Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Arbejdskonflikter i Danmark

Ordet «arbejdskonflikt» er et begreb, der dækker forskellige former for kollektive kamphandlinger i forbindelse med arbejdet eller arbejdsforholdene. De mest normale er strejke og lockout. Andre kampvåben er blokade og boykot, hvortil kunne nævnes en stribe andre kampskridt, f.eks. sympatistrejke, arbejd-langsom aktioner, affolkning, fabriksbesættelse, sortlistning, der alle er blevet anvendt, men dog ikke er så normale kampskridt som strejken eller lockouten.

Ordet «strejke» kommer af det engelske «to strike», dvs. at «slå til». Der ligger noget voldsomt i selve ordet. Fra engelsk er ordet gået over i dansk og tysk, men ikke i fransk (det franske ord for strejke er «grève»). «Lock-out» kommer ligeledes af det engelske, at «lukke ude». Arbejdsgiveren smækker porten i og lukker arbejderne ude, i forventning om at de efter nogen vender tilbage til arbejdet på de af arbejdsgiveren fastlagte vilkår.

Arbejdskonflikternes forhistorie

Der kan findes eksempler på strejker og lockouter langt tilbage i historien. I Danmark blev ord som «oprør» og «spadseregang» undertiden benyttet om håndværkssvendenes arbejdsnedlæggelser. Sådanne udtryk kendes tilbage fra 1700-tallet. I 1749 beklagede Københavns magistrat svendenes «selvrådighed, spadseregange, frimandagsholdelse og utilladelige sammenkomster samt deres arbejdes forsømmelse». Fra det 19. århundrede blev strejken det mest udbredte kampvåben.

Herhjemme fremstår tømrerstrejken i 1794 som kulminationen på den før-industrielle arbejdskonflikt. De første egentlige lønstrejker i moderne forstand hører til i første halvdel af 1800-tallet. Historikeren Thomas Bloch Ravn kalder skibstømrerstrejken i København i 1820 for «Danmarkshistoriens første egentlige lønstrejke». Men der var flere sådanne strejker, bl.a. i de urolige år omkring 1848-51. Disse strejker er baggrunden for, at netop disse år er blevet betegnet som et vendepunkt og «begyndelsen til en egentlig strejkehistorie» i Danmark.

Under dyrtiden i midten af 1860'erne var der flere strejker, bl.a. i de københavnske byggefag (1865-67). Disse forholdsvis spredte strejker er dog et spinkelt grundlag for at tale om et strejkegennembrud. Først fra 1871 kan der med rimelighed tales om en strejkebølge i Danmark.

Arbejdskonflikter og organisering 1870 - 1899

«Omgangsskruen» og den tidlige arbejderbevægelse 1871- 1879

Det blev en konflikt på Danmarks dengang største arbejdsplads, Burmeister & Wain i København i september 1871, der satte gang i strejkebevægelsen. Efter strejken på Burmeister & Wain bredte strejkerne sig på de københavnske arbejdspladser. Fra 1872 oplevede flere provinsbyer også strejker, der foruroligede det lokale borgerskab. Fra omkring 1876 vendte strejkebølgen. Hvor arbejderne i perioden 1870-75 i de fleste tilfælde havde fået noget ud af deres strejker, blev det modsatte nu snarere reglen; arbejderne tabte.

I den borgerlige presse blev «socialisterne» i Den Internationale Arbejder Forening beskyldt for at være dem, der havde ophidset de fredelige og besindige danske arbejdere til selvtægt og strejker. Den anklage forekommer dog ubegrundet. Snarere synes socialisterne i Internationale at have forsøgt at mane arbejderne til forsigtighed. I en principiel artikel om «strejker» karakteriserede Louis Pio strejken som et «tveægget sværd», der måtte føres med forsigtighed, og som let kunne ramme den, der førte sværdet. Hvis arbejderne skulle have udsigt til sejr, måtte tre betingelser være opfyldt, skrev Louis Pio. For det første måtte flertallet af arbejdere være organiseret i Internationale. For det andet måtte der gennem længere tids opsparing være indsamlet tilstrækkelige pengemidler til at understøtte de strejkende arbejdere. For det tredje måtte arbejderne ikke påbegynde strejker samtidigt i flere fag. Strejken var et «tveægget sværd», og det var socialisterne måske mere bevidst om end de fleste andre.

I virkeligheden var det den såkaldte «omgangsskrue», som socialisterne proklamerede, dvs. princippet om ikke at strejke i flere fag eller på flere værksteder samtidig. Princippet i «omgangsskruen» var, at arbejderne skulle tage værkstederne eller fabrikkerne én for én og bruge en sejr det ene sted som argument for at tvinge kravene igennem på næste arbejdsplads. På den måde havde arbejderne kun et mindretal ude i konflikt, mens de øvrige i byen eller faget kunne fortsætte med arbejdet og tjene penge til de konfliktende kolleger. «Omgangsskruen» var således en kampform, der krævede organisation og forberedelse, og måske var dette i virkeligheden det centrale i socialisternes budskab i 1870'erne. De manede til forsigtighed og organisation for at forhindre arbejderne i at styrte hovedkuls ud i konflikter, som de usvigelig sikkert ville tabe.

«Organisation» var arbejdernes lære og erfaring fra 1870'erne. Det nyttede ikke noget, hvis arbejderne uforberedt gik ud i en strejke. Uforberedte strejker var dømt til at mislykkes. Arbejderne lærte gennem erfaringens hårde skole at slutte sig sammen.

Arbejdskonflikternes udvidelse 1880 - 1899: fra omgangsskrue til storlockout

Fra 1880-81 startede et nyt opsving for arbejdernes faglige organisering herhjemme. Sideløbende hermed startede arbejdskonflikterne igen, og i de følgende 2 årtier var der en klar sammenhæng mellem økonomiske konjunkturer, faglig organisering og arbejdskonflikter. Der var enkelte større arbejdskonflikter i begyndelsen af 1880'erne, bl.a. tobaksarbejderkonflikten i 1883 og bødkerkonflikten i 1884. Tiårets største konflikt blev smedelockouten i 1885. Her stod to organiserede hære over for hinanden, på den ene side de organiserede københavnske smede i Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening og på den anden side de organiserede arbejdsgivere i Foreningen af Fabrikanter i Jernindustrien i København. I slutningen af 1880'erne faldt antallet af konflikter, hvilket hang sammen med de dårligere økonomiske konjunkturer. Kvindestrejken på Rubens dampvæveri på Frederiksberg i 1886 - «de hvide Slavinders Kamp», som Social-Demokraten skrev - var en af de meget omtalte arbejdskampe i disse år.

Fra begyndelsen af 1890'erne var antallet af arbejdskampe igen stigende. Murerstrejken i 1890, der omfattede 2.000 arbejdere, gjaldt kravet om kortere arbejdstid. Især de ufaglærte arbejdsmænd var ude i flere opsigtsvækkende kampe i starten af 1890'erne, bl.a. den meget omtalte «Natmandsstrejke» i København i 1892 og havnestrejken i Esbjerg i 1893. Fra midten af 1890'erne, da de økonomiske konjunkturer blev bedre, tog den faglige organisering et opsving, og i sammenhæng hermed var der også et stigende antal konflikter. «Jernkonflikten» i Århus i 1895 havde karakter af et principielt slag om arbejdernes organisationsret. To år senere udviklede en lokal konflikt i Aalborg sig til en landsomfattende konflikt i jernindustrien. Med den landsdækkende lockout i jernindustrien i 1897 nåedes et nyt højdepunkt i arbejdskonflikternes historie; lockouten afsluttedes med det såkaldte «lille Septemberforlig». Der gik en lige linje fra de store konflikter i jernindustrien til den store lockout i 1899.

I 1898 blev de landsdækkende organisationer oprettet på både arbejder- og arbejdsgiverside, De samvirkende Fagforbund og Dansk Mester- og Arbejdsgiverforening, og i 1899 fulgte den store styrkeprøve. Snedkersvendenes strejker i 7 jyske byer blev den umiddelbare anledning til den store krig på arbejdsmarkedet. Fra den 2.maj 1899 var hele snedkerfaget omfattet af lockouten, og fra slutningen af maj udvidede Arbejdsgiverforeningen konflikten til byggefagene og jernindustrien. Igennem 13 uger var ca. 35.000 arbejdere lockoutet, og i de sidste 2 uger af august, da lockouten var på sit højeste, var mere end 40.000 i konflikt. Storlockouten i 1899 afsluttedes med Septemberforliget, som siden er blevet kaldt arbejdsmarkedets grundlov. To principielt vigtige punkter i Septemberforliget var fagbevægelsens anerkendelse af arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet og arbejdsgivernes anerkendelse af organisationsretten på arbejderside.

Hovedlinjen i arbejdskonflikternes udvikling i denne periode var ikke til at tage fejl af: De lokale småkonflikter eskalerede, konflikten på den enkelte arbejdsplads bredte sig ud og blev til en konflikt, der omfattede flere arbejdspladser; den lokale konflikt blev til den regionale og den nationale; og i 1899 oplevede man så den store konflikt, der ikke blot omfattede et enkelt fag, men en række fag. Arbejdskonflikterne i forrige århundrede startede med «omgangsskruen» i 1870'erne og sluttede med storlockouten i 1899. Den stadige udvidelse af arbejdskampen var den ubønhørlige logik, der var indbygget i arbejdskonflikternes udvikling fra 1880 og frem.

Arbejdskonflikter og organisering

I «gamle dage», før 1.verdenskrig, var det arbejdsgivernes faste overbevisning, at fagforeninger var en kilde til konflikter; de «socialistiske» fagforeninger skabte så at sige konflikter. Andre ville hævde det modsatte synspunkt, nemlig at fagforeningerne forebyggede konflikter og så at sige «disciplinerede» arbejderne. Fagforeninger var en «ordensfaktor», som det er blevet udtrykt. Sammenhængen mellem faglig organisation og arbejdskampe er omdiskuteret. At der er en sammenhæng mellem faglig organisering og arbejdskonflikter betvivler ingen. Men hvilken?

Arbejdskonflikternes historie viste, at organisationsdannelsen på arbejderside ofte blev ledsaget af konflikter og kampe for at få indført overenskomster. I takt med at arbejderne blev organiseret, kunne fagforeningerne stille krav om bedre vilkår; og jo flere der blev organiseret, jo flere ville kræve forbedringer. Sådan måtte det næsten være. Efterhånden som overenskomstmæssige forhold blev indført, kunne de faglige organisationer med tiden udvikle sig til garanter for, at indgåede overenskomster blev overholdt og dermed for ro på arbejdsmarkedet.

Arbejdsgivernes organisering kom som en reaktion på arbejdernes organisering. Arbejdsgiverne erkendte, at de måtte slutte sig sammen, hvis de skulle undgå at blive spillet ud mod hinanden af de velorganiserede arbejdere. Arbejdskampene bidrog til at fremme arbejdsgivernes organisering. Arbejdsgiverne vidste, at arbejdernes svage punkt var økonomien, dvs. pengene eller understøttelsen, og derfor blev arbejdsgivernes svar på arbejdernes «omgangsskrue» truslen om den udvidede konflikt og i sidste instans storlockouten. Det var arbejdsgivernes udvidelse af konflikternes omfang, gennem den udvidede lockout, der gav konflikterne deres samfundstruende karakter.

Arbejdskampens regulering og centralisering 1900 - 1939

Organisationsdisciplin og arbejdskampens regulering

Arbejdskonflikternes udvikling efter storlockouten blev præget af stigende regulering og disciplinering og tillige en stigende centralisering. Det havde i høj grad noget at gøre med de danske arbejderes høje organiseringsgrad, deres organisationsloyalitet og -disciplin.

Efter storlockouten i 1899 ændrede arbejdskampen karakter fra arbejderoffensiv til defensiv. Tiden prægedes af arbejdsgivernes stadige lockouttrusler. Efter nogle forholdsvis rolige år i starten af det 20. århundrede blev årene 1907-8 præget af et højt antal konflikter, og i 1911 kom den store lockout. Tendensen gik i retning af større konflikter; konflikter på den enkelte arbejdsplads afløstes af konflikter mellem organisationer.

Forholdene på arbejdsmarkedet var forholdsvis rolige i de første år af verdenskrigen. Men efter 1916 var der et stærkt stigende antal overenskomststridige strejker, som efterhånden kom til at udgøre en trussel mod det etablerede fagretslige system. Den disciplinerede danske arbejder var ikke helt så disciplineret som tidligere. Den faglige uro nåede et højdepunkt i det første efterkrigsår 1919 og under påskekrisen i foråret 1920. Perioden 1919 - 1925 blev de store arbejdskampes år. Hvor arbejderne var i offensiven frem til 1920, blev årene 1921 og 1922 præget af arbejdsgivernes modoffensiv. Storkonflikten i 1925 blev en sidste udløber af de faglige storkonflikter efter 1.verdenskrig.

Efter storkonflikten i 1925 var der et udbredt ønske i organisationerne, både på arbejder- og arbejdsgiverside, om ro på arbejdsmarkedet. I det store og hele var konfliktniveauet lavt i Danmark fra 1926 og frem, også i de første år af 1930'ernes økonomiske krise. Først da krisen var lettet, kom storlockouten i 1936.

Arbejdskonflikter og det fagretslige system

På Septemberforligets grund opbyggede organisationerne det fagretslige system, som lagde arbejdskonflikterne ind i regulerede rammer. En yderligere regulering og udbygning af det fagretslige system skete i 1910. Efter en konflikt i 1908 i de grafiske fag, som bl.a. lammede dagbladene, blev det såkaldte Augustudvalg nedsat for at komme med forslag til, hvordan konflikter kunne forhindres i fremtiden, og specifikt hvordan «samfundets interesse» under konflikter kunne tilgodeses. Med udgangspunkt i Augustudvalgets betænkning blev Den faste Voldgiftsret (arbejdsretten) og Forligsinstitutionen oprettet ved lov i 1910 og den såkaldte «Norm» blev vedtaget af arbejdsmarkedets parter. «Fredspligten» blev en uhyre vigtig del af det fagretslige system, der opbyggedes på Septemberforligets grund. Gennem sondringen mellem «retstvister» og «interessetvister» blev der lagt snævre rammer for de legale konfliktmuligheder.

Det var på ingen måde sådan, at Septemberforliget afskaffede arbejdskonflikterne. Men konflikterne på arbejdsmarkedet blev reguleret og disciplineret på Septemberforligets grund.

Syndikalisme og «direkte aktioner»1914 - 1919

Syndikalismen kan betragtes som en umiddelbar reaktion på arbejdskampens disciplinering. I 1910 oprettedes Fagoppositionens Sammenslutning, som blev den organisatoriske ramme om den syndikalistiske bevægelse i Danmark. Syndikalismen var i første omgang udtryk for en reaktion imod den politiske socialdemokratiske bevægelse, som blev angrebet for at være havnet i moderation og parlamentarisk humbug. I anden omgang var den udtryk for en reaktion imod den disciplinering af den faglige kamp, som havde fundet sted i mange lande. Syndikalismen havde sit udspring i den franske og amerikanske arbejderbevægelse og bredte sig herfra til en række lande i disse år. Budskabet var den direkte aktion og generalstrejken. Den pludselige strejke og generalstrejken var arbejderklassens mægtigste våben, og arbejderne burde vende sig imod de socialdemokratiske ledere, der havde lagt strejkevåbenet i lænker. Syndikalisterne udgav bladet «Solidaritet». Før krigsudbruddet i 1914 havde syndikalismen kun begrænset tilslutning i Danmark. Men den syndikalistiske fagopposition gjorde sig dog stærkt gældende under den københavnske jord- og betonarbejderstrejke i 1911-12. Syndikalismen fik først et gennembrud i Danmark under 1.verdenskrig. Uroen på arbejdspladserne efter 1916 havde netop karakter af de «direkte aktioner», dvs. uvarslede strejker, som syndikalismen stod for. De overenskomsstridige strejker under 1.verdenskrig udgjorde en alvorlig trussel mod det fagretslige system på det danske arbejdsmarked.

En af de mest kendte «direkte aktioner» var byggefagenes week-end bevægelse for en «engelsk uge», dvs. 8 timers dagen. Byggefagenes «direkte aktion» i 1918-19 blev et vigtigt led i den kamp, der gjorde det muligt for fagbevægelsen at erobre 8 timersdagen ved overenskomstforhandlingerne i foråret 1919.

Centralisering

Udviklingen på arbejdsmarkedet efter århundredeskiftet var præget af en stadig stærkere centralisering. I begrebet centraliseringen ligger flere forhold. For det første blev overenskomsterne mere omfattende, bl.a. i takt med udbredelsen af landsoverenskomster, og dermed blev også overenskomstforhandlingerne mere omfattende. De lokale forhandlinger blev i stigende grad overtaget af forbundene; flere og flere sider af arbejdsforholdene blev afgjort ved forhandlinger i København mellem forbundene og de respektive arbejdsgiverforeninger. Et andet aspekt ved den centraliserede overenskomstfornyelse var arbejdsgivernes sammenkædning af forhandlingerne i de forskellige fag. Arbejdsgivernes sammenkædning viste sig første gang under overenskomstforhandlingerne i 1911, hvor Arbejdsgiverforeningen krævede en samlet vedtagelse på arbejderside af overenskomstforslagene.

Centraliseringen udbyggedes efter 1911; arbejdsgiverne skabte her «den store overenskomstsituation», hvor mange fags overenskomster udløb næsten samtidigt i forårsmånederne.

Udviklingen efter 1.verdenskrig indebar endnu et vigtigt skridt ad centraliseringens vej, nemlig i form af «den generelle ordning», dvs. en fælles overenskomstmæssig ramme for alle involverede fag, uanset om det gjaldt ufaglærte arbejderkvinder eller faglærte smede. Især var Arbejdsmandsforbundet i denne periode stærkt utilfreds med «den generelle ordning». Centraliseringen var imidlertid en kendsgerning, og i årene 1920, 1921 og 1922 gik den under overskriften «den generelle ordning». Under krisen i 1930'erne var fagbevægelsen selv interesseret i generelle ordninger. De faglige organisationer erkendte, at kun ved at insistere på en fælles status quo løsning kunne arbejderne undgå de store lønreduktioner, som Arbejdsgiverforeningen satte på dagsordenen.

Storkonflikterne på arbejdsmarkedet efter 1.verdenskrig

Konflikterne efter 1.verdenskrig blev på én gang en kulmination på den faglige uro under krigen og et brud med denne. Antallet af faglige konflikter nåede et højdepunkt under overenskomstforhandlingerne i foråret 1919, hvor 8 timersdagen blev erobret. Men samtidig blev det faglige opgør på arbejdsmarkedet et led i det politiske opgør mellem arbejderbevægelsen og de borgerlige partier. Opgøret kom under påskekrisen i 1920, hvor kong Chr. X. afskedigede den radikale regering, hvori Socialdemokratiets formand Th. Stauning sad som socialminister, og få dage senere truede De samvirkende Fagforbunds generalforsamling med at iværksætte en generalstrejke fra den 6.april, dvs. efter påske, hvis ikke arbejdernes økonomiske og politiske krav blev opfyldt. «Påskehelligdags-generalstrejken» blev afblæst den 5. april, men fagbevægelsen havde svært ved at få de urolige arbejdere, som straks efter DsF’s generalforsamling havde nedlagt arbejdet, tilbage på arbejdspladserne. Siden 1920 har den socialdemokratiske arbejderbevægelse ikke truet med generalstrejkevåbenet.

I de følgende år ændrede arbejdskampene helt karakter. Hvor arbejderne havde været den offensive part i årene op til 1920, blev den efterfølgende periode kendetegnet ved arbejdsgivernes modoffensiv. I stedet for de mange lokale eller fagvise kampe blev de følgende år præget af de få koncentrerede konfliktsituationer, hvor arbejdsgiverne angreb 8 timersdagen og stillede krav om lønreduktioner. Under de faglige storkonflikter i forbindelse med overenskomstfornyelserne i 1921 og 1922 lykkedes det for fagbevægelsen at bevare 8 timersdagen. Men i 1921 måtte de faglige organisationer for første gang i deres historie acceptere et generelt lønnedslag i de almindelige overenskomster. Den generelle lønnedgang i 1921 blev på 13 øre (i timelønnen) og i 1922 på 5% (af timelønningerne). Både i 1921 og 1922 var situationen på arbejderside kendetegnet ved, at De samvirkende Fagforbund var handlingslammet, og ved at Dansk Arbejdsmands Forbund under M.C. Lyngsies ledelse repræsenterede kamplinjen.

Sådan var det igen under storkonflikten i 1925, hvor Dansk Arbejdsmands Forbund etablerede en transportstrejke. Arbejdskampen i 1925 var den første storkonflikt under en socialdemokratisk regering, og bølgerne gik højt i arbejderbevægelsen, da det efter konfliktens afslutning kom frem, at den socialdemokratiske regering under Staunings ledelse havde forberedt et provisorisk lovindgreb for at standse konflikten. Det var næppe det, arbejderne havde forventet af en socialdemokratisk statsminister. Storkonflikten og det påtænkte politiske indgreb skabte dyb splittelse i fagbevægelsen, man var enten for Lyngsie eller for Stauning. I 1925 meldte Dansk Arbejdsmands Forbund sig ud af De samvirkende Fagforbund - og stod udenfor i årene 1926-29.

Efter de urolige kampår fra 1919 til 1925 var organisationerne på arbejdsmarkedet interesseret i «ro» på arbejdspladserne, og en periode med ro på arbejdsmarkedet indledtes. Under den ultra-liberale Venstre-regering Madsen-Mygdal (1926-1929) skærpedes imidlertid kampen om de faglige organisationers grundlæggende rettigheder, bl.a. i forbindelse med den kendte Kolindsund-konflikt. En mindre konflikt på Djursland, hvor nogle landarbejdere havde forlangt en overenskomst, antog landsdækkende dimensioner, fordi Dansk Arbejdsmands Forbund gik ind og støttede landarbejdernes kamp i Kolindsund med omfattende blokader. Sådanne faglige kampskridt så Venstre og det borgerlige Danmark som et uacceptabelt overgreb på menigmand, hvorfor Venstre fremlagde et forslag til Værn om Erhvervs- og Arbejdsfriheden i Danmark - også kaldet «Tugthusloven», fordi loven gjorde det muligt at idømme arbejdere, der forhindrede andre i at udøve deres arbejde og erhverv, en tugthusstraf. Loven blev vedtaget i 1929, umiddelbart inden Madsen-Mygdal regeringen måtte træde tilbage.

Arbejdskampens politisering 1931 - 1939

I 1929 dannedes den socialdemokratisk-radikale regering under Stauning og Munch, som sad gennem alle kriseårene. I det store og hele var der ro på arbejdsmarkedet i de første år af krisen i 1930'erne. Men truslen om storkonflikt lå latent under de store overenskomstfornyelser i 1931, 1932 og 1933.

Det helt særlige ved situationen i 1931 var, at forligsmanden stillede krav om en samlet vedtagelse eller forkastelse. Efter 3 afstemninger stod kun Skotøjsarbejderforbundet tilbage. I sidste øjeblik blev en storkonflikt afværget, og skotøjsarbejderne fik lov til at kæmpe deres egen isolerede konflikt gennem 3 måneder.

I de værste kriseår, 1932 og 1933, var der stort set ro på arbejdsmarkedet herhjemme. Den eneste store konflikt i 1932 var slagteriarbejderlockouten. Under lockouten kom det hurtigt frem, at slagterilockouten i lige så høj grad var en politisk aktion fra det højre-radikale Landbrugernes Sammenslutning, og altså vendt imod den socialdemokratisk-radikale regering. Med slagteriarbejderlockouten i 1932 var arbejdskampens politisering for alvor begyndt, og det skulle blive et afgørende kendetegn ved arbejdskonflikterne i kriseårene.

I januar 1933 gik overenskomstforhandlingerne helt i hårdknude. Arbejdsgiverne krævede 20% lønreduktion, og fagbevægelsen nægtede overhovedet at forhandle om lønreduktioner. Forligsmanden mente ikke, at der var grundlag for at fremsætte et mæglingsforslag, og i slutningen af januar trak det op til en storkonflikt. På det tidspunkt blev overenskomstforhandlingerne på arbejdsmarkedet trukket ind i de krisepolitiske forhandlinger på Rigsdagen. Den 28.januar fremlagde statsminister Stauning forslag til et lovindgreb mod den truende storkonflikt. I meget dramatiske vendinger talte Stauning om den katastrofe, som det danske samfund ville blive kastet ud i, såfremt storlockouten blev en realitet. Under forhandlingerne de følgende dage lykkedes det for regeringen at blive enige med Venstre om det såkaldte Kanslergadeforlig. Dermed gennemførtes det første direkte statsindgreb over for en truende konflikt på arbejdsmarkedet. «Lockoutloven» - som den blev kaldt - forlængede de gældende overenskomster for et år og forbød samtidig strejker og lockouter i perioden.

Ifølge «lockoutloven» skulle der tillige nedsættes et udvalg, der skulle komme med forslag til at undgå de samfundsskadelige arbejdskonflikter. Resultatet af udvalgets arbejde blev for det første den nye forligsmandslov, hvor det afgørende nye var forligsmandens sammenkædningsret, og for det andet de nye forhandlingsregler, der gjorde det vanskeligere at forkaste et mæglingsforslag. Den nye forligsmandslov kunne ikke forhindre den overenskomststridige strejke blandt søfolkene i 1934, og heller ikke den fuldt lovlige slagteriarbejderstrejke samme år. Søfolkenes strejke i 1934 var domineret af den kommunistiske ledelse i søfyrbøderforbundet og bidrog afgørende til at skærpe modsætningsforholdet mellem socialdemokrater og kommunister i fagbevægelsen. Slagteriarbejderstrejken blev stoppet ved en lov om tvungen voldgift, som afgjort ikke styrkede Stauning-regeringens popularitet i fagbevægelsen.

Mens der havde været forholdsvis roligt på arbejdsmarkedet i de værste kriseår, kom storkonflikten i 1936, da krisen var over det værste. Arbejdersiden stemte ja til mæglingsforslaget, som gav mindre lønforbedringer, mens arbejdsgiverne forkastede. Herefter greb regeringen Stauning ind med et lovforslag om konfliktens afslutning. Stauning havde helst set, at forligsmandens mæglingsforslag, som arbejderne havde stemt ja til, blev gennemført, men regeringen måtte acceptere en tvungen voldgift - som dog i det store og hele fulgte mæglingsforslaget.

I 1938 var der to politiske indgreb over for konflikter på arbejdsmarkedet, på slagterierne og i typograffaget, og i 1939 et politisk indgreb over for en mejerikonflikt. Politiske indgreb blev en del af den nye orden på det danske arbejdsmarked. Havde politikerne og regeringen været betænkelig tidligere, syntes alle betænkeligheder nu borte. Men i fagbevægelsen var langt fra alle begejstret.

Arbejdskampens politisering var åbenlys for alle i arbejderbevægelsen og gav anledning til grundlæggende og principielle diskussioner om strejkevåbenet. Var det forældet? På møder og på skrift diskuterede arbejderbevægelsen strejken som kampvåben. I det følgende citat udtrykker Chr. Christiansen den socialdemokratiske opfattelse i en artikel i AOF-publikationen Arbejderne og Krisen:

«Fagbevægelsens Kampvaaben er fortsat Strejken; men Mulighederne for Vaabenets Udnyttelse afhænger af de øjeblikkelige Forhold og den Styrke, som Organisationerne kan sætte bag ved Arbejdskonflikten. Fagbevægelsen kan ikke føre sin Kamp som for 50 Aar siden. I den faglige Kamp skal man ikke alene hæfte sig ved selve Arbejdsnedlæggelsen, men ogsaa ved den Styrke og Magt, som Modparten er i Besiddelse af, og som vi skal kæmpe imod ...»

Fagbevægelsen måtte ikke glemme modpartens styrke og magt, og dertil kom det politiske hensyn.

«Og der bør selvfølgelig ogsaa under de nuværende Forhold tages det tilbørlige Hensyn til den politiske Magt, som Arbejderne besidder. Hvis Etableringen af den faglige Kamp kan faa til Følge, at man svækker den politiske Magt og Indflydelse, som Fagforeningsmedlemmerne selv har skaffet Socialdemokratiet ved Valgene, er det ganske naturligt, at man overvejer, om der kan opnaas nogen Fordel ved Iværksættelse af Kampen. Arbejdskonflikt er et tveægget Sværd; det rammer hensynsløst til alle Sider, ogsaa Arbejderne selv. Det skal derfor bruges med Omtanke ...».

Budskabet var klart nok: Af hensyn til den socialdemokratiske regering burde arbejderne holde igen med strejkerne. Der lå tillige en frygt for, at strejker og uro på arbejdsmarkedet kunne styrke de arbejderfjendske elementer i samfundet og derved måske fremme de anti-demokratiske strømninger, som danskerne med frygt kunne se vinde frem syd for grænsen.

Arbejdskonflikter og velfærdsstat 1940 - 1967

Krig og efterkrigsopgør 1940 - 1946

Få måneder efter den tyske besættelse gennemførte Rigsdagen i september 1940 Lov om Arbejdsforhold, der reelt indførte tvungen voldgift under krigen. Under besættelsen var arbejdsstandsninger dermed ulovlige, og i krigens første år var der meget få konflikter. Trods loven var der en markant stigning i konfliktniveauet fra 1942, og det fortsatte i 1943. Under de særlige forhold var strejkerne udtryk for mere end faglig utilfredshed; de måtte nødvendigvis antage politisk karakter; en strejke var samtidig en politisk manifestation. I flere store provinsbyer, Esbjerg, Odense, Aalborg og Århus var strejker og generalstrejke en afgørende del af det såkaldte Augustoprør i 1943, der satte et punktum for forhandlings - og samarbejdspolitikken i forhold til den tyske besættelsesmagt. I sommeren 1944 blev strejker og «gå-tidlig-hjem» aktioner led i den københavnske folkestrejke.

Ved krigens afslutning var der et stærkt krav i arbejderklassen om at få fjernet den forhadte Lov om Arbejdsforhold. Loven blev dog ikke afskaffet straks, men fik lov at løbe tiden ud, dvs. indtil den 1.november 1945. I den umiddelbare efterkrigssituation var der en betydelig aktivitet på de danske arbejdspladser. Småting og lokale kontroverser kunne udløse strejker. Flere arbejdskonflikter umiddelbart efter krigen var præget af det politiske opgør mellem socialdemokrater og kommunister. Typografstrejken i foråret 1947 markerede afslutningen på opgøret efter 2. verdenskrig. I krigens kølvand udspandt der sig en længere diskussion om princippet i den tvungne voldgift.

Den danske model

I efterkrigstiden har Danmark sammen med de øvrige skandinaviske lande indtaget sin plads som lavkonfliktområde. Allerede i 1952 fremhævede den amerikanske sociolog Walter Galenson det danske arbejdsmarkedssystem som «det mest detaillerede og fuldstændige system for oprettelsen af kollektive overenskomster» og som middel «til opnåelse af arbejdsfred». Walter Galensons bog blev udgivet på dansk i 1955 med titlen Arbejder og Arbejdsgiver i Danmark, og den var længe en af de bedste bøger om danske arbejdsmarkedsforhold. I stedet for at tale generelt om Danmark og Norden som et lavkonfliktområde ville det måske være mere korrekt at tale om et særligt konfliktmønster i Danmark og Norden efter 2.verdenskrig. Dette skandinaviske konfliktmønster er kendetegnet ved et generelt lavt konfliktniveau og nogle forholdsvis få mere omfattende konfliktsituationer; eller anderledes udtrykt, når der er konflikter, er de forholdsvis omfattende. Som forklaring herpå anføres normalt den høje organiseringsgrad. Men overenskomstforhandlingernes centralisering er en lige så vigtig faktor.

Fra 1948 faldt konfliktniveauet til et ganske lavt leje, og således forblev det frem til midten af 1950'erne. Strejken på radiofabrikken Philips på Amager i 1954 var begrundet i ledelsens hårdhændede rationalisering af virksomheden, og den store støtte, som Philips-arbejderne modtog fra hele fagbevægelsen, vidnede om den almindelige utilfredshed over rationaliseringsbølgen og især over at arbejderne fik så lidt ud af det.

I 1956 brød storkonflikten ud på det danske arbejdsmarked. Fagbevægelsen havde stillet krav om nedsættelse af den ugentlige arbejdstid fra 48 til 44 timer om ugen, med fuld lønudligning, løntillæg til de lavtlønnede, ligeløn og flere andre tungtvejende krav. Forhandlingerne brød sammen, midt i marts måned opgav forligsmanden og de første strejker begyndte. Snart var 65.000 arbejdere ude i konflikt. Det særlige ved 1956-konflikten var, at Dansk Arbejdsmands Forbund etablerede konflikt over for sårbare områder som dagspressen og de store olieselskaber. Organisationerne afviste den socialdemokratiske regerings henvendelser om at dispensere for disse vigtige samfundsfunktioner. Den 31. marts fremlagde forligsmanden et forslag, som begge parter kunne anbefale medlemmerne. Men da afstemningsresultatet forelå den 12.april, var der et nej-flertal på arbejderside. Natten mellem den 12. og den 13. april ophævede regeringen det forkastede mæglingsforslag til lov. Det var første gang en socialdemokratisk regering havde ophævet et mæglingsforslag, som arbejderne havde forkastet, til lov. I de følgende dage var der omfattende demonstrationer i de store byer og især i København. Foran Christiansborg talte kommunisternes formand Aksel Larsen, som udnævnte de københavnske tillidsmænd til «situationens generalstab». Tillidsmændenes råd var, at kampen skulle føres ud på arbejdspladserne. Mandag morgen den 16. april mødte arbejderne i det store og hele på arbejdet. I 1956 havde en socialdemokratisk regering for første gang gennemført et politisk indgreb over for en storkonflikt og gennemført et mæglingsforslag, som arbejderne havde forkastet ved afstemningerne.

I årene efter 1956 var der et stigende antal overenskomststridige arbejdsstandsninger. Den faglige uro nåede et højdepunkt i sommeren 1960. Ved overenskomstforhandlingerne i 1961 lykkedes det ikke at nå til enighed i 2 af de afstemningsgrupper, som forhandlingerne var blevet opdelt i, og strejker brød ud på både jern- og metalområdet og i transportfagene. I Folketinget krævede de borgerlige partier et indgreb. Det lykkedes for parterne i jern- og metalindustrien at blive enige, men på transportområdet blev endnu et mæglingsforslag forkastet (af arbejdsgiverne); herefter greb regeringen ind og ophøjede det forkastede mæglingsforslag til lov.

Overenskomststridige strejker og politiske indgreb harmonerer umiddelbart dårligt med billedet af den danske model, ifølge hvilken uoverensstemmelser løses af parterne selv ad forhandlingens vej. Utvivlsomt bekymrede det også de socialdemokratiske politikere, men det holdt dem ikke tilbage fra at gennemføre Helhedsløsningen i 1963. Helhedsløsningen i 1963 markerede indkomstpolitikkens indtog i overenskomstforhandlingerne; hermed greb regeringen ind politisk, før end der overhovedet var konstateret et sammenbrud. Det var erfaringerne fra 1956 og 1961, der lå til grund for regeringens indgreb, udtalte statsminister Jens Otto Krag. Efter 1963-situationen faldt konflikterne til et lavt niveau i de følgende år.

Stat, arbejdere og arbejdsmarked 1968 - 1999

Ude i Europa var der tale om et opsving i arbejdskonflikterne fra slutningen af 1960'erne, i kølvandet på den internationale valutakrise i 1967-68 («Dollarkrisen»), der blev det første varsel om den forestående og langt værre økonomiske krise i 1970'erne.

Med lidt forsinkelse nåede den faglige uro også Danmark, som oplevede et stigende antal strejker fra 1969. Strejkerne havde et markant politisk islæt, med brod imod den borgerlige VKR-regering. Første fase af konfliktopsvinget efter 1968 kulminerede med storkonflikten i 1973. Efter 1973 holdt konfliktniveauet sig på et permanent højere niveau end tidligere, hvilket utvivlsomt skyldtes den økonomiske krise, der startede med «oliekrisen» i 1973. Sammenhængen mellem højere konfliktniveau og økonomisk krise var ikke til at tage fejl af.

Opsvinget efter 1968: Politisering og politiske indgreb

Strejkeopsvinget efter 1968 havde - som i udlandet - et umiskendeligt politisk præg. De faglige kampmidler blev i højere grad benyttet som led i politiske manifestationer. En anden side af politiseringen var den, der udtrykte en faglig protest imod den socialdemokratiske ledelse i fagbevægelsen. Venstreoppositionen markerede sig efter 1968. Efter en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse på slagteriet Schaub & Co. i Nyborg stiftedes Arbejdersolidaritet på et fagligt oppositionelt grundlag. Foreningen havde som formål at støtte og samle ind til strejkende arbejdere. I begyndelsen af 1970'erne organiseredes Formandsinitiativet, hvor kommunistiske tillidsmænd på de større københavnske arbejdspladser dominerede. Op igennem 1970'erne dannede både det «gamle» venstre (kommunisterne) og det «nye» venstre forskellige former for faglige oppositionsgrupper.

Strejkeopsvinget i slutningen af 1960'erne toppede i første omgang i de første måneder af 1970, og bevægelsen kulminerende med storstrejken den 2. februar 1970. Trods LO-formandens advarsel mod demonstrationen deltog godt og vel 30.000 arbejdere i storstrejken, der var en direkte politisk protestmanifestation imod den borgerlige regerings økonomiske politik. Et nyt højdepunkt blev nået i februar og marts 1971. Denne fase af konflikterne må ses som et led i de igangværende overenskomstforhandlinger, og den var i høj grad karakteriseret ved uofficielle og overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Arbejdsretten havde travlt.

Kulminationen på denne bølge af konflikter kom med storkonflikten i 1973. Skiftende regeringers økonomiske krisepolitik var baggrunden for den række af politiske indgreb, der kom til at kendetegne 1970'erne. De omfattende «majstrejker» i 1974 gav udtryk for fagbevægelsens og arbejdspladsernes utilfredshed med den borgerlige Hartling-regerings økonomiske politik. Mens storkonflikten i 1973 blev bragt til afslutning uden et direkte statsindgreb, så var der tale om politiske indgreb under overenskomstforhandlingerne i 1975, 1977 og 1979, og hver gang var det en socialdemokratisk regering under Anker Jørgensens ledelse, der stod for indgrebet. Alle indgreb var betinget af den socialdemokratiske regerings forsøg på at føre en krisepolitik med indkomstpolitik som det centrale element. De stadige indgreb uddybede modsætningsforholdet mellem den socialdemokratiske regering og (de socialdemokratiske ledere i) fagbevægelsen. Statsminister Anker Jørgensen og LO-formand Thomas Nielsen var nok på talefod, men ikke på bølgelængde.

I 1982 måtte Anker Jørgensen give op og overlade det politiske ror til den konservative Poul Schlüter. I forskellige konstellationer holdt de borgerlige partier under Schlüters ledelse sig ved magten i 10 år, og for fagbevægelsen blev det hårde år. Flere hårde arbejdskonflikter udkæmpedes i første halvdel af 1980'erne. Umiddelbart efter den konservative regerings tiltræden gennemførte regeringen en lov, der drastisk forringede vilkårene for lønmodtagergrupper med løst arbejde, for hvem de supplerende dagpenge betød meget. Havnearbejderne tog kampen og var ude i en langvarig konflikt ved årsskiftet 1982-83.

Uro på arbejdspladserne

Krisen dannede også baggrunden for den stribe af spektakulære arbejdsplads-konflikter, som udkæmpedes op igennem 1970'erne. Gamle og nye kampformer blev taget i anvendelse på danske arbejdspladser. På Uniprint tog arbejderne ved lære af de franske arbejdere på LIP-fabrikkerne og greb til fabriksbesættelse som kampvåben. I den lille midtjyske by Bækkelund benyttede fagbevægelsen sig af det gamle kampvåben, den fysiske blokade, for at få arbejderne på Bækkelund Papirfabrik organiseret. Et af de markante træk ved strejkeopsvinget fra slutningen af 1960'erne var det store antal overenskomststridige arbejdspladskonflikter. Den faglige uro fra slutningen af 1960'erne var en sammensat størrelse af både organiserede faglige fremstød og lokale arbejdspladsaktioner.

I begyndelsen af 1970'erne var der bl.a. de overenskomsstridige strejker blandt slagteriarbejderne på en række af landets slagterier. Utvivlsomt var det akkordarbejdet og det forcerede arbejdstempo, der var den dybereliggende forklaring på uroen på slagterierne. Det startede med strejken på Schaub & Co. i Nyborg i slutningen af 1970. Den konkrete anledning til strejken var strid efter en fyring af 4 mand fra slagteriet og den efterfølgende fyring af tillidsmanden. Schaub-konflikten blev starten på en bølge af overenskomsstridige strejker på slagterierne - på Tulip i Vejle, på slagterierne i Brønderslev, Holstebro, Hammel, på Langeland, i Hobro, Hjørring og Holbæk og i midten af 70'erne på Meatcut i Aalborg.

Strejken på Aalborg Værft i 1971-72 havde også en fyringssag som umiddelbar anledning, i dette tilfælde fyringen af skibsbyggernes tillidsmand, men også her havde strejken et dybereliggende grundlag i længere tids opsamlet strid om akkorderne. Et år senere var det plattepigernes kamp på Den kgl. Porcelænsfabrik 1972-73, der tiltrak sig opmærksomheden. Samtidig med plattepigernes kamp var fagforeningerne på barrikaderne over for virksomheden Hope-Computer i Hadsund. I 1974 var der konflikterne på Sabro ØB, Ota, Storno, Lindø, Nilfisk m.fl. I 1975 var der en stribe opsigtsvækkende konflikter, bl.a. Uniprint i januar-februar, Bækkelund Papirfabrik i september, fotovirksomheden INFO i oktober. Blandt de mest opsigtsvækkende konflikter i 1976 var en ny strejke på Den kgl. Porcelænsfabrik, Føtex - og Skjold Burne-konflikterne og HT - chaufførerne og københavnske stilladsarbejdere. I 1977 var der bl.a. den lange konflikt i det berlingske hus - «De 141 dage» - og på Scaniadam. Der findes et ganske omfattende antal publikationer og småskrifter om disse arbejdspladskonflikter.

I flere af disse arbejdspladskonflikter kom det til sammenstød mellem politi og konfliktende arbejdere, fordi arbejderne som et led i konflikten blokerede de konfliktramte virksomheder. Diskussionen om fysiske blokader som fagligt kampmiddel startede med Hope-Computer konflikten. En række fagforeningsledere blev tiltalt for ulovlig frihedsberøvelse, men frifundet ved Vestre Landsret i februar 1974. Spørgsmålet om fysiske blokader i forbindelse med arbejdskonflikter blev et politisk konfliktpunkt i midten af 1970'erne. Hele det politiske røre omkring fysiske blokader vidner om den politisering af arbejdskonflikterne, som var så kendetegnende for tiden efter 1968. Efter en ophidset debat i Folketinget udsendte justitsministeret i juni 1976 et circulære til landets politimestre, hvori ministeriet indskærpede politiets pligt til at sikre den lovlige adgang til en blokeret virksomhed.

Arbejdskonflikterne faldt til et lavere niveau i løbet af 1980'erne. Stadigvæk var der flere opsigtsvækkende arbejdspladskonflikter: den langvarige blokade i 1983 mod La Cabana i Herning, HT-konflikten i København i 1984, og i 1990'erne bl.a. skraldemandskonflikten i Århus og den forbitrede konflikt om Ri-Bus i Esbjerg.

Konflikter blandt offentlige ansatte

Et nyt træk i 1970'ernes konflikter var det stigende antal faglige konflikter blandt de offentlige ansatte. De offentlige ansatte fandt i stigende grad deres plads i de faglige lønmodtagerorganisationer, og de offentlige ansattes faglige organisationer begyndte efterhånden at optræde som de «almindelige» faglige organisationer. Baggrunden herfor var dobbelt, for det første voksede antallet af offentlige ansatte stærkt i takt med velfærdsstatens udbygning, og for det andet skete der en holdningsændring i retning af en lønmodtagerbevidsthed blandt offentlige ansatte. I «gamle dage» var den offentlige ansatte en loyal «statstjener» og embedsmand. Det var ikke alle, der fik en fyrstelig løn, men der var sikkerhed i ansættelsen og andre goder. Tjenestemanden kunne ikke strejke, men tanken om at gå ud i en arbejdskonflikt lå formentlig enhver tjenestemand fjernt.

Før 1973 var konflikter blandt offentlige ansatte uhyre sjældne. I september 1960 havde 3000 københavnske postbude nedlagt arbejdet. Postbudestrejken i København var en af de meget få eksempler på danske statstjenestemænd i konflikt. Men fra 1973-74 skete et skifte. I marts 1973 gik danske folkeskolelærere ud i strejker. Danmarks Lærerforening advarede imod de «ulovlige aktioner», og de aktionerende lærere kunne se frem til tjenestemandsager. Senere på året, den 1.december 1973 gik 1000 sygeplejersker i konflikt, her som led i en «almindelig» overenskomstfornyelse. Hermed oplevede Danmark sin første sygeplejerskestrejke. Fra 1973 var faglige konflikter blandt offentlige ansatte ikke længere noget enestående. Fra 1975 bredte den faglige uro sig blandt de københavnske postarbejdere. På landets sygehuse blev forskellige personalegrupper, fra yngre læger til sygeplejersker og portører m.fl., involveret i faglige aktioner, og de faglige konflikter fortsatte i 1980'erne og 90'erne. Nogle arbejdspladser syntes at være ganske specielt konfliktintensive, f.eks. Kastrup Lufthavn (SAS), Danmarks Radio, det københavnske postvæsen, Hovedstadens Trafikselskab og enkelte andre. I 1990'erne har bl.a. sygeplejerskerne været ude i konflikter.

Det stigende antal konflikter, hvor offentligt ansatte var involveret, var udtryk for udbredelsen af en lønmodtagerbevidsthed, som også gav sig udslag i, at de offentligt ansatte fandt deres plads i de faglige organisationer. Gamle tjenestemandsorganisationer skiftede karakter og blev til egentlige faglige foreninger, og organisationsgraden blandt offentligt ansatte nåede et højt niveau.

Det offentlige, det være sig stat, amter eller kommuner, blev i efterkrigstiden en stor arbejdsgiver, og i løbet af 1970'erne tog det offentlige aftalesystem form. Efterhånden fik de offentlige organisationer en central plads i overenskomstforhandlingerne på arbejdsmarkedet. Det stigende antal konflikter blandt offentlige ansatte var således et udtryk for, at konfliktmønsteret fra det private arbejdsmarked har bredt sig til det offentlige arbejdsmarked.

Storkonflikter efter 1968

Der har været teorier fremme om, at faglige storkonflikter ikke mere er mulige i det moderne samfund; dels fordi samfundet er blevet så sårbart over for konflikter på «livsnødvendige» områder, at enhver større konflikt på et sådant område hurtigt vil blive stoppet ved et politisk indgreb, og dels fordi den moderne lønmodtager og de store lønmodtagerorganisationer ikke opfatter storkonflikten som en realistisk mulighed eller farbar vej. Kort sagt, samfundet kan ikke tåle storkonflikter, og lønmodtagerne vil dem ikke! Ikke desto mindre synes storkonflikter på arbejdsmarkedet at være indtruffet med næsten samme hyppighed efter krigen som før.

I 1973 stod hovedorganisationerne over for hinanden i det, der blev danmarkshistoriens hidtil mest omfattende arbejdskonflikt siden 1936. LO’s generelle krav var langt hen tidligere fremførte, men uindløste krav som eksempelvis: ligeløn, lavtlønstillæg, kortere arbejdstid, bedre feriegodtgørelse, uddannelsesfond, dyrtidsregulering, afskedigelsesløn m.v. DA fandt den samlede beløbsramme alt for høj, forhandlingerne brød sammen, og den 21.marts gik konflikten i gang. Allerede den 23.marts opfordrede statsminister Anker Jørgensen imidlertid parterne til at genoptage forhandlingerne. Parterne fandt ved forligsmandens hjælp selv frem til et forlig. Det skete, og den 26. marts lå et forslag klar. Det blev vedtaget den 9.april, på arbejdersiden med 69 % for og 31 % imod og en stemmeprocent på 62,3 %. Hos arbejdsgiverne var der et stort flertal for forliget.

Efter storkonflikten i 1973 gik der tolv år, så fulgte storkonflikten i 1985 under den borgerlige regering Schlüter. Fagbevægelsens 3 hovedkrav var: 1) en arbejdstidsnedsættelse til 35 timer, 2) lavtlønsværn, og 3) forhøjet ATP bidrag. Mandag den 25.marts startede konflikterne på det private arbejdsmarked; 300.000 arbejdere var i strejke eller lockout. Den 26.marts fremlagde statsministeren et forslag til et politisk indgreb, der også skulle omfatte det offentlige aftaleområde, og hvor de to hovedpunkter var en lønramme på 2% det første år og 1½ % det andet år, samt en arbejdstidsnedsættelse på 1 time i det andet overenskomstår. Den 28.marts blev der etableret blokade af Christiansborg, og i de følgende dage antog konflikten et omfattende og ukontrolleret omfang. Den 30.marts blev lovindgrebet vedtaget, med virkning fra 1.april. Men strejker og demonstrationer fortsatte.Selv i den udenlandske presse bemærkedes det, hvor «udansk» begivenhederne udviklede sig herhjemme. Først i midten af april var der faldet ro over det danske arbejdsmarked igen.

En ny storkonflikt lammede det danske arbejdsmarked i 1998 - fra slutningen af april til begyndelsen af maj. Fagbevægelsens ledere forhandlede sig frem til et resultat, med bl.a. forhøjelse af mindsteløn og pensionsbidrag, men medlemmerne forkastede ved afstemningerne resultatet. Medlemmernes nej kom bag på de faglige ledere. Lige så overraskende var den primitive hamstringsbølge, som greb danskerne fra konfliktens første dag. Det virkede som om, den «almindelige» dansker - der hamstrede som om en ny istid var forestående - var helt fremmed over for et kampvåben som en storkonflikt. Fagbevægelsens formand fremførte tanker om, at nu burde der tages hul på den sjette ferieuge. Efter et nyt forhandlingssammenbrud besluttede regeringen sig for et politisk indgreb.

Kendetegnende for de seneste to politiske indgreb i faglige storkonflikter har været, at regeringen selv har fastlagt indholdet i lovindgrebet. Tidligere var det sådan, at regeringen foretrak at ophøje et mæglingsforslag til lov eller vedtage en lov om tvungen voldgift eller lignende. Det har været noget nyt, at regeringen og politikerne i de senere år har forholdt sig langt mere selvstændigt i forhold til form og indhold i et lovindgreb.

Arbejdskonflikternes historie efter krigen viser, at den danske model har haft svært ved at leve op til sit ry. Siden det første statsindgreb over for en truende storkonflikt i 1933 har politiske indgreb over for arbejdskonflikter forekommet ganske hyppigt. Arbejdskonflikternes politisering, i særdeleshed storkonflikternes politisering, har været et kendetegn ved arbejdskonflikterne siden 1930'erne.

Arbejdskonflikternes historie viser generelt, at selv om strejken flere gange er blevet erklæret død, så har den vist sig utrolig sejlivet. Der er dem, der mener, at strejken er et forældet kampvåben, der ikke hører hjemme i et moderne samfund. Ikke desto mindre så viser arbejdskonflikternes historie, at selv «moderne tiders» arbejdere har svært ved at give afkald på dette «primitive og forældede kampmiddel».

K.K.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 12/5 2004

Læst af: 118.220