Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Kvinder
Verden  .  Europa  .  Rusland
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Pædagogik  .  Undervisning
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 24.555
: :
Sasulitsj, Vera Ivanovna
Left
Rocks
2024-11-18 06:20
2024-11-13 05:59
2024-11-12 06:15

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Vera Sasulitsj
Vera Sasulitsj

Sasulitsj (1849-1919), russisk populist - narodnik - senere i 1883, en af grundlæggerne af «Arbejdets frigørelse» - den første russiske marxistiske organisation. Vera Ivanovna Sasulitsj er mest kendt for sit attentat mod generalguvernøren i St. Petersborg i 1878 og sin sensationelle frikendelse ved en russisk jurydomstol.

Vera Sasulitsj blev født på et lille gods i Smolenskguvernementet. Allerede som barn drømte hun om at befri bønderne i spidsen for en brigade af partisaner. Da hun som sekstenårig blev sendt til en pensionatskole i Moskva, læste hun på egen hånd tidens radikale forfattere og begyndte at betragte sig som socialist. I 1868 begav hun sig til St. Petersborg og tog arbejde i et bogbinderi som var organiseret efter kooperative principper. Istedet for fortsat at leve på bøndernes og arbejdernes bekostning, skulle selv unge adelskvinder nu tjene deres eget brød.

I fritiden underviste Sasulitsj på aftens- og søndagsskoler for hovedstadens arbejdere. Her mødte hun den revolutionære fantast Sergej Netsjajev, som senere måtte flygte fra Rusland efter at have myrdet en frafalden tilhænger af sin egen lille konspiratoriske organisation. Sasulitsj vægrede sig mod Netsjajevs forsøg på at hverve hende, men overlod ham sin adresse. Dette blev skæbnesvangert, og førte senere til at hun blev arresteret. Fire af sine bedste ungdomsår måtte Sasulitsj tilbringe i fængsel og forvisning, og dette styrkede hendes had til det system, der tillod en sådan vilkårlighed. Efter løsladelsen skaffede hun sig «en billet til folket» ved at aflægge jordemoreksamen og sluttede sig så til den militante «Kredsen af oprørere» i Kiev.

Hendes indadvendte og passive fremtoning førte mange af kammeraterne bag lyset. «Kun nogle få», skrev en af dem senere, «vidste at Vera Ivanovna ... havde egenskaber som kendetegner udvalgte naturer, sande helte». Da Kredsens planer om at fremkalde en bondeopstand i Tsjernigovdistriktet blev kulkastet, rejste Sasulitsj tilbage til St. Petersborg, hvor hendes evner skulle komme til udfoldelse.

Hovedstadens mægtige generalguvernør, Fjodor F. Trépov, gav sommeren 1877 ordre til, at en politisk fange skulle piskes, fordi han ved sit andet møde med Trépov i gården havde ladet være med at blotte hovedet. Dette vakte voldsom harme blandt narodnikerne, som sværgede hævn. Men da ingenting skete, tog Sasulitsj til slut sagen i egen hånd og skød Trépov på hans kontor. Hun gjorde ikke noget forsøg på at undslippe, og da skyldsspørgsmålet lod til at være oplagt, lod zaren sagen komme for en jurydomstol - en institution som først var blevet indført i Rusland ved retsplejereformen af 1864. En jury bestående af købmænd og lavere embedsmænd fandt tiltaltes begrundelse for sin handling overbevisende og frifandt hende! Da dette blev kendt, ophævede zaren dommen og gav ordre til at arrestere Sasulitsj igen. Men i mellemtiden var det lykkedes hende at tage over grænsen og til Schweiz, hvor hun kunne konstatere, at hun var blevet verdensberømt.

I Rusland havde Sasulitsj sat en bevægelse i gang, som det ikke stod i hendes magt at standse. Terrorismen greb voldsomt om sig, og al anden form for revolutionær virksomhed døde hen. Da narodnikernes organisation i 1879 blev splittet, sluttede Sasulitsj sig til Plekhanovs fraktion, som mente at terroren skulle begrænses til rent «selvforsvar». Men terrorismen tog fuldstændig overhånd og den moderate fraktion gik i opløsning. Dens ledere der emigrerede, orienterede sig snart i retning af marxismen.

Sammen med Plekhanov og Pavel Akselrod var Sasulitsj med til at danne gruppen «Arbejdets frigørelse», og hun viede sig helt og holdent til det teoretiske arbejde i den lille organisation, som til at begynde med kunne samles i én robåd på Genevesøen. Sasulitsj brevvekslede med Marx og Engels og oversatte flere af deres arbejder til russisk.

Først de hun var over 40, begyndte hun for alvor at skrive selv, og i 1890'erne kom der en lang række artikler fra hendes hånd. Mange af dem rettet mod «individuel terror». For øvrig var hun - som sine venner - engageret i den endeløse polemik med narodnikerne over spørgsmålet om kapitalismens uafvendelighed i Rusland. Populisterne mente, at Rusland kunne undgå en kapitalistisk udvikling og gå direkte fra bondesamfundet til socialismen.

Sasulitsj havde i 1881 skrevet til Marx for at udspørge ham om hans mening om Ruslands fremtid. I sit svarbrev - der blev en kilde til ærgrelse for de russiske marxister - skrev Marx - der i virkeligheden symptatiserede med terroristerne - at han var blevet overbevist om, at det russiske landsbyfællesskab, hvis det blev beskyttet mod de kræfter som truede med at opløse det, kunne blive udgangspunkt for en social genfødsel i Rusland. Det var velkendte tanker for de frafaldne narodniker i Zürich, som nu på trods af «Brevet til Sasulitsj» holdt fast ved, at socialismen i Rusland først kunne realiseres efter en periode med kapitalisme og borgerlig-liberalt demokrati. Ikke bønderne men den store masse af klassebevidste arbejdere ville indføre socialismen i Rusland.

Da emigrant-marxisterne grundlagde deres avis, Iskra (Gnisten), blev Sasulitsj valgt til medlem af redaktionen, men blev afsat under Det russiske socialdemokratiske Arbejderpartis anden kongres i 1903 (se Bolsjevik) - et led i Lenins plan for at svække de «bløde» Iskra folks indflydelse. Sasulitsj tilhørte allerede dengang Martovs «mindretalsmænd» (mensjeviki), og hun blev senere betragtet som en af mensjevikernes ledere.

Efter 1905 slog Sasulitsj sig atter ned i Rusland, og hun markerede sig i de år der fulgte som en uforsonlig fjende af bolsjevikkerne. Under verdenskrigen fulgte hun atter Plekhanovs eksempel og arbejdede aktivt for en mere effektiv russisk krigsindsats. Hun udtrykte ingen glæde over Oktoberrevolutionen, men hun blev alligevel højt beæret, da man i 1918 fejrede 40 års jubilæet for hendes historiske frifindelse. Da hun året efter døde, skrev Pravda: «I de senere år brød V. I. Sasulitsj med det revolutionære proletariat. Men proletariatet værdsætter hendes fortjenester i fortiden.»

M.B.N. / J.P.N.

Litteratur

W. Geierhos: Vera Zasulic und die russische revolutionäre Bewegung, München/Wien 1977.