Befolkning 444.000 Valuta Brunei dollars Areal 5.770 Km2 Hovedstad Bandar Seri Begawan Befolkningstæthed 51,9 indb./Km2     HDI placering 51

Består af to områder, beliggende på den nordvestlige kyst af Borneo i den indonesiske øgruppe. Klimaet er regnfuldt tropisk, med en vis påvirkning fra havet. De tætte jungler muliggør udvindelsen af kautsjuk, gummi; herudover findes store forekomster af olie ved kysterne. Brunei er een af verdens største eksportører af naturgas.

Folket: Malayer, 67%; kinesere 15%; indere, europæere og andre, 18%.

Islam er den officielle religion. Muslimer, 67%; buddhister, 12,8%; kristne, 10%.

Sprog: Malay er det officielle sprog; derudover kinesisk og engelsk.

Politiske partier: Blev forbudt i 1988. Der findes officielt 5 politiske organisationer: Det Nationaldemokratiske Parti (DNP), stiftet i 1985, Bruneis første parti; Det nationale Enhedsparti, stiftet i 1986 af udbrydere fra DNP; Folkepartiet, der ledes fra eksil; Den folkelige Selvstændighedsfront, der ikke længere er aktivt; Partiet for National Folkeenhed, der heller ikke længere er aktivt. Det eneste legale parti er Bruneis nationale Solidaritetsparti.

Officielt navn: Negara Brunei Darussalam

Administrativ inddeling: 4 distrikter.

Hovedstad: Bandar Seri Begawan, 81.000 indbyggere. (2003).

Andre større byer: Kuala Belait 26.600 indb, Seria 23.000 indb, Tutong 16.300 indb. (2000)

Regering: Enevældigt kleptokrati og monarki. Sultanen (siden 1967), Hassanal Bolkiah Muizzaddin Waddaulah, er desuden premierminister, finansminister og indenrigsminister, bistået af 5 råd: et religiøst, et privat, et ministerielt, et lovgivende og et arveråd. Det lovgivende råd har 20 medlemmer, men har udelukkende en konsultativ funktion. Sultanen var god for 20 mia. US$ i 2008. Hans palads, Istana Nurul Iman, er på ialt 200.000 m² og består af 1788 værelser og 257 badeværelser.

Nationaldag: 1. januar, (Uafhængighedsdagen, 1984); 15. juli, (Sultanens fødselsdag).

Væbnede styrker: 4.900 mand. (1995).

Paramilitære styrker: Gurkha - reserven: 2.300 mand; det kongelige politi: 1.750 mand.

 

Selv om det må siges at være ret beskedent, hvad man ved om Bruneis tidligste historie, eksisterer der tilstrækkeligt med data til at kunne fastslå, at landets befolkning i det 6. århundrede e.v.t. drev handel med kineserne og betalte tribut til den kinesiske kejser. Efter at have indgået en alliance med kongedømmet Mahapahita på Java, var Brunei beliggende i et hinduistisk domineret område. I det 8. århundrede erobredes området af det islamiske imperium, der havde besat næsten hele Borneo. Selv om den europæiske tilstedeværelse - portugisere, spaniere og hollændere - var næsten permanent fra det 16. århundrede, var det først i begyndelsen af det 19. århundrede, at kolonimagterne for alvor underlagde sig den store ø. Mens hollænderne rykkede frem mod syd, appellerede sultanen af Brunei til englænderne, i et forsøg på at bevare Brunei selvstændigt.

I 1841 afstod sultanen provisen Sarawak til James Brook, som betaling for støtte til undertrykkelse af et oprør i 1839-1840, og dermed skabtes den sære størrelse «Den hvide Rajah», leder af en malaysisk stat. I 1846 annekterede briterne den strategisk vigtige ø Labuán, og i de efterfølgende år forberedtes Sabah-provinsens udskillelse. Det lykkedes i 1888, da man officielt etablerede det britiske protektorat Brunei, Sarawak og Sabah, som adskilte enheder.

Øen deltog efter den 2. verdenskrig i afkolonialiseringsprocessen, på trods af englændernes obstruktionsforsøg. Ved en aftale med den sidste «rajah», Brooke, omdannedes Sarawak og Sabah til engelske kolonier. Kalimantan, det tidligere hollandske Borneo, opnåede i 1954 selvstændighed inden for rammerne af den indonesiske stat.

Sultanatet Brunei var derefter det eneste overlevende engelske protektorat, reduceret til et beskedent område, klemt inde mellem 2 malayiske provinser og kun 40 km fra den indonesiske grænse. Shell opdagede i 1929 store olieforekomster; i de efterfølgende årtier indledtes udvindingen af olie og naturgas ved kysterne i størrelsesordenen 175.000 tønder olie dagligt.

Sultan Omar Ali Saiffudin have i 1962 accepteret et forslag fra den malayiske premierminister Abdul Rahman om indtrædelse i Den malayiske Føderation, der forenede Sabah og Sarawak med Singapore og provinserne på den malayiske halvø, men Folkepartiet, Rakyat, der rådede over 16 parlamentsmedlemmer, valgt af Den lovgivende Forsamlings 33 medlemmer, opponerede og krævede i stedet dannelse af en enhedsstat i Nordborneo, sammen med Sarawak og Sabah, men adskilt fra resten af den malayiske halvø.

I december 1962 startede et folkeligt oprør inspireret af Rakyat, der havde forbindelser til Barisan Sosialis fra Singapore, og bistået af Sukarnos antiimperialistiske styre i Indonesien. Oprørerne modsatte sig indlemmelsen i den malayiske føderation, krævede folkelig deltagelse i ledelsen af landet og nedlæggelse af enevældsstyret. Oprøret kvaltes, partiet Rakyat forbudt og dets ledere fængsledes eller blev tvunget i eksil.

På trods af de etniske, historiske og kulturelle bånd til Malaysia, besluttede sultan Omar sig endelig til at forblive i «udkanten» af føderationen, da det ikke længere var tilfredsstillende at dele magten med de andre malaysiske monarker og, i endnu ringere grad, dele rigdommen indtjent fra olien, som det var forudset i føderationsaftalen.

Efter initiativ fra Malaysia og med støtte fra FN, dukkede i 1976 en mulighed op for at genforhandle den tidligere kolonistatus, da den nye premierminister i Malaysia, Datuk Hussain Onn, forpligtede sig til at respektere Bruneis uafhængighed. I 1977 accepterede Brunei uafhængigheden, men udsatte den fastlagte dato til den 1. januar 1984.

På denne dato blev overdragelsen af magten formaliseret, selv om festen blev udsat til den 23. februar 1985, for dermed at muliggøre tilstedeværelse af de indbudte udlændinge. Hassanal Bolkiah, søn af sultan Omar, der abdicerede til fordel for sønnen i 1967, opløste den lovgivende forsamling en måned efter selvstændighedserklæringen formelt var trådt i kraft, og regerede derefter landet via dekreter.

Brunei tiltrådte selvstændigheden under særdeles favorable omstændigheder, når man tager i betragtning at det drejer sig om et tredjeverdens land: en relativt lille befolkning; en indkomst pr. indbygger på ca. 20.000 dollars årligt; en beskeden arbejdsløshed; et generøst socialsystem og en betragtelig reserve af udenlandsk kapital: 14.000 millioner dollars i 1984.

De primære årsager til konflikter blev fra dette tidspunkt de interne magtkampe i kongefamilien og tilstedeværelsen af udlændinge på alle nøgleposter i den offentlige sektor, i økonomien og i hæren.

De største interne problemer var mangelen på basisuddannelser og forholdene for landets minoritetsgrupper, især den kinesiske. Selv med en raffineret lovgivning, der indebar økonomisk bistand til transport og fødevarer for de studerende, fortsatte analfabetismen med at stige - man anslår at 45% af befolkningen var analfabeter i 1982 - og svækkede afgørende mulighederne for national deltagelse i den lokale administration.

Sultanen, der var forberedt på at landet økonomisk var afhængig af en flygtig naturressource som olie, forsøgte på den anden side at gøre produktionen mindre ensidig og promoverede dannelsen af en ny klasse af jordbesiddere, som opmuntredes til at forsøge at opnå selvforsyning på fødevareområdet; Brunei importerede næsten 80% af sine fødevarer. Kun omkring 10% af det landets samlede areal opdyrkedes og der var en udbredt tendens til at navnlig de mindre jordbesiddere, især kautsjuk-dyrkere, flyttede til de større byer.

Brunei har økonomisk gjort sig afhængig af et kompleks af multinationale selskaber. Den virksomhed, Brunei stiftede sammen med Brunei Shell Petroleum og Mitsubishi for at udvinde forekomsterne af naturgas, plus den udskibningsaftale man indgik med Royal Dutsch Shell, samt de olieudvindingskoncessioner man udstedte til Woods Petroleum og Sunray Borneo, førte til, at der i de nationale beslutningsprocesser kom et element af magtfuld, udenlandsk indblanding.

Regeringen dannede i marts 1985 et Energikontrolråd, der skulle overvåge og kontrollere det halvt statslige, halvt multinationale Brunei Shell Petroleum Co.'s aktiviteter.

Bruneis indtræden i ASEAN og som FN´s medlem nr. 159, i 1984, indebar international støtte til den nye nation.

Sultanens palads Istana Nurul Iman stod færdigt i 1984. Det havde kostet 1,5 mia. US$ at bygge, havde 1.800 værelser, herunder en banketsal hvor 5.000 kunne bespises og dækkede et areal på 200.000m².

20% af sultanatets indbyggere lever under eksistensminimum på 500 dollars månedligt. 90% af alle forbrugsgoder, herunder også fødevarer, er importerede og derfor er leveomkostningerne ganske høje.

I begyndelsen af 1987 oplystes det at den nicaraguanske contra-bevægelse havde modtaget økonomisk bistand på 10 millioner dollars som donation fra sultanen af Brunei. Det drejede sig om et svar på en forespørgsel fra USA's oberst Oliver North om ulovlig støtte til contra'erne, og beløbet var blevet overført til en bankkonto i Schweiz.

Landet, som havde været underlagt undtagelsestilstand siden oprøret i 1962 øgede sin militære afhængighed af Storbritannien og USA.

Hvad angår den interne, økonomiske politik var det kun militæret, der fik forhøjet bevillingerne. I august 1988 afholdt tilsammen 3.000 britiske soldater og gurkha´er fra Hong Kong en fælles militær manøvre i sultanatets jungleområde. Interessen fra USA steg, da man kunne forudsige behovet for opførelse af militærbaser i Brunei, hvis de nordamerikanske styrker skulle blive tvunget ud af Philippinerne.

Sultan Hassanal Bolkiah løslod i begyndelsen af 1991 6 politiske fanger, der havde været fængslede siden det mislykkede kup i 1962. Frigivelsen skyldtes formodentlig politisk pres fra Storbritannien. Brunei underskrev samme år en kontrakt med Storbritannien til en værdi af 150 millioner dollars, der skulle modernisere hæren.

Brunei blev, sammen med Vietnam og Indien, optaget som medlem af Organisationen af Alliancefri Stater i midten af 1992. Festlighederne i anledning af sultan Hassanal Bolkiah´s 25 års jubilæum understregede monarkiets rolle som bekræftelse af den nationale identitet. Sultanen af Brunei, som repræsenterer det eneste uindskrænkede monarki i Fjernøsten, er desuden en af verdens rigeste mænd.

Brunei undertegnede i september 1992, sammen med de andre medlemmer af ASEAN - Indonesien, Singapore, Thailand, Malaysia og Philippinerne - en aftale om etablering af det første «fællesmarked» i Asien i 2007. Dette projekt forudser grundlæggelsen af «vækst-trekanter», eller rettere dannelsen af forbund mellem enkelte af medlemslandene i ASEAN, for dermed at kunne liberalisere visse økonomiske sektorer og dermed forberede den fuldstændige liberalisering i 2007. Derfor dannede Brunei sammen med Philippinerne, Malaysia og Indonesien et interregionalt marked, der kunne udvide udvekslingen inden for turisme, fiskeri, samt luftfart og søtransport.

Bruneis nationale Solidaritetsparti - landets eneste politiske organisation - afholdt i februar 1995 sin første kongres, hvor man erklærede sin fulde opbakning til sultanen. Lederen af partiet, Abdul Latif Chuchu henviste ligeledes til et kongeligt dekret fra 1984, der garanterede at den nationale opbygning af Brunei, skulle baseres på princippet om et islamisk, malaysisk, demokratisk monarki. De officielle erklæringer om at undtagelsestilstanden forlængedes, fortolkedes som et forsøg på «åbning» fra monarkens side. Brunei indtrådte i Verdensbanken og IMF i oktober 1995.

I løbet af 1996 forfulgte sultanatet sin strategi om at gøre sig attraktivt som et «service-land». Forhandlinger med ledere fra Sydøstasien intensiveredes i 1997 efter børskrisen, med det formål at stabilisere den regionale økonomi og fastlægge en udviklingsstrategi. Man diskuterede ved møderne mulighederne for at anvende en lokal møntfod ved interregional handel i stedet for de nordamerikanske dollars.

Omfattende skovbrande i den indonesiske del af Borneo i begyndelsen af 1998, dækkede himlen over Brunei og påvirkede dagligdagen kraftigt i sultanatet. Sultanen ledede i marts store fællesbønner hvor man anmodede de højere magter om regn, der kunne slukke brandene. Da situationen forværredes, afskedigedes Sundhedsministeren.

I august 1998 udnævnte sultanen sin ældste søn, Al-Muhtadee Billah til sin efterfølger. Meddelelsen blev givet i en situation, hvor landet var i den værste økonomiske krise siden sin selvstændighed. Først i løbet af 1999 skete der en vis genopretning indenfor bygge- og eksportsektoren. Regeringen offentliggjorde planer om at opkvalificere en stor del af arbejdsstyrken indenfor en periode på 5 år, med det formål at sprede den økonomiske aktivitet og udvikle nye sektorer som f.eks. turismen.

I 2000 gennemførte myndighederne en retsag mod sultanens lillebror, prins Jefri for svindel og bedrageri under hans periode som finansminister og direktør for Statens Investeringskontor. Poster han havde frem til 1998. Han var blevet fyret og tvunget til at erklære sin egen virksomhed for konkurs. Gennem sine 10 år som minister og direktør havde han overført store midler fra staten til sin egen virksomhed. Året efter retsagen blev der gennemført en stor auktion, hvor 10.000 effekter der havde tilhørt prinsen blev sat til salg.

Under ASEAN topmødet i Brunei i 2001, forpligtigede de østasiatiske statsledere sig til at deltage i den kamp mod terrorisme, USA havde indledt. Samtidig udsatte de tidspunktet for etableringen af et asiatisk frihandelsområde til et sted mellem 2006 og 2010.

Den svenske kong Gustav besøgte i februar 2004 landet, og kom ved den lejlighed med meget sympatiske udtalelser om diktaturet. Udtalelserne førte til en statskrise i Sverige, og krav om kongens afgang. Krisen lagde sig først efter nogle dage, da kongen trak udtalelserne tilbage.

I februar 2003 indgik Brunei og Zambia diplomatiske forbindelser. I marts indgik det nationale olieselskab en aftale med et konsortium bestående af 3 udenlandske koncerner: TotalFinaElf Deep Offshore Borneo BV, BHP Billiton og Amerada Hess. Bruneis økonomiske vækst var i 2003 budgetteret til 5-6%.

I marts 2004 offentliggjorde regeringen tilbageholdelsen af 2 tidligere medlemmer af sikkerhedsstyrkerne og en direktør for et transportfirma. De tre blev anklaget for bedrageri, undergravende virksomhed og opfordring til had rettet mod sultan Bolkiah. I overensstemmelse med landets love kan de arresterede tilbageholdes på ubestemt tid og uden mulighed for at få behandlet deres sag ved domstolene. Et af de to tidligere medlemmer af sikkerhedstjenesten blev samtidig anklaget for spiobage. Iflg. myndighederne søgte de tilbageholdte at bringe landets sikkerhed og stabilitet i fare. Gruppen havde endvidere under synonym lagt en række følsomme oplysninger ud på internettet om administration, landets væbnede styrker samt kritik af regeringens bureaukrati og dårlige administration. Myndighederne fik øjeblikkeligt fjernet disse oplysninger fra nettet.

I juli blev piloten Briton Charles Nicholls ved Royal Brunei Airlines tilbageholdt i Heathrow lufthavnen udenfor London for at have indtaget alkohol inden en flyvning mod Brunei. Internationale aftaler giver lufthavnsmyndighederne ret til at foretage prøver på alle flyansatte for at fastlægge deres alkoholindtag. Den 53 årige Nicholls blev suspenderet indtil en fuldstændig undersøgelse var blevet gennemført.

I september 2004 gav sultanen parlamentet lov til at genåbne, efter det havde været sat ud af spillet i 20 år. I maj 2005 udskiftede han 4 ministre i sin regering. Begge skridt blev betegnet som de vigtigste politiske skridt siden landets uafhængighed. Hassanal Bolkiah tog langsomme skridt i retning af reformer og regeringsomdannelsen blev set som skridt i denne retning. For første gang blev der optaget ministre med erfaring fra det private erhvervsliv. Den afsatte undervisningsminister, Abdul Aziz, havde siddet på posten i 20 år og havde presset kraftigt på for anvendelsen af den malaysiske dialekt jawi der især anvendes i den religiøse undervisning. Aziz ønskede en styrkelse af den religiøse undervisning. Heroverfor stod forældre der ønskede en styrket undervisning indenfor videnskab og teknologi. Sultanen udpegede endvidere for første gang en ikke-muslim til minister. Han udpegede samtidig sin ældste søn til posten som premierminister. Dette blev taget som en indikation af den videre arvefølge i sultanatet.

I april 2006 blev Brunei optaget som medlem af den Asiatiske Udviklingsbank (ADB). I juli fejrede sultanen sin 60 års fødselsdag med en luksuriøs banket, og gav samtidig landets offentligt ansatte lønforhøjelse for første gang i 20 år.

I juli 2007 vedtoges en lov der forbød reklamer i TV for «junk food» før kl. 22. Loven skulle især beskytte unge, der var den primære målgruppe for disse reklamer. De foregående år var der sket en betydelig stigning i antallet af overvægtige børn og tilfældene af diabetes - to alvorlige konsekvenser af indtagelsen af denne form for «mad».

Sultanen er glad for biler. Det britiske dagblad Daily Mirror rapporterede i oktober 2007 at sultanen ejede 232 Mercedes biler, 224 Ferrarier, 245 Bentleys, 150 BMW'er, 165 Jaguar, 125 Porscher, 130 Rolls-Royces og 20 Lamborghinier. Han er samtidig glad for guld, så en (men kun én) af hans Rolls-Royces er coated i 24 karat guld.

Brunei underskrev i 2009 en bilateral aftale med Philippinerne og udvikling af landbrug, handel med landbrugsprodukter og investeringer.

I følge IMF var Brunei i 2011 det eneste af 2 lande i verden uden offentlig gæld (det andet var Libyen).

Landet havde i 2013 formandsskabet for ASEAN og var vært for årets topmøde.

Trods internationale advarsler gennemførte Brunei i 2014 dybtgående stramninger af sin straffelov og lod den basere på Sharia. På en lang række punkter var der tale om tilbageskridt ifht. internationalle menneskerettigheds standarder:

• Langt flere forbrydelser kan nu straffes med døden.
• Anvendelse af middelalderlige straffeformer som piskning, stening og afhugning af lemmer.
• Indskrænkelse af ytrings- og religionsfrihed.
• Diskrimination rettet mod piger og kvinder.

Selv mindre forseelser som indtagelse af alkohol eller tyveri kan straffes med piskning eller afhugning af lemmer. Selv børn kan dømmes til amputation. Mindst 3 straffe med piskning blev idømt i 2014. Brunei havde også tidligere døsstraf i sin straffelov, men brugte ikke denne straf. Den nye straffelov åbnede imidlertid op for også at kunne idømme dødsstraf ved stening for sex udenfor ægteskab, sex mellem personer af samme køn, røveri og voldtægt. Abort kan straffes med offentlig piskning og svangerskab udenfor ægteskab kan straffes med bøder eller fængsel. Allerede i februar forbød sultanen journalister at rapportere kritisk om den nye straffelov.

Sultan Hassanal forbød i 2015 offentlige markeringer af julen, herunder anvendelse af julemandskostume. Forbuddet gjaldt dog kun muslimer. Kristne kunne fortsat privat fejre jul.

Efter Thailands kong Bhumibol døde i 2016 var sultan Hassanal verdens rigeste monark. I oktober 2017 fejrede han sit 50 års jubilæum på tronen med en overdådig fest.

Sultanen meddelte i maj 2019, at trods Sharia ville der ikke længere blive praktiseret dødsstraf for homoseksualitet.

Guia del Mundo