne til at sove under åben himmel og understegede at hurtig international hjælp var nødvendig. Washington opfordrede partisanerne til at holde igen med angrebene og i stedet indlede fredsforhandlinger med regeringen. Burundis hær der havde Bujumbura under kontrol informerede om, at mange af hutu ofrene var børn på 11-15 år. Antallet af dræbte under konflikten i landet har nu passeret 300.000.

Den 8. september 2003 undertegnede præsident Ndayizaye og FDD imidlertid den såkaldte Pretoria protokol om politik, forsvar og magtdeling i Burundi. Iflg. aftalen skulle FDD have 40% af posterne i officerskorpset og generalstaben. Samtidig skulle der oprettes et nyt national politikorps, hvor FDD skulle have 35% af pladserne. FDD skal have 4 ministerposter, vicepræsidentposten i Nationalforsamlingen samt 15 pladser i parlamentet. Der blev endvidere indgået aftale om fordeling af guvernørposter, ambassadører og en lang række poster på lokalniveau. Som konsekvens indgik FDD øjeblikkeligt våbenhvile. Den anden oprørsbevægelse, FNL undsiger dog fortsat processen, og overgangsregeringens legitimitet. I Pretoria gennemførtes i december en donorkonference med henblik på, at den afrikanske sikkerhedsstyrke kan forblive i Burundi de næste to år, som garant for sikkerheden.

I november gav regeringen FNL en frist på 3 måneder til at indlede fredsforhandlinger. FNL afviste den indgåede aftale og opfordringen til forhandlinger og erklærede, at den godt ville forhandle med tutsierne, men ikke med en hutu som Ndayizeye. FNL's talsmand Pasteur Habimana erklærede: «det er tutsierne der slår os ihjel», idet han refererede til tutsi flertallet i landets hær. Han fortsatte: «det er derfor dem vi skal forhandle med». Afrikanske ledere erklærede, at FNL ikke måtte blive efterladt udenfor fredsaftalen.

Samme måned angreb partisanerne Ndayizeyes officielle residens i Bujumbura. Der skete kun materielle skader. FNL påtog sig ansvaret for angrebet. Habimana erklærede, at angrebet var en gengældelse for militærets angreb på flere af partisanernes positioner, efter FNL havde afvist at deltage i fredsforhandlinger.

I december fandt det første møde mellem FNL og tutsi officerer sted et hemmeligt sted i Kenya, efter at FNL havde afvist at anerkende Ndayizeyes legitimitet. Samme måned overtog Nkurunziza fra FDD posten som minister for god regeringsførelse i Bujumbura.

I maj 2004 trak Nkurunziza sig atter fra ministerposten, idet han dog understregede at dette ikke betød genoptagelse af krigen. FDD anklagede regeringen for ikke handle på en måde, der fremmede en permanent fred. Partiet erklærede, at i de 6 måneder efter indgåelse af våbenhvile var det ikke blevet inddraget i Ndayizeyes administration. Indlemmelsen af FDD's partisaner i landets hær i november 2003 blev ikke berørt af Nkurunzizas tilbagetræden.

I juni indledte 5.000 FN fredsbevarende soldater deres aktiviteter i Burundi til støtte for fredsprocessen. Omkring 2.700 FN soldater fra Sydafrika, Mozambique og Ethiopien forblev i Burundi.

Samme måned erklærede FDD's Nkurunziza, at partiet var rede til deltagelse i præsidentvalget i Burundi, og at det ikke ville acceptere en udsættelse af valget fra den provisoriske regerings side. Ndayizeye erklærede til gengæld, valget «nødvendigvis» måtte udskydes for at garantere at det kunne gennemføres i fred og under de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger. Præsidenten understregede, at guerillagrupperne måtte omdannes til politiske partier. Først da ville der kunne gennemføres valg. «Inden der kan gennemføres valg må partisanerne nødvendigvis være afvæbnede», fortsatte han.

I august 2004 underskrev 20 partier en politisk aftale der skulle sikre, at både hutuer og tutsier deltog i regeringsmagten i landet. Andre 11 partier afviste at underskrive aftalen.

Samme måned dræbte hutu rebeller 160 tutsi flygtninge fra den Demokratiske republik Congo, der befandt sig i Gatumba flygtningelejren i Burundi nær grænsen til Congo. Mænd bevæbnede med machetes og skydevåben angreb lejren, ødelagde de nødtørftige hytter og brændte eller dræbte de personer der kom i vejen for dem. Flygtninge fra DR Congo var flygtede fra volden i deres eget land. FN's Flygtningehøjkommissær Ruud Lubbers fordømte kraftigt massakren på uskyldige civile. FNL påtog sig ansvaret for massakren.

I november fjernede Ndayizeye sin vicepræsident, Alphonse Marie Kadege, som han anklagede for ikke at bidrage til løsningen på den 11 år lange borgerkrig i landet. I hans sted blev Frederic Ngenzebuhoro udpeget som vicepræsident.

I februar 2005 deltog burundierne i stort antal i folkeafstemningen om en ny grundlov, der blev vedtaget med 90% af stemmerne. Alle hutu- eller pro-hutu partier (omkring 85% af befolkningen) havde opfordret til at stemme for. Tutsi partierne havde til gengæld opfordret til at stemme imod. For flertallet af tutsierne betød den nye grundlov afslutningen på et politisk system, der havde eksisteret siden uafhængigheden i 1962, og som havde lagt magten i deres hænder. Den nye grundlov gav hutu flertallet adgang til at erobre magten ad demokratisk vej. Det var blevet hindret dem i 1993 ved mordet på Nayade. Den nye grundlov slog fast, at præsidenten assisteres af to vicepræsidenter af hver deres etniske oprindelse. Både ministerrådet og parlamentet skal bestå af 60% hutuer og 40% tutsier. Desuden vælges 3 twa deputerede (1% af befolkningen). I senatet skal repræsentationen være paritetisk. Hver provins vælger to senatorer, der skal tilhøre hver deres etniske gruppe og være fra forskellige partier. Efter den planlagte omstrukturering af militær og politi må ingen af de etniske grupper få mere end 50% af posterne. Ledelsen af offentlige virksomheder skal sammensættes efter de samme retningslinier. Landets første præsident skal vælges på en fælles session mellem Nationalforsamling og Senat, og skal vælges med 2/3 flertal, hvilket indebærer at der må etableres koncensus på tværs af de etniske skillelinier.

Parlamentsvalget i juni 2005 blev vundet af de hutu partier, der allerede dominerede Nationalforsamlingen. De udpegede Nkurunziza til præsident og tutsien Martin Nduwimana til vicepræsident.

I april 2006 blev undtagelsestilstanden ophævet, efter at have været i kraft i 13 år. Regeringen vurderede at sikkerhedssituationen var «kraftig forbedret». Der var dog fortsat spædinger og i september blev der indgået en ny våbenstilstandsaftale. Ikke alle detaljer i aftalen blev dog gennemført, og flere FLN ledere forlod efterfølgende kommissionen til overvågning af våbenstilstanden med påstand om at deres sikkerhed var truet. I september 2007 stødte rivaliserende fraktioner af FLN sammen i hovedstaden. 20 soldater fra fraktionerne blev dræbt og kampene førte til at nogle indbyggere begyndte at flygte fra byen. Der blev samtidig rapporteret om FLN aktivitet i andre dele af landet. FLN fraktionerne var uenige regeringen i spørgsmålet om afvæbning og frigivelse af politiske fanger. I slutning af året og begyndelsen af 2008 angreb FLN enheder regerings beskyttede lejre, der husede afvæbnede rebeller.

Kraftige byger i januar 2007 førte til omfattende oversvømmelser, der ødelagde 50% af afgrøderne af bønner, kartofler, majs og ris. Fødevaresituationen blev alvorlig forværret og landet blev sat i undtagelsestilstand.

Posten som vicepræsident blev i februar 2007 overtaget af Gabriel Ntisezerana.

I sin rapport om Botswana fra 2007 peger Amnesty International på flere områder hvor der er behov for forbedringer. Der er løbende civile ofre for FLN's vold, og denne rekrutterer også børnesoldater. Kvinder udsættes hyppigt for vopld, og kriminelle undslipper hyppigt retsforfølgelse og straf. Der er et stort behov for reform af retsvæsenet og folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden er fortsat ustraffede. Nedsættelse af en forsoningskomssion og et specielt tribunal til undersøgelse af sådanne forbrydelser er endnu ikke indledt. Ytringsfriheden er begrænset, og journalister arresteres hyppigt for udførelse af deres hverv. 38.000 burundere blev repatrieret gennem 2007.

I slutningen af marts 2008 søgte FLN at få parlamentet til at godkende en lov, der gav frontens medlemmer immunitet mod arrest. Immuniteten skulle dække almindelige forbrydelser, men ikke alvorlige forbrydelser mod folkeretten som krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden. Selv om regeringen tidligere har givet denne immunitet til enkelte personer, fik FLN ikke adgang til den.

I april 2008 bombede FLN Bujumbura. Den burundiske hær besvarede angrebet og FLN led svære tab. En ny våbenstilstand blev indgået i maj. I august mødtes præsident Nkurunziza med FLN's leder Agathon Rwasa. Det var det første direkte møde siden juni 2007. De to aftalte at mødes 2 gange ugentligt for at nedsætte en kommission, der kan løse de problemer der opstår under fredsforhandlingerne.

Flygtningelejrene er nu ved at blive lukket og 450.000 flygtninge er blevet repatrieret. Økonomien ligger i ruiner og med flygtningenes hjemvenden opstår nye konflikter om især jord.

Præsident Nkurunziza blev genvalgt i juni 2010 med 91,6% af stemmerne, efter at oppositionen i fællesskab havde opfordret til boykot. Ugerne op til afstemningen var præget af flere granatangreb - som FLN blev anklaget for at stå bag -, 8 dræbte og over 60 sårede.

Det politiske kaos tog til efter valget. Medlemmer af FNL genoptog den væbnede kamp og gik til angreb på CNDD-FDD. Militæret gik til modangreb mod prominente medlemmer af FLN og andre oppositionspartier. Volden fortsatte gennem 2011 og kulminerede foreløbigt i september 2011 da 40 oppositionspolitikere blev myrdet på en bar i Gatumba. Landet var præget af udbredt straffrihed, og morderne blev sjældent stillet for retten. Nkurunziza sendte blandede signaler til oppositionen. I sin tale på uafhængighedsdagen 1. juli opfordrede han oppositionslederne til at vende hjem for at deltage i landets genopbygning, men trods internationale appeller var han og oppositionen ude af stand til at indgå aftaler om grundlaget for forhandlinger. Situationen forværredes af oppositionens dybe splittelse og den manglende officielle anerkendelse af oppositionskoalitionen ADC-Ikibiri.

Der fandt 30 politiske mord sted i 2012. Et fald fra 101 året inden. En undersøgelseskommission nedsat af statsadvokaten afgav i august 2012 en rapport, der benægtede at der var tale om politiske mord. Der var dog ingen af mordene der blev efterforsket eller førte til domfældelse.

Omkring 30.000 burundiske flygtninge vendte i oktober-december 2012 tilbage til Burundi fra flygtningelejre i Tanzania, hvor mange af dem havde levet i årtier. Flygtningene havde i Tanzania fået stillet et ultimatum af den tanzaniske regering. Hjemvenden forløb noglende fredeligt, omend der i nogle egne opstod konflikter om ejerskab til jorden.

Burundi blev i januar 2013 underkastet FN's Menneskerettighedsråds periodiske review. Mange regeringer udtrykte i Rådet bekymring over antallet af politiske mord, straffrihed for overtrædelse af menneskerettighederne, begrænsninger i pressefriheden og flere andre emner. Burundis regering forkastede alle Rådets forslag til at bekæmpe straffriheden for politiske mord. Den forkastede desuden de forslag der skulle hindre diskrimination på baggrund af seksuel orientering og forkastede endelig forslag om afkriminalisering af homoseksualitet.

Politiet skød i marts 2013 ind i en mængde af troende nær Businde i Kayanza provinsen og dræbte 9 mænd, kvinder og børn. Gruppen af troende opfattede dem selv som romersk-katolske, men blev ikke anerkendt af den romersk-katolske kirke i landet. Det var allerede tidligere kommet til flere sammenstød mellem de troende og myndighederne. Flere hundrede var blevet arresteret i slutningen af 2012 og starten af 2013 og anklaget for «oprør». I marts-april 2013 blev yderligere 200 arresteret. De blev summarisk dømt samme dag op til 5 års fængsel, og uden at have adgang til forsvarsadvokater. Efter appel af dommene blev de fleste domme reduceret til bøder.

I juni vedtog regeringen en ny presselov, der drastisk indskrænkede pressefriheden, og den fremsatte endvidere lovforslag til begrænsning af forsamlings og demonstrationsfriheden.

Lederne af de fleste oppositionspartier der var gået i eksil op til valget i 2010 vendte tilbage til landet i løbet af 2013 som forberedelse til valgkampen i 2015.

I marts 2014 forbød Nkurunziza jogging pga. «frygt for at det er et dække for undergravende virksomhed». Ifølge BBC startede traditionen med at jogge lørdag morgen under Burundis mange år med etniske konflikter. Indbyggerne i Bujumbura fik afløb for frustrationer og frygt for de bevæbnede partisaner i bakkerne omkring hovedstaden ved at løbe - ofte i grupper. Ligeledes i marts blev 21 tilhængere af oppositionens MSD idømt fængsel på livstid for at have brugt jogging til at organisere en illegal demonstration, der udviklede sig voldeligt.

I maj blev formanden for en af landets menneskerettighedsorganisation (Association pour la protection des droits humains et des personnes détenues, APRODH), Pierre Claver Mbonimpa arresteret efter at have talt i radioen op baggrund af påstande om at unge burundiere blev bevæbnede og trænet i den Demokratiske Republik Congo. Han blev sigtet for at være til fare for statens sikkerhed og for at have brugt falske dokumenter. Den 66 årige Mbonimpa blev løsladt 4 måneder senere af «helbredsmæssige» årsager. Arrestationen af Mbonimpa var del af en generel offensiv mod formodede kritikere af regimet og oppositionelle som forberedelse til valget i 2015. Allerede den 7. marts havde FN's Menneskerettigheds Højkommissær Navi Pillay udtrykt bekymring ved det «stigende antal begrænsninger på politiske og civile rettigheder op til valget i 2015. Begrænsninger der kom efter en række voldelige overgreb foretaget af regeringspartiets ungdomsorganisation - bl.a. i form af overfald på møder organiseret af oppositionen».

2015 Politisk, sikkerhedsmæssig og humanitær krise

I februar 2015 advarede chefen for det nationale efterretningsvæsen SNR, general Godefroid Niyombare præsidenten om, at han ikke burde søge opstilling til en 3. periode, da det ville blive opfattet som en overtrædelse af Arusha aftalen og forfatningen. Få dage senere blev Niyombare fyret af præsidenten. Måneden efter advarede flere højtstående medlemmer af CNDD-FDD ligeledes præsidenten mod at stille op. De blev derefter smidt ud af partiet.

I april 2015 meddelte Nkurunzizas parti CNDD-FDD, at Nkurunziza ville stille op til en 3 periode som landets præsident. Beslutningen var i strid med forfatningen og udløste øjeblikkeligt voldsomme protester i landet. Den 4. maj flygtede næstformanden for landets forfatningsdomstol ud af landet efter at have modtaget dødstrusler fra regeringen. 4 ud af domstolens 7 dommere var da gået i eksil. De resterende 3 dommere valgte derefter at kende Nkurunzizas opstilling for gyldig. Protesterne fortsatte rundt om i landet, og den 13. maj gennemførte generalmajor Godefroid Niyombare et militærkup, mens Nkurunziza var på statsbesøg i Tanzania. Kuppet kollapsede dog allerede efter en dag, da generalstaben stillede sig på præsident Nkurunzizas side. De følgende dage tog volden yderliger etil Bujumbura. Den 23. maj blev formanden af partiet UPD, Zedi Feruzi og hans bodyguard dræbt ved et attentat. Derefter afbrød oppositionen alle forhandlinger med regeringen. Over 100.000 var da flygtet ud af landet. Ved udgangen af året var 230.000 flygtet.

Den 25. juni gik regeringspartiets 2. næstformand Gervais Rufyikiri i eksil i Belgien, erklærede at opstillingen af Nkurunziza var i strid med forfatningen, og at Nkurunziza satte sine egne interesser over landets. Dagen efter erklærede oppositionen, at den ville boykotte præsident- og parlamentsvalget. Den 28. juni flygtede parlamentsformanden, Pie Ntavyohanyuma ud af landet. Den 25. juli lod Nkurunziza sig «vælge» til præsident for en tredje periode. Valget blev boykottet af oppositionen.

Trods det fejlslagne kupforsøg i maj fortsatte oprørske soldater med at angribe soldater og sikkerhedsstyrker gennem resten af 2015. Den 11. december blev 3 kaserner og en officersskole i Bujumbura angrebet af oprørere. Angrebet kostede over 100 livet. Indbyggere i Bujumbura berettede efterfølgende, at politi og soldater efterfølgende var gået fra hus til hus, havde hevet unge mænd ud og henrettet dem. Få dage senere erklærede den Afrikanske Union at den planlagde at sende fredsbevarende styrker til Burundi. Nkurunziza svarede, at han ikke ville acceptere dette, og hvis AU alligevel sendte soldater, ville de blive betragtet som en invasionsstyrke. Den 23. december meddelte oprørere dannelsen af Burundis republikanske Styrker (FOREBU), hvis mål var at afsætte Nkurunziza.

Den politiske og humanitære situation blev drastisk forværret gennem 2016. Yderligere 100.000 flygtede ud af landet og bragte antallet af eksilerede op på 327.000. AU's forsøg på mægling løb ud i sandet, trods organisationens udpegning af Tanzanias tidligere præsident Benjamin Mkapa som mægler. Den nationale kommission for inter-burundisk Dialog rapporterede, at de fleste medlemmer havde opfordret til forfatningsændringer, herunder fjernelse af alle begrænsninger på genvalg af præsidenten. Det meste af oppositionen var flygtet ud af landet (eller dræbt), og kommissionens rapport risikerede derfor at få alvorlig slagside. AU's beslutning i december 2015 om at sende en beskyttelsesstyrke til Burundi, men denne blev senere opgivet. I stedet sendte organisationen i februar 2016 en delegation bestående af 5 statschefer. Under besøget blev det aftalt at øge antallet af AU menneskerettigheds- og militære eksperter i landet til 200, men endnu i slutningen af året havde regimet kun tilladt en tredjedel af disse. I juli vedtog Sikkerhedsrådet at der kunne udsendes en politistyrke bestående af 228 betjente, men dette blev afvist af Burundi.

EU besluttede i marts 2016 at indstille al økonomisk støtte til Burundi. Beslutningen blev opretholdt igen i oktober. Samt satte Unionen 4 Burundi statsborgere på sin sanktionsliste. USA øgede antallet af sanktionerede på sin liste til 11. Faldet i økonomisk bistand fik katastrofale følger i form af drastiske budgetnedskæringer. Samtidig blev situationen yderligere forværret pga. naturkatastrofer i form af oversvømmelser, jordskred og storme. I august udbrød der en koleraepidemi og antallet af malariatilfælde var fordoblet ifht. 2015. Den samlede konsekvens var, at 3 mio. mennesker i oktober havde brug for humanitær bistand mod 1,1 i februar.

Højesteret dømte i maj 21 soldater og politifolk til livsvarigt fængsel for deres andel i kuppet i 2015. En skærpelse af straffene ifht. foregående domme fra januar.

Sikkerhedssituationen var præget af en gengældelses- og hævnspiral, hvor bombeattentater og drab på regimets mænd udløste hævnaktioner fra regimets side. Hundredevis af mennesker blev dræbt i målrettede eller vilkårlige drab. Analyser af satellitfotos og videooptagelser bekræftede historier om, at sikkerhedsstyrker i december 2015 havde dræbt snesevis eller hundredevis af mennesker og bagefter begravet dem i en massegrav i udkanten af Bujumbura. I februar fremviste hovedstadens borgmester en massegrav for medierne og påstod den var gravet af medlemmer af oppositionen, men han afviste blankt tilbud fra FN om at undersøge og dokumentere gravene.

I september aflagde UN Independent Investigation on Burundi (UNIIB) rapport til FN's Menneskerettighedsråd. Den fandt, at der fandt grove, systematiske og udbredte menneskerettighedskrænkelser sted i landet og at straffriheden var næsten total. Menneskerettighedsrådet nedsatte på denne baggrund en undersøgelseskommission for Burundi. Dette skridt blev afvist af regimet; det udviste i oktober de 3 UNIIB eksperter og opsagde samarbejdet med FN's Menneskerettighedskommissær.

ICC besluttede i april at åbne en forundersøgelse af situationen i Burundi. Regimet svarede igen 6 mdr. senere da Burundis parlament med overvældende flertal (94 parlamentarikere ud af 110) besluttede, at landet skulle træde ud af ICC. 10 dage senere meddelte Sydafrika, at også dette land trak sig fra ICC. Flere andre afrikanske lande indikerede, at de ligeledes overvejede at trække sig i protest mod, at domstolen siden sin oprettelse har været brugt som politisk instrument af Vesten mod Afrika. Domstolen har undladt at undersøge og retsforfølge Vestens og dets allierede omfattende krigsforbrydelser i Afghanistan, Sri Lanka, Iraq, Yemen og Palæstina. Gruppen af afrikanske lande var med 34 ud af 124 lande den største medlemsgruppe i ICC. (Burundi politicians back international criminal court withdrawal, Guardian 12/10 2016).

I januar 2017 blev ministeren for vand, miljø og planlægning Emmanuel Niyonkuru skudt og dræbt. Regimet optrappede sine hævndrab.

I maj nedsatte præsidenten en kommission, der skulle udarbejde forslag til ændringer af forfatningen. Især fjernelsen af begrænsningen på genvalg af præsidenten. I maj 2018 lod præsidenten gennemføre en folkeafstemning om den ny forfatning. Forfatningen blev vedtaget med 79,1% af stemmerne. De vigtigste ændringer var indførelsen af et premierministerembede, og ændring af præsidentperioden fra 5 til 7 år. Samtidig slog den nye forfatning fast, at en præsident kun kunne sidde i to sammenhængende perioder, men altså godt senere kunne stille op igen. I den tidligere forfatning kunne præsidenten kun sidde i sammenlagt to perioder. Folkeafstemningen var præget af drab, vold og total censur.

FN's Menneskerettighedsråds undersøgelseskommission rapporterede i september 2019 at staten og regeringspartiets ungdomsorganisation, Imbonerakure begik omfattende krænkelser af menneskerettighederne og i nogle tilfælde krigsforbrydelser; især rettet mod folk i landområderne. Men regimet slog også til i byerne. Samme måned forbød regimet en af de tilbageværende menneskerettighedsorganisationer, PARCEM. 3 PARCEM medlemmer blev i marts 2019 idømt 10 års fængsel for «trusler mod statens sikkerhed». I juli stadfæstede en appelret dommen på 32 års fængsel til Germain Rukuki fra menneskerettighedsorganisationen ACAT for «trusler mod statens sikkerhed».

I perioden september 2017 til oktober 2019 vendte 80.000 burundi flygtninge hjem fra nabolandene under et program overvåget af UNHCR. De fleste fra Tanzania. Men i slutningen af 2019 erklærede FN Flygtningehøjkommissariat at situationen var for usikker i landet til at fortsætte programmet. Flygtningene blev ofte udsat for angreb fra regimets side. Der var da fortsat 326.000 flygtninge udenfor landets grænser.

Præsident Nkurunziza udpegede i 2019 Évariste Ndayishimiye til sin efterfølger. Ndayishimiye blev indsat som formand for regeringspartiet CNDD-FDD og blev i maj 2020 valgt som præsident med 71,5% af de afgivne stemmer. Samtidig vandt regeringspartiet 72 ud af de 100 pladser i parlamentet. Nkurunziza selv døde måneden efter valget. Tilsyneladende af COVID-19. Amnesty International kritiserede valgprocessen: den var præget af drab, vilkårlige arrestationer, tæsk og forsvinding af oppositionens politikere samt censur.

Guia del Mundo