Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Foss, Holger

Holger Foss (1926-86), dansk bryggeriarbejder og fagforeningsformand. Han var i 28 år formand for Bryggeriarbejdernes Fagforening for København og Omegn, der organiserede de mandlige bryggeriarbejdere på Carlsberg og Tuborg, og en lang række øldepoter i Københavns omegn.

Han blev født 10. marts 1926 og voksede op i et klassebevidst københavnsk arbejderhjem. Forældrene var aktive i modstandskampen, og den unge Holger nåede at deltage i bladarbejde i besættelsens sidste år, samt i bevogtningsopgaver efter d. 4. maj 1945 - blandt andet på sin senere arbejdsplads Carlsberg.

Holger Foss blev bryggeriarbejder på Carlsberg i 1949. Efter et par hjemsendelser blev han fastansat i kørselen. Han blev formand for Carlsbergs kørselsklub i 1953. I 1958 blev han valgt som formand for Fagforeningen. Det var man bestemt ikke begejstrede for i Forbundets ledelse, hvor den daværende forbundsformand Marius Madsen direkte gav udtryk for, at Holger Foss ikke var velkommen. Han var kendt for sin militante holdning, fagligt og politisk.

Herefter fulgte nogle hårde år, hvor der tit var modvind - ikke blot i Forbundsledelsen men også i den københavnske fagforening.

En af den nye formands første opgaver var at dæmpe den voldsomme kamp der foregik i fagforeningen mellem kommunister og socialdemokrater, og som til tider bragte fagforeningen på randen af handlingslammelse. Men Holger Foss holdt stædigt fast i, at det afgørende var ikke hvilket parti man tilhørte, men ens indsats i det faglige arbejde. Han førte således den «aktionsenhedens metode» ud i praksis, som DKP kun fremførte i teorien. Og metoden bar frugt. Der gik ikke mange år, før både de socialdemokratiske og kommunistiske fraktioner var reduceret til betydningsløse diskussionsklubber, for til sidst helt at dø ud.

Holger Foss var oprindelig selv medlem af DKP, men i 1957 fulgte han Aksel Larsen ud af dette parti, og medvirkede til oprettelsen af SF. Nogen «partigænger» blev han aldrig. Han undså sig ikke for at tage klar afstand fra SF's politik på områder, hvor den åbenlyst var i modstrid med den politik, fagforeningen havde lagt.

Hans første år som formand blev især brugt til at hæve bryggeriarbejderne lønmæssigt. De var på de tidspunkt en udpræget lavtlønsgruppe. Gennembruddet var her overenskomsten i 1965, hvor bryggeriarbejderne – anført af de mandlige bryggere i København – stemte nej, og resultatet blev en 6 ugers konflikt. Her var åbenlys modsætning mellem de københavnske mænd og forbundsledelsen. Resultatet af konflikten var kun nogle få øre bedre end det, medlemmerne havde forkastet, men i de kommende år – der faldt sammen med øget købekraft hos arbejderklassen – meldte resultaterne sig, således at bryggeriarbejderne i begyndelsen af 70'erne var bedre lønnet end de fleste håndværkere.

Disse resultater blev kun opnået i kraft af en meget aktiv faglig linje, hvor Fagforeningen i høj grad motiverede til faglige møder og arbejdsnedlæggelser som nødvendige midler. Denne faglige linje påkaldte sig både Forbundets og arbejdsgivernes højlydte vrede, hvad der passede Holger Foss' livlige temperament ganske godt.

I 1970'erne og begyndelsen af 80'erne var Bryggeriarbejdernes Fagforening med Holger Foss i spidsen aktiv i stort set alle arbejdskampe af fælles betydning for arbejderklassen. Enten i form af arbejdsnedlæggelser og faglige møder, eller i form af aktivt solidaritetsarbejde med indsamlinger, informationsmøder på arbejdspladsen osv.

Fagforeningens arbejdsfelt spændte vidt, både internationalt og nationalt. Fagforeningen var meget aktiv i kampen mod Danmarks medlemskab af EF, i Vietnambevægelsen, fredsbevægelsen, kampen mod atomoprustningen osv. osv. Holger Foss var også aktiv i det såkaldte «Formandsinitiativ», hvor han tit indtog en kritisk holdning til de DKP'ske fagforeningsfolks forsøg på at «tage patent» på venstrefløjen i fagbevægelsen.

I samme periode måtte Holger Foss opleve, at der voksede en ny venstrefløj frem på de københavnske bryggerier. Ligesom på andre store industriarbejdspladser var stort set samtlige venstrefløjsgrupperinger repræsenteret i en periode i 70'erne og begyndelsen af 80'erne, men især VS havde en væsentlig basis, der også udmøntede sig i at en del VS'ere – men også andre fra den yderste venstrefløj – blev valgt til faglige poster i klubbestyrelser, og enkelte endog som tillidsrepræsentanter. Der var en livlig debat i fagforeningen i disse år, hvor de mange forskellige opfattelser brødes om snævert faglige, såvel som almene faglige og politiske spørgsmål. Selv om venstrefløjen på mange punkter var stærkt kritiske over for Holger Foss og den øvrige fagforeningsledelses stil, som de fandt noget centralistisk og hårdhændet, så var der dog meget ofte enighed om både den generelle faglige linje, såvel som om de konkrete kampskridt, som bryggeriarbejderne burde tage.

På et vigtigt punkt lagde Bryggeriarbejdernes Fagforening sig klart i spidsen, nemlig i kampen mod Arbejdsretten. I en periode i 70'erne og begyndelsen af 80'erne afviste fagforeningen at deltage i møderne i denne klassedomstol, som fagforeningen utvetydigt benævnte den. Den åbenlyse kritik af det fagretlige system påkaldte sig dommernes vrede, og gang på gang blev fagforeningen idømt bøder for organisationsansvar for medvirken til egne eller andres arbejdskampe. Da bøderne blev for store, og resten af fagbevægelsen ikke fulgte trop, måtte man til sidst stikke piben ind, og spille det sædvanlige dobbeltspil med formel overholdelse af de fagretlige regler. Det var derfor uden tvivl en stor personlig tilfredsstillelse for Holger Foss at kunne træde åbent frem under den lange bryggeristrejke på Carlsberg og Tuborg i 1985.

Denne konflikt blev den sidste store arbejdskamp han deltog i. Efter gennem en menneskealder at have oplevet først den faglige fremgang, og dernæst «nedturen» i form af omfattende rationaliseringer, trådte han på sin 60 års fødselsdag (10. marts 1986) tilbage, for at gå på efterløn.

Han fik et meget kort otium, og døde af et hjertetilfælde allerede i december 1986. Hans begravelse blev en faglig begivenhed i sig selv, med massiv deltagelse af faglige og politiske repræsentanter, og mange «menige» medlemmer fra hans egen og andre fagforeninger.

F.S.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 30.616