 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Fjernhandel
Fjernhandel refererer til omsætning af varer, som fragtes over lange afstande fra produktionssted til afsætningssted. Forudsætningerne for fjernhandel må bl.a. findes i de forskellige naturlige betingelser for forskellige typer produktion, forskellig befolkningsudvikling i forskellige områder, en vis grad af produktivitet og en vis grad af samfundsmæssig arbejdsdeling. Man kan skelne mellem aktiv og passiv handel, alt efter om de handlende aktivt opsøger andre produktionssteder, efterspørger fremmede produkter og tilbyder egne varer og tjenester, eller om de passivt afventer fremmed efterspørgsel og overlader handelen med egne produkter til andre.
Fjernhandel synes at være forekommet ret tidligt i menneskehedens historie og er grundlaget for de tidlige kulturer i Indien, det nære østen (Mesopotamien og Egypten) og det østlige middelhavsområde (fra det 4. årtusinde f.kr.). Også indenfor Romerriget foregik der en livlig fjernhandel. Det er imidlertid udviklingen af fjernhandel i Europa i middelalderen og i nyere tid, der har haft størst betydning for udviklingen af det økonomiske system i vor del af verden (se Handelskapitalisme).
Handelsveje og varer
Der indtrådte et alment opsving i fjernhandelen i højmiddelalderen (fra og med 1000 tallet). I Sydeuropa var en række italienske byer ledende (Venezia, Piza, Genova, Amalfi). Handelen drejede sig hovedsageligt om luksusvarer af høj kvalitet og værdi i forhold til omfanget. En række af disse varer stammede fra det fjerne østen. Fremfor alt krydderier men også kostbare klæder, ædelstene, elfenben, perler, farvestoffer og kunsthåndværk fra Indien, Java, Molukkerne og Kina. De blev fragtet ad karavaneveje gennem det indre Asien (Turkestan) eller ad søvejen gennem den persiske bugt og Rødehavet frem til landene i det nære østen, hvor italienske købmænd overtog varerne, og i en vis udstrækning oprettede handelskolonier (langs den østlige Middelhavskyst og omkring Sortehavet). Araberne fungerede i denne handel som mellemmænd. Fra det nære østen selv blev der hentet bomuld, alun og sukker. De italienske handelskolonier modtog også slaver, pelsværk, korn, tømmer og metal, der blev fragtet sydover på floderne i det nuværende Rusland og Ukraine.
Østover eksporterede Europa olivenolie, vin, frugt, korn, salt, tekstiler, tømmer, rustninger, våben og slaver. Fjernhandelen i Nordeuropa havde gennem hele middelalderen et noget andet præg, eftersom den i højere grad bestod af massevarer, hvis volumen var større i forhold til værdien, og som derfor krævede et større transportvolumen. Vigtige varer var her sild fra Østersøen, pelsværk, honning, tømmer, tjære, voks, huder, metaller, korn, tekstiler fra Flandern og efterhånden også fra England, udover tørfisk og fiskeprodukter fra Norge. En række byer i de nordøstlige og nordvestlige dele af Tyskland, samt det nuværende Holland overtog efterhånden ledelsen af denne handel, gennem det såkaldte Hansaforbund, en forholdsvis løs sammenslutning af byer knyttet sammen pga. den fælles interesse i handelsforbindelsen Østersøen-Vesteuropa, og særligt transithandlen over Lübeck og Hamburg via floderne Trave og Elben. Hansaforbundet var i stand til at føre krig og gennemføre vellykkede handelsblokader mod en række europæiske stater, men blev aldrig selv til en stat.
Opsvinget i fjernhandelen i middelalderen var tæt knyttet til og var delvist en forudsætning for udviklingen af industriel produktion for eksport. På denne baggrund opstod der to økonomiske tyngdepunkter i Europa: Norditalien og i Flandern - det nuværende Nordfrankrig og Belgien. Produktionen var hovedsageligt koncentreret i en række byer: i Norditalien, Venezia (glas- og våbenproduktion), Milano (guldsmedevirksomhed, silkevævning), Lucca, Arezzo, Siena, Genova (silkevævning) og Firenze (uldvævning). I Flandern foregik det meste af uldtøjsproduktionen i begyndelsen i de vallonske byer Arras, St.Omer og Douai, men fra slutningen af det 13. århundrede overtog de flamske byer ledelsen - Ypres, Gent og Brügge. Både i Syd- og Nordeuropa var det overvejende kapital akkumuleret gennem handelsvirksomhed, der i første omgang blev investeret i industriproduktionen, og det var storkøbmændene, der havde kontrol over produktionen. Dette skyldtes en udstrakt arbejdsdeling og det faktum, at det på hvert trin i produktionsprocessen var tilstrækkeligt med forholdsvis ringe viden. Købmændene stod derfor som ejere af råstofferne, som de så sendte til bearbejdning hos en række lønarbejdere (se Industrielle Revolution).
Det vigtigste forbindelsesled mellem de økonomiske centre i Europa var indtil 1300 tallet lejlighedsvise messer i byerne i det nordfranske grevskab Champagne (Bar-sur-Aube, Lagny, Provins, Troyes), der lå midt på handelsvejen op gennem Rhônedalen fra Marseille til Brügge i Flandern. Her indfandt der sig også købmænd fra handelsområdet omkring Østersøen. En anden handelsvej gik fra Middelhavsområdet over Alperne til de sydtyske byer, hvor der også foregik en del produktion - af vin og tekstiler.
En radikal omlægning af handelsvejene fandt sted i slutningen af 1200-tallet og begyndelsen af 1300-tallet, da italienerne som de første åbnede direkte skibstrafik på Brügge, andre flamske byer og London, hvor de allerede havde etableret afdelingskontorer og agenturer for deres handelsfirmaer. Dette var en af konsekvenserne ved den såkaldte handelsrevolution i middelalderen og en af hovedårsagerne til, at Champagnemessen efterhånden mistede sin betydning. Brügge fremstår nu som det vigtigste center for vareomsætning og pengetransaktioner. Det der tidligere var blevet drevet som flamsk aktivhandel, blev nu overtaget af italienere, englændere og hanseater. Men i det 16. århundrede blev hanseaterne igen udkonkurreret af hollænderne. Dette må imidlertid ses i sammenhæng med europæernes ekspeditioner til andre verdensdele («de store opdagelser») og den fuldstændige omlægning af handelsveje og -centre der fulgte (se By).
Organisation og teknik
Som følge af usikre transportvilkår foregik fjernhandel i den første periode af middelalderen hovedsagelig ved, at flere købmænd rejste sammen i karavaner over land og i konvojer på havet. I denne tidlige periode er den rejsende købmand typisk for fjernhandelen. Den enkelte købmand tilbagelagde dog ikke nødvendigvis lige så lange distancer, som de varer han handlede med. I mange tilfælde vandrede varerne fra omsætningssted til omsætningssted langs ruten. På den anden side var det ikke ualmindeligt, at en købmand kunne være indtil 7 år borte fra sit hjemsted.
Organisationsformerne for fjernhandel var i denne tidlige periode enkle, og afpassede efter de risikofyldte forhold som handelen foregik under. Den enkleste form for handelssammenslutning under middelalderen bestod i, at to købmænd slog sig sammen om en rejse eller en forretning og havde lige store andele af indsats og fortjeneste (Societas vera). En noget mere udviklet form var commenda-sammenslutningen, der indebar, at en eller flere passive, fastboende partnere bidrog med størstedelen af kapitalen til virksomheden, mens selve gennemføringen og ledelsen blev overladt til en aktiv partner, der rejste sammen med varerne. Denne aktive partner stillede kun ringe eller slet ingen kapital, og hans andel af fortjenesten var løn for hans indsats ved gennemføringen af projektet. Denne type handelssammenslutning gav gode muligheder for at slå sig op som købmand, selv om man i udgangspunktet kun disponerede over en lille kapital. Commenda-sammenslutningen var meget almindelig ved oversøiske forretninger, og kombinationen købmand/skipper var ikke ualmindelig. Partnerne var normalt ansvarlige overfor tredje mand for det beløb de selv havde investeret, og partnerskabet blev oftest ophævet ved afslutningen af hver forretning.
På landjorden benyttede man sig ofte af compagnia-sammenslutningen, der indebar, at et stort antal partnere slog sig sammen for en længere periode, ofte flere år. Alle bidrog med kapital og aktiv gennemføring, og skiftedes til at rejse og være hjemme. Hver af partnerne havde ubegrænset ansvar overfor tredjemand for hele selskabets gæld.
En af de mest betydningsfulde ændringer fjernhandelen i middelalderen var, at den rejsende købmand blev afløst af den fastboende. Dette hang sammen med åbningen af direkte søvejsforbindelser mellem Nord- og Sydeuropa og etableringen af faste afdelingskontorer eller repræsentanter for de store handelsfirmaer i fjerne områder. Det forudsatte også en afgørende nyskabelse når det gjaldt handelsteknik, fremfor alt i kreditvæsenet og i bogførelsen. Alle disse ændringer der begyndte i slutningen af det 13. og begyndelsen af det 14. århundrede, går normalt under betegnelsen handelsrevolutionen i middelalderen. Fjernhandelen foregik nu ved, at varerne blev sendt alene med skib til en fastboende agent eller partner, som solgte dem og investerede pengene i en ny last der blev returneret.
Ifht. de enkeltstående virksomheder var ordningen med fastboende agenter, der købte og solgte på kommissionsbasis blevet almindelig ved slutningen af det 14. århundrede - fremfor de tidligere metoder med midlertidige partnerskaber. Et andet træk ved udviklingen var imidlertid familiefirmaet, der kombinerede stor kapital, kontinuitet i ledelsen og fordelene ved et vidtstrakt net af forbindelser. Efter at en række konkurser omkring midten af det 14. århundrede havde fejet en del af de ældre firmaer bort, blev de mindre centraliserede former de mest almindelige. Nogle gik over til at organisere afdelingskontorerne som egne permanente partnerskaber. Enkelte af selskabsformene fra den sidste del af middelalderen peger i retning af kapitalistiske organisationsformer, der udviklet først optræder langt senere. Eksempelvis gik en lovændring i Firenze i 1408 ud på, at de passive partnere i et selskab ikke længere skulle være ubegrænset ansvarlige overfor tredjemand. Det peger i retning af aktieselskabsformen.
Overføringen af betalingsmidler over lange afstande blev væsentligt lettet, da man tog checks og veksler i anvendelse. Dette indebar ikke blot en enorm lettelse af vareomsætningen, men lagde også grunden til et virkeligt pengemarked og omfattende bankiervirksomhed. Set i forhold til handelsvolumenet spillede kreditten en væsentlig rolle i middelalderens handel.
Gennem hele middelalderen organiserede købmænd sig i mere interesseprægede foreninger, efter samme mønster som håndværkerlaugene, for at prøve at fremme privilegier og monopolstilling for deres handel.
Norden
Skandinavien har helt tilbage fra stenalderen haft handelsforbindelser. Allerede i tidlig middelalder synes Norden at være trukket ind i et omfattende net af fjernhandelsveje, som netop i 800- og 900-tallet ser ud til at være under omlægning. Mens varebyttet mellem Nordeuropa og Orienten muligvis tidligere gik over Vesteuropa, kan man på dette tidspunkt have etableret en kortere forbindelse mellem Nordeuropa og Orienten langs floderne i det nuværende Rusland. Efter alt at dømme var de mest betydelige centre for handelen i Norden i denne periode Birka i Mälarområdet i Sverige og Hedeby i det nuværende Slesvig. Handel med fangst- og fiskeriprodukter fra områderne på Nordkalotten lader til at have dannet grundlag for vigtige fjernhandelsveje langs med og gennem Norge; Dels langs kysten helt ned til Hedeby, og dels ad vejen over land gennem Trøndelag og de midtsvenske områder til Østersøen. I højmiddelalderen og senmiddelalderen fik handlen med fiskeriprodukter fra Nordnorge (særligt tørret fisk) og overskuddet af de forskellige varer der blev brugt som betaling ved jordleje stadig større betydning. Det er uklart, hvor stor del af denne fjernhandel der blev drevet af landets egne indbyggere. Det er dog påvist, at en række verdslige og gejstlige stormænd drev aktiv handel. Om der også fandtes en egen købmandsstand eller spirer til en sådan i Norge er imidlertid omdiskuteret. Blandt udlændingene synes englænderne at have spillet en væsentlig rolle i højmiddelalderen, men også islændinge, grønlændere, danskere, svenskere, gotlændere og tyskere bliver nævnt. Hanseaterne (østersøtyskere) opnår i 1300-tallet en dominerende stilling i Nordens varebytte med omverdenen. De er leverandører af korn og aftagere af nordiske landbrugs- og fiskeriprodukter, der eksporteres til store dele af Vesteuropa. Hanseaternes stilling svækkes ikke før 1500-tallet. Det sker da som følge af indre splittelse (modsætning mellem de østlige og vestlige byer), og konkurrence fra hollænderne.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 39.834