Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

På initiativ fra den nordamerikanske udenrigsminister Foster Dulles blev Seato (Den sydøstasiatiske traktatorganisation) oprettet i efteråret 1954, med USA, Frankrig, England, Australien, New Zealand, Philippinerne, Pakistan og Thailand som medlemmer. En række lande som Indien, Burma (senere Myanmar), Ceylon (senere Sri Lanka) og Indonesien, afslog at deltage i organisationen. Pakistan blev i realiteten aldrig fuldt medlem, fordi landet ikke fik den hjælp i konflikten med Indien, som de pakistanske ledere havde ventet. Frankrig var også et passivt medlem - især efter de Gaulles magtovertagelse - fordi de Gaulle var uenig i USA's politik.

Oprettelsen af pakten havde to årsager. For det første den «militære paktomani» som prægede USA's udenrigspolitik. USA mente, at militære støttepagter var væsentlige for at sikre USA's hegemoni, og for at dæmme op overfor indre omvæltninger og eventuel ydre aggression mod medlemmerne. (NATO blev oprettet i 1949, Anzus-forsvarspagten mellem USA, Australien og New Zealand i 1951, Seato i 1954 og Bagdadpagten i 1955, senere efterfulgt af Cento for Tyrkiet, Iraq, Pakistan og England. Selv om USA ikke var formelt medlem af denne sidste pagt, spillede USA en dominerende rolle.) Den anden årsag var Frankrigs nederlag i Indokina i 1954. USA var misfornøjet med Genèveaftalen, og Seato var et udslag af denne misnøje. (Se Vietnamkrigen)

Paktens vigtigste opgave var at støtte den senere nordamerikanske krigsføring i Indokina. Alle deltagerlande med undtagelse af Frankrig, England og Pakistan sendte tropper for at støtte den nordamerikanske krigsføring og således give USA's krig en mere international profil.

Efter USA's nederlag i Indokina var pagten kun en papirpagt, og den blev formelt opløst i 1977. Pakistan havde meldt sig ud allerede i 1973.

E.No.