Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Dette opslag er koncentreret omkring den danske arbejderbevægelses udgivelse af dagblade. Historisk daterer grundlæggelsen af den danske arbejderpresse sig til udgivelsen af Socialisten i 1871. Bladet blev udgivet i København og ændrede i 1874 navn til Social-Demokraten (SD). Et navn der blev bevaret frem til 1959, hvor det ændredes til Aktuelt.

1871-1914 Den vanskelige start

Arbejderpressen havde meget store problemer i sit første tiår, og det ændredes først, da typografen Emil Wiinblad i 1881 blev gjort til SD's redaktør. Fra at være et nærmest sekterisk medlemsblad forvandlede han bladet til et virkelig dagblad, hvor de teoretiske debatter måtte vige for aktualitetsstof. Dette sammen med opsvinget i klassekampen fra starten af 1880'erne medførte en eksplosionsagtig udvikling i oplagstallet. Fra 2.500 i 1881 voksede det til 10.000 i 1883 og ved udgangen af 1884 til 18.000. Samtidig blev bladet en god forretning, hvis overskud kunne bruges til opbygningen af den landsdækkende arbejderpresse og som tilskud iøvrigt til partiets arbejde.

Partiets provinspresse blev grundlagt af Harald Jensen og Emil Marott, da de i 1883 besluttede at udgive et ugeblad til fremme af socialdemokratiske ideer i Århus. Det skete uden forudgående aftale med SD og for Jensens egne midler. De var begge ansat på Aarhus Amtstidende, hvis tekniske faciliteter blev stillet til rådighed, hvorfor udgifterne pr. nummer var begrænsede. Det nye blad kom til at hedde Socialdemokratisk Ugeblad og udkom med sit første nummer 19. juni 1883 - i det første kvartal med ca. 200 abonnenter. Trods en vis fremgang var Jensens egne midler brugt op efter de første 9 måneders bladdrift, men ny kapital blev fremskaffet gennem dannelsen af en bladforening. Samtidig med den økonomiske omlægning blev også organisationen lagt om, så den kom til at ligne SD's. Der blev etableret en såkaldt kontrahentforsamling bestående af andelshavere, og ud af dennes midte valgtes en kontrolkomité, der skulle føre den nære kontrol med bladets drift. Alligevel havde bladet fortsat økonomiske problemer, og de to redaktører måtte derfor i juli 1884 henvende sig til partifællerne i København, der bevilgede de nødvendige midler til bladet i Århus, og den 1. oktober 1884 blev ugebladet afløst af dagbladet Demokraten. De følgende 10 år var særdeles vanskelige, og bladet måtte gentagne gange have økonomiske tilskud fra København. Først fra 1895 begyndte det at give overskud, og 2 år senere havde det tilkæmpet sig pladsen som byens største dagblad. Men hovedformålet var ikke at opvise et godt årsregnskab, men derimod at sikre de socialdemokratiske ideers størst mulige udbredelse. Det skete især ved, at Demokraten i årene 1887-1909 skabte en lang række aflæggerblade i Randers, Horsens, Ålborg, Esbjerg, Silkeborg, Skanderborg, Herning, Viborg, Skive, Thisted samt Mors. Den udvikling var særdeles vigtig for partiet, fordi aflæggerbladene og lokalkontorerne blev kraftcentre i den socialdemokratiske agitation.

Fra 1888 blev ejendomsstrukturen i arbejderpressen ændret, således at ejendomsretten blev overdraget til SD i København. Alle partiets blade kom derved under én økonomisk ledelse. Venstreoppositionen i partiet undgik med nød og næppe denne kontrol, da den i 1889 startede udgivelsen af Arbejderen, der blev udgivet af en «særlig litterær forening».

Udbygningen af den socialdemokratiske dagspresse fortsatte meget målbevidst og systematisk. Partiets kongresser i 1890 og 91 henstillede, at der blev oprettet lokale partiorganer, så snart bevægelsen i den enkelte by kunne bære dette. Det førte bl.a. til, at der fra december 1895 udkom et ugeblad i Odense, der fra oktober 1896 blev omdannet til Fyns Social-Demokrat under ledelse af Emil Marott fra Demokraten i Århus. Snart blev der fremsat lignende krav om støtte til bladoprettelse fra Helsingør, Næstved, Kolding og Lolland Falster, og i 1899 oprettedes Sydsjællands Social-Demokrat. I Nordsjælland nøjedes man i første omgang med at oprette lokale kontorer for hovedorganet i København. Man frygtede nemlig, at for mange lokale blade ville stjæle abonnenter fra hovedorganet. I tiden op til 1. verdenskrig opbyggede SD som Demokraten et net af aflæggerblade, og omkring 1914 var Danmark omspændt af et net af socialdemokratiske dagblade.

1918-40 Konkurrence om dagbladsmarkedet

Perioden efter 1. verdenskrig skabte problemer for SD. Der var tale om prisforhøjelser, arbejdsløshed og dyrtid der gav arbejderne færre penge at holde avis for. Samtidig blev der flere om dagbladsmarkedet. Baggrunden var oktoberrevolutionen i Rusland, der internationalt og også i Danmark splittede arbejderbevægelsen. I 1918 brød en gruppe ungsocialister med Socialdemokratiet og dannede Det uafhængige Socialdemokrati. Som deres talerør oprettede de i marts 1918 eftermiddagsbladet Dagens Ekko, der allerede samme år nåede et oplag på ca. 10.000.

Fagoppositionens Sammenslutning (FS) har gennem verdenskrigen fået stigende tilslutning på et syndikalistisk grundlag. Den udsendte bladet Solidaritet. Først som ugeblad men fra november 1918 som dagblad med Chr. Christensen som redaktør.

Flere afskalninger fulgte fra Socialdemokratiet. En gruppe brød ud og dannede Danmarks Socialistiske Arbejderparti (Venstresocialisterne) og udgav fra marts 1918 ugebladet Klassekampen med Marie Nielsen som redaktør - fra 1. oktober som dagblad.

SD mistede mange læsere til de nye blade. Ikke blot pga. deres eksistens men også pga. den politiske udvikling i perioden. SD forsøgte at bremse udviklingen ved at begynde udgivelsen af eftermiddagsbladet Klokken 5 fra oktober 1918. Efter nogen modgang nåede det i 1919 op på et oplagstal på 14.000, men det kom under pres fra de nye eftermiddagsblade, Ekstrabladet og især BT. Udgivelsen blev flyttet frem til frokost, hvilket rettede oplagstallet op, men i kriseperioden omkring 1930 var den gal igen, og SD besluttede at lukke sit frokostblad.

Men også de venstreorienterede dagblade blev ramt af krisen. Klassekampen blev sluttet sammen med Arbejdet i november 1919, der i maj 1921 blev sluttet sammen med Solidaritet for at danne Arbejderbladet.

SD stagnerede gennem 1920'erne. Der var flere årsager hertil. Med socialdemokrater i regeringen blev det et regeringsorgan i 1924-26 og atter fra 1929; den voksende mængde reklamer gik den socialdemokratiske presse forbi og forringede dermed forholdsvis det økonomiske grundlag; og endelig medførte oprettelsen af mange lokale Social-Demokrater at abonnementsunderlaget for hovedorganet skred. Der måtte ændringer til. Frederik Borgbjerg der havde været bladets redaktør i 1911-24 og 1926-29 blev erstattet af friske kræfter, der blev anskaffet en ny rotationspresse, der muliggjorde farvesider, og endelig blev indholdet af avisen gjort bredere og mindre politisk. Efter disse ændringer lykkedes det at fastholde oplaget på omkring 60.000 på hverdage.

På venstrefløjen nød DKP godt af kriseudviklingen fra slutningen af 20'erne og opprioriterede sit bladarbejde. Fra 1932 udsendtes partiets avis, Arbejderbladet to gange ugentligt, og fra januar 1934 blev det dagblad. Det var stærkt præget af partiets paroler, men havde samtidig nogle kvalificerede skribenter i form af bl.a. Martin Andersen Nexø og Hans Kirk. Men i juni 1941 blev bladet lukket af tyskerne med kommunistloven.

SD havde atter monopol på bladmarkedet, men alligevel gik det tilbage, hvilket må ses på baggrund af, at det var et regeringsorgan, der nu skulle forsvare regeringens indrømmelser overfor den tyske besættelsesmagt, rationeringer, lønstop og samarbejdspolitikken (se Besættelsestiden) og samtidig skulle det fordømme de ulovlige strejker. Det var ikke populært - oplaget gik ned.

1945-59 Kold krig

Straks verdenskrigen var slut, kastede DKP sit nye dagblad, Land og Folk på gaden. Under krigen havde det været illegalt månedsblad, men overtog nu det tidligere nazistiske dagblad Fædrelandets trykkeri. Det blev straks umådeligt populært og overgik efter få måneder SD i oplagstal. Ledelsen lå i hænderne på Børge Houmann, der før krigen også havde været forretningsfører for Arbejderbladet. Fra maj 1946 omlagdes bladet fra at være en aftensavis til at være et morgenblad, og fastholdt frem til begyndelsen af 50'erne en stor interesse på arbejdspladserne. Alligevel gjorde den voldsomme socialdemokratiske politiske offensiv hurtigt indhug i oplaget. Land og Folk mistede frem til 1950 omkring halvdelen af oplaget. DKP forsøgte sig i en periode også med lokale blade som konkurrenter til de socialdemokratiske blade, men mistede hurtigt pusten og koncentrerede sig om Land og Folk.

Krisen ramte ikke blot DKP's presse. Også SD og de socialdemokratiske provinsaviser gik yderligere tilbage gennem 50'erne. I 1959 gennemførte Socialdemokratiet derfor en betydelig kursændring i sin bladpolitik:

• tilskuddet fra fagbevægelsen blev drastisk forøget
• avisernes ideologiske signalværdi blev nedtonet. SD (Social-Demokraten) tog navneforandring til det politisk mere ubestemmelige Aktuelt, og i provinsen kom de lokale aviser til at hedde Bornholmeren, Folkebladet, Sønderjyden og Ny Tid. Samtidig forsvandt parolen, «Frihed, lighed, broderskab» fra avisernes hoveder.

1960- Stadig tilbagegang

Ændringerne gav for en kort periode oplagsfremgang, men fremgangen blev atter hurtigt vendt til stagnation og i 1960 blev det besluttet at nedlægge en række af de tidligere selvstændige aviser i provinsen. det forstærkede kun tilbagegangen. I perioden 1964-69 faldt oplaget 9 % i København og 11 % i provinsen.

I 1969-70 blev det besluttet at rationalisere bladdriften. Partiets aviser skulle fremover produceres på to nybyggede trykkerier i Hillerød og Erritsø. Samtidig blev det lokale stof inddraget som sider i hovedorganet, Aktuelt, der samtidig skiftede til tabloidformat. Men nedgangen fortsatte, i november 1971 blev lokalstoffet derfor fjernet fra avisen og i 1974 blev trykkeriet i Erritsø solgt fra. Demokraten i Århus forsøgte i 1972 at gå sine egne veje, brød med A-pressen og blev omdannet til aktieselskab. Det gik ikke. I 1974 måtte trykningen overlades til Jyllandsposten og i august samme år indstillede det gamle blad sine betalinger.

Flagskibet Aktuelt er siden da flere gange blevet relanceret, senest som Det ny Aktuelt, men efter kortvarig fremgang er det atter blevet ramt af stagning og tilbagegang. Det er i dag derfor afhængigt af massive direkte og indirekte tilskud fra fagbevægelsen. Denne udvikling må ses på baggrund af udviklingen af de elektroniske medier siden 2. verdenskrig (se Massemedier) - radio og TV. Det fik i starten af 80'erne Socialdemokratiet til at omdefinere sin mediepolitik og forsøge at få et fodfæste indenfor de elektroniske medier. Forsøg der kom til at koste bevægelsen flere hundrede millioner kr. og som i sidste ende ikke fik den ønskede gennemslagskraft.

En anden årsag til oplagstilbagegangen er, at arbejderpressen ikke kan tiltrække lige så store annonceindtægter som den borgerlige presse. Tilskuddene til den borgerlige presse i form af annonceindtægter overstiger langt hvad fagbevægelsen er i stand til.

Den 5. april 2001 opgav LO kampen og meddelte, at landsorganisationen indstillede sine årlige tilskud på 60 mio. kr til Aktuelt. Konsekvensen var, at bladets sidste udgave blev sendt på gaden 6. april.

Også DKP's presse præges af denne udvikling. Fra et topniveau på over 60.000 i 1946 falder oplaget til 17.000 i 1953 og videre til 7.700 i 1960. I denne periode er årsagen dog især det antikommunistiske klima under den kolde krig og DKP's nære tilknytning og forsvar for overgrebene i Østblokken - bl.a. Warzawapagtens invasion af Ungarn i 1956. I 1970 var oplaget faldet til 5.500. DKP's fremgang i 1970'erne hvor partiet atter kom i Folketinget gav en vis fremgang for bladet, og det samme gjorde partiets EF arbejde og senere fredsarbejde i 80'erne. Afmatningen på venstrefløjen i 80'erne ramte imidlertid også Land og Folk. I 1987-88 forsøgte partiet at brede avisen ud og gøre den til hele venstrefløjens avis, men uden tilstrækkelig held. Bladet måtte lukke i december 1990.

Sprængningen af DKP i 1958 skabte et nyt parti, SF, der fik stor parlamentarisk tilslutning. Men partiet var ikke lige så dygtigt til at samle abonnenter til en avis. I maj 1970 forsøgte det at lancere sin egen avis, Minavisen, men den gik ned efter få år. Den blev i 1978 erstattet af Socialistisk Dagblad, men trods det at udgiverkredsen i 1982 blev udvidet til også at indbefatte VS, måtte SoDa lukke i juni samme år.

Eneste tilbageværende dagblad til venstre for Socialdemokratiet er i dag derfor Dagbladet Arbejderen, der udgives af DKP/ML. Bladet startede i 1978 og overgik fra 1982 til dagblad, efter at det var lykkedes at skaffe en billig rotationspresse. Bladet havde siden 78 været «Centralorgan for DKP/ML». Det er det fortsat, men fik fjernet parolen fra sit hoved i starten af 90'erne. Fjernet blev også Stalin og flere andre ældre koryfæer. Bladet har dog åbnet sig overfor resten af venstrefløjen, og har derfor formået at tiltrække en del af det lukkede Land og Folks læsere og har med 4 ugentlige udgaver et oplag på ca. 5.000. Udgivelsen er dog som for de socialdemokratiske blade i slutningen af det 19. århundrede afhængig af stor offervilje fra partiets medlemmer og årlige indsamlinger blandt læserne.

Arbejderpressen har sammenfattende tabt kraftigt terræn de sidste 70-80 år. Både til den borgerlige presse - således at Ekstrabladet i dag sandsynligvis er den største arbejderavis - og til radio og TV. Det har drastisk reduceret arbejderbevægelsens muligheder for at nå ud direkte til sine medlemmer.

A.J.