Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Gulag er en sproglig nyskabelse lanceret af forfatteren Alexander Solsjenitsyn. Det er forbogstaverne i den russiske betegnelse for: «Centralledelsen for arbejdslejrer» (Glavnoe Upravalenie Lagerej) under Stalin.

For Solsjenitsyn betegner Gulag et samfundssystem, hvor undertrykkelse, det hemmelige politi og fangelejrene udgør både ramme og kerne. Knyttet sammen med ordet Arkipelag (øhavet) betegner det endvidere et geografisk område, hvor fangelejrene er øer og de mellemliggende landområder danner havet mellem disse øer. «Gulag arkipelaget» er netop titlen på Solsjenitsyns hovedværk om Sovjetunionen fra 1914 og fremad. (Dansk udgave 1974.)

Bogen «Gulag arkipelaget» kom som en overraskelse for venstrefløjslæsere, der i forfatterens tidligere værker - specielt «En dag i Ivan Denisovitjs liv» og «Kræftafdelingen» - havde set en socialistisk, men antistalinistisk forfatter i kølvandet på liberaliseringen efter 1956. Solsjenitsyn havde imidlertid allerede påbegyndt «Gulag arkipelaget» før publiceringen af: «En dag i Ivan Denisovitjs liv» og fuldfører den tese, han allerede antyder der: Der eksisterer en grundlæggende sammenhæng i Sovjets historie fra 1917; Socialismen er en umulighed og marxismen fører uundgåeligt til Gulag.

Solsjenitsyns udtalte antikommunisme og senere offentlige udtalelser om politik - specielt hans «Åbent brev til de sovjetiske ledere» fra 1973 - førte til, at Gulag i den borgerlige propaganda blev sat lig med socialisme. Det førte til, at venstrefløjsgrupper tog afstand fra Solsjenitsyn og undgik konfrontation med Gulagbegrebet. Men Gulag blev også brugt i angreb på marxismen fra venstre. Særligt fra den franske filosof André Glucksman, der sammen med andre franske filosoffer hævdede, at marxismens totalitære karakter uundgåeligt ville føre til Gulag, og at Sovjet var den logiske konsekvens af en marxistisk stat.

Demografiske beregninger har anslået antallet af omkomne som følge af udrensningerne i Sovjet i 1930'erne til mellem ni og ti millioner mennesker. Frem til starten af 1990'erne levede den sovjetiske befolkning i et samfund, hvor det hemmelige politi satte præmisserne for dagliglivets udfoldelse. I den henseende var Gulag en realitet, der ikke havde nogen forbindelse med socialisme, men i modsætning til Solsjenitsyn og Glucksmanns idealistiske forklaringer, der går ud på, at terroren er et resultat af den marxistiske filosofi og ide, må udviklingen i Sovjet forklares og analyseres ud fra de særegne forhold, der rådede i Sovjet forud for revolutionen i 1917, og de problemer der opstod umiddelbart efter.

Det indebærer ikke en fornægtelse af terroren, undertrykkelsen og fangelejrene, men derimod en overskridelse af Gulags ideologiske karakter. Udviklingen i Sovjet må forståes materielt. Det må forståes, hvordan russisk historie, økonomisk tilbageståenhed, den samfundsmæssige arbejdsdeling, borgerkrig og intervention, hvid terror og hungersnød åbnede vejen for en herskende elite i Sovjet. En elite der ikke var i stand til at udtrykke og forstå interesserne og behovene blandt de samfundsklasser, der gennemførte Oktoberrevolutionen. Fra marxistisk side er der gennemført en række analyser med dette perspektiv, fra Trotskijs «Forrådte revolution» i 1930'erne til Rudi Dutschkes «Fangelejrenes politiske økonomi» i 1970'erne.

P.H.