 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Begrebet er uløseligt knyttet til sin modsætning, kapitalintensiv produktion og hentyder til forholdet mellem arbejde og kapital i en given produktionssammenhæng. Marx anvender begreberne variabel og konstant kapital for at forklare dette forhold. Arbejdskraftsintensiviteten kan udtrykkes på mange måder. Oftest vurderes de samlede arbejdskraftsomkostninger i forhold til den samlede mængde af investeringer, eller man undersøger om der anvendes lidt eller meget arbejdskraft for at kunne producere en bestemt mængde værdi, hvilket leder til spørgsmålet om arbejdskraftens produktivitet. For at øge produktiviteten kan det betale sig for arbejdsgiveren at erstatte arbejde med kapital. Det vil som regel medføre øget mekanisering eller automatisering af produktionsprocessen - et fænomen, der også bestemmer, hvorvidt produktionen er arbejdskraftsintensiv. Arbejdskraftsintensiv produktion er ikke et begreb, der definerer, hvor hårdt eller intensivt arbejdet er. Overgangen mellem arbejdskraftsintensiv og kapitalintensiv produktion vil være gradvis, i den forstand at man kan forestille sig alle mulige variationer af forholdet mellem arbejde og kapital.
Selv om yderpunkterne for arbejdskraftsintensiv og kapitalintensiv produktion kan siges at udgøres af henholdsvis jordbrug i U-lande og højteknologisk industriproduktion i I-lande, finder man dog eksempler på arbejdskraftsintensiv produktion i både U- og I-lande. Arbejdskraftsintensiviteten må vurderes i forhold til anden produktion i det pågældende samfund. En omlægning til mere kapitalistisk jordbrug medfører også større kapitalintensivitet, men vil for U-landenes vedkommende alligevel være mere arbejdskraftsintensivt end tilsvarende jordbrug i I-lande. Visse former for plantagedrift i U-lande er på den ene side meget kapitalkrævende, når det gælder investeringer, mens der på den anden side er voldsomt behov for arbejdskraft i høsttiden. Det har dannet grundlag for en særlig udbytning af bønder og landarbejdere, som periodevis er beskæftiget på plantagerne eller andre dele af landbrugssektoren. Industrialiseringen i U-landene har ofte krævet store kapitalinvesteringer og anvendelse af teknologisk avancerede produktionsprocesser. Resultatet har været få arbejdspladser i forhold til den investerede kapital; derfor er der opstået en diskussion om alternative former for industrialisering, baseret på «tilpasset» teknologi, som kan skabe flere arbejdspladser og bedre er i stand til, gennem en industrialiseringsproces, at bidrage til løse arbejdsløshedsproblemerne i den tredje verden. Lande som Brasilien, Algeriet og Iran (frem til revolutionen i 1979) fremhæves som eksempler på kapitalintensiv industrialiseringsstrategi.
Arbejdskraftsintensiv produktion i I-lande, hvor man har høje lønninger, indebærer at arbejdskraften bliver den væsentligste udgiftspost for arbejdsgiveren. En måde at reducere omkostningerne til arbejdskraft består i at erstatte arbejde med kapital, men det er ikke altid hverken en reel eller rentabel løsning. Import af udenlandsk arbejdskraft har udgjort et andet alternativ, mens en tredje mulighed har været at flytte produktionen fra I-lande til U-lande, for at udnytte det lavere lønniveau. Den «billige» arbejdskraft gør det muligt at holde produktionsomkostningerne nede, øge konkurrenceevnen i I-landene og undgå en reduktion af profitten. Udflytningen er i høj grad foregået til de såkaldte «frihandelszoner» i visse U-lande og har først og fremmest drejet sig om tekstil-, konfektions-, legetøjs- og elektronikvirksomheder.