Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Overvågningspolitiet i Norge blev i sin nuværende form opbygget fra 1947 efter instruks fra daværende justitsminister Oscar Christian Gundersen. Leder af opbygningen var Asbjørn Bryhn, som også var leder af dette særpoliti frem til 1966. Han kunne bygge på erfaringer, som politiet havde fra overvågningstjenesterne i 30'erne, samt egne erfaringer som leder af et overvågningsapparat organiseret fra Stockholm under 2. verdenskrig.

I begyndelsen havde dette særpoliti få ressourcer. Men ved starten på den kolde krig (1949-50) fik Overvågningspolitiet tilført hele 120 nye stillinger. Senere har bemandingen været nogenlunde konstant, og i dag arbejder omkring 260 politifolk i heltidsstillinger, fordelt på landets 52 politikamre. Halvdelen af disse arbejder i Oslo, hvor også den centrale ledelse - Overvågningscentralen - er placeret. Endvidere findes der 5 landsdelscentraler. Dette giver imidlertid ikke noget fuldstændigt billede af det totale overvågningsapparatet; Udover de 260 kommer de mange kontaktpersoner og rapportører på arbejdspladser, skoler, i pressen, de politiske organisationer m.m.

Overvågningstjenesten har overvejende været rettet mod national oppositionel og samfundskritisk virksomhed. I instruksen for tjenesten som var gældende helt frem til 1977 hed det, at Overvågningspolitiet skulle kortlægge og holde opsigt med personer, grupper og organisationer, som kunne tænkes at drive «efterretningsvirksomhed, propaganda, infiltration, sabotage og attentater m.v. for at svække landets forsvar og almindelige modstandsevne».

Overvågningschef Asbjørn Bryhn har påpeget, at det at være aktiv NATO- eller EF-modstander - drive propaganda - er virksomhed som bidrager til «at svække landets forsvar og almindelige modstandsevne», og skal overvåges. Politiet har derfor gennem alle årene overvejende rettet sin virksomhed mod aktiviteter og synspunkter, som har været kritisk overfor det bestående samfund. Overvågningsarbejdet har derfor været rettet mod socialister, kommunister, solidaritetsarbejdere, forsvarskritisk virksomhed, fagbevægelsen m.m.

Gennem hvervning af rapportører og agenter i organisationerne og på arbejdspladserne har politiet kunnet få tilgang til informationer om den indre aktivitet i de enkelte progressive organisationer og den aktivitet som deres medlemmer udviser. Også infiltration har været en acceptabel metode for Overvågningspolitiet. Gennem samtlige år har der eksisteret et tæt samarbejde mellem ledende personer i Arbejderpartiet, LO og Overvågningspolitiet. I adskillige år eksisterede der et udbygget selvstændigt landsomfattende net af rapportører indenfor Arbejderpartiet og LO. Politiet og Arbejderpartiledelsen har haft en fælles interesse i at kortlægge og slå ned på det, de har valgt at kalde «kommunistisk virksomhed» i fagbevægelsen og på arbejdspladserne.

På samme måde har Overvågningspolitiet haft et tæt samarbejde med ledelsen på de fleste af landets større virksomheder i forbindelse med ansættelser. Dette har været en del af det system, som kaldes sikkerheds-clearing, og personalecheferne eller sikkerhedscheferne ved 300 af Norges større virksomheder har gennem Overvågningspolitiet kunnet få informationer om, hvorvidt ansøgerne til stillinger har deltaget i socialistiske partier, deltaget i solidaritetsarbejde, har deltaget i protester mod NATO eller EF o.l. Til dette formål har Overvågningscentralen samlet information om over 250.000 personer.

Overvågningstjenesten spiller på et bredt set af virkemidler i sit arbejde. Metoderne som benyttes er bl.a. at registrere personer, som underskriver avisannoncer o.l., registrere avisskribenter og fotografere personer, som deltager ved demonstrationer og møder. Dette er overvejende åbne kilder, men Overvågningstjenesten nøjes ikke med det. Politiet har i henhold til loven adgang til at aflytte telefoner og åbne breve. Endvidere hverver den rapportører og infiltratører i fagbevægelsen og organisationer på venstrefløjen. I arbejdet med denne politiske registrering og overvågning er Overvågningspolitiet også gået så langt som til at oprette dækorganisationer med neutrale navne, som folk ikke kan forbinde med politiet og politisk overvågning. Dermed kan Overvågningspolitiet lettere få adgang til informationer, det ellers havde været afskåret fra. En af disse organisationer var Studiegruppen Edda.

Norsk overvågningspoliti har et nært samarbejde med Forsvarets efterretningstjeneste og Sikkerhedstjeneste. På samme måde samarbejdes der med og udveksles informationer med andre landes hemmelige tjenester - ikke mindst i NATO lande. Overvågningscheferne i NATO lande afholder endvidere fælles årlige møder.

I.J.