Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Begrebet taylorisme stammer fra den nordamerikanske ingeniør Frederick Winslow Taylor, som bl.a. ud udgav bogen «The principles of Scientific Management» i 1913. Taylor var blandt dem der bidrog stærkest til at systematisere og videnskabeliggøre produktionsteknikken. Før århundredeskiftet var arbejdsformer og organisationer præget af erfaring, tradition og produktionsteknisk set af tilfældigheder. Taylorisme indebar en videreudvikling af tids- og metodestudier samt jobanalyse. Dels med udgangspunkt i hvorledes de dygtigste og hurtigste arbejdere udførte et arbejde, dels ved syntetiske metodestudier. (Se MTM). Taylor lagde stor vægt på at standardisere og specialisere arbejdet - både for arbejdere, formænd og planlæggere - og på betydningen af øget kvalitetskontrol. Sammen med praktikeren, bilfabrikanten Henry Ford, var Taylor blandt dem der bidrog stærkest til udviklingen af den kapitalistiske storindustri (se Masseproduktion).

Taylor tog udgangspunkt i, at den industrielle vækst var afhængig af en omfattende overføring af arbejdere fra de primære erhverv til industrien. Dette var arbejdere uden industriel erfaring. Det gjorde det hensigtsmæssigt med en stærk specialisering og streng styring, som skulle overlade mindst muligt til tilfældighederne. Men Taylor hævdede også, at de fleste arbejdere er dovne og dumme, kun interesserer sig for lønnen, og at de derfor vil trives bedst uden ansvar og med det enklest mulige arbejde. Taylorismen har i dag en dårlig klang, måske netop fordi den bidrog til at skabe et selvopfyldende profeti. Med udgangspunkt i antagelsen om at arbejdere er dovne og dumme, skabte man kedelige og jobs, der ikke gav mulighed for udvikling. Arbejderen reagerede naturlig nok ofte med passivitet i en sådan situation. Dette fik arbejdsgiveren til at blive bestyrket i sin tro på arbejdernes manglende evner, og forstærkede styringen yderligere. Den form for arbejde som er blevet udviklet udfra disse retningslinier, har kraftigt bidraget til fremmedgørelsen i industrien.

Megen af kritikken mod F. W. Taylor er uberettiget. Han bidrog alene til at systematisere og formulere synspunkter som lå i tiden, og som var et udtryk for produktionens klassekarakter. Efter den russiske revolution fik Taylor en stor tilhænger i Lenin, der betragtede taylorismen som et redskab til at øge den sovjetiske produktion.

J.Gu.