Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Halimi (1927-), advokat, engageret i modstandsbevægelserne i Tunesien, Algeriet og Vietnam, kvinderetsforkæmper i Frankrig. Gisèle Halimi er født i Tunis, og hendes barndom var præget af en traditionel holdning til kvinderollen: Brødrene skulle have en uddannelse, hun skulle giftes bort i 15-16 års alderen. Med en utrolig energi formåede hun allerede som barn at bryde med dette mønster. Hun arbejdede sig frem til at være topelev og fik et stipendium. Efter fransk gymnasieeksamen i Tunis ville hun til Paris for at studere. Hun chokerede familien ved at ville rejse bort i et militærfly som fragtede «prioriterede» passagerer. 2. Verdenskrig var ved at være slut, og hun måtte argumentere hårdt for at blive taget alvorlig og endelig få en plads.

I Paris fik Gisèle Halimi arbejde i telefonselskabet og arbejdede på nathold. Al hendes øvrige tid blev brugt på studier. Hun bestemte sig tidligt til at blive advokat: De undertryktes forsvarer. Som uddannet advokat arbejdede hun i Tunis under befrielsesfasen der. Medlemmer af modstandsbevægelsen fik ofte en meget partisk retssag, og behovet for bevidste advokater var derfor stort.

Halimi kom i denne periode til at opleve, at kvinders biologi kan gribe skæbnesvangert ind i arbejdsprocessen. Hun var i gang med en retssag, da hendes første barn blev født, og da hun atter blev gravid - 13 måneder senere - var hun optaget af en alvorlig politisk proces kaldet Moknineprocessen. Kolonimagten var i defensiven, og justitsen var hård. Dødsdomme var en realitet. De anklagede snakkede kun arabisk, og Halimi der beherskede både arabisk og fransk, måtte hele tiden være på vagt. Et svangerskab nu kunne få skæbnesvangre følger for dem, hun skulle forsvare. Hun stod i retten en uge med en sonde i livmoderen for at fremkalde abort, til hun besvimede. Efter et døgn på sygehuset var hun tilbage i retten, hvor dommeren havde nået at udstede tre dødsdomme - den ene af dem på en af hendes klienter. En desperat tur til Paris fulgte, og hun formåede at få præsidenten til at benåde den dødsdømte.

Under Algierkrigen var Gisèle Halimi på plads for at forsvare algiererne mod den franske kolonimagt. Her vakte hun opsigt ved at dokumentere brugen af tortur. Bogen om Djamila Boupacha (1962), den unge kvinde i den nationale befrielsesbevægelse FLN - Front de Libération Nationale - som blev voldtaget og tortureret af franskmændene, blev en politisk løftestang. Intellektuelle i Frankrig støttede algierernes kamp for befrielse, og Simone de Beauvoir skrev et forord til bogen. Halimi deltog endvidere i Russeltribunalet mod Vietnamkrigen.

Gisèle Halimi blev advokat for at støtte de svage. Hun følte tidligt, at verden var delt i to: Dem med magt og de «andre», ofrene, de undertrykte. Hendes erfaring var, at blandt de undertrykte var kvinderne altid de mest undertrykte. Selv om hun personligt formåede at bryde med et bastant undertrykkende mønster, eksisterer undertrykkelsen fortsat - også for hende. Halimi engagerede sig i 1970'erne stærkt i kvindekampen i Frankrig. Hun havde i sin tid sejret i kampen mod biologien, men en middelalderligt udført abort glemmes aldrig. En kvinde har krav på selv at vælge, hvornår hun vil føde sit barn og på at få en ordentlig behandling, hvis hun vælger abort. «Choisir» (at vælge) var en kvindebevægelse der blev stiftet i 1971 på Gisèle Halimis initiativ. Simone de Beauvoir var med fra starten. I april 1971 udkom «Manifestet fra de 343», hvor 343 kvinder - deriblandt flere kendte navne - erklærede, at de havde fået udført abort og stillede krav om prævention og fri abort. På grundlag af dette manifest blev «Choisir» stiftet. De havde aftalt, at i tilfælde af retsforfølgelse af en af de 343, skulle de alle stille sig solidarisk.

«Choisir» fik tusindvis af henvendelser og førte flere retsager. Den mest kendte var: «L'Affaire Bobigny» (Bobignysagen) om Marie-Claire. 15 år gammel blev hun voldtaget af en i banden, den 18-årige Daniel. Marie-Claire blev gravid, og moderen der var alene med tre børn og et dårligt betalt arbejde i undergrunden hjalp hende til abort. Daniel blev senere taget for biltyveri, anmeldte Marie-Claire til politiet, og hun og moderen blev arresteret. To af moderens kolleger der havde hjulpet til ved aborten, blev også stillet for retten. Retssagen blev en politisk kvindesag med Gisèle Halimi som forsvarer og en Nobelprisvinder i medicin som støtte og vidne i retten. Frankrigs strenge abortlov fra 1920 med fængsel op til fem år kunne ikke længere fungere efter denne sag. I 1974 blev loven om fri prævention og om adgang til abort vedtaget - det sidste som en prøveordning i fem år. Halimi har skrevet om denne kamp i «La Cause des Femmes» (kvindernes sag).

E.Aa.