Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Syndikalister samlet udenfor det gamle Folkets Hus i Bjørnevatn. (Arbejderbevægelsens Arkiv)

Norsk Syndikalistisk Føderation (NSF) blev dannet i december 1916 af repræsentanter for 13 «Lokale Fællesorganisationer». Sammenslutningen fandt sted efter at forhandlinger om tilslutning til Arbejdsmandsforbundet var brudt sammen.

De «Lokale Fællesorganisationer» var faglige sammenslutninger uden fag- eller arbejdspladsskel. De var ikke tilsluttet LO, men mange var derimod medlemmer af «Sveriges Arbetares Centralorganisation» (SAC), som var rent syndikalistisk og i konkurrence med det svenske «reformistiske» LO. De fleste medlemmer i NSF var da også i begyndelsen svenske og knyttet til stenindustrien i Østfold. En forløber for NSF, Norsk Ungsocialistisk Forbund - også den under stærk svensk indflydelse - blev stiftet i 1909 efter en splittelse på landsmødet i Norges Socialdemokratiske Ungdomsforbund.

I sit første leveår nåede NSF et medlemstal på omkring 800 fordelt på 21 lokalorganisationer. Stærkest stod føderationen mellem 1920 og 1922 da medlemstallet nåede op på 3.100 og over 60 fællesorganisationer stod tilsluttet. NSF gjorde sig da særligt gældende i Nordnorge - i Hammerfest, Harstad, Mo i Rana, Sandnessjøen, Sørvaranger, Sørfjord, Tromsø - og ved anlæg sydpå - Rauma-, Røros- og Sørlandsbanerne. NSF udgav en række skrifter om syndikalisme og bladet Alarm (1919-40). Dette efterfulgte Solidaritet (1918-19). Et navn som bladet fik igen efter krigen (1945-60).

I Norge blev de syndikalistiske ideer først og fremmest fremmet gennem Fagoppositionen. Men Fagoppositionen repræsenterede ingen «ren» syndikalisme. Partipolitisk arbejde blev f.eks. ikke principielt forkastet. NSF ville derimod stå udenfor begge de «reformistiske» organisationer DNA og LO, og udtaler i en principerklæring fra 1924, at NSF «er af den opfattelse, at de politiske partier eller den lovgivende magt ikke er i stand til at gennemføre samfundets socialistiske nyorganisering, hverken gennem politisk demokrati eller gennem partidiktatur eller på nogen anden måde, men at den opgave som i første række er en økonomisk opgave, må gennemføres af de arbejdende massers økonomiske organisationer: Producenternes og konsumenternes sammenslutninger».

NSF fik aldrig nogen stærk stilling i norsk arbejderbevægelse, og en del af forklaringen ligger givet i Fagoppositionens rolle som eksponent for en del af syndikalismens læresætninger, samtidig med at den kanaliserede sine tilhængere ind i arbejderbevægelsens etablerede organisationer. I 1930'erne svandt NSF ind til en lille, men aktiv kerne, som engagerede sig i en række arbejdskonflikter. I efterkrigstiden drejede det meste af aktiviteten sig omkring bladet Solidaritet, men i midten af 60'erne måtte også de veteraner som havde holdt bladet oppe give op, og NSF blev opløst.

K.He.