Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

N.F.S. Grundtvig

N.F.S. Grundtvig (1783-1872). Nikolaj Frederik Severin Grundtvig blev født i Udby 8. september 1783 og døde i København 2. september 1872 efter en omfattende indsats som digter, præst og teolog, nordisk filolog og oldtidsforsker, historiker, politiker og pædagogisk forfatter. Da han døde, var han allerede blev en næsten mytisk figur, der ikke kun fik identitetsskabende betydning for den grundtvigske bevægelse, men også for hvad man frem til i dag forstår ved danskhed. I årene 1829-31 foretog Grundtvig tre rejser til England, der fik afgørende betydning for hans tænkning, især når det gælder skolen. I løbet af 1830'erne udgav han en række skoleskrifter, hvori han fremlægger sine tanker om en fri, levende og naturlig folkeoplysning. Undervisningen skal ikke primært bygge på bøger, men på det levende, talte ord på modersmålet. I 1844 oprettes den første folkehøjskole i Rødding og de følgende år oprettes flere folkehøjskoler, hvis sigte og metode var væsentligt inspireret af Grundtvigs ideer. Dog er det først efter nederlaget til Preussen og tabet af Slesvig og Holsten i 1864, at den grundtvigske højskole for alvor ekspanderer og bliver prototypen på en folkehøjskole.

Grundtvigs to skoleformer

Grundtvig beskæftigede sig ikke meget med børneskolen (den senere «folkeskole»), men havde derimod store planer vedrørende ungdoms- og voksenundervisningen på den ene side og universitetet på den anden. Der skulle etableres et system, der byggede på to søjler: folket og menneskeslægten. Den ene skulle bære folkehøjskolen, den anden universitetet. (Fag- og embedsmandsuddannelser skulle foregå på faghøjskoler). Mellem dem skulle der både være forskel og sammenhæng, hvilket for Grundtvig er begrundet i spændingen mellem det universelle og det partikulære, dvs. det særlige, det begrænsede, det nærværende. Universitetets opgave er at sætte folkets egen begrænsede virkelighed ind i en sammenhæng, der går ud over det partikulære. For Grundtvig indgår folkets historie altid i menneskehedens fælles historie, og universalhistorie skal sikre, at folket fastholder en universal-historisk horisont. Menneskelivets gåde kan ingenlunde forklares i det enkelte menneskes eller i det enkelte folks særegne erfaringer, men - som han skriver i indledningen til Nordens Mytologi fra 1832 - kun «igennem tusinde slægter, som et guddommeligt eksperiment, der viser, hvordan ånd og støv kan gennemtrænge hinanden og forklares i en fælles guddommelig bevidsthed. Således må mennesket opfattes, når der skal blive en åndelig videnskabelighed på jorden».

Grundtvig bruger i sine skrifter forskellige betegnelser om de to slags skoler, han drømte om: En dansk højskole og en videnskabelig højskole, højskolen i Sorø og universitetet i Gøteborg, «skolen for livet» og «skolen for lyst».

I stikordsform kan de to skoleformer skitseres på følgende måde:

Højskolen - skolen for Livet - har det aktuelle som udgangspunkt, hvorimod universitetet - skolen for lyst - har det universelle. Skolen for lyst er tildels en «skole for løjer», siger Grundtvig i skriftet Statsmæssig Oplysning 1834. Tiden må så vise, hvilke tanker og billeder om verden, der er holdbare. Om man et århundrede før eller senere rammer det rette, er ikke så afgørende, «thi skolen for lyst har tiden for sig lige til verdens ende».

Hånd og mund - det er det hele

I Grundtvigs pædagogiske filosofi bliver samtale og vekselvirkning helt centrale kategorier. Gang på gang fremhæver han betydningen af en levende vekselvirkning, for eksempel mellem lærer og elev, mellem fortid og nutid, mellem hånd og mund. Vekselvirkningen mellem hånd og mund bliver Grundtvigs standardeksempel på et generelt princip, som i poetisk form lyder: «'Hånd og mund' det er det hele, men indbyrdes de som dele, vekselvirke underlig».

Hænderne og håndfølelsen spiller en helt afgørende rolle i Grundtvigs antropologi, psykologi og pædagogik. I det uhyre vigtige skift «Om mennesket i Verden» fra 1817 peger han på, at der er hånden til forskel mellem mennesker og dyr. At dyret ikke har legemets evne til selvbevidsthed, hænger nemlig sammen med, at intet dyr har en forlab - et «hånd-tag» - som mennesket. Hos intet dyr har man «fundet et redskab for følelsens sans, der kan gøre håndens tjeneste». At kunne mærke verden og udskille sin egen krop som et objektivt element i denne verden er nemlig den psyko-fysiologiske forudsætning for sproget og jeg-dannelsen. Med hånden lærer vi at skelne det legem-lige fra det u-legemlige, det kendte fra det ukendte, det virkelige fra det uvirkelige. Det sker ved at vi hele tiden efterprøver vores omgivelser og fører indtrykkene tilbage til legemet. Alt sammen ud fra den devise, at «hvad der er håndgribeligt, det er så virkeligt tilstede som legemet selv».

Men hånden står i et intimt forhold til munden, dvs. sproget, bevidstheden og refleksionslivet. Fra det elementære forhold, at gribe, er der en forbindelse til det mere bevidste (selv-)forhold, at begribe. Hånden, der mærker og erkender sin egen legemlighed udvider gradvist sit refleksive tag omkring legemet. For Grundtvig er der en nærmest mirakuløs forbindelse mellem at gribe og begribe, mellem krop og sprog, mellem hånd og mund. Hånd og mund hænger sammen på en måde, så den ene ikke kan være den anden foruden. Men der er også tale om et niveauskifte fra håndens griben til sprogets begriben. Hvad hånden sanser og føler, er tale uden ord, der venter på at blive artikuleret i ord. Ifølge Grundtvig beror sprogets kraft og mening imidlertid på konkrete sanselige erfaringer. Ordet kan kun begribe, hvis det er knyttet til håndens griben, ordet kan kun være levende, hvis det er knyttet til det sanselige, kødelige og organiske liv i venlig vekselvirkning.

Fra håndens griben til sprogets begriben sker der en bevidsthedsmæssig opstigning. Ordet er det vigtigste medium til at begribe verden, idet sproget har den højeste grad af bevidsthed knyttet til sig, nemlig selvbevidsthed. Og selvbevidsthed er for Grundtvig kernen i kroppens artikulation med ånden.

Historisk-poetisk

Ordet poesi stammer fra det græske poiesis, hvis rod poiein betyder at skabe. På almindelig dansk betyder poesi altså skabelse eller tilblivelse. For Grundtvig er verdens skabelse ikke kun en begivenhed, der fandt sted «i begyndelsen», skabelse er en fortsat begivenhed i såvel det enkelte menneskes liv som i samfundslivet. Forholdet mellem institutioner som staten, kirken og skolen er ikke evige og uforanderlige. Et samfunds idealer, styreformer og kulturelle ritualer er alle bevægelige fænomener og underkastet tidens, historiens og forvandlingens kræfter.

Hvis skolen alene baserer sig på et logisk-videnskabeligt syn på mennesket og historien, forstener det. En sådan skole mangler et forhold til skabelse, dvs. til poesi. For at bidrage til menneskets og samfundets fortsatte skabelses- og tilblivelsesproces, må skolens oplysning være historisk-poetisk. Kun en historisk-poetisk oplysning kan kalde på de livskræfter, der ligger som latente muligheder i tiden.

Det betyder på ingen måde, at Grundtvig ville ekskludere de naturvidenskabelige fag fra skolen. Universitetet i Gøteborg skulle således have to fakulteter, et naturvidenskabeligt og et historisk, (som vi i dag vil kalde humanistisk). Også naturvidenskaben og den logisk-videnskabelige metode skulle bidrage til oplysningen om livet. Man skulle for eksempel ikke afholde sig fra at opskære lig for at få større kendskab til kroppens forskellige bestanddele og dens funktionsmåde. Det var kun, hvis man med denne metode søgte at skaffe sig monopol på at kunne forklare og sige noget sandfærdigt om fænomenet liv, at Grundtvig rykkede ud med forhammeren.

Grundtvigs skole skulle bygge på fortælling og samtale som de vigtigste pædagogiske metoder. I Statsmæssig Oplysning understreger han, at der i skolen skal fortælles noget, som eleverne gider høre på, og som samtidig betyder, at de tilegner sig en forståelse af den folkelige og verdenshistoriske sammenhæng, som de indgår i. Det vil sige: «at fædrene-landets historie og oldsager, fyndige ordsprog og alt det folkelige på moders-målet, det skulle være genstanden for samtalerne i almue-skolen, til at nære fantasi og følelse i en uskyldig, staten og enkelt-manden lige nyttig retning».

For Grundtvig er det skolens opgave at sikre samfundets sammenhængskraft i skoletiden, dvs. i nutidens individualiserede tidsalder. Og det kan ikke ske ved hjælp af tvang og terperi. Det er nødvendigt at bruge en indirekte metode, det vil sige fortælle historier om fædrelandet og modersmålet på en sådan måde, at det ledte de unge i en for fællesskabet ønskelig retning. På Grundtvigs tid skulle man for eksempel fortælle og synge om modersmålet med en sådan varme, at de unge blev forelsket i Mor Danmark. At blive forelsket i livet, herunder folkelivet, var for Grundtvig udgangspunkt for al sand oplysning. For som han siger: «Den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær». Forudsætningen for at kunne knytte en forbindelse mellem oplysning og eros var et opgør med den form for rationalisme, der alene betonede logisk-videnskabelig tænkning. Der skulle også lægges vægt på narrativ tænkning.

For Grundtvig udgør det narrative et kendetegn ved selve det levede liv og ved historien. Og mere end nogen anden i sin samtid var Grundtvig bevidst om, at personlig identitet og kollektive fællesskaber har narrativitet som forudsætning. Såvel menneskelivet som samfundslivet struktureres af de fortællinger, der er i omløb. En af de historier, som Grundtvig selv satte i omløb, var historien om danskerne som et særligt kvindeligt folk.

Vekselvirkning og hierarki

Grundtvig er i nyere tid blevet brugt som et lysende eksempel på, at enhver form for hierarkisering er farlig. Han gik jo ind for folke-lighed, sam-tale, veksel-virkning osv. Han var en tidlig netværkstænker! At han kæmpede for disse ting, er på ingen måde forkert. Men det bliver forkert, hvis man ud fra dette konkluderer, at Grundtvig ikke accepterer hierarkier. Dem fornægter han på ingen måde. Grundtvigs erkendelsesteori bygger simpelt hen på, at hierarkisering er uundgåelig. Også antihierarkiske teoretikere har deres eget hierarki, at netværk for eksempel er bedre end hierarki.

Grundtvig henviser ofte til «modsigelsens grundsætning», som han også kalder for «sandhedens evige grundlov», og hvis logik er den såre enkle, at sandhed og kærlighed er bedre end løgn og bedrag. I skriftet «Om det Philosopiske Aarhundrede» fra 1816 fremhæver han, at dette «kan ingen fornuft modsige, uden at modsige sig selv og dermed bevise dets sandhed».

For Grundtvig er mennesket i verden placeret i en række modsigelser: mellem sandhed og løgn, lys og mørke, liv og død. Men disse modsigelser er ikke af dualistisk, men af hierarkisk karakter. Lys og mørke, for eksempel, er ikke to ligeværdige magter i Grundtvigs kosmologi, lys er af en anden kvalitet end mørke. Mørke er fravær af lys.

For Grundtvig er der i selve kosmos indbygget et hierarkisk forhold mellem lys og mørke, godt og ondt, sandhed og løgn. At hierarkier er uundgåelige betyder selvfølgelig ikke, at enhver form for hierarkisering er fornuftig. For Grundtvig bliver det derfor afgørende at skelne mellem naturlige hierarkier og patologiske hierarkier.

Det mest fundamentale hierarkiske forhold er, at livet er bedre end døden. Livet har en højere værdi end døden. At hævde at døden er bedre end livet, bygger selvfølgelig også på hierarki, men Grundtvig ville anse et sådant hierarki for at være patologisk. Det naturlige er at betragte liv som bedre end død, sandhed som bedre end løgn og lys som bedre end mørke.

For Grundtvig er der ingen modsætning mellem vekselvirkning og hierarki. Tværtimod, vekselvirkning kan kun fungere i kraft af et hierarki mellem f.eks. sandhed og løgn. Hvis ikke sandhed er «bedre end» løgn, så skrider hele grundlaget for en levende vekselvirkning.

Udelukker modsigelsens grundsætning ikke enhver form for tvetydighed? Sådan ser Grundtvig ikke på det. Han er helt på det rene med, at det om et bestemt fænomen ikke altid er muligt at sige, hvad der er sandhed og hvad der er løgn. Men dermed er modsigelsens grundsætning ikke ugyldig. For så er sandheden, at det pågældende fænomen er tvetydigt; Grundtvig har imidlertid en stærk tro på, at der vil komme en dag, hvor denne sandhed bliver modsagt af andre med påstanden om, at fænomenet er entydigt, at gåden er blevet løst.

Lys er for Grundtvig historiens pil og målet er menneskelig visdom.

O.Ko.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Pædagogik

Sidst ajourført: 1/10 2005

Læst af: 78.492