Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Næringsformer

Næringsformer er måder at producere på. Primære næringsformer (dvs. de som udnytter naturen direkte) er jagt og samling, landbrug og nomadevæsen. Vort industrisamfund kan kaldes en sekundær næringsform. Politisk set er kundskab om næringsformer vigtig som baggrundsviden for økologidebatten. Derfor først nogle økologiske nøglebegreber: 1. Al energianvendelse på jorden har, i alle samfundsformer før det moderne industrisamfund, sit ophav i solenergi. 2. Solenergi kan kun nyttiggøres af grønne planter til at producere biomasse, levende stof. 3. Alt andet liv på jorden må basere sig på udnyttelsen af den biomasse, planterne har produceret; alt andet liv lever af planter. 4. Der tabes energi, når energi går fra en form til en anden. 5. Mængden af biomasse i form af dyr må være mindre end biomassen i form af planter.

Energiens flow gennem systemet er det centrale. Det vigtigste træk ved energiflowet er, at der tabes energi ved overgangen fra en form til den næste. Hvis vi siger, at grønne planter udgør en given mængde energi, får vi følgende figur.

Den vej energien går, kaldes en fødekæde. Fødekæden består af arter, som lever af hinanden - planteædere. Et får lever af nogle græsarter. Disse græsarter angiver da fårenes niche i fødekæden.

Alle arter af levende væsener danner fødekæder, som er vævet ind i hinanden og danner den organiske del af økosystemet. Det er vigtigt at have klarhed over økosystemets samspil af afhængigheder for at kunne forstå virkningerne af indgreb i naturen.

Mennesket adskiller sig fra andre arter i økosystemet ved, at det er enormt tilpasningsdygtigt; det har evnen til at udnytte nicher på alle niveauer i fødekæden og har flere forskellige nicher end noget andet dyr.

Jæger- og samlersamfund

Jæger- og samlersamfund er den ældste af menneskets næringsformer. Det som karakteriserer denne næringsform økologisk er, at mennesket ikke griber ind i naturens produktion, men kun høster af det, der findes. Mennesket må derfor indrette sig efter de mængder af planter, der kan udnyttes, og de dyr naturen tilbyder, og regulere befolkningstætheden derefter. Der er tre vigtige nicheegenskaber: A. Energieffekten, dvs. den energi en art afgiver, når den forbruges (målt i kalorier) minus den energi som kræves for at skaffe energien. For jægere og samlere bliver energieffekten lavere end for andre næringsformer fordi de planter som samles er spredt over et større område. Det samme er tilfældet med jagt. B. Periodiciteten (dvs. den periode nichen er tilgængelig) begrænser valget af nicher. C. Fordelingen af de forskellige arter, som kan gøre det nødvendigt at vandre over store områder. De samfund som har været rene jæger- og samlersamfund - eskimoer, nogle indianerstammer, aboriginals og nogle stammer i Afrika - har derfor i langt højere grad indrettet deres samfund efter naturen end andre næringsformer.

Naturen har virket bestemmende for samfundsorganiseringen ved 1. at det kun har været muligt at brødføde små befolkningsgrupper med spredt bosætning, 2. at der ikke findes muligheder for at investere et overskud i øget produktion, men kun i forbrug, og 3. at mulighederne for specialisering er minimale, arbejdsdelingen er lav. Dette kan synes temmelig magert. Ikke desto mindre er disse samfund blevet kaldt «de oprindelige velfærdssamfund». Det hænger specielt sammen med, at de er orienteret mod forbrug. Når man ikke har mulighed for at påvirke selve produktionen, kan man kun investere i øget forbrug eller forbedret teknologi. Det var relativt set begrænset, hvor meget tid og energi det kunne svare sig at investere i vedligehold og forbedring af teknologi, og det var begrænset hvor meget de orkede at spise. Resultatet blev, at de blot arbejdede, til de havde dækket deres begrænsede behov. I perioder kunne de nøjes med at arbejde et par timer pr. dag. Dermed havde de meget tid til ikke-materielle aktiviteter. Vi ved da også, at aboriginals havde uhyre komplicerede slægtssystemer og religiøse systemer som konsekvens af megen træning i at tænke abstrakt.

Samfundsorganiseringen måtte blive præget af lighed. Det var ikke overskud nok til at holde en overklasse, som ikke arbejdede. Dygtige jægere kunne have mere end andre, men fra indianerstammer ved vi, at det oftere var en kollektiv tankegang som rådede, hvor den dygtige jæger delte sit bytte med alle, og hellere tog en fridag dagen efter og så modtog fra de andre.

Den eneste absolutte arbejdsdeling gik på køn. Kvinder med småbørn kunne ikke gå på jagt, så deres arbejde blev koncentreret om samling, barnepleje og arbejde på bopladsen, mens manden koncentrerede sig mere om jagt.

Landbrugssamfund

Landbrugsrevolutionen (den neolitiske revolution) førte til fuldstændig forandring af samfundene. Den repræsenterede en grundlæggende overskridelse i menneskets udnyttelse af naturen. I stedet for at underkaste sig naturen, greb menneskene nu ind og regulerede sine nicher ved at samle den enkelte art på et sted og lukke alle andre ude. Herved opnåede menneskene, at al optagelse af energi på det dyrkede jordstykke blev kanaliseret gennem nytteplanter, og menneskets energiudnyttelse kunne dermed øges mange gange i forhold til kun at samle. Muligheden for at bruge teknologi steg også radikalt ved at have nytteplanterne samlet på et sted.

Konsekvensen for de samfund der tog springet fra en jæger- og samlerstadiet til landbrug var:

en enorm befolkningstilvækst som resultat af den forbedrede energiudnyttelse,
at det nu blev en betingelse at spare noget af overskuddet for at reinvestere det i avlsproduktion, og
at mulighederne for specialisering blev gjort ubegrænset - både med hensyn til antal arter som blev kultiverede og med hensyn til vedligehold og forbedring af teknologien.

Landbrugssamfundene blev folkerige og fik en mere kompliceret udnyttelse af naturen. Den kulturelle variation fra samfund til samfund blev derfor enorm. I denne forbindelse er der to yderpunkter: Svedjebrug i junglen og våd-ris-landbrug.

Svedjebrug

Skoven som økosystem er karakteriseret ved et enormt energiflow. Store mængder vegetation vokser og rådner hurtigt og giver næring til ny vegetation. Jordlaget er tyndt med et meget næringsrigt lag af rådnende planter. Svedjebrug drives ved at vegetationen i et lille område svides af og danner et askelag på jorden. Herefter tilplantes området med forskellige plantearter; f.eks. taro, kartofler, bananer, majs m.m. Det kan tage flere år at opdyrke et jordstykke - op til fem år. Så kommer der nogle gode afgrøder i nogle få år. Herefter mindskes udbyttet og til sidst - måske efter ti år - kan det ikke længere betale sig at dyrke jordstykket.

Det der sker er, at menneskene omformer energien fra vegetation af ikke-nyttige planter til aske. I denne proces går der meget energi tabt i form af varme, men meget resterer. Så plantes nytteplanter. Menneskene efterligner skoven ved at plante flere plantearter som til dels udnytter forskellige næringsstoffer. Dermed kan energien gå alternative veje - og energien udnyttes bedre. Men der tilføres ikke ny næring. Så når den energi der var i jord- og askelaget er brugt op, kan der ikke længere dyrkes afgrøder, så jordstykket må gro til igen og kan først genanvendes efter nogle år. Dyrkerne må så rydde et nyt stykke jord og processen gentages.

Svedjebrug kræver, at det meste af jorden ligger brak, således at det enkelte jordstykke får tid til at restitueres mellem hver gang det dyrkes. Dette forudsætter en streng regulering af befolkningstilvæksten. Hvis jorden bruges for ofte, og hver gang længere udpines den, og skoven får ikke næring nok til at vokse op. I stedet vokser området til med sejt græs, som gør jorden ubrugelig.

Svedjebrug er udbredt i tropiske områder i Sydamerika, Afrika, Asien, New Guinea og Stillehavsøerne. Det bygger på en vanskelig balancegang i økosystemet, hvor befolkningstilvæksten presser på for en øget udnyttelse, og dårlig høst og jordbunden sætter grænser. Enkel teknologi begrænser også udnyttelsen og bidrager til, at balancen opretholdes. For mennesket er svedjebruget den bedst mulige anvendelse af junglen, og det kan sagtens fungere inden for økosystemets balance. Den største trussel har vist sig at være ydre indblanding, som forstyrrer befolkningstilvæksten. F.eks. vil medicinsk hjælp mindske børnedødeligheden og dermed øge tilvæksten, som igen forøges når denne store gruppe børn selv får børn. Og dermed vil økosystemet blive sprængt. På temmelig kort tid vil området være uanvendelig til landbrug.

Våd-ris-landbrug

Våd-ris-landbrug, som bl.a. findes i Indonesien, er på mange måder en modsætning til svedjebrug. Våd-ris-landbrug bygger på kunstig vanding. Vand fra bjergene ledes i kanaler ned over bjergsiderne og fordeles udover terrasser. Terrasserne oversvømmes med vand som giver næring til risen. Det som sker økologisk her er, at der konstrueres et helt nyt og kunstig økosystem på terrasserne. Det er vandet, som kommer med al næringen. Den kanaliseres alene gennem risen. Det bliver et meget stabilt økosystem, som bonden helt kan kontrollere. Den kritiske faktor er vandingsanlægget, som er et spørgsmål om organisation og teknologi. Bønderne må samarbejde om anlæggelse af vandingskanaler - fælles bedste er eget bedste. Det har vist sig, at denne næringsform har en meget stor bæreevne. De dele af Indonesien der har et sådan landbrug, er tættere befolket end Europa - omkring 500 indbyggere pr. km². Det har heller ikke vist sig mulig at sprænge økosystemet. Befolkningstilvæksten har snarere øget mulighederne for at investere arbejdskraft i forbedring af teknologi og vandingssystemer, hvilket igen har medført større høst.

Disse to typer landbrug kræver helt forskellige sociale organisationer. Der kræves en stor og specialiseret organisation til vandingslandbrug, og vandet er helt afgørende for produktionen. Derfor findes der ofte i disse samfund en centraliseret politisk ledelse og streng håndhævelse af ejendomsretten til vand.

Nomadisme

Nomadisme er en tredje type af primære næringsformer. Som jægere og samlere bruger nomaderne naturen sådan som den er. Men de benytter kun et begrænset antal græsarter til græsning for deres husdyr (og nogle andre småplanter som husdyrene kan spise, som f.eks. rensdyrlav). De bruger naturressourcerne indirekte gennem deres husdyr. Derfor er de afhængige af store mængder af planter, for at kompensere for det tab der sker ved, at de lader al energi gå gennem husdyrene. Ved at vandre skabes der mulighed for at få nok planter. Husdyrholdenes vækst begrænses netop af græsningsarealer. Nomaderne kan ikke have flere dyr, end der kan fødes den del af året med ringest græsningskapacitet.

Det siger sig selv, at de stadige flytninger præger nomadernes kultur. Men endnu vigtigere er husdyr som kapitalform. Dyr formerer sig selv, så hvis nomaderne kan undgå at slagte et hundyr, kan det betyde flere dyr tjent på lidt længere sigt. Derfor begrænser nomaderne det antal dyr der tages ud til forbrug - helst til flokken når maksimumsgrænsen (og det lykkes ikke så ofte). Nomaderne lever derfor enkelt og sparsommelig.

Økologisk udnytter nomaderne ressourcer, som mennesker ellers ikke vil have muligheder for at udnytte. Men mange steder udnytter de græsgangene til det yderste. Overgræsning fører hurtigt til ødelæggelse af græsgangene. Det er derfor vigtig at regulere brugen af dem. En del steder - bl.a. i Mellemøsten - har nomaderne stærkt centraliserede politiske organisationer, hvor en høvding eller stammekonge fordeler græsningsrettighederne. Dette kan være en forudsætning for at holde balancen i økosystemet.

Økosystemet er mangfoldigt. Mennesket har flere tilpasningsmuligheder end nogen anden skabning. Ved at få større viden om økosystemet kan vi ændre det til vores fordel, uden at vi ødelægger det. Men overudnytter vi økosystemet, vil vi på lang sigt reducere den energimængde, der kan anvendes. Vi er derfor bedst tjent med at opretholde den balance, som giver maksimal energi uden at nedbryde «produktionsapparatet». Her kan industrisamfundets indirekte forhold til naturen være meget farlig. Ved handel er der mange led fra naturen og til forbrugerne. Naturens reaktion på overudnyttelse har en lang vej. Produktionen går i mellemtiden videre og ødelægger yderligere, og vi kommer ind i en ond cirkel. Men hvis produktionen organiseres ud fra et økologisk grundlag, er det muligt at opretholde et industrisamfund i «al fremtid». Det må blot indrettes efter økosystemets bæreevne. Kapitalismen har vist sig at være dårlig til at gøre dette. Økologidebatten må derfor ikke blive en naturfredningsdebat, men en politisk kamp for produktionssystemer som bygger på økologisk viden.

H.E.H.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 37.873