Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Kanafani, Ghassan

Ghassan Kanafi

Ghassan Kanafani (1936–72), palæstinensisk poet, forfatter, journalist, marxist og politisk aktivist. Blandt hans mange aktiviteter var han først og fremmest forfatter. Hans artikler og bøger er fortsat blandt de mest indflydelsesrige i moderne palæstinensisk og arabisk litteratur. De er oversat til 17 sprog (deriblandt dansk) og publiceret i 20 lande. Det libanesiske dagblad Daily Star skrev i sin nekrolog om ham: «han var en kommando der aldrig havde affyret en pistol, hvis våben var en kuglepen og hvis arena var siderne i hans avis». Hans pen var frygtet i Israel, og det var baggrunden for at det israelske efterretningsvæsen Mossad henrettede ham og hans 17 årige niece med en bilbombe 8. juli 1972. Ved sin død havde han et bredt kontaktnet til internationale journalister og til anti-zionistiske jøder i Skandinavien.

Kanafani blev født 8. april 1936 i den nordlige palæstinensiske by Akka som 3. søn af Muhammad Fayiz Abd al Razzag. Razzag var advokat og aktiv i modstanden mod den britiske besættelsesmagt. Sin første skoleår gik Ghassan i fransk katolsk missionsskole i Jaffa. Under den zionistiske krig mod Palæstina i 1948 der førte til den etniske udrensning af 7-800.000 palæstinensere (Nakba), flygtede Ghassan og hans familie først til Libanon og derfra videre til Syrien. Her gik han i skole og blev efterfølgende lærer i kunst på en skole drevet af UN Relief and Works Agency (UNRWA, FN's flygtningeprogram for palæstinensere). Det var i denne periode han begyndte at skrive noveller.

Han blev uddannet på afdelingen for arabisk litteratur ved Damaskus universitét, men inden han var færdig blev han smidt ud af politiske årsager pga. forbindelser til den Arabiske Nationaliske Bevægelse (ANM), der senere blev til PFLP.

I 1956 flyttede han til Kuwait. Han fortsatte med at undervise og blev desuden redaktør for avisen Al-Ra’i der var knyttet til ANM. I 1960 flyttede han til Beirut, hvor han blev redaktør for ANM's avis Al-Hurriya (Frihed). Året efter mødte han danske Anni Høver. De blev gift kort tid senere.

6 dages krigen i 1967 hvor Israel angreb alle sine nabolande og erobrede resten af Palæstina blev et vendepunkt i Kanafanis forfatterskab og politiske karriere. Den pessimisme og frustration der havde præget hans tidligere værker blev nu vendt til fokuseren på at skabe forandring gennem aktiv kamp. Han sluttede sig til PFLP og blev bevægelsens officielle talsmand. To år senere trak han sig som redaktør for det Nasser orienterede dagblad Al-Anwar og oprettede i stedet et dagblad for PFLP, Al-Hadaf (Målet). Han var redaktør for dagbladet frem til sin død. Libanesisk-nordamerikanske As’ad AbuKhalil der er lærer i politisk videnskab ved California State University skriver om Kanafanis indflydelse: «Han (Kanafani) gjorde arabisk marxistiske revolutionære ideer cool og trendy. Han kombinerede kunst med litteratur. Alt sammen for at fremme befrielsen af Palæstina».

Kanafani var en af de fremmeste ledere indenfor den palæstinensiske modstandslitteratur. Et begreb han selv stod fadder til. Han argumenterede for, at palæstinensisk litteratur er nært knyttet til de internationale kampe mod undertrykkelse. En holdning der deles blandt mange andre palæstinensiske litterater, der i blandt den legandariske poet Mahmoud Darwish. Denne litteratur har spillet en central rolle ved at holde den palæstinensiske identitet levende. Især i årene 1948-67 hvor den væbnede kamp mod den israelske besættelsesmagt var mindre organiseret end efter 6 dages krigen.

Kanafanis 17 årige niece Lamees berettede få dage før sin død, at hun havde forsøgt at overtale sin onkel til at nedtone sine politiske aktiviteter og i stedet koncentrere sig om sit forfatterskab. «Dine historier er så smukke», sagde hun til ham. «Skrive historier igen?», svarede han. «Jeg skriver godt, fordi jeg tror på en sag, på principper. Den dag jeg forlader de principper, bliver mine historier tomme. Hvis jeg forlod mine principper, ville selv ikke du respektere mig». Han overbeviste niecen om, at kampen og forsvaret af disse principper var det der i sidste ende ville føre til sejr på alle fronter.

Israel henrettede Kanafani som hævn for massakren i Lod Lufthavn to måneder tidligere. Massakren blev udført af 3 medlemmer af de japanske Røde Brigader i solidaritet med PFLP, men Kanafani selv havde intet med massakren at gøre. Henrettelsen havde til formål at udslette Kanafanis ideer. Det mislykkedes totalt. Hans litteratur anvendes fortsat i undervisningen i folkeskolen og universiteter over hele Mellemøsten, og giver inspirartion til resten af verden. Som han skrev på et tidspunkt: «Den palæstinensiske sag er ikke blot palæstinensernes. Den er en sag for alle revolutionære ... en sag for de udplyndrede og undertrykte masser i vor tidsalder».

Selv i døden frygter den israelske besættelsesmagt Ghassan Kanafi. Den 17. december 2018 beordrede den israelske besættelsesminister Aryeh Deri et monument for Kanafani i hans fødeby Akka fjernet. Statuen var opstillet af familiemedlemmer og palæstinensiske aktivister ved indgangen til Nabi Saleh kirkegården i byen. Ødelæggelsen skete på opfordring af den højreradikale israelske «kulturminister» Miri Ragev, der udtalte: «Det er umuligt at lade en statue af en mand som ham blive stående. Han var fremtrædende medlem af en gruppe, der dræbte israelere».
Israel demolishes statue of Palestinian novelist, Middle East Monitor

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 16/1 2020

Læst af: 17.641