Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Lu Hsun (1881-1936), anset for at være Kinas største forfatter og kulturpersonlighed i det 20. århundrede. På det litterære område var han banebrydende for den kritiske realisme under 4. maj-bevægelsen. Som en af de første skildrede han den jævne, ludfattige kinesers problemfyldte liv. Han var ligeledes en vigtig foregangsmand for tidens sprogreformbevægelse. På et bredere samfundsmæssigt plan arbejdede han med sine krasse «kommentarer» i essayform til dagsaktuelle politiske begivenheder som reformator. Han deltog også direkte i den politiske kamp, bl.a. ved at skjule politiske flygtninge. Han undslap heller ikke selv Kuomintangs forfølgelser.

Lu Hsun var en af de mange intellektuelle, som efter en desillusionerende oplevelse af den borgerlige revolution i 1912 (kejserdømmets fald) bevægede sig mere og mere mod venstre, for til slut at gå ind for Kommunistpartiets strategi og politik. Lu Hsun blev alligevel aldrig medlem. Intellektuelt bevægede han sig samtidig fra darwinismen og andre udviklingsteorier over mod marxismen, som han særligt studerede de sidste år af sit liv.

Klassemæssigt tilhørte han embedsstanden og fik en traditionel konfusiansk uddannelse. Han arbejdede senere indenfor flere forskellige teknisk/videnskabelige erhverv, før han i 1902 drog til Japan for at blive læge. Siden afbrød han studierne, fordi han mistede troen på sit kald, da han indså, at kineserne i lige så stor grad trængte til åndelig som til fysisk hjælp: Uden selvrespekt og tro på egne kræfter og muligheder ville de aldrig kunne rejse sig mod uretfærdighed og ydre og indre fjender. Fra 1909 arbejdede han som lærer i sit hjemland - bl.a. ved forskellige universiteter og højskoler.

Allerede i 1907 begyndte hans sin store indsats for at gøre udenlandske kunstnere og videnskabspersoner kendt for det kinesiske publikum - dels i introducerende artikler, dels ved oversættelser, antologier og kommentarer til deres værker. Han tog også tidligere ubehandlede emner fra den kinesiske litteratur- og kulturhistorie op.

I 1918 var Lu Hsun med til at starte tidsskriftet «Ny Ungdom», der skulle spille en vigtig rolle i en ny kulturel strømning kendt som «4. maj-bevægelsen» af 1919. Samme år udkom hans første fortælling, «En gal mands dagbog», som var det første kinesiske forsøg på at skrive seriøst i et mere mundtligt sprog. Bogen vakte sensation - bl.a. pga. sit krasse samfundssatiriske indhold. I 1922 udkom «Den sande fortælling om Aku» dvs. om denne bondes triste skæbne og apatiske holdning til sit liv, og i 1924 «Velsignet nytår» (eller «Nytårsofferet», «Nytårsfest») som handler om kvinders håbløse slaveri under de fire traditionelle konfusianske autoriteter: Staten, slægten, manden og religionen. Disse er hans mest kendte fortællinger (noveller). Tilsammen udgav han 34 noveller fordelt på 3 samlinger og en samling prosadigte («Ugræs»); Dette er hele hans skønlitterære produktion.

Han er imidlertid lige så kendt for sine talrige essays i samfundskritikkens og oplysningens tjeneste. Forelæsningen «Hvad der hændte da Nora gik» (1923) behandler bl.a. betydningen af økonomisk uafhængighed i forbindelse med kvindens frigørelse og Noras muligheder for at overleve udenfor familien.

I essayet «Litteraturen i en revolutionær periode» ser han - i modsætning til mange af sine samtidige - meget pessimistisk på litteraturens muligheder som påvirkningsfaktor under en revolution, idet han betragter den som et overskudsfænomen, der må komme efter krigens nødvendigheder.

I 1930 var han med til at stifte Ligaen af Forfattere på Venstrefløjen - Venstreforfatternes Forbund - som repræsenterede en formel og midlertidig samling af forskellige fraktioner på venstrefløjen. Lu Hsun er også kendt som den store fornyer af træskærerkunsten i Kina. Traditionelt har denne kunstform solide rødder i det kinesiske samfund. Lu Hsun ville kombinere gammel teknik med nye metoder og samfundskritiske motiver og formåede at inspirere en ny, bred strømning på dette område. Han introducerede moderne, vestlige kunstnere som Käthe Kollwitz og Anders Zorn.

Mao Tse-tung henviste i flere taler til Lu Hsun som et eksempel til efterligning, og hans skrifter studeres stadig ivrigt i Folkerepublikken.

B.L.