 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Byggelegeplads / skrammellegeplads
Byggelegeplads, oprindelig kaldet skrammellegeplads, offentligt frirum der med få midler gør det muligt for børn at sætte deres fantasi fri i naturen med kun begrænset indblanding fra voksne. Skrammellegepladsen var et barn af kulturradikalismen, voksende hastigt gennem 1960'erne og 70'erne for derefter for de flestes vedkommende at blive institutionaliserede og miste karakteren af radikalt frirum.
Den 15. august 1943 åbnede på Keldsøvej i Emdrup Danmarks første skrammellegeplads. Det skete på et tidspunkt hvor landet var præget af den tyske besættelse og få dage før folkeopstanden der medførte at den danske samarbejdsregering måtte træde tilbage. Legepladsen blev etableret i boligkomplekset Emdrup Vænge og Emdrup Banke i København.
Emdrupsbyggeriets arkitekt var Dan Fink, der i samarbejde med havearkitekten C. Th. Sørensen udformede udearealerne. C. Th. Sørensen filosoferede allerede i 1931, i bogen «Parkpolitik i Sogn og Købstad», over udearealer og børns legemuligheder, og hævdede bl.a.: «børnelegepladsen er byens allervigtigste form for offentlig beplantning». Han fortsatte: «man kunne indrette en slags skrammellegeplads på et passende og stort areal, hvor der skal være kvas, gamle brædder og bræddestumper, mursten, tagsten, kloakrør, kasserede biler, både, vogne, trillebøre og hvad der ellers kan nævnes af skrammel». C. Th. Sørensens ide om skrammellegepladsen var på mange måder et skarpt opgør med den tidligere legepladstradition; bl.a. standardlegepladsen som overlærer Hans Dragehjelm havde introduceret efter engelsk forbillede
«Da jeg drejede nøglen om i låsen, smækkede porten op med et brag på grund af presset fra det lille hundrede børn, som ønskede at tage græsmarken og alle dens herligheder i besiddelse - der var tryk på fra starten, og det beskedne antal mursten, brædder og skrammel forsvandt som dug fra solen og omsattes i løbet af nogle få timer til huler og hytter». Sådan skildrer den første leder af Emdrup Skrammellegeplads - John Bertelsen (1917-1978) - åbningsdagen i en artikel i Ekstrabladet. Legepladsen bliver af eftertiden udråbt som verdens første legeplads af denne karakter og et af Danmarks få bidrag til verdenspædagogikken siden Grundvig og Kold.
John Bertelsen - også kaldet Jonas - er uddannet på «Kursus for Småbørnslærerinder». Seminariet var startet som en protest mod den autoritære opdragelse - i skolen og i Frøbelbørnehaverne - og blev da også præget af en fri og antiautoritær atmosfære. Kursus var præget af en kulturradikal tankegang der repræsenterede nytænkning på en række områder, såsom litteratur, teater, musik, malerkunst, arkitektur, film og pædagogik. Det de var fælles om var en civilisations- eller kapitalismekritik og et menneske syn: «mennesket er godt, men hæmmes i sin udvikling af det borgerlige samfunds kultur». «Bevægelsen» var derudover båret af en fremtids tro, og for mange en socialistisk utopi.
John Bertelsen hævder, at der er legen, der skal være det bærende i barnets udvikling. Kun meget hæmmende faktorer som uforstående opdragere og slette legevilkår reducerer barnets trang til at lege. Det er hævet over enhver tvivl, at de gennem legen udvikles og opdrages til arbejde og det liv der venter dem, når de bliver voksne.
Legepladsen var børnenes plads, og det definerede samtidig en bestemt voksenrolle. Herom udtalte John Bertelsen: «Jeg var skafferen og formidleren, en ældre ven der på visse områder havde lidt flere erfaringer, og lidt større overblik end dem. I nogle tilfælde måtte jeg tage børnene lidt ved hånden. I andre bremse af hensyn til helheden og den verden som vi nu engang skulle leve i. Nu og da forsvandt jeg for børnene og lagde mig i det høje græs i legepladsens fjerneste hjørne for at lytte til legens pulsslag».
John Bertelsen omtaler skrammellegepladsens pædagogik som «skrammologi» og sig selv og børnene som skrammologer. Skrammologien kom siden hen i skrammellegepladsernes historie til at fungere, som et lidt ironisk begreb for den særlige pædagogik, og det børnesyn der kommer til at præge institutionsformen. Det er meget svært at udtale sig i bestemte vendinger om skrammologien, siger John Bertelsen, da det er en empirisk videnskab, skal man helst ud i arbejdsmarken for virkelig at få fat i pointen i den.
Skrammellegepladsen i Emdrup inspirerede til at man internationalt tog ideen op, og fra 1946 oprettedes en række skrammellegepladser i andre lande. Inspirationen fik man bl.a. ved besøg på pladsen i Emdrup, der i de først år efter krigen modtog en række udenlandske delegationer. I en artikel i Arkitekternes månedshæfte 1952 refereres til skrammellegepladser i Sverige, England og USA.
Der går 4 år før de næste skrammellegepladser oprettes i Danmark. I 1947, i tilknytning til Bispebjerg Hospital børnepsykiatriske afdeling, oprettedes en skrammellegeplads, og en privat forening ved navn «Ungvirke» tager initiativ til at starte en tilsvarende plads ved Knippelsbro i København. I 1948 etableres der i Århus på Peter Fabervej en skrammellegeplads. Så går der igen en række år og i 1957 etableres Hulebyen i Brede og Børnenes jord i Vrå.
I januar 1959 danner en lille eksklusiv kreds af legepladsforkæmpere Dansk Legeplads Selskab. Foreningens formål er: «at virke for bedre legemuligheder for børn og specielt for den legepladsform, der kendes under betegnelsen skammellegeplads, huleby, byggelegeplads o.l. og som giver muligheder for at udvikle børns skabende evner. Foreningens første bestyrelse kommer til at bestå af formand C. TH. Sørensen, sekretær Jens Sigsgard, kasserer Erik Mygind samt bestyrelsesmedlemmerne John Bertelsen og Max Siegumgfeldt
I de kommende år øges skammellegepladserne i antal. I 1965 er antallet af anerkendte skrammellegepladser steget fra 2 til 11. Det er en konsekvens af flere begivenheder. I 1964 får Danmark en ny lovgivning som sidestiller skammellegepladser, eller byggelegepladserne som de fleste nu vælger at kalde dem, med det øvrige institutionsområde hvad angår økonomisk tilskud fra stat og kommune. De byggelegepladser der etableres i disse år, er da også ret så institutionslignende med relativt pæne personale normeringer og indendørsmuligheder.
I midten af 60’erne opstår der en diskussion om skrammellegepladserne stadig skal hedde skrammellegeplads, eller om navnet byggelegeplads er en mere passende betegnelse. I juni 1964 bliver Agnete Vestereg Emdrup skammelegeplads nye leder, interviewet til Politikken. Overskriften på artiklen er «Nu hedder det byggelegeplads» og indledes med at «Det vil utvivlsomt overraske de fleste, at Skrammellegeplads i Emdrup ikke længere er en skrammellegeplads. Nu er det en byggelegeplads - med tryk på at bygge». Også i dagspressen slår det nye navn igennem, og i de næste 20 - 30 år er det «byggelegepladser» og ikke skrammellegepladser, man opretter. Bl.a. kommer alle de 7 legepladser som Socialt Boligbyggeri oprettede i perioden 1967 til 72 til at hedde byggelegepladser, selvom initiativtageren forstander Jørgen Andersen egentligt hellere ville kalde dem «Aktiv Legepladser».
I det følgende årti eksploderede byggelegepladserne i antal. Byggelegepladserne kom til at ligge i slipstrømmen af den øvrige udvikling på daginstitutionsområdet , som fra midt i 60'erne øges dramatisk i antal bl.a. på grund af kvindernes øgede arbejdsmarkedsfrekvens. De første 90 år af daginstitutionernes historie har været præget af en meget svag udbygning. Men nu sker der en kraftig forøgelse af antallet af institutioner og i denne forbindelse også byggelegepladser.
I slutningen af 60’erne, og i forlængelse af ungdomsoprøret, opstod der en lang række såkaldte «alternative» institutioner. Blandt daginstitutionerne var det bl.a. Røde Roses børnehaver på Nørrebro, Børnehaven Todesgade ligeledes på Nørrebro, børnehaven Nordstjernen på Østerbro, Røde Møllegårds Børnehave på Amager, Fosgårdens Børnehave i Albertslund, alle i København og omegn. Også blandt byggelegepladserne var der alternative institutioner. Hudegrundens Byggelegeplads på Vesterbro, Ellemarkens Byggelegeplads i Køge og Byggeren på Nørrebro.. Det der kendetegner disse institutioner er, at de alle har deres rødder i enten lokale beboeraktioner, i slumstormerbevægelsen eller andre græsrodsbevægelser. De betragter arbejdet på institutionerne og med børnene, ud fra et politisk og socialistisk perspektiv.
I dag er der nok et navneskift i gang, præget af tidens udvikling. Fritidscentre er den nyeste betegnelse for det, der i gamle dage hed skrammellegepladser eller byggelegepladser. Til dette kan tilføjes, at i løbet af 80'erne og starten af 90'erne bliver byggelegepladserne i en række kommuner lagt sammen, enten med fritids- og ungdomsklubber eller fritidshjem og skolefritidsordninger. Der diskuteres i nogle kommuner om byggelegepladserne kan opretholde ikke at have fremmødekontrol. Ligeledes begynder så godt som alle kommuner at medregne byggelegepladserne, som en del af pasningsgarantien.
I dag er der ikke mange «rene» byggelegepladser tilbage men måden at arbejde med elementerne på udgør en del af den pædagogiske aktiviteter i mange institutioner. Et hjørne af institutionens legeplads hvor børnene kan bygge huse eller grave i jorden, lege med vand, lave bål osv.
I januar 2006 lanceret kulturminister Brian Mikkelsen en såkaldt kulturkanon, og i den bliver der udarbejdet en særlig kanon for børnekultur. Øverst på listen optræder byggelegepladserne. Man kan lidt polemisk sige, at betydningen af tiders forskellige kulturelle elementer først opdage og værdisættes når de er ved at forsvinde.
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Sidst ajourført: 13/10 2015
Læst af: 23.647