 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Første Internationale
Nederlaget under Februarrevolutionen i 1848 havde i alle lande svækket socialismen. Men industrialiseringen i de følgende år medførte, at arbejderklassen ved den næste økonomiske krise der begyndte i 1857 ikke uden videre kunne undertrykkes. Efter ni måneders strejke endte en bygningsarbejderkonflikt i London i 1859 med arbejdernes sejr: De fik ret til at organisere sig. Solidaritetsaktioner med de strejkende arbejdere genoprettede arbejdernes organisationer i England. Den 28. september 1864 førte et initiativ fra franske og engelske arbejdere til stiftelsen af den Internationale Arbejdersammenslutning, senere kaldt 1. Internationale. Udover fagforeningsledere fra London og franske arbejdere - der hovedsageligt var tilhængere af anarkisten Proudhon - deltog repræsentanter fra forskellige emigrantgrupper på det stiftende møde, deriblandt Marx. I kommissionen som skulle udarbejde Internationalens programdokumenter, lykkedes det Marx at få indskrevet sin opfattelse (se Inauguraladressen). Marx' stiftelsestale - der blev enstemmigt vedtaget - manglede dog Det kommunistiske manifests opråb til revolution og dets historiske, filosofiske perspektiver, men den holdt fast ved følgende formulering: «Arbejdernes underkastelse under dem der har tilegnet sig arbejdsmidlerne, dvs. livskilderne, er grundlaget for trældom i alle dens former, den samfundsmæssige elendighed, den åndelige forkrøbling og den politiske afhængighed. Arbejderklassens økonomiske frigørelse er derfor det store endelige mål, under hvilket enhver politisk bevægelse må underordnes».
Stiftelsestalen tog udgangspunkt i de britiske erfaringer og fremhævede særligt to begivenheder: Loven om 10 timersdagen der blev betegnet som en sejr for arbejderklassens politiske økonomi, og kooperativbevægelserne - «en endnu større sejr». Sådanne reformer indenfor det bestående kapitalistiske samfunds rammer blev hilst velkomne, men uden at det store endelige mål blev tabt af syne.
Internationalen repræsenterede de mest forskellige strømninger indenfor arbejderbevægelsen: Hovedtendensen bestod af britiske fagforeninger, men desuden fandtes der tilhængere af Proudhon, Blanqui, Bakunin, Mazzini og Marx - dvs. alle afskygninger fra radikalt-demokratiske frihedskæmpere til anarkister og marxister. Når vi tager disse forskellige udgangspunkter i betragtning, er det klart at konflikter ikke kunne undgås. Størst interesse har Marx' opgør med Proudhon og Bakunin, dvs. hans opgør med anarkismen.
Marx mod Proudhon
Marx kendte Proudhon og Bakunin fra emigrationstiden i Paris i 1844. Forholdet til Proudhon blev forværret, da han afslog at være med i Marx' kommunistiske korrespondencebureau, og Marx rettede et skarpt angreb mod «burgøjsersocialisten» Proudhon, som før revolutionen i 1848 ikke havde haft kontakt med revolutionære bevægelser. Men efterhånden fik Proudhons ideer om et samfund uden herredømme og ejendom indflydelse på de franske arbejdere. Godt nok accepterede han Internationalen, men han holdt fast ved, at enhver politisk aktion måtte udgå fra gensidighedsprincippet, og at fremskridt kun kunne opnås gennem små gruppers aktioner. Marx' kritik rettede sig imod, at proudhonisterne: «under påskud om frihed og af antistats eller anti-autoritets-individualisme afviser alle revolutionære aktioner, dvs. aktioner med udspring i klassekampen; Alle koncentrerede, samfundsmæssige, altså også gennem politiske midler (som f.eks. lovlige arbejdsdagsforkortelser) gennemførbare bevægelser. Disse herrer der i 16 år så roligt har tålt og tåler den mest elendige despotisme, prædiker i virkeligheden den almindelige borgerlige ideologi, blot proudhonistisk idealiseret».
Marx mod Bakunin
Kampen mod russeren Bakunin betød imidlertid en større fare for Internationalens eksistens end proudhonismen. Efter at have arbejdet en tid i Italien og Schweiz sluttede Bakunin sig først i 1868 til Internationalen. Sammenlignet med den britiske var specielt den italienske arbejderklasse ringe udviklet. Traditionen med revolutionære, hemmelige sekter var fortsat levende. Begge disse faktorer havde sat deres præg på Bakunins syn.
Striden mellem Marx og Bakunin er ofte blevet forenklet til problemet om en autoritær og en «frihedsorienteret» socialisme (se Bakunin). Bakunin krævede, at den revolutionære bevægelses organisationsform måtte være i overenstemmelse med den fremtidige samfundsstruktur. Men Bakunins system indeholdt selv eliteprægede og terroristiske elementer. Hans tro på massernes spontanitet stod i kontrast til hans utallige forsøg på at igangsætte isolerede oprør. Det samme kan siges om hans tendenser til mærkelige hemmelige forbund og den hierarkiske (rangordnede) opbygning af Det Internationale Broderskabsforbund, som han selv ledede.
Bakunin afviste Marx' kommunisme, fordi den efter hans mening koncentrerede al magt i staten, og fordi dette nødvendigvis måtte føre til, at ejendommen blev koncentreret på statens hænder. Denne principielle afvisning af staten har sin baggrund i Bakunins russiske erfaringer, hvor staten havde selvstændiggjort sig fra folket. Målet, nemlig statens afskaffelse, var fælles for både Marx og Bakunin. I «Det kommunistiske Manifest» og i «Filosofiens Elendighed» af Marx hedder det, at den offentlige magt som i egentlig forstand er en klasses organiserede herredømme over en anden, mister sin politiske karakter, og at en association (sammenslutning) hvor al undertrykkelse er afskaffet vil træde i stedet for det gamle samfund. Hovedforskellen mellem dem er, at staten hos Marx har en væsentlig opgave i en overgangsperiode, og at afskaffelsen af staten først indtræder, når klasseforskellene i udviklingens forløb er forsvundet. Bakunin kræver derimod statens afskaffelse allerede ved revolutionens begyndelse. Proletariatets diktatur danner for Marx en overgangsperiode, men dette afviste Bakunin. Det fører til en forskellig bedømmelse af magtspørgsmålet og af klassekampens problemer. Her ligger den egentlige årsag til konflikten mellem Marx og Bakunin. For Bakunin eksisterede de revolutionære muligheder netop i de ikke-industrialiserede lande som hans hjemland Rusland og Italien, mens Marx mente at revolutionens forudsætninger måtte findes i det klassebevidste industriproletariat i industrilandene. Bakunins klage over at Marx gjorde arbejderne til teoretikere var typisk for ham. Han mente endvidere, at: «vi må ikke belære folket, men lede det til opstand». Efter Bakunins mening var det muligt for en gruppe offervillige revolutionære at fremprovokere revolutionen.
I sine kritiske randbemærkninger til Bakunins: «Staatlichkeit und Anarchie» opridsede Marx en del af meningsforskellene: «En radikal social revolution er knyttet til visse historiske betingelser i den økonomiske udvikling. De er dens (revolutionens) forudsætning. Den er altså kun mulig, hvor det industrielle proletariat i forbindelse med den kapitalistiske produktion i det mindste indtager en betydelig position i folkemassen ... Han (Bakunin) ønsker, at de europæiske sociale revolutioner, der har den kapitalistiske produktion som basis, skal foregå på de russiske eller slaviske bønders eller hyrdefolks niveau.»
De sidste år
Efter hårde kampe sejrede Marx' position på Internationalens kongres i 1872. Marx fik flyttet Internationalens sekretariat til USA. Dels fordi han ville unddrage organisationen Bakunins indflydelse. Dels fordi situationen havde forandret sig efter Pariserkommunens fald i 1871 (se Pariserkommunen). Både Internationalen og anarkisterne solidariserede sig med arbejderne, selv om Marx og Engels i begyndelsen var skeptiske. Nederlaget vanskeliggjorde socialistisk arbejde i Europa.
Af mange årsager (forfølgelse, splittelse, den økonomiske belastning som understøttelsen af de flygtede kommunarder medførte) faldt Internationalen fra hinanden og blev i 1876 opløst. Den nødvendige politiske kamp lod sig nu kun i begrænset omfang føre internationalt. Den måtte føres indenfor rammerne af de nationale grænser. En ny periode i arbejderbevægelsens historie var indledt.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 47.222