Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Den hellige alliance er det romantiske navn, som zar Alexander I gav til et forbund, som blev oprettet i 1815. Den østrigske kejser, den prøjsiske konge og Alexander lovede hinanden at styre deres lande som «fædre efter kristne principper for kærlighed og tugt.» Senere sluttede en lang række andre europæiske fyrster sig til alliancen. Initiativet var et forsøg på at befæste kontrarevolutionen efter Napoleonskrigene. Ved at rejse en solid åndelig og politisk basis ville de rystelser Europa havde oplevet under den franske revolution ikke kunne gentage sig, var tanken. Aftalen af 1815 fik imidlertid ringe praktisk betydning og regnes som begravet ved zarens død i 1825.

Udtrykket «en hellig alliance» bruges om aftaler mellem ledere, som søger at støtte hinanden på tværs af lande- eller organisationsgrænser for at undgå indre uro. Den internationale reaktion på 1917 revolutionen i Rusland og den intervention - under britisk ledelse - der fulgte, kan i nogen grad ses som en uformel hellig alliance.

Også under den spanske borgerkrig 1936-39 havde vestmagternes manglende støtte til den lovlige spanske regering visse træk af kontrarevolutionær konspiration på statsplan. En åben stillingtagen til den pågående klassekrig i Spanien ville have øget den indre spænding i vestens samfund. Vestmagternes ledere lovede derfor hinanden «neutralitet» i den spanske konflikt, hen over hovedet på opinionen og til alvorlig gene for den lovlige regering i Madrid.

H.F.D.