Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Husarbejde er det arbejde som må gøres i et hjem, for at dets beboere kan føle, at deres standarder med hensyn til orden, hygiejne og ernæring er varetaget.

Alle laver husarbejde. Ifølge en undersøgelse fra 1988 bruger voksne knapt 3 timer dagligt på husarbejde, men fordelingen er skæv. Mens kvinderne bruger 4 timer, bruger mændene under 2 timer.

Arbejdet i hjemmet kan opdeles i følgende opgaver:

1. Produktion af mad, tøj og andre genstande.
2. Reparation og vedligehold af tøj og andre genstande.
3. Rengøring og oprydning.
4. Indkøb.
5. Administration.
6. Omsorg for og pleje af børn, syge og gamle.
7. Opdragelse af børn.
8. Personlige tjenester overfor andre voksne i husholdningen.

Kun de 4 første opgaver er i streng forstand husarbejde. Men i hverdagen kan det være vanskeligt at skelne dem fra hinanden, fordi der ofte må varetages flere arbejdsopgaver på én gang. Vi skal derfor ikke her skelne husarbejdet fra det andet hjemmearbejde, men behandle det under et. Hjemmet kan betragtes som en virksomhed. Ved hjælp af arbejdsindsats og teknologi bliver råvarer forvandlet til færdige produkter. Produkterne er dels konkrete og håndgribelige som mad og klæder, eller de er tjenester som vask, rengøring og pleje. Mange af «produkterne» er ikke lette at måle - det gælder bl.a. omsorg, varme og børneopdragelse.

	Opgaven udføres af (%)
	Kvinden	Manden	Begge	Andet*
Tøjvask	78	4	15	3
Aftensmad	57	9	29	6
Rengøring	49	3	35	13
Daglige indkøb	49	11	36	5
Morgenmad	38	19	3 l	12
Betale regninger	33	32	34	l
Passe 0-2 årige børn	30	1	66	4
Opvask	24	11	40	24
Borddækning	16	7	31	46
Havepasning	15	36	42	7
Indendørs reparationer	5	75	19	1
Udendørs reparationer	4	87	8	1
Kvinder og mænds arbejdsdeling i parfamilier med børn i 1989 *Andet omfatter barn/børn, voksne og børn i fællesskab/på skift samt hele familien. (Bjarne Hjort Andersen: Børnefamiliens dagligdag, Socialforskningsinstituttet 91:6.)

Men produktionen i hjemmet adskiller sig fra produktionen i virksomheder ved at der produceres ud fra behov og ikke for et anonymt marked, hvor motivet er profit og økonomisk vækst. En arbejder ved ikke hvem han producerer for eller om arbejdet virkelig dækker et reelt behov. Han får et fremmedgjort forhold til sit produkt. I hjemmet kan man følge sit produkt fra indkøb af råvarer, til de er forbrugt. Men til gengæld har personen ringe magt i forhold til de ydre økonomiske processer i samfundet, som bestemmer arbejdssituationen. Der er tale om «fremmedgørelse».

Ændringer over tid

Vi har ikke tilstrækkelig med data som gør det muligt at analysere husarbejdets forandring over tid. Men undersøgelser fra USA tyder på, at husarbejdet er blevet mindre tidskrævende, mens barnepleje og indkøb er øget.

Det kan fastslås i dag, at hjemmet ikke længere er noget produktionsfællesskab, men et forbrugsfællesskab. En vare er pr. definition forbrugt i det øjeblik, den er solgt til en privat husholdning. Der foregår ikke længere så megen produktion af varer fra bunden af i hjemmene, men tingene vi omgiver os med er blevet flere, og kravene til standard er øget. Forbrug er tidskrævende, fordi det kræver arbejde til vedligehold, indkøb og administration. Hjemmet som forbrugsfællesskab er en konsekvens af, at naturaliehusholdningen er forsvundet, og at pengeøkonomien dominerer. Det er ikke muligt ud fra dette, logisk at drage den konklusion at fordi familien er et forbrugsfællesskab, ville forbruget blive mindre, hvis den traditionelle familie forsvandt, som enkelte radikale ideologier har været inde på.

Det er rigtigt, at hjemmet ikke længere er noget produktionsfællesskab. Husarbejdet er blevet rationaliseret, med flere tekniske hjælpemidler og ved at arbejdet er blevet overført til industrien. Dette er arbejdsbesparende og gør arbejdet mindre fysisk krævende.

Antallet af børn og børnenes alder er ofte det mest udslagsgivende for arbejdsbyrden i et hjem. Ægtepar med børn på 7 år eller ældre bruger 5,7 timer pr. dag til husarbejde. I perioder med børn i huset vil arbejdet i et hjem ofte tage en hel arbejdsdag. Halvdelen af alle de kvinder som har arbejde udenfor hjemmet og som har forskolebørn, har over 11 timer arbejdsdag.

Kvindearbejde

Husarbejdet har altid været og er fortsat overvejende kvindearbejde. Selv i de familier hvor kvinder har taget deres del af forsørgeransvaret, har manden ikke til gengæld taget sin del af husarbejdet eller omsorgsarbejdet. Mænd bruger under 2 timer pr. dag på husarbejde, mens kvinder bruger over 4 timer. Og kvinderne bruger over 3 gange så megen tid på børnene som manden.

Mænds husarbejde bliver ikke særlig påvirket af antallet af børn, eller om kvinden har erhvervsarbejde eller ej. Mænd udfører dog noget mere vedligeholdsarbejde end husarbejde. Dvs. at mænd udfører mere af det «husarbejde» som fremtræder som mere varige resultater. Kvinden gør det arbejde, som må gentages og hvor resultaterne er mere usynlige.

Landmænd og mænd i de traditionelle arbejdererhverv indenfor industri, bygge og anlæg, bruger mindst tid på husarbejde. Dette er erhverv som ofte har lang arbejdstid (og arbejdsvej), men forklaringen må sandsynligvis også søges i en mere traditionel kønsrolleopfattelse.

Erhvervsaktive kvinder er også husmødre. 80 % af de deltidsarbejdende kvinder siger, at de først og fremmest føler sig som husmødre, og det gælder også mange af de heltidsarbejdende. Eftersom lønnet arbejde udenfor hjemmet og husarbejde er konkurrerende aktiviteter hvad angår tid, må de 4 timer pr. dag som disse dobbeltarbejdende kvinder bruger på hjemmearbejdet betragtes som nødvendig tid til dette arbejde. Kvinder er altså i virkeligheden kun ledige til en halv dag på arbejdsmarkedet, og dette må der tages hensyn til i ligestillingspolitikken. Så længe mænd ikke ændrer deres rolle, vil kun de kvinder som har råd til at købe sig fri fra husarbejde have mulighed for ligestilling med manden på hans præmisser.

Hvis vi ser på indholdet af arbejdet, har mange kvinder «husarbejde» som lønnet arbejde. Som konsekvens af at et stigende antal kvinder går ud i erhvervslivet, vil behovet for «erstatningspersoner» på hjemmefronten øge - og disse er også kvinder.

Det er hjemmehjælpere, pædagoger og rengøringsassistenter. Udviklingen afspejler sig bl.a. på institutionsområdet, hvor antallet af institutionspladser for børn i Danmark er øget fra 290.000 i 1988 til 519.000 i 1998. Det svarer til en udvidelse af indskrivningsprocenten for de 0-13 årige fra 35 % til 58 % i samme periode. Noget af arbejdet i hjemmet er i den forstand blevet samfundsmæssiggjort i takt med at kvinder i stigende grad er blevet trukket ind på arbejdsmarkedet.

Fælles for dette lønnede «erstatningsarbejde» er imidlertid, at det er lavtlønnet og har lav status. Det er derfor problematisk at hævde, at kvinder slipper for det «nedbrydende, barbariske og sløvende» husarbejde (Lenin), hvis de tager lønnet arbejde.

Husarbejde er uden faste grænser for arbejdet, uden standarder og belønninger. Det opleves som monotont, opsplittet og ensomt. Det er rutinearbejde med meget få udfordringer. På den måde har det meget tilfælles med industri- og kontorarbejde. Denne oplevelse er fælles for kvinder i de forskellige klasser. Man kan sige, at middelklassens kvinder har oplevet en «proletariseringsproces».

Husarbejde er lavstatus-arbejde. Men hvorfor har husarbejde status af «ikke-arbejde»? 1. Det er ulønnet. I vort samfund er det penge som giver status. 2. Det er personlige tjenesteydelser og som oftest ufaglært arbejde. 3. Det er «usynligt». Det mærkes ikke, før det ikke bliver gjort. 4. Mange gør det i fritiden, og det får da status af fritidsbeskæftigelse. 5. Det er ikke effektivt, målt med effektivitetsmål fra produktionen.

Alternative beskrivelser

Dette er det kapitalistiske mandssamfunds syn på husarbejde. En alternativ beskrivelse er, at husarbejde er omsorg og fornuftig ressourceforvaltning. Husmoderen forvalter værdier som uegennyttige og varetager andres behov. Når husmødre beskrives som usikre, passive og uinteressante, kan en alternativ tolkning være, at de er varsomme, antiautoritære og ikke specielt selvhævdende.

Det findes ingen ordentlige samfundsvidenskabelig analyser af hjemmearbejdet. Den kapitalistiske økonomiske teori tager udgangspunkt i, at arbejde er lønnet arbejde, og bruttonationalproduktet som skal måle landets rigdom udelader husarbejdet.

Også marxistisk teori tager udgangspunkt i analysen af arbejde på markedet, og kan derfor heller ikke give konkrete løsningsforslag på, hvordan kvinder kan ligestilles med mænd uden at blive dobbeltarbejdende. Kvindefrigørelse bliver ret uproblematisk knyttet sammen med kvinders ret til lønnet arbejde. A. Kollontaj så husarbejdet som et levn fra feudaltiden - underforstået som en bremse på den moderne udvikling. Lenin omtalte husarbejdet som slavearbejde. Konklusionen er, at hjemmearbejdet må overføres til samfundsstyrede institutioner.

Den nye kvindebevægelse finder løsningen på kvinders dobbeltarbejde ved at slå fast, at den «halve arbejdsbyrde i hjemmet er mandens». For at dette skal blive en realitet for mænd, og ikke blot forventninger som stilles til dem, må der gennemføres omfattende ændringer på arbejdsmarkedet. I mange erhverv har mænd i dag ikke nogen større mulighed for smidigere arbejdsforhold tilpasset familielivet, og de vægrer sig ved at blive dobbeltarbejdende. Men hvor mændene faktisk har større fleksibilitet i arbejdet - det gælder især mellemlags mænd - er tendensen endnu, at de prioriterer arbejdet (og karrieren) over hjemmet.

De fleste kvinder vægrer sig ved at blive dobbeltarbejdende og tilpasser derfor deres erhvervsaktivitet til hjemmearbejdet. Der må forandringer til på mange fronter samtidig, for at ligestillingen skal blive en realitet. Det er derfor vigtigt at analysere hjemmearbejdet som arbejde og ikke undervurdere «kvindekulturen» (som at føle ansvar, have god tid osv.) når dette kommer i konflikt med de værdier der gælder i produktionen og politikken.

Løsninger

I et kapitalistisk samfund bliver det vigtigste arbejde dårligst betalt eller slet ikke betalt - f.eks. det som har med omsorg for medmennesker at gøre. Når det gælder husarbejde og omsorgsarbejde må dette forstås ud fra, at myndigheder og erhvervsliv regner med, at dette under alle omstændigheder vil blive gjort, fordi kvinder ikke svigter deres børn og vil føle utilfredshed, hvis skidtet tager overhånd. Familierne kan derfor presses langt, uden at det er nødvendigt at tage hjemmearbejdet op som et politisk problem. I dag bliver der imidlertid gjort forsøg på at beregne hjemmearbejdets værdi i forhold til den totale samfundsmæssige produktion. Undersøgelser når frem til, at der i det «virkelige» nationalprodukt går 65 % af varer og tjenester gennem markedet, og 35 % udenom. I forhold til denne realitet har der været forskellige løsningsforslag fremmet for at forbedre de økonomiske og sociale forhold i den ulønnede produktion.

1. Den ulønnede produktion må overføres til lønnet. Meget af husarbejdet kan overføres til lønnet produktion eller effektiviseres ved hjælp af teknologi. Det er imidlertid et samfundsmæssigt ressourcespørgsmål som al anden rationalisering, hvor husarbejdspladser må vurderes overfor omkostninger og gevinster ved rationalisering - økonomisk, økologisk og hvad angår trivsel for den enkelte. Omsorgsarbejdet kan imidlertid ikke rationaliseres. Udvidede ordninger for børn løser ikke grundlæggende omsorgsproblemet, for børn har flere behov end opsyn. Diskussionen omkring børns behov er politisk vigtig - ikke bare om forældrenes behov for tilsynsordninger - fordi den kan være et middel i kampen mod et fremmedgjort arbejdsmarked. Vi kan ikke lukke øjnene for, at omsorg og ligestilling kommer i konflikt med hinanden i dagens samfund.

2. Den ulønnede produktion bliver lønnet, men foregår i privat regi. Dette kan ske ved en slags hjemmeløn eller omsorgsløn. Dette vil ophæve skellet mellem lønnet og ulønnet produktion og stadfæste at også hjemmearbejdet er samfundsnyttigt arbejde. Men det vil komme i konflikt med ligestillingskravene. Det vil også bryde med principperne om at løn gives efter ydelse og reguleres efter klare regler. Denne «professionalisering» af ulønnet produktion vil byde på så store problemer, at den er urealistisk hvis lønbegrebet skal have nogen virkelig mening.

3. Den ulønnede produktion forbliver ulønnet og selvorganiseret i forskellige typer familie- og kollektivdannelser. Bag denne tanke ligger en forestilling om, at det vigtigste i forholdet mellem hjem og samfund ikke er en ny økonomisk fordeling mellem de to områder, men en vurdering af indholdet af det arbejde, som foregår i de vigtige institutioner: familie og arbejdsmarked. Institutionerne må selv vurderes kritisk med henblik på nye organisationsformer, som skaber nye samlivsformer, samværsmåder, ny materiel struktur og teknologi. Det vigtigste er altså ikke omfordeling hverken af arbejdet mellem kønnene eller af økonomiske midler, men ændring af arbejdets indhold, og hvordan vi vurderer arbejdets værdi.

Hvis vi lægger markedsøkonomiske kriterier ned over hjemmearbejdet og lønner det, er der fare for, at produktionslivets normer og værdier vil gennemtrænge alle områder af livet. Vi vil blive kalkulerende og økonomisk bevidste - også i mellemmenneskelige forhold - og ingen vil udføre arbejde uden at få det betalt.

Det er et bedre alternativ at prøve at gøre arbejdslivet mere lig hjemmelivet hvad angår principperne om selvorganisering af arbejdet, antiautoritært lederskab, hensyntagen til de forskellige forudsætninger som enkeltmennesker har osv. Dette vil både lette kvinders tilpasning til arbejdslivet og mænds tilpasning til familielivet, fordi det ville lægge større vægt på de «bløde værdier».

På længere sigt fører denne diskussion desuden over i en diskussion omkring indretningen af samfundet. Om vi skal acceptere den stadige opsplitning af livet i isolerede delområder, som har fundet sted under den kapitalistiske udvikling, og søge at reducere det nødvendige arbejde, eller om vi skal arbejde for en sammensmeltning af de forskellige livsområder igen. En ophævelse af den kapitalistiske opsplitning.

R.G.