Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Listesagen i Oslo byret blev gennemført fra 14. februar til 9. marts 1979. Navnet fik den af den hovedtiltalte, kontorchef Ivar Johansen, der havde udarbejdet lister over de hemmelige tjenester i Norge. Fra 1972 til 1977 havde han ved brug af åbne kilder formået at danne et ret præcist billede af organisation, arbejdsfelt, arbejdsmåde og mandskab i politiets efterretningstjeneste (O-tjenesten), forsvarets efterretningstjeneste (E-tjenesten) og sikkerhedstjenesten (T-tjenesten).
Formålet var at skrive en bog om de hemmelige tjenester. Dels for at afdække den ulovlige overvågning af lovlig politisk virksomhed og dels E-tjenestens samarbejde med USA.
Da han i sommeren 1977 afleverede kildematerialet til Sosialistisk Venstrepartis ugeavis Ny Tid, beslaglagde politiet det, før redaktionen havde vurderet, hvad den skulle offentliggøre. Men Ny Tid nåede alligevel at afsløre, at det norske efterretningsvæsen i samarbejde med CIA havde uddannet finske statsborgere i spionage og sabotage mod Sovjetunionen (Blindhemsagen). Dette var foregået i Finland i 1953.
I listesagen anvendte man for første gang i norsk retshistorie de såkaldte spionageparagraffer (§90 og 91 i straffeloven), selv om anklagemyndigheden indrømmede, at der ikke var tale om spionage.
Anklagen så også bort fra det ansvar redaktøren for Ny Tid, Audgunn Oltedal havde. Der var i starten rejst tiltale mod journalisterne Ingolf Håkon Tegene og Jan Otto Hauge. Derudover blev informationschef Trond Jensen tiltalt for at have passet på og kopieret kildematerialet.
I listesagen blev 27 vidner afhørt. Bl.a. tidligere statsminister Per Borten, tidligere justitsminister Jens Haugland og tidligere formand i Stortingets retsudvalg, Bjørn Unneberg, som alle gav ny næring til mistanken om, at lovlig politisk virksomhed blev overvåget ulovligt. Efterretningschefen indrømmede som vidne, at O-tjenesten havde fotograferet demonstranter mod Vietnamkrigen.
Retten slog fast, at der ikke var noget af Ivar Johansens kildemateriale som var hemmeligstemplet - undtagen en af forsvarets adressebøger med graderingen «Begrænset». Alligevel kom retten frem til, at materialet måtte betragtes under et, og at hovedtiltalte «retsstridigt havde taget noget i forvaring, som burde holdes hemmelig af hensyn til statens sikkerhed».
Retten fandt, at den enkelte samfundsborger ikke havde ret til «efter eget skøn at indlede undersøgelser af de hemmelige tjenester». Pressen havde heller ikke ret til at «besidde materiale der bør hemmeligholdes». Journalister kunne rammes af §90 og 91 i straffeloven, selv om de handlede på vegne af redaktøren. Dommen slog fast, at listesagen ikke var nogen spionsag, og at det ikke var let at afgøre strafudmålingen, da der ikke tidligere havde været noget tilsvarende sag.
Ivar Johansen blev dømt til delvist betinget fængsel i et år. Han fik alligevel 60 dages ubetinget fængsel med fradrag af 52 dages varetægtsarrest, men slap for at afsone denne straf. Ingolf Håkon Tegene og Jan Otto Hauge blev dømt til henholdsvis 120 dages og 6 måneders betinget fængsel. Trond Jensen fik 60 dages betinget fængsel med fradrag af 27 dages varetægstarrest. Prøvetiden blev for alle fire sat til to år, og alle ankede dommen til landsretten, subsidiært højesteret. Af 192 bevisgenstande holdt retten fast ved, at 107 skulle beslaglægges. Disse blev af de militære sagkyndige vurderet at have værdi for efterretningsvæsenet.
Presseorganisationerne anså dommen i listesagen for et angreb på pressefriheden, og det vakte opsigt, at redaktøransvaret blev «udslettet med et pennestrøg». Lovudvalget i Norsk Presseforbund rejste spørgsmål om at ændre straffeloven, sådan at redaktøransvaret blev klarere.
Listesagen viste, at undersøgende journalistik skaber problemer i forhold til lovgivningen. Man kan drage den slutning af dommen, at hvis folk i opposition til den eksisterende forsvarspolitik indsamler information blot på baggrund af avisartikler, kan Forsvaret hævde, at man har skaffet sig graderede, hemmelige oplysninger. Dermed kan man blive straffet for det.
I praksis findes der ingen regler for indsamlingen af materiale, der ikke er gjort offentlig. Redaktøren har efter Norsk Redaktørforenings opfattelse - på samme måde som i Sverige - ansvaret for kildematerialet. Ifølge vesttysk lov kan ingen journalist blive straffet for at offentliggøre fortrolige dokumenter. Kun de der har givet journalisterne materialet kan straffes.
Litteratur | ||
H. Elvik (red.): Politi - Presse - Overvåking. Hvitbok om listesaka, Oslo 1977. | ||
Links til andre opslag i leksikonet | ||
CIA, Finland, Hemmelige tjenester, Norge, Overvågning i Norge, Rusland, SV, Sverige, USA, Vietnamkrigen | ||