Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Hollywood er en bydel i Los Angeles med nær ved 1 million indbyggere. Den er fortsat centrum for den nordamerikanske filmindustri, selvom der i dag produceres meget færre film der end i glansperioden op til 2. Verdenskrig.

Den egentlige «grundlæggelse» af Hollywood som filmcentrum fandt sted i 1912. Da drog en række filmproducenter som tidligere havde lavet film i New York vestover. Det skete for at undgå de restriktioner, som en filmtrust med Edison i spidsen havde sat op for de producenter, der ikke var medlemmer. Alle film der blev solgt til de endnu fåtallige biografer blev belagt med en speciel afgift til denne trust. Derved blev nye uafhængige producenter effektivt standset. Der var flere grunde til, at Hollywood nu blev valgt som nyt centrum. Stedet lå lige ved den mexikanske grænse, så det var muligt hurtigt at flygte, hvis trusten skulle skabe problemer Der var solskin det meste af året, hvilket var meget vigtigt for vellykkede udendørsscener. Grundpriserne var lave og arbejdskraften billig. Da antitrustloven blev vedtaget i 1914, blev trusten opløst, og vejen lå dermed åben for alle dem, der ville satse penge på dette spændende nye industriprodukt.

Indtil begyndelsen af 1950'erne var Hollywood filmens Mekka. Filmselskaberne skød op som paddehatte, men kun et dusin af dem overlevede, efterhånden som årene gik. Biograph Company var det første vigtige selskab. Ikke mindst fordi selskabet fik en instruktør, som hurtigt demonstrerede et talent udover det sædvanlige: David Wark Griffith. Han udviklede filmsproget som vi kender det i dag med afveksling mellem nær- og totalbilleder, bevægeligt kamera og omhyggelig instruktion af skuespillerne. Desuden stræbte Griffith højere end sine kolleger, når det gjaldt indholdet af de historier der skulle fortælles. Han baserede ofte sine film på værker af forfattere som Tennyson, Poe og Shakespeare. Hans eget victorianske moralsyn var en stærk faktor i flere af filmene, og et element af racisme kan spores enkelte steder. Ikke mindst i hans hovedværk «The Birth of a Nation» («En nations fødsel»), som midt i sin storhed idealiserede en Ku-Klux-Klan-bande.

D. W. Griffith var ret enerådende indenfor det kvalificerede filmdrama frem til slutningen af 1920'erne. Da blev hans film både færre og dårligere. Den virkelige guldgrube for Hollywood blev de mange komedier produceret af kunstnere som Chaplin, Keaton, Lloyd og Langdon, med Mack Sennett som den vigtigste producent. Hollywood omtales i denne periode ofte som «drømmefabrik» og filmene som «samlebåndsprodukter», mens de førnævnte komediekunstnere stod for personlige værker. Konkurrencen mellem producenterne var imidlertid så stærk, at det stillede visse krav til produkterne. Først i de sidste par år før anden Verdenskrig og i de første par år efter var markedsforholdene sådan, at producenterne kunne lave næsten hvad det skulle være uden at tabe penge.

Da lydfilmen gjorde sit indtog i 1927, vendte det op og ned på filmbyen. En række selskaber klarede ikke overgangen, og flere fremtrædende instruktørers og skuespilleres karrierer løb ud i sandet. De første par år var kunstnerisk set magre. Det skyldtes især, at financieringskilder udenfor filmbranchen begyndte at gøre sig gældende. Stjernedyrkelsen blev større og større, og filmene fik gradvist præg af uforpligtende eskapisme (virkelighedsflugt). Noget som pengemændene ikke havde det mindste imod. Filmen trak folks tanker væk fra dagligdagen, der i 1930'erne for de fleste var præget af stor elendighed.

De største og vigtigste filmselskaber den gang var de samme som fører an den dag i dag: Metro Goldwyn Mayer (MGM), Warner Brothers, Columbia Pictures, Twentieth Century Fox, Universal Pictures, Paramount Pictures, United Artists (som blev stiftet af Chaplin, Griffith, Mary Pickford og Douglas Fairbanks) samt RKO (Radio Keath Orpheum). Sidstnævnte selskab blev overtaget af superkapitalisten Howard Hughes, men måtte indstille sin virksomhed i midten af 1950'erne.

Da fjernsynet gjorde sit indtog, spåede mange, at Hollywood ville gå nedenom og hjem, men filmbyen slog igen. Den sikrede sin position, blandt andet ved at indføre mere aggressive lanceringsformer og ved at «pynte» lidt på det indarbejdede filmformat i form af udvidet lærred: Cinemascope. I 1950'erne begyndte tyngdepunktet alligevel at flytte sig noget bort fra Hollywood. Den umenneskelige heksejagt på kommunister, ledet af senator McCarthy, drev flere store talenter ud af filmbyen og til Europa, og flere af de store studier begyndte at sælge studieplads til uafhængige producenter (se McCarthyisme). Man begyndte at producere film «skudt on location» - filmet i marken - istedet for i et studie. Langt op i 1960'erne var det stort set kun rutineprodukter og TV film, der blev indspillet i Hollywood, men siden 1970'erne er filmindustrien vendt tilbage til byen. Publikums smag går atter mere i retning af eskapisme, nostalgi og dyre produktioner med megen materiel ødelæggelse (bl.a. «katastrofefilm»), og Hollywood står som altid klar til at indrette sig efter publikums smag.

Det er fortsat mægtige virksomheder, der står bag flere af de største Hollywood selskaber. United Artists har Transamerica Corporation i ryggen, Universal har MCA Company, Paramount har Gulf & Western og så videre. Pengefolkene i New York giver grønt lys for filmprojekterne, og der er ikke meget der tyder på, at den «kunstneriske» indblanding er særlig stor, selv om der nok altid vil være en vis selvcensur til stede blandt instruktører og manuskriptforfattere. Hollywood har generobret sin dominerende plads på filmkortet. Det er også de nordamerikanske film, der for tiden høster de fleste priser på de internationale filmfestivaler.

B.G.