Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Den russiske revolution i 1917 forandrede ikke kun de politiske og økonomiske forhold, men gjorde det samtidig muligt for arbejderklassen at gøre sig uafhængig af den borgerlige kulturpåvirkning og deltage i det kulturelle liv. En konference i Petrograd umiddelbart før oktoberrevolutionen krævede en fuldstændig kulturel selvstændighed for arbejderklassen. Arbejderne skulle have mulighed for at udvikle deres skaberevne på områder, som hidtil havde være forbeholdt den borgerlige intelligens, nemlig videnskab og kunst. Målet var en «proletarisk kunst», som kun kunne skabes af proletariatet selv. Ældre kunst havde ringe betydning for det nye samfund. Parallelt med denne udvikling frem mod en proletarisk kunst sluttede fremtrædende kunstnere sig til revolutionen. De repræsenterede nye kunstretninger som futurisme og konstruktivisme (gadedekorationer, plakatkunst) og udgav tidsskrifterne «Iskusstvo Kommuny» og «Gaseta Futuristov».

Denne proletariske kunst havde sin blomstringsperiode mellem 1917 og 1921 og omfattede områder som litteratur, teater, maleri og musik, men også pædagogik og videnskab. I 1917 havde de fleste fabrikker, kontorer og arbejderklubber fået teatergrupper, studier af maleri, skulptur og grafik. Året efter blev den første prolekult-konference afholdt og tidsskriftet «Proletarisk kultur» grundlagt. Aktiviteterne blev heller ikke standset af borgerkrigen. I 1920 var flere mennesker organiseret i proletariske kulturgrupper end i bolsjevikpartiet, som i nogen udstrækning følte sin autoritet truet på det kulturelle område.

Forsøgene med en proletarisk kultur afspejlede for det første optimismen efter revolutionen og for det andet Ruslands urbanisering og industrialisering. Således blev der til oktoberrevolutionens treårsdag fremført et stykke om stormen på Vinterpaladset, hvor 10.000 aktører deltog, understøttet af fly, skibe, kanontorden og sirener. Ved andre anledninger opførtes en «maskinkoncert», som skulle give udtryk for den industrielle rytme. Arbejderuniversiteter blev grundlagt for at udarbejde en proletarisk encyklopædi, pædagoger arbejdede med et nyt skolesystem, som skulle sikre forbindelse med produktionslivet og dermed skabe nye værdier i undervisningen. Kunstakademierne blev omdannet til laboratorier, der skulle udforske nye kunstneriske materialer og udvikle en ny kunstteori. Desuden blev der arbejdet med at udvikle en ny småbørnspædagogik (V. Schmidt). Kunstnere som Le Corbusier, El Lissitsky, Chagall, Tatlin, Majakovskij og Kandinsky fik offentlige opgaver eller stillinger. Også i de mellemmenneskelige forhold skulle et nyt værdisystem skabes. Kvindernes frigørelse fra den autoritære patriarkalske familieform blev fra 1917 anset for en vigtig opgave. Men på grund af manglende materielle forudsætninger lod alt sig ikke gennemføre på en tilfredsstillende måde.

Den ny økonomiske politik (NEP) indledte fra 1922 et nyt politisk klima, den proletariske kulturbevægelse blev splittet og kunstnernes entusiasme ebbede ud. Senere blev det benægtet (Trotskij), at der i det hele taget fandtes muligheder for en selvstændig proletarisk kultur. Censurbestemmelserne og kravet om en «socialistisk realisme» standsede alle videre forsøg på at udvikle en proletarisk kultur.

E.Lo.