 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Internationalisme i dansk arbejderbevægelse
Den første socialistiske arbejderorganisation i Danmark, den Internationale Arbejderforening, havde direkte tilknytning til 1. Internationale, som blev oprettet i 1864 i London. I denne indtog Marx en ledende position; Engels kom først for alvor ind i billedet efter 1870, hvor han kunne frigøre sig fra sit arbejde i firmaet Ermen & Engels i Manchester.
Tilslutningen til Internationale har åbenbart været en bevidst handling fra Louis Pio's side, selv om hverken han eller de andre ledende personer i den danske Internationale Arbejderforening øjensynligt har haft et egentlig kendskab til Internationalen eller til de kontakter der, bl.a. via Lorents Petersen bestod mellem 1. Internationale og Danmark. Introduktionen af socialismen i Danmark som et internationalt fænomen - en international bevægelse - fik en væsentlig betydning især de første årtier. Netop dette forskrækkede borgerskabet mere end så meget andet ved socialismen og anbragte fra starten arbejderbevægelsen i et modsætningsforhold til den borgerlige stat. Statsmagten søgte fra bevægelsens start at hæmme, korrumpere og om muligt at integrere og dermed underordne bevægelsen i den borgerlige stat. Jan Ingemann Sørensen har fulgt op på et tidligere speciale af Jonna Duch Christensen og har analyseret disse undertrykkelsesforsøg fra statsmagtens side; herunder har han også afvist den fortolkning, Oluf Bertolt har givet af modsætninger i den tidlige arbejderbevægelse. I Bertolts analyse bliver en af Internationales sektionsformænds, sporvognskonduktør L. Jacobsens, betydning for en «demokratisering» af den unge arbejderbevægelse fremhævet stærkt – i virkeligheden var Jacobsen imidlertid en politispion.
Den danske «Internationale» udviklede sig på baggrund af en række konkrete politiske situationer, hvor den nye organisations stillingtagen bidrog til at øge modsætningsforholdet til borgerskabet: Pariserkommunen, som brutalt blev slået ned i foråret 1871, og Nordslesvig, hvor partiet satte solidariteten med de tyske arbejdere højere end det nationale sammenhold.
Den materielle baggrund for arbejder-internationalismen blev tydeliggjort i analysen af de mere end tusinde arbejdererindringer, der indsamledes i begyndelsen af 1950'erne. Det var i høj grad håndværkere, der på dette tidspunkt berettede om deres erfaringer fra 1880'erne og 1890'erne. Internationalismen udvikledes på baggrund af de erfaringer, arbejderne havde gjort på deres vandringer til udlandet, efter at de var udlært i faget. Det var mange tusinde, der på denne måde umiddelbart lærte, at forholdet mellem arbejde og kapital var det samme overalt i den industrialiserede verden, at det overalt i Europa var nødvendigt med solidarisk handlen overfor arbejdsgiverne - altså at en organisering var uomgængelig. Det var naturligvis ikke kun de arbejdere, der i længere eller kortere tid havde opholdt sig i udlandet, der gjorde denne erfaring, men i høj grad også dem der blev i landet, fordi de på deres arbejdspladser og i hverdagen mødte udenlandske arbejdere. Med afsæt i disse erfaringer blev der i arbejderklassen udviklet en teori om arbejderinternationalismen, der igen udgjorde grundlaget for tilegnelsen af den marxistiske teori, som den var kendt i de sidste årtier af 1800-tallet. Den teoretiske internationalisme kunne accepteres, fordi den var i overensstemmelse med erfaringen, og det gjorde det igen lettere at acceptere andre dele af socialismens teori. Vel vidende at denne arbejderelite - de faglærte arbejdere - efterhånden kom til at udgøre et mindretal i arbejderklassen, er opfattelsen alligevel, at deres erfaring fik central betydning for udviklingen af den teoretiske forståelse af samfundsændringens nødvendighed, for ikke at sige en revolution. Forretningsføreren for Socialdemokratiet i hen ved 30 år, P. Knudsen, har efterladt sig nogle afhandlinger, der klart viser dette. Måske endnu klarere bliver det i hans forsøg på at få Internationalens partier til at tage stilling til afrustningsspørgsmålet og spørgsmålet om fysisk uddannelse af ungdommen. Den internationale orientering demonstreres yderligere af C.E. Jensens og F.J. Borgbjergs succes-værk «Socialdemokratiets århundrede» I-II (København 1904), der gav en bred fremstilling af arbejderbevægelsens udvikling i Frankrig, Tyskland og storbritannien og en information om Norge og Sverige.
Den internationalistiske erfaring og orientering førte i 1880'erne til, at den danske arbejderbevægelse tog marxismen til sig. Ud fra arbejderbefolkningens erfaring var det nemt at acceptere marxismens vurdering af de internationale forhold og dermed endvidere at acceptere marxismen generelt i den form, den var blevet udarbejdet i årene fra 1848 og frem. Der er i denne sammenhæng blevet ført en diskussion mellem Callesen, Lahme og Ole Stender-Petersen, hvor de to sidste har anført, at marxismens betydning for dansk arbejderbevægelse er overvurderet betydeligt af Callesen. Lahme har i denne sammenhæng specielt peget på Lassalles betydning; Trine Lindén har 20 år senere gjort Lassalle-receptionen til genstand for en ny undersøgelse, mens Stender-Petersen især har henvist til den manglende (og delvis mangelfulde) oversættelse af i samtiden kendte tekster - specielt om den marxistiske statsteori.
Internationalismen fik forskellige fremtrædelsesformer: 1) umiddelbar støtte til vores partifæller i andre lande, 2) arbejderskandinavisme, 3) fagligt samarbejde (også bilateralt), 4) politisk samarbejde (også bilateralt), i nyere tid hyppigt men langtfra udelukkende som humanitær hjælp. Disse punkter, som her ikke er opstillet i prioriteret rækkefølge, fordi de hver for sig har betydning og er indbyrdes forbundne, er blevet analyseret på forskellig måde og naturligvis ofte overlappende. Alligevel vil de her blive behandlet som selvstændige punkter for at give debatten en vis struktur.
Vore partifæller
Vores partifæller i… var et gængs udtryk i arbejderpressen i årtierne omkring 1900. Det viser tydeligt, at udgangspunktet var klart: bevægelsen var den samme i alle lande, og f.eks. franske, tyske, belgiske, finske arbejdere og partifæller (altså ikke danske partifæller der tilfældigvis opholdt sig i udlandet) stod en nærmere end ens eget lands borgere fra andre klasser – der må dog tages forbehold overfor dette; vi ved ikke, om det nødvendigvis opfattedes som en modsætning. F.eks. fremhævede Social-Demokraten's redaktør, F.J. Borgbjerg, at vor nationalfølelse er uløselig sammensmeltet med vor internationalisme. Denne samhørighed var groet frem af erfaringer, og havde næppe et teoretisk udgangspunkt. Men forholdet medførte, at marxismen, som den kendtes i slutningen af 1800-tallet, var acceptabel for en væsentlig gruppe i arbejderbevægelsen. Hvis det overhovedet kan analyseres, så udestår denne analyse endnu. I Danmark var den umiddelbare hjælp til udenlandske partier og partifæller i de første årtier af arbejderbevægelsen især rettet imod opbakning til den fremvoksende arbejderbevægelse i Norge og Sverige, og i den tyske socialistlovs tid (1878-90) også støtte til emigrerede tyskere og hjælp til det tyske Socialdemokrati, der således i 1883 kunne afholde sin 2. illegale partikongres i fred og ro i Folkets Hus i Rømersgade i København. Men information om arbejderforhold og arbejderforfølgelser havde ligeledes betydning og fik en fyldig dækning i Social-Demokraten.
En lignende mere individuel hjælp til emigranter kendes igen fra perioden 1933-45, hvor der foreligger en del litteratur på dansk og tysk. I disse undersøgelser og analyser har der ikke været tale om egentlige modsætninger i vurderingen, men snarere om en kortlægning og nuanceringer efterhånden som materialet blev fremlagt. Noget tilsvarende mangler totalt for f.eks. de spanske og chilenske flygtninge fra deres respektive falangistiske og reaktionær-totalitære regimer. Solidaritetsarbejdet har eksisteret, men der findes ikke en videnskabelig undersøgelse af det. Socialdemokratiets partisekretær gennem en længere årrække i 1980'erne og 1990'erne, Steen Christensen, har dog beskrevet partiets solidaritetsarbejde overfor specielt 3. verdenslande, og også andre bidrag understreger, at Socialistisk Internationale har (haft) betydning for Socialdemokratiet. Dette solidaritetsarbejde er udsprunget af den internationalisme, som udvikledes i sidste fjerdedel af det 19. århundrede, men den var egentlig kun en svag afglans af denne oprindelige holdning, fordi den ikke mere kunne bygge på en praktisk erfaring indhøstet af en central gruppe i arbejderklassen og arbejderbevægelsen. I 1930'erne var der til trods for, at hjælpen til flygtede antifascister udsprang af internationalismen, en stærkere modsatrettet tendens, der dels byggede på netop fascismens sejr i Central- og Sydeuropa og dels på den socialdemokratiske arbejderbevægelses erobring af regeringsmagten i bl.a. de nordiske lande. Truslen fra fascismen var på en måde medvirkende til at føre arbejderbevægelsens tilbage til nationens skød.
Politisk samarbejde
Det nordiske samarbejde mellem arbejderbevægelserne, som fik et «officielt» udtryk i de Nordiske arbejderkongresser – den første afholdtes 1886 i Göteborg – havde en forhistorie og en parallel i det faglige samarbejde. Dette aspekt er som nævnt behandlet af Søren Federspiel, men der findes også en del svenske og norske undersøgelser, som må inddrages i diskussionen af dansk arbejderbevægelses internationalisme. Samarbejdet er blevet paralleliseret med skandinavisme og betegnedes som «Arbejderskandinavisme». Det er dog et misvisende udtryk. Det solidariske samarbejde var snarere grundlagt på bl.a. fælles skandinaviske forbund, der blev etableret af flere mindre fag, Skandinavisk sadelmager- og tapetsererforbundet eksisterede f.eks. helt til 1940. Den mangeårige danske partiformand, P. Knudsen, havde været formand for et Skandinavisk handskemagerforbund så tidligt som i 1870'erne. Det omfattede ganske vist kun danske og sydsvenske afdelinger og eksisterede kun i få år, men Knudsen blev en central figur i dansk arbejderbevægelse, og han var præget af denne erfaring og dette samarbejde. Det nordiske samarbejde har intet at gøre med den nationalromantiske skandinavisme og havde ej heller dennes målsætning. Det nordiske samarbejde var en «underafdeling» af det internationalistiske. I denne sammenhæng bør f.eks. anføres protokollerne fra de nordiske socialdemokraters samarbejdskomite fra årene 1931-46, der gør centralt materiale tilgængeligt, men ikke har fået nogen opfølgning i dansk arbejderhistorie eller bare er inddraget i større målestok i forskellige analyser. Det gælder også for en relevant undersøgelse af den danske indflydelse på det svenske socialdemokratis udvikling af et regeringsprogram i slutningen af 1920'erne. Ikke helt så central er den emigrerede socialdemokratiske partisekretær Oluf Carlssons deltagelse i den «lille internationale» i Stockholm i årene 1942-1945. Denne diskussionsgruppe af især flygtede socialdemokrater, der beskæftigede sig med udviklingen af et socialdemokratisk fredsprogram for efterkrigstiden Europa, fik generelt set ingen umiddelbar betydning, og Oluf Carlsson blev kørt ud på et sidespor i efterkrigstidens partipolitik. Ikke desto mindre henviste statsministrene i Vesttyskland og Østrig i 1970'erne, hhv. Willy Brandt og Bruno Kreisky, hyppigt til deres erfaringer fra emigranttilværelsen i Skandinavien, herunder deltagelsen i denne diskussionsgruppe.
I god overensstemmelse med dansk historietradition, hvor Slesvig-spørgsmålet var af central betydning, havde dette også en vis betydning i arbejderhistorieskrivningen i nogle år i 1970'erne. I 1970 publiceredes en afhandling fra universitetet i Kiel om udviklingen af dette spørgsmål i de to landes arbejderbevægelser op til folkeafstemningen i 1920 og de umiddelbart efterfølgende år. Afhandlingen vakte en vis opsigt, bl.a. fordi den ikke forholdt sig til nogle nationale myter, som er uden relevans for arbejderbevægelsen, men til gengæld understregede internationalismens betydning for den løsning, der blev fundet i 1920, selvom om internationalismen til en vis grad havde antaget en ideologisk karakter. Efterfølgende blev der uafhængigt af denne afhandling udarbejdet adskillige specialer, der for nogles vedkommende er relevante i denne sammenhæng, og endvidere flere artikler af især Dorrit Andersen og Søren Federspiel. Det nyeste skud på stammen er en afhandling om arbejderbevægelsen historie i Haderslev 1873-1940. I den påvises en klar internationalistisk holdning i den nationalt tvedelte arbejderklasse. Der var naturligvis nationale spændinger, men internationalismen eksisterede i hverdagslivet og havde styrke nok til at overvinde nationalitetskampens højdepunkt op til og under folkeafstemningen i 1920. Bortset fra at afhandlingen bygger på nyt materiale, er velskrevet og godt illustreret, er den et væsentligt bidrag til forståelsen af internationalismen.
Der findes ydermere nogle andre afhandlinger helt op til den allernyeste tid, der på forskellig måde undersøger og analyserer de bilaterale forbindelser mellem dansk og tysk arbejderbevægelse. Sådanne undersøgelser findes egentlig kun for kontakten mellem arbejderbevægelsen i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland, som ganske vist også er de mest centrale set ud fra dansk arbejderhistorie, men en generel undersøgelse af de store arbejderorganisationers internationale kontakter forekommer dog væsentlig. Det er ganske vist kun den institutionaliserede internationalisme, man får undersøgt på denne måde, og den er langt væk fra den spontane internationalisme i arbejderbevægelsens ungdom. Til trods for spontanitetens betydning for at bryde stivnede og stagnerende strukturer op og dermed frigøre nye energier, må spontane bevægelser dog ikke overvurderes, det er samtidig nødvendigt med et organiseret grundlag med en politisk vurdering af målsætningen for at kunne ændre samfundsstrukturen. Det er tænkeligt, at der på baggrund af nyere udviklinger på forskellige niveauer vil opstå en ny form for internationalistisk samarbejde, som på et nyt erfaringsgrundlag vil kunne forny internationalismen. Det drejer sig om så forskellige fænomener som det allerede lovbestemte koncernfaglige samarbejde indenfor EU-området i de europæiske samarbejdsudvalg (ESU), om et-punkt-bevægelser som ATTAC, anti-globaliseringskampagner, Socialt Forum osv. – som kampagnen mod atomvåben eller Vietnamdemonstrationerne imidlertid viste op igennem 1960'erne og 1970'erne, er sådanne internationale et-punkts-bevægelser kun et grundlag på hvilket en ny internationalisme kunne opstå, i sig selv kan disse ikke grundlæggende forandre noget. ESU er godkendt af både stat og arbejdsgivere og må derfor analyseres/kritiseres på et andet grundlag end ATTAC og Socialt Forum.
Michael Seidelin Hansen betegnede det i sin tid som konstitutivt for studiet af kommunismen, eller om man vil for Moskva-kommunismen, at denne var internationalistisk orienteret. En bekræftelse af dette forhold findes i Erland F. Josephsons studie af det skandinaviske kommunistiske samarbejde i 1920'ernes første halvdel. En genpart til en sådan undersøgelse findes mig bekendt ikke hverken for senere perioder eller med udgangspunkt i danske forhold. Undersøgelsen af «Moskva-guldets» veje til de forskellige partier og disses beløbs størrelse er naturligvis vigtig og kan også vurderes som et udslag af internationalisme: At nemlig SUKP og senere de førende partier i de socialistiske lande i Østeuropa var villige til at støtte de vestlige kommunistiske partier i deres praktiske arbejde og samtidig anså dem for at være de naturlige politiske samarbejdspartnere. Men pengene blev givet uden egentlig hensyntagen til de reelle politiske og økonomiske forhold i de pågældende lande, til partiernes udvikling og kraft og medførte tendentielt et underordningsforhold for de vestlige partiers vedkommende under «østblokkens» umiddelbare behov. Samtidig er billedet af Sovjetunionens enevældige stilling i den kommunistiske bevægelse blevet, om ikke ændret, så dog nuanceret, i de senere år. Denne nuancering er blevet mulig efter den delvise åbning af Kominterns og de tidligere sovjetiske arkiver. Tendensen i disse undersøgelser er at tage udgangspunkt i lokale partier og deres forhold til verdenskommunismens centrum i Moskva, for på et senere tidspunkt at kunne tegne et mere overordnet billede. Dette har givet anledning til udgivelsen af en række samleværker og skabelsen af forskellige forskernetværk som det nordiske Norcom: Nordic Communism 1917-1990, som på mange måder er en fortsættelse af det samarbejde, som begyndte med undersøgelsen af Moskva-guldet. En bog om kommunismens historie i Norden, skrevet på grundlag af materiale fra de sovjetiske arkiver, er på trapperne. Ligeledes er et fælleseuropæisk Network on Nordic Communism: Interwar Generation of Radicals (IGOR) i sin vorden.
Fagligt samarbejde
Fra 1880'erne og fremefter opbyggedes Internationale Fagsekretariater for de forskellige fagforbund (og senere også skandinaviske fagsekretariater). Der findes forskellige udenlandske undersøgelser af enkelte af disse (transportarbejdere, minearbejdere), der imidlertid ikke har inddraget dansk fagbevægelse i deres analyser. I enkelte tilfælde har undersøgelsen været koncentreret omkring modstanden mod den internationale fascisme og har her også berørt et dansk engagement. En fremstilling af det engelske sømandsforbunds historie anfører, at forbundet også organiserede internationalt, og at bl.a. danske sømænd i en periode var organiseret der. Det var naturligt for det engelske forbund at forsøge at organisere sømænd og havnearbejdere i andre lande. Sømænd var specielt afhængige af ikke at blive underløbet af udenlandske strejkebrydere i konfliktsituationer. Imidlertid blev englændernes forsøg ikke kronet med held. Det vigtigste danske/nordiske bidrag til studiet af disse organisationers funktion er imidlertid udarbejdelsen af et bibliografisk hjælpemiddel, nemlig en oversigt over de i de nordiske lande tilgængelige officielle materialer fra de Internationale Fagsekretariater.
I forbindelse med storkonflikten 1899 har Asger Rabølle Nielsen undersøgt den udenlandske støtte til fagbevægelsen i Danmark under konflikten; støtten var dels moralsk opbakning, som den gav sig til kende i en massedemonstration i Oslo, og dels en absolut nødvendig økonomisk opbakning, der kom på det præcis rigtige tidspunkt. Den praktiske erfaring i indsamlingsarbejdet var ikke kun af betydning for den danske fagbevægelse, men også for den internationale og styrkede generelt set det internationale samarbejde. En sammenligning mellem storlockouten i 1899 og den svenske storkonflikt 10 år senere viser allerede en væsentlig ændring i adfærdsmønstret ved håndteringen af den gensidige strejkeunderstøttelse. Sandsynligvis var den økonomiske opbakning betydelig højere i 1909, mens den moralske opbakning var blevet institutionaliseret. En grundigere analyse af dette forhold mangler dog endnu.
Det er ikke helt tilfældigt, at de første skridt til oprettelse af den faglige internationale blev taget i forbindelse med den 6. nordiske arbejderkongres i København 1901. Søren Federspiel har undersøgt forholdet mellem De samvirkende Fagforbund (DsF, senere LO) og Internationalen indtil 1914. Federspiel understreger DsF's selvstændige linje i sammenhængen og nævner, at DsF søgte at påvirke de andre landsorganisationer til fordel for en mere aktiv rolle, men måtte give op overfor den tyske landsorganisations meget statiske opfattelse af faglig og politisk organisering og magt. En opfølgning af denne afhandling udgør beklageligvis fortsat en lakune i dansk arbejderforskning. I 1990'erne er der dog udgivet to relevante oversigtsværker af folk, der har været aktive deltagere i dansk fagbevægelses internationale engagement.
For arbejderkvindernes internationale samarbejde er der endnu ikke udarbejdet en samlet analyse. Anette Eklund Hansen har dog præsenteret nogle foreløbige resultater. Det er sandsynligt, at det er vanskeligere at udarbejde sådanne analyser, fordi grundlaget for sådanne er mere beskedent, men som dokumenterne fra 2. Internationales kongresser før 1914 viser, afholdtes i 1907 den første internationale socialistiske kvindekonference. Den blev fulgt op af den anden konference i København 1910, som bl.a. vedtog den internationale demonstrationsdag for kvinder den første søndag i marts 1911, som siden hen er blevet til «8. marts - Kvindernes internationale Kampdag». Tredje konference skulle have været afholdt i 1914, men blev som de andre internationale kongresser forhindret af 1. Verdenskrigs udbrud (materialet der skulle danne grundlag for diskussionerne foreligger dog). Kvindeinternationalen, med Clara Zetkin som sekretær, var også yderst aktiv i det oppositionelle krigsmodstanderarbejde under 1. Verdenskrig og afholdt blandt andet en kongres i Bern i Schweiz i 1915 - så vidt vides uden dansk deltagelse. Såvel den socialistiske som den kommunistiske internationale har i mellemkrigstiden afholdt konferencer og løbende udgivet tidsskrifter, som endnu ikke er inddraget i videnskabelige analyser af det internationale samarbejde mellem kvinder. Socialistisk Internationale har også i tiden efter 2. Verdenskrig gennemført kvindekonferencer, hvor man med et vist held også har kunnet inddrage kvinder fra Afrika, Asien og Amerika.
Der findes en meget informativ fremstilling af den internationale arbejderbevægelses historie i tre bind, som vil lette arbejdet med at indordne dansk arbejderbevægelses udvikling i den internationale betydeligt. For tiden 1870 til 1914 findes derudover et forsøg på at samordne landestudier (herunder også et afsnit om Danmark) i et internationalt perspektiv. Der er intet til hinder for at opdatere de hidtidige studier og tilføre dem nye perspektiver. Alt i alt må man konstatere, at der allerede nu findes et relativt omfattende materiale og analyser af internationalismen i arbejderbevægelsen, delvist udarbejdet af bevægelsen selv, hvilket måske også kan ses som en afspejling af den betydning, internationalismen har haft og vel fortsat har.
Det må i de kommende år vise sig, hvilken indflydelse internationaliseringen/globaliseringen af økonomien vil få i og på arbejderbevægelsen, og dens måde at organisere sig og handle på.
Sidst ajourført: 24/2 2007
Læst af: 28.199