 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Strauss, Leo
 |
| Leo Strauss |
Leo Strauss (1899 – 1973), tysk-amerikansk konservativ politisk filosof. Af mange betragtet som grundlægger af neokonservatismen. Rejste fra Tyskland i 1933 og endte i USA, hvor han i 1949 blev professor ved universitetet i Chicago. Strauss' ideer fik stor udbredelse gennem hans elev Allan Blooms bestseller The Closing of the American Mind (da. Historien om vestens intellektuelle forfald), og netop hans elevers politiske indflydelse, hvoraf flere også studerede hos Alexandre Kojève, har ført til konspirationslignende teorier om en skoledannelse – de såkaldte «straussianere» – og deres indflydelse på den politiske administration, særligt i USA og Frankrig. Kontroverserne omkring straussianerne kulminerede i 2003 med præsident Bush og krigen mod Irak, hvor flere af præsidentens nærmeste rådgivere samt konservative intellektuelle (f.eks. Francis Fukuyama) enten sprang ud som eller blev beskyldt for at være straussianere. Det skal dog bemærkes, at flere af Strauss' mest prominente elever, f.eks. Stanley Rosen, deltog i protester mod krigen. Ligesom den nazistiske jurist Carl Schmitt – til hvis hovedværk Det politiskes begreb Strauss, i et sæt kritiske noter, nærmest parodisk tilførte det elementære filosofiske ræsonnement, der er så bemærkelsesværdigt fraværende i Schmitts tænkning – synes Strauss at tiltrække yderfløjene i det politiske spektrum.
Konspirationstanken er ikke fraværende i Strauss' egen tænkning. Han hævdede, at tidligere tiders politiske filosoffer, dels for at undgå forfølgelse og dels grundet i en særlig filosofisk overbevisning, skjulte deres væsentligste og mest kontroversielle filosofiske ideer ved at anvende en særlig skriveteknik, og kun en tilsvarende læseteknik kan afsløre, hvad de egentlig mente. Der skal læses mellem linjerne i en emfatisk forstand! På baggrund af denne hermeneutiske tilgang udfolder Strauss sin politiske tænkning gennem særprægede og kontroversielle læsninger af centrale værker i den politiske filosofis historie.
Strauss' udgangspunkt var, som så mange andre på den tid, det værdisammenbrud, der manifesterede sig i det 20. århundrede, både i politisk-historisk forstand ved to verdenskrige og fremkomsten af totalitære regimer, og i teoretisk forstand i form af nihilisme og værdirelativisme. Strauss opfattede de to dominerende filosofiske skoler – positivismen og historicismen – som nært forbundne blindgyder, og fokuserede særligt på deres politiske konsekvenser. Den politiske filosofi var blevet til moderne politisk videnskab og som sådan ude af stand til grundlæggende at forstå og tage til genmæle overfor de ekstreme politiske forhold, mennesket blev konfronteret med. Den moderne politiske videnskab havde ikke den gamle politiske filosofis evne til at forstå politiske fænomeners normativitet, og den manglede selvforståelse; den forstod ikke længere sig selv som politisk. Positivismen og historicismen var for Strauss ensbetydende med den politiske filosofis død.
Man kan se hele Strauss' værk, som et forsøg på at genrejse den politiske filosofi ved at søge tilbage til dens begyndelse; tilbage til antikken og nærmere bestemt til Platon. Ved netop at søge oprindelsen eller begyndelsen ligger Strauss i en vis forstand på linje med fænomenologien (Husserl og Heidegger), som han ellers forholder sig kritisk til, og med den oplysningstænkning han forsøger at komme bagom. Vejen tilbage til en oprindelig forståelse af Platon er vanskelig, for vores opfattelse af Platon er en moderne forståelse, der ifølge Strauss er formet af oplysningstidens brud med den antikke tænkning. Oplysningstidens forståelse af antikken byggede på en særlig kristen tradition, der primært havde beskæftiget sig med metafysiske og teologiske aspekter, men som havde nedtonet den antikke politiske tænkning. Ved at rette blikket mod det punkt, hvor antikken forsvinder og det moderne bliver til, vil Strauss give os mulighed for at forstå karakteren af modernitetens grundlag og få et sidste glimt af antikken. Når først det menneskesyn, der ligger i Machiavellis realisme og Hobbes' naturtilstand, er blevet norm og udgangspunkt for den politiske filosofi, er den antikke verden ikke længere umiddelbart tilgængelig.
Vejen tilbage til antikken går gennem en slags dekonstruktion af den tidlige oplysningstids politiske filosofi, særligt Machiavelli og Hobbes, der skal vise, at bruddet med den antikke tænkning netop skal forstås som en revolution og et brud med den antikke filosofi, samt analysere karakteren af dette brud. Analysen, der udfoldes i hovedværket Natural Right and History (Naturret og historie) – en titel, der skal læses i modsætning til Heideggers Sein und Zeit (da. Væren og tid) og som indeholder Strauss' kritiske opgør med positivismen og historicismen – er centreret omkring naturretsbegrebet. Heri viser han, hvordan det moderne begreb om en naturlig rettighed bliver udtænkt, og hvordan naturbegrebet mister sin normative karakter, udvandes og i sidste ende erstattes af historien, som en ny og ifølge Strauss tvivlsom norm.
Et andet centralt aspekt er for Strauss oplysningstidens opgør med kristendommen. I sit andet hovedværk Thoughts on Machiavelli (Tanker om Machiavelli) – et værk, hvis kompleksitetsniveau næppe kan overvurderes – fremstiller Strauss Machiavellis politiske filosofi. Hans analyse af Machiavellis skrivekunst og forståelse af kristendommens bemærkelsesværdige sejrsgang som en propagandasejr, som den politiske filosofi skal efterligne i konspiratorisk form, hører til hans mere fantasifulde og, det har givet brændstof til de konspirationstanker, der florerer omkring Strauss' egen person.
Hos de jødiske og arabiske middelalderfilosoffer, særligt Maimonides og Al Farabi, mener Strauss at finde en anden filosofisk tradition, der tager udgangspunkt i Platons og Aristoteles' politiske værker, hvori de metafysiske og teologiske værker nedtones. Det er også her Strauss møder den særlige skrivekunst, der kommer til at udgøre en så central og kontroversiel del af hans egen filosofi. De jødiske og arabiske filosoffer fremstår umiddelbart blot som neutrale kommentatorer af Platons og Aristoteles' værker. Men en nærlæsning viser, at rollen som kommentator blot er en maske, bag hvilken den sande politiske filosofi udfolder sig. Det er da værd at bemærke, at Strauss' egne værker ofte er formet som blot kommentarværker, og det er omdiskuteret, hvorvidt Strauss selv begynder at anvende denne særlige skriveteknik.
På grundlag af sine analyser af oplysningstidens politiske filosofi, inklusiv den arabiske oplysningstids største tænkere, kan Strauss så nå frem til det problem, som Nietzsche nåede frem til på et andet grundlag: problemet Sokrates.
Det er med sin dramatiske læsning af Platons dialoger, at Strauss har haft størst indflydelse i den akademiske verden. Hans fokusering på det dramatiske spil mellem dialogdeltagernes forskellige karakterer, hans sans for detaljen i spændingsfeltet mellem, hvad der siges og gøres, og hans evne til at finde og analysere centrale politisk-filosofiske problemstillinger, hvor man mindst venter det, har, på godt og ondt, været skoledannende. Som eksempel kan nævnes hans læsning af Staten, hans forelæsninger over Symposion – der blev givet som et kursus i politisk filosofi(!) – og hans gennemgang af Xenofons dialog Hieron – i værket On Tyranny (Om tyranni) – hvor han forvandler en kort lille kedelig dialog til et stykke højdramatisk politisk teater.
I sine sidste 15 år reflekterede Strauss problemet Sokrates gennem læsninger af Platon, Aristofanes og Xenofon. Problemet Sokrates er for Strauss det problem, gennem hvilket vi må rejse og reflektere spøgsmålet om det gode liv for mennesket. For så vidt, det er den politiske filosofis opgave at behandle dette spørgsmål – det vigtigste og mest påtrængende spørgsmål – er den politiske filosofi den mest grundlæggende filosofiske disciplin. Den moderne politiske videnskab kunne, ifølge Strauss, ikke behandle dette spørgsmål på en meningsfuld måde.
Strauss' politiske tænkning har en klar aristokratisk og konservativ-reaktionær tone. Men skønt han ofte fører en demokratikritisk diskurs, synes han at foretrække denne styreform. Demokratiet giver filosoffen visse muligheder for at leve det filosofiske liv, hvor de måske ligefrem kan påvirke det politiske samfund. Den politiske filosofi er for Strauss essentielt et forsøg på at udskifte samfundets meninger med viden, og som sådan altid grundlæggende i opposition. Men filosoffen har brug for samfundet og må derfor forstå at moderere sig i offentligheden – ifølge Strauss både for sin egen og for samfundets skyld – og i bedste fald søge sin indflydelse i al ubemærkethed. Det er ikke mindst disse tanker, der har givet grobund for spekulationer om en skjult dagsorden hos Strauss. Er han en fortaler for demokratiet eller skal demokratiet blot fungere som en maske, bag hvilken aristokratiet, fornuften eller det, der er værre, arbejder i skjul?
Strauss er en aparte moderne platoniker. Han er blevet kaldt hulemenneskets ambassadør med reference til Hulebilledet i Platons Staten. Han forstår moderniteten som en kunstig menneskeskabt hule, udgravet under Platons oprindelige hule af frygt for sandheden, og han ser det som sin opgave at finde en vej tilbage til Platons hule. Hans samlede værk kan ses som et forsøg på at skabe platoniske dialoger mellem filosofihistoriens store politiske filosoffer, og Strauss holder sig ikke tilbage fra at spille alle rollerne selv. Hans læsninger af den politiske filosofis hovedværker har en ganske original karakter, men også hans kritik af positivismen og historicismen må fremhæves i en tid, hvor moderne analytisk-angelsaksiske og historiografiske skoler er på stadig fremmarch.
Sidst ajourført: 15/1 2011
Læst af: 21.289