Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
I udviklingen frem mod udbruddet af anden verdenskrig indtager Münchenaftalen, indgået mellem Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Italien i september 1938, en særlig plads. Den åbnede for den første større revision af Versaillesaftalen fra 1919 (se Anden verdenskrig), ved at den ændrede Tjekkoslovakiets grænser således, at omkring to millioner tyskere kom «hjem til riget» - dvs. blev indlemmet i Tyskland. Aftalen blev indgået for at berolige den urolige tyske minoritet i Tjekkoslovakiet og tilfredsstille de tyske krav om at «uretten» fra Versailles skulle gøres god igen.
Münchenaftalen blev umiddelbart gjort til genstand for to forskellige fortolkninger. Set fra én side indebar den en fornuftig justering, et skridt mod fred i Europa ved at et kronisk uromoment i Tysklands udenrigsforbindelser blev elimineret. Specielt i den britiske politik der i 1930'erne blev ført som en «fredspolitik», blev Münchenaftalen opfattet på denne måde, og den britiske premierminister Neville Chamberlain - initiativtager til aftalen - blev hyldet af størstedelen af den britiske opinion som en fredens redningsmand. Samme hyldest modtog han fra Europas konservative.
På den anden side kunne aftalen imidlertid samtidig opfattes som en yderst farlig præcedens for, at det nationalsocialistiske Tyskland herefter skulle få lov til at bestemme Europas dagsorden, og at spørgsmålet om fred skulle blive ensbetydende med at imødekomme tyske krav. Ud fra tankegangen om at Hitlers appetit ville vokse og ikke aftage, hvis tyske krav blev tilfredsstillet, kunne Münchenaftalen ses som et skridt, ikke mod fred men mod krig. Desuden kunne den forstås som bedrageri mod den stat - Tjekkoslovakiet - som Versaillestraktaten havde oprettet på det gamle habsburgske riges ruiner, og som af geografiske årsager måtte bestå af flere nationaliteter. Dette var holdningen blandt liberale og socialister over det meste af Europa, skønt mange af dem delte højrefløjens lettelse over, at en kritisk situation trods alt var bilagt gennem en aftale.
Pessimisterne fik ret. Hitlers appetit voksede. Han fik bekræftet, at vestmagterne både lod sig bluffe af hans snak om Tysklands styrke, og truet af hans pågående udenrigspolitik. «Jeg kender dem, jeg så dem i München,» sagde han senere, da de mere forsigtige generaler ville holde igen under de kriser der hurtigt opstod på grund af indlemmelsen af resten af Tjekkoslovakiet og Polen.
Et «München» betyder fra dette tidspunkt en diplomatisk indrømmelse som på kort sigt køber fred, men giver næring til en fremtidig konflikt. En indrømmelse der gøres af større lande på bekostning af mindre.
Litteratur | ||
A. J. P. Taylor: Årsakene til 2. verdenskrig, Oslo 1967. | ||
Links til andre opslag i leksikonet | ||
Anden verdenskrig, Frankrig, Italien, Polen, Storbritannien, Tjekkiet, Tyskland | ||