Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Sinclair, Upton

Upton Sinclair

Upton Sinclair, (Upton Beall Sinclair Jr.), 20. september 1878 - 25. november 1968, nordamerikansk forfatter og socialistisk aktivist.

Opvækst og ungdom

Selv om forældrene stammede fra rige sydstatsfamilier, var Sinclairs opvækst i Baltimore og New York præget af fattigdom. Faderen arbejdede som sælger og var alkoholiker. Da moderens puritanske livssyn ikke tillod hende at komme i berøring med alkohol, blev Sinclair som lille dreng ofte sendt af sted for at hente faderen i saloonen. Denne oplevelse var ifølge Sinclair meget prægende og gjorde ham til afholdsmand resten af livet. Når forældrenes situation forværredes, blev drengen i perioder på flere måneder sendt til familiens rige slægtninge i Baltimore.

Den modsætning, han oplevede mellem slægtningenes rigdom og forældrenes dybe fattigdom, blev senere et gennemgående tema i Sinclairs forfatterskab. Som 17-årig flyttede Sinclair hjemmefra for at tjene til føden ved at skrive vittigheder til dagblade og populære ugebladsromaner.

Ugebladsindtægterne satte Sinclair i stand til at tage en college-uddannelse. Derefter begyndte han at studere jura på Columbia University i New York. Det stod ham dog hurtigt klart, at de litterære ambitioner var vigtigere. Fra 1901 forsøgte han sig som forfatter til mere seriøse romaner, som for det meste behandlede historiske emner. Hans første litterære forsøg blev ikke nogen udpræget succes.

I efteråret 1902 kom Sinclair i kontakt med de socialistiske kredse omkring millionærerne George D. Herron og Gaylord Wilshire. Sinclair blev hurtigt medlem af Socialist Party of America, hvilket han med en kort afbrydelse under første verdenskrig forblev frem til begyndelsen af 1930'erne.

Som det var ret almindeligt i Socialist Party, kombinerede Sinclairs socialisme en europæisk præget socialdemokratisk marxisme med den amerikanske socialreformisme, som prægede de kooperative bevægelser og den kristelige socialisme.

Gennembruddet: «The Jungle»

I sommeren 1904 blev en strejke blandt slagteriarbejdernes i Chicagos slagteriindustri brutalt knust. Den socialistiske avis «Appeal to Reason» sendte derpå Sinclair til Chicago for i romanform at berette om slagteriarbejdernes kår. I syv uger i arbejdede Sinclair hemmeligt med det formål at dokumentere arbejds- og hygiejneforhold i fabrikkerne såvel som arbejdernes bolig- og levevilkår.

I romanen er beretningen om arbejdsgivernes brutale udbytning, om de katastrofale, nærmest livsfarlige hygiejne-, sundheds-, og arbejdsforhold beskrevet gennem den litauiske familie Rudkus' skæbne. Familien er udvandret til USA for at for at forbedre sine levevilkår, men da en arbejdsulykke lammer familiens hovedforsørger, går det hurtigt ned ad bakke.

Familien falder fra hinanden, familiemedlemmerne dør eller ender i småkriminalitet og prostitution. Den eneste udvej, de overlevende til sidst kan få øje på, finder de i den socialistiske bevægelses forklaringer på deres elendighed, som en karismatisk taler, som Eugene Debs har stået model til, giver.

Slagterier i Chicago i starten af det 20. århundrede. Upton Sinclairs roman Junglen afslørede arbejdsforholdene i industrien.

Romanen udkom først som serie i «Appeal to Reason» i 1905 og året efter i forkortet og tilpasset form som bog. Bogen vakte enorm opsigt og blev revet bort. USA's præsident Theodore Roosevelt sendte agenter til Chicago, og de måtte give Sinclair ret i stort set alle punkter om manglende hygiejne i Chicagos slagteriindustri. Som følge af skandalen vedtog Kongressen i 1906 ny hygiejnelovgivning og oprettede et national fødevaretilsyn.

Med «The Jungle» (da. «Junglen», 1906) blev Sinclair rig og berømt. Han mente dog, at den amerikanske offentlighed havde misforstået bogens budskab. Sinclair ville gøre opmærksom på arbejdernes vilkår, mens offentligheden og politikerne var mest interesseret i den manglende hygiejne: «I aimed at the public’s heart, and by accident I hit it in the stomach».

Indtægterne fra «The Jungle» blev med det samme brugt til at etablere det alternative kollektiv Helicon Hall i Englewood, New Jersey. I kollektivet levede 12 familier sammen, og tanken var, at de ville organisere husholdningen kollektivt og rationelt efter videnskabelige kriterier. Der skulle være ligestilling mellem de to køn. Projektet begrænsede sig til at organisere de private husholdninger på en ny måde og omfattede ikke organisationen af den materielle produktion. Til dagligt arbejdede medlemmerne (de fleste var intellektuelle) i det normale erhvervsliv. Efter kun fire måneder brændte Helicon Hall ned, og projektet måtte opgives.

I 1909 deltog Sinclair i den internationale debat om, hvordan arbejderbevægelsen skulle forholde sig i tilfælde af en krig mellem stormagterne. Sinclair indtog en meget radikal holdning, idet han foreslog, at arbejderne skulle forberede sig på at gå i generalstrejke og øve væbnet modstand mod deres egne regering i tilfælde af krig. Sinclair fik sendt et manifest til arbejderpartier og socialistiske tidsskrifter i hele verden, men det blev stort set ignoreret. Karl Kautsky, redaktøren for det indflydelsesrige tidsskrift Neue Zeit skrev til Sinclair, at han ikke turde trykke det, og at det i øvrigt var urealistisk at forsøge at forberede arbejderne på modstand imod krig. Lenin skrev senere, at synspunkterne i Sinclairs manifest ganske vist var meget følelsesladede, men i øvrigt korrekte.

Vi skal ikke lade os gå på af at blive hånet for at være fædrelandsløse karle. Vores svar lyder, at vi har et land, som omfatter alle de egne, hvor et menneske kæmper for retfærdighed og lys. Og derfor har vi én gang for alle gjort op med militarismens hyæne. Vi vil ikke lytte til nogen snak om faren for angreb fra civiliserede folkeslags side. Vi erklærer én gang for alle, at der aldrig kan opstå en angrebskrig rette mod os af et folk af den art. Krigen vil, hvis den kommer, være en strid mellem dem, der udnytter os økonomisk, og den vil vi ikke deltage i – hverken med røst eller pen, ej heller med gevær eller bajonet. Tværtimod vil vi vende os imod den med alle til rådighed stående midler, på prædikestolen og i pressen og i et forum, ved offentlige møder og i gadedemonstrationer; og i de lande, hvor vores herrer formaster sig til at forbyde den slags, vil vi gøre modstand ved hjælp af revolte og generalstrejke. […] Vi vil i menneskehedens navn rette manifester og appeller til begge nationers borgere. Selv vil vi nægte at gøre tjeneste i hære eller at betale skat til staten, og vi vil gøre alt, hvad der står i vor magt for at overtale andre til at gøre det samme.
[…]
Kammerater, der er intet foruden handling, der kan hjælpe os i denne krise, der er intet undtagen det at være fast besluttet på at handle, der på mindste måde vil påvirke vores fjender. Socialismen er ikke en teori om den statslige styreform, men en viljesakt; hvis den bliver realiseret, er det fordi, vi skaber den; og hvis vi giver os selv lov til at tøve og tvivle, så vil kraften til at skabe den glide os af hænde […] Der bliver ført krige, fordi mennesker er villige til at føre dem; og der vil fortsat blive ført krige, indtil mennesker er villige til at dø for at forhindre dem.
[…]
Hvis socialister skal kunne handle effektivt i en sådan krise, må det ske ud fra en fælles forståelse af, hvad det handler om; og vi bør lige så lidt vente med at skabe den mekanisme, der kan skabe en fælles forståelse, indtil tidspunktet for konflikten, som vore herrer vil vente med at bygge krigsskibe og eksercere bataljonerne, indtil krigen er erklæret.

Kilde: Upton Sinclair: War: A Manifesto Against It. An Appeal to the Socialist Movement. Wilshire's Magazine, september 1909, s. 7.

Fra første verdenskrig til 1920’erne

Da USA’s præsident Woodrow Wilson i 1917 besluttede at gå ind i første verdenskrig, var Sinclair omsider på krigstilhængernes side. USA's krigsdeltagelse ville gøre verden sikker for demokratiet, håbede Sinclair nu som så mange andre, og den centrale økonomiske planlægning, som blev indført i løbet af krigen, kunne efter krigen bibeholdes og benyttes til at rette produktionen ind efter befolkningens behov i stedet for private profitinteresser. Da der i Socialist Party of America var et stærkt antikrigs-flertal, forlod Sinclair partiet.

Det stod dog snart Sinclair klart, at forventningerne ikke ville blive opfyldt. Under Wilson-regeringen antog overvågningen af og repressalier rettet mod krigsmodstandere et hidtil ukendt omfang. Mange af Sinclairs venner blev fængslet, og venstreorienterede organisationer som Socialist Party og Industrial Workers of the World (IWW) blev forfulgt. Da nordamerikanske tropper blev sendt til Arkhangelsk i slutningen af 1918 for at slå den russiske Oktoberevolution ned, brød Sinclair med Wilson.

I løbet af de næste to år skrev Sinclair to af sine meste radikale romaner: «Jimmie Higgins» (1919) og «100% – The Story of a Patriot» (1920). «Jimmie Higgins» handler om en amerikansk socialists oplevelser og udvikling; han er til at begynde med krigsmodstander, men støtter derefter Wilsons krigsførelse. Oplevelserne under krigen og hans udstationering i Arkhangelsk får Higgins til at indse det forkerte ved at opgive internationalismen, og han skifter side og slutter sig til Bolsjevikkerne. «100%» følger politistikkeren Peter Gudges bedrifter under «Palmer Raids», den første store anti-kommunistiske forfølgelsesbølge i 1919/1920.

I 1920 vendte Sinclair tilbage til Socialist Party og var igennem 1920'erne opstillet for partiet både til guvernørposten i Californien og til Senatet og Repræsentanternes Hus i Washington. Selvom Sinclair var medlem af den socialdemokratiske del af arbejderbevægelsen, nærede han sympatier for den kommunistiske bevægelse, for anarkister og for den radikale fagbevægelse IWW. Sinclair var aktiv i kampen for, at forfulgte grupper som disse skulle have talefrihed og var derfor med til at etablere American Civil Liberties Union (ACLU) i det sydlige Californien i 1923. Teaterstykket «Singing Jailbirds» (1924) omhandler IWW's kamp og forfølgelsen af forbundets aktivister i de tidlige 1920’ere. I romanen «Boston» (1928, da. «Boston», 1930) beskriver Sinclair det amerikanske justitssystem og protestbevægelsen imod justitsmordet på de to anarkister Nicola Sacco og Bartolomeo Vanzetti.

Guvernørvalgkampen i Californien i 1934

I Europa lykkes det i løbet af 1920'erne mange socialdemokratiske partier at erobre regeringsmagten og gennemføre sociale reformer. I USA havde Socialist Party derimod næsten ingen chance. Partiet mistede indflydelse igennem 20'erne. Da depressionen nåede sit højdepunkt i 1933, ville Sinclair derfor forsøge at gennemføre en ny strategi med det formål at dreje nordamerikansk politik mod venstre. I stedet for at føre kampen videre indenfor Socialist Party, ville han forsøge at sætte centrale socialistiske programpunkter igennem i det Demokratiske Parti.

«Votes will unlock that gate!» Med EPIC-kampagnen ville Upton Sinclair få staten til at konfiskere fabrikker og landbrug som lå øde hen, og give de arbejdsløse adgang til at benytte disse produktionsmidler.
Billedkilde: Upton Sinclair’s National EPIC News, d. 4. juli 1934, s. 8.

Det lykkes Sinclair at blive nomineret som Demokraternes kandidat til guvernørvalget i Californien i 1934. Sinclairs valgprogram EPIC (End Poverty in California) gik ud på at staten skulle overtage fallerede virksomheder og jordarealer, der bare lå hen. De arbejdsløse skulle så få mulighed for at etablere selvejende produktionskooperativer, som skulle finansieres via statslån. Andre dele af EPIC programmet gik ud på omfattende sociale sikringsprogrammer samt progressiv indkomstbeskatning og ejendomsskat.

Hollywoods chefer var lamslåede over at ét af de to store partier i staten havde nomineret en kandidat, der ønskede at begrænse kapitalejernes interesser, mens de arbejdsløses og lønmodtagernes vilkår skulle forbedres. De store filmstudier truede med at forlade delstaten, hvis Sinclair vandt og ofrede flere millioner dollars på en kampagne rettet imod Sinclair. Kampagnen var groft manipulerende, og det hævdedes, at Sinclair ville indføre russiske forhold i Californien, religion ville blive forbudt, og Californien ville blive oversvømmet af uønskede fattige fra hele USA. Filmcheferne fik også forsinket udgivelsen af spillefilmen «Our Daily Bread» (1934, instr. af King Vidor), som lige som Sinclair søgte at fremme ideen om produktionskooperativer.

EPIC's 12 principper

EPIC = End Poverty in California

1. Gud har skabt jordens naturrigdomme til gavn for alle mennesker, ikke blot nogle få.
2. Gud har skabt mennesket, så det stræber efter velfærd for sig selv og ikke for sin herrers.
3. Den private ejendomsret til redskaber danner grundlaget for frihed, når redskaberne er enkle, men bliver grundlaget for slaveri, når redskaberne er komplekse.
4. Autokrati i arbejdslivet kan ikke sameksistere med demokrati i det politiske liv.
5. Når nogle mennesker lever uden at arbejde, arbejder andre mennesker uden at leve.
6. Det, at der findes luksus, samtidig med at der findes fattigdom og elendighed, strider mod god moral og en fornuftig politik.
7. Den nuværende krise skyldes overflod ikke knaphed.
8. Årsagen til problemet er, at en lille klasse har velstand, mens resten har gæld.
9. Det strider mod sund fornuft at tro, at mennesker sulter, fordi de har skabt for mange fødevarer.
10. Destruktion af fødevarer og andre rigdomme eller produktionsbegrænsning er økonomisk galskab.
11. Løsningen er at give arbejderne adgang til produktionsmidlerne og lade dem producere til sig selv, ikke til andre.
12. Den forandring kan gennemføres, ved at flertallet handler, og det er den amerikanske måde at gøre det på.

Kilde: Upton Sinclair: I, Governor of California, and How I Ended Poverty. A True History of the Future. Los Angeles, CA: Upton Sinclair, 1933, s. 10.

På valgdagen kom Sinclair kun ind på andenpladsen med 879.537 eller 37,75% af stemmerne. Selv om valgkampen førte til et nederlag, var det lykkes at vinde kampen om nomineringen som kandidat for et stort parti og en bred tilslutning til Sinclairs social-reformistiske program. Som guvernørkandidat for Socialist Party havde Sinclair på intet tidspunkt vundet mere en 50.000 stemmer.

Fra New Deal til den kolde krig

I 1930'erne befandt Sinclair sig på Demokraternes venstrefløj. Mens han prøvede at presse Franklin D. Roosevelts reformpolitik mod venstre, engagerede han sig til fordel for den amerikanske fagbevægelse CIO (Congress of Industrial Organizations), der kæmpede for at forøge den faglige organisering i amerikansk industri.

Romanen «The Flivver King» (1937) handler om magtrelationerne i Ford Motor Company, og om hvordan virksomhedens fortsatte rationalisering og arbejdsdeling i bilproduktionen virkede fysisk nedslidende på de ansatte og efterhånden af firmaets ejere blev benyttet til at sænke lønningerne og afskedige ansatte, som således kom til at stå uden arbejde. Romanen blev udgivet i et stort oplag af fagforbundet United Auto Workers (UAW) og brugt i forbundets rekrutteringsindsats.

Antifascisme blev et andet vigtigt emne for Sinclair. Først med romanen «No Pasaran» (1937) og senere med roman-serien om Lanny Budd (1940ff) fulgte Sinclair kampen mellem fascisterne og deres modstandere i Europa.

Mens Sinclair i begyndelsen af 1930'erne havde været kritisk over for Roosevelts regeringspolitik, udviklede han sig i løbet af årtiet til at blive en mere ubetinget tilhænger af regeringspolitikken. Samtidig mistede han interessen for de mere venstreorienterede bevægelser. Efter Hitler-Stalin-pagten og den sovjetisk-finske krig brød Sinclair endegyldigt med sine kommunistiske venner.

Med Lanny Budd romanserien (1940-1953) gav Sinclair udtryk for sit nye ståsted: En socialdemokratisk millionærsøn arbejder som hemmelig agent for Præsident Franklin Roosevelt i Europa og Asien. I slutningen af serien bliver USA og dets politiske og økonomiske system ikke længere beskrevet som problematiske; deres opgave er det at frelse verden fra fascisme, krig og totalitær stalinisme.

I 1950'erne havde Sinclair fundet sig tilrette i den amerikanske mainstream. I løbet af 50'erne og 60'erne udgav han flere værker af mindre betydning samt nogle erindringsbøger. Det politiske engagement ophørte stort set fra begyndelsen af anden verdenskrig. I 1968 døde Upton Sinclair 90 år gammel.

Sinclairs indflydelse

Med udgivelsen af «The Jungle», som hurtigt blev oversat til 17 sprog, fik Sinclair et kendt navn, både i den socialistiske bevægelse og i offentligheden.

I USA blev Sinclair en kendt venstrefløjsforfatter og -debattør. Mens Sinclair var selverklæret socialist, blev han dog i USA betragtet som en outsider i den politiske debat og i åndslivet, hvor hans indflydelse derfor forblev begrænset. Efterhånden som skandalen omkring «Junglen» blev glemt, blev det sværere at finde forlag til Sinclairs bøger. Mange bøger måtte han udgive på eget forlag, da ingen større forlag ville udgive dem.

I Europa blev Sinclair derimod anset som en af USA's vigtigste forfattere og intellektuelle overhovedet, også uden for venstrefløjskredse. I mellemkrigstiden var Sinclair en af de mest læste amerikanske forfattere på kontinentet. Alene i Tyskland blev hans romaner regelmæssigt solgt i større oplag end hjemme i USA. I 1932 blev Sinclair af George Bernhard Shaw og mange andre foreslået som kandidat til Nobelprisen i litteratur. Han fik den dog ikke.

I USA oplevede Sinclair et opsving i sin popularitet da han udgav Lanny Budd-serien, som udkom i store oplag. Den tredje bog i serien «Dragon's Teeth» (1942, da. «Dragens tænder», 1948) vandt han Pulitzer-prisen for årets bedste roman i 1943.

Igennem sit liv havde Sinclair mange venner og bekendte blandt andre kendte forfattere, kunstnere og intellektuelle herunder Sinclair Lewis, Jack London, Thomas Mann, Bertrand Russell, Maxim Gorki, Romain Rolland, H.G. Wells, D.H. Lawrence, Charlie Chaplin og andre. Både Georg Brandes og Albert Einstein skrev forord til hans bøger.

I dag er Sinclair mest kendt for «The Jungle», som læses ved amerikanske gymnasier og universiteter.

Filmen «There Will Be Blood» (2007, instr. af Paul Thomas Anderson) er løst inspireret af Sinclairs roman «Oil!» (1927, da. «Olie», 1928). Mens romanen beskriver olieindustriens brutale behandling af dens ansatte som resultat af samfundets indretning og pengenes magt, fremstår dette i filmen som resultat af dyriske, tilsyneladende naturlige drifter, som bestemmer den store oliemagnats adfærd.

Forfatterskabet

I alt skrev Sinclair over 90 bøger med både fag- og skønlitterært indhold, samt utallige artikler og pjecer. Bøgerne omhandlede et utal af emner, mest inden for politik, men også om ernæring, afholdenhed og spiritualisme. Overordnet kan man adskille tre større litterære projekter i forfatterskabet.

Dokumentarromanerne (1905-1937)

«Junglen» var den første i en romanrække, som i skønlitterær form skulle afsløre, hvordan pengenes uregulerede magt førte til elendighed og despotiske tilstande i det amerikanske erhvervsliv.

Romanerne byggede på Sinclairs egne undersøgelser. «The Jungle» i 1905 (da. «Junglen», 1906) om slagteriindustrien blev efterfulgt af «The Moneychangers» i 1908 om Wall Street, «King Coal» i 1917 (da. «Kong kul», 1918) om kulminerne i Colorado, «Oil!» i 1927 (da. «Olie», 1928) om olieindustrien i Californien, «Boston» i 1928 (da. «Boston», 1930) om justitssystemet og Sacco og Vanzetti sagen, «The Flivver King» i 1937 om bilindustrien og «Little Steel» i 1938 om stålindustrien.

Populær sociologi:«The Dead Hand Series» (1917-1927)

I 1917 begyndte Sinclair på en serie populærsociologiske undersøgelser af amerikanske institutioner. Seriens titel «The Dead Hand» er en ironisk kommentar til Adam Smiths ide om, at markedskræfterne som en usynlig hånd ville regulere samfundet til alles fordel. I bogserien ville Sinclair vise, hvordan amerikanske institutioner blev korrumperet og styret af pengenes indflydelse. Serien begyndte med «The Profits of Religion» om organiseret religion i 1917 efterfulgt af «The Brass Check» om journalistik i 1919, «The Goose Step» om universiteter i 1923, «The Gooslings» om skolen i 1924, «Mammonart» om klassisk litteratur i 1925 og «Money Writes!» om nyere litteratur i 1927.

Hemmelig agent og socialdemokrat: Lanny Budd (1940-1953)

Lanny Budd-serien handler om en socialdemokratisk, amerikansk millionær, som har en finger med i spillet i stort set alle storpolitiske begivenheder i Amerika, Asien og Europa fra første verdenskrig til begyndelsen af den kolde krig.

Efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland arbejder Lanny som dobbeltagent for Franklin D. Roosevelt imod Hitler. Lanny kigger desuden alle periodens vigtige beslutningstagere over skulderen, fra Göring over Churchill til Stalin og Mao. Romanerne gør sig med forskellig vægtning til talsmand for demokrati og socialisme. I seriens tidlige romaner er budskabet også kritisk over for det amerikanske samfund, og kommunisterne betragtes som forbundsfæller i kampen imod kapitalens magt. I de senere romaner udgør USA under Roosevelt allerede mere eller mindre idealet, mens kommunisterne må bekæmpes, da de er totalitære. Serien begyndte med «World’s End» i 1940 (da. «En verden gik under», 1946), efterfulgt af «Between Two Worlds» i 1941 (da. «Mellem to verdener», 1948), «Dragon’s Teeth» i 1942 (da. «Dragens tænder», 1948), «Wide Is the Gate» i 1943, «The Presidential Agent» i 1944, «Dragon Harvest» i 1945, «A World to Win», 1946, «A Presidential Mission» i 1947, «One Clear Call» i 1948, «O Shepherd, Speak!» i 1949« og »The Return of Lanny Budd« I 1953.

J.W.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 13/3 2012

Læst af: 29.050