Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Voltaire (François-Marie Arouet)

François-Marie Arouet (21. november 1694 - 30. maj 1778), fransk forfatter, dramatiker og samfundskritiker, bedre kendt under pseudonymet Voltaire.

Han blev født i Paris som søn af notaren François Arouet og Marie-Marguerite D'Aumard. Arouet familien var en velhavende købmandsfamilie, og François var 5 barn i søskendeflokken. Moderen døde da han var 7 år, og det var hende der var ansvarlig for, at han blev undervist hos husvennen Abbé de Châteauneuf, der underviste ham i litteratur og deisme. François viste tidligt evner som poet, og blev som 10 årig sendt på Collège Louis-le-Grand, der var ledet af jesuitterne. Han blev på skolen til han var 17, og benyttede siden ofte lejligheden til at kritisere sin uddannelse hos jesuitterne, selvom den gav ham den ballast, han siden udviklede sit arbejde på. Den gav ham hans meget omfattende - omend ikke altid lige præcise - viden, og skærpede hans litterære disciplin og vurdering. Der er ingen tvivl om, at hans interesse for skuespillet blev vakt hos jesuitterne, der havde tradition for at omdanne skolerne til teatre, der spillede stykker både på latin og fransk.

Da hans uddannelse hos jesuitterne var endt, kom han i konflikt med sin far. François ville fortsætte med litteratur, men det blev ikke anset for en profession af faderen, der derfor satte ham til at studere jura. Det hindrede dog ikke François i at have kontakt til litterære cirkler, og faderen sendte ham derfor først til Caen og dernæst til Haag. Da han vendte tilbage til Paris, blev han formelt ansat på et advokatkontor, men han viste hurtigt sans for at skabe sig problemer ved at skrive ærekrænkende digte, så faderen sendte ham 1 år (1714-15) på landet. Formelt fortsatte han her jurastudiet, men megen af tiden brugte han på at skrive litterære essays og på at udvide sit allerede anseelige lager af sladderhistorier.

Næsten samtidig med Louis 14.'s død vendte han tilbage til Paris, hvor han begyndte at cirkulere sin tragedie Oedipe. Samtidig kom han i forbindelse med hertuginde du Maine, og han delte øjensynligt hendes rødglødende had til regenten Orléans. I hvert fald begyndte han at forfatte smædeskrifter mod denne, og i maj 1716 blev han sendt i eksil. Først til Tulle og siden til Sully. Kort tid efter sin tilbagekomst til Paris blev han mistænkt for at have deltaget i udformningen af to smædeskrifter. Af spionen Beauregard blev han tvunget til en reel eller opdigtet tilståelse og den 16. maj 1717 sendt i Bastillen. Det blev en skelsættende begivenhed i hans liv, han besluttede at ændre navn til Arouet de Voltaire eller blot Voltaire og begyndte at skrive på Henriade.

I april 1718 slap han ud af fængslet, men måtte dog yderligere i nogle måneder gå i frivilligt eksil. Han var accepteret, men myndighederne bevarede deres mistillid til ham. Den 18. november gik Oedipe første gang på Théâtre Français. Det blev vel modtaget, gik 45 gange og gav en net fortjeneste, der gav grundlag for Voltaires efterfølgende financielle spekulationer.

Faderen døde i december 1721 og efterlod sønnen en pension på 4.000 livres om året. Dertil kom et honorar på 2.000 fra regenten. I håbet om at få forhøjet dette beløb tilbød Voltaire sig som spion - eller «hemmelig diplomat». Hans «diplomatiske missioner» blev indledt i sommeren 1722 med besøg i bl.a. Bruxelles og Haag. I marts 1724 blev hans 3. tragedie, Marianne, sat op for første gang. Den blev en skandale og måtte skrives om, før den blev vel modtaget af publikum.

I 1725 var han tæt på at ende sine dage, da han først blev fornærmet af chevalier de Rohan, dernæst fornærmede ham, for nogle måneder senere at udfordre ham til duel. Men samme morgen duellen skulle være gennemført blev han arresteret, og sat i Bastillen for 2. gang. Denne gang i 14 dage, før han efter eget ønske blev sat på et skib til England. Der er ingen tvivl om, at opholdet dér fik afgørende betydning for hans videre liv. Rohan affæren gik i glemmebogen, og mødet med det britiske samfund virkede stærkt stimulerende på hans intellekt og litterære virke. Han følte sig tiltrukket af John Lockes filosofi og af Isaac Newtons videnskab. Han studerede Englands konstitutionelle monarki, dets religiøse tolerance der stod i skarp kontrast til intolerancen i Frankrig, dets filosofiske rationalisme og specielt naturvidenskaberne.

Før sin eksilering i England havde han været en elegant men overfladisk person. Men efter 3 år i England (1726-29) vendte han hjem som en af Europas mest ansete forfattere, som havde holdninger til alle væsentlige emner og med en solid pengebeholdning. Det var disse engelske erfaringer, der i de følgende år gjorde ham til en af de centrale figurer i oplysningstidens Frankrig. Han var fuld af litterære projekter og fik de følgende år sat stykkerne Henriade, Brutus, Charles XII, Lettres sur les Anglais, Eriphile og Zaire op. I vinteren 1732-33 døde komtesse Fontaine-Martel, som han havde været gæst hos og sandsynligvis elsker. Det næste halve år måtte han derfor koncentrere sig om litterære kontrakter, og hvordan han generelt skulle forbedre sin økonomiske situation.

Midt i 1733 fik han trykt to vigtige bøger: Lettres philosophiques sur les Anglais og the Temple du goat. Begge var dømt til at give ham problemer. Førstnævnte var en lovprisning af det engelske samfund, og dermed tilsvarende en voldsom kritik af kirken og staten i Frankrig. Sidstnævnte var under dække af enkle vers en satire over den samtidige franske litteratur - specielt rettet mod Rousseau. Myndighederne var skånselsløse. Den 10. juni 1734 blev Lettres philosophiques forbudt, alle eksemplarer beslaglagt og brændt, en arrestordre udstedt mod forfatteren og hans bopæl ransaget. Voltaire havde inden da søgt tilflugt i det uafhængige hertugdømme Loraine hos markisen af Châtelet, Gabrielle-Emilie Le Tonnelier de Breteuil (1706-1749). Han havde slået sig ned med hende på slottet i Cirey. Hun var datter af baronen af Breteuil og giftede sig i 1725 med markisen af Châtelet-Lomont. Hun var en dygtig lingvist, musiker, matematiker og var meget interesseret i metafysik. Da hun første gang i 1733 knyttede sig til Voltaire, var hun i praksis allerede separeret fra sin mand, selvom han af og til besøgte Cirey.

Cirey blev omdrejningspunktet for hans litterære produktion de næste mange år. Det udgjorde en relativ stabilitet ifht. hans tidligere farlige og usikre liv. Helt uproblematisk var det dog ikke. Forholdet til Emilie var stormfuldt, hun tog flere elskere, og han måtte fortsat i perioder gå i eksil, når hans poesi skabte ham problemer. I 1735 var arrestordren mod ham blevet ophævet, og han kunne vende tilbage til Paris. Noget han dog sjældent gjorde og kun kortvarigt.

Stykkerne Mérope og Mahomet blev gjort færdige i Bruxelles i 1741. De er nogle af hans bedste og blev vel modtaget i Frankrig de følgende år.

I midten af 1740'erne begyndte han at pleje hoffet i Paris. Selvom han allerede i mange år havde været Frankrigs mest velanskrevne forfatter, havde hans fjender hindret hans valg til det franske akademi, men i foråret 1746 opnåede han dette valg. Det løste dog fortsat ikke hans sikkerhedsproblemer. I 1749 døde Madame du Chatelet og dette kastede ham ud i alvorlig krise. Den blev først afsluttet da han i 1751 accepterede den tyske kong Frederik II's invitation til at blive ansat ved det tyske hof i Berlin. Han fik den franske kejsers tilladelse til dette, men de efterfølgende 3 år i Prøjsen blev ikke særlig lykkelige. Voltaire kunne ikke som andre af hoffets digtere opføre sig tilstrækkeligt ydmygt, og var kritisk overfor både sine meddigtere ved hoffet og gæster ved hoffet. Det skærpede modsætningerne mellem ham og kongen, og i 1752 forfattede Voltaire et smædeskrift vendt mod kongen. Ved list lykkedes det Voltaire at få kongens accept til at trykke det, og det udløste skandalen. Hvis Frederik ikke brød sig om ulydighed, brød han sig endnu mindre om at blive gjort til nar, og han kastede Voltaire i fængsel.

Krisen drev over og i foråret 53 blev han løsladt, forlod Potsdam og begyndte en længere rejse rundt i Tyskland. Situationen var dog stadig anspændt. Specielt efter publiceringen af et smædeskrift vendt mod Frederik, der var endnu skarpere end det første. Hans situation var ved at blive umulig i Tyskland. Samtidig var dørene lukket for ham i Frankrig. I december 1754 slog han sig derfor ned i Geneve. Her købte han en landejendom, som han gav navnet Les Délices. Den blev de følgende år centrum for hans litterære udfoldelse. Dørene var åbne for besøgende og han havde forlagene i Geneve tæt på. Samtidig oprettede han et privat teater, der gav ham mulighed for selv at spille med i et af sine stykker, han selv havde indstuderet.

Voltaire korresponderede med en anden berømthed i Geneve, Jean Jacques Rousseau. Først venskabeligt men siden stærkt konfliktfyldt. Voltaire fik sit stykke Orphelin de Chine opført i Paris første gang i 1755. Det blev samme år fulgt af La Pucelle. Jordskælvet i Lissabon gav Voltaire mulighed for at kritisere de ortodokses religion. Først i poesi i 1756 og siden i stykket Candide i 1759. Imidlertid havde Geneve en lov, der udtrykkeligt forbød teateropførelser, og i juli 1755 udsendte myndighederne en forordning rettet mod Voltaires private teater. Denne fulgte forordningen og spillede derefter kun teater på sit landsted i Lausanne, men Voltaire var ikke en mand der accepterede den slags overgreb uden gengældelse. Han fik derfor redaktøren af l'Encyclopedie, Jean Baptiste d'Alembert til at omtale censuren i opslagsværkets artikel om Geneve. Denne artikel udløste til gengæld et rasende modangreb fra Rousseau, der efterfølgende trak sig ud af l'Encyclopedie projektet.

Voltaire søgte nu et nyt sted, hvor han både kunne nyde den franske sociale frihed og Geneves politiske frihed. Han fandt det i ejendommen Ferney, der også lå ud til søen, omkring 6 km fra Geneve, men på den franske side. Denne ejendom købte han i 1758, og den blev over de følgende år udvidet ved opkøb af naboejendommene, således at han snart blev omtalt som som godsejeren af Ferney. Mange af Europas berømtheder besøgte ham på godset, men han brugte fortsat megen tid på sit litterære arbejde, og sin omfattende korrespondance, som nu atter inkluderede Frederik af Prøjsen. De to kom atter godt ud af det med hinanden - når de blot ikke var i direkte kontakt.

I Ferney følte Voltaire sig langt mere sikker, og han kastede sig derfor stærkere ud i offentlige kontroverser. Forbuddet i 1759 mod l'Encyclopedie som han havde været en væsentlig bidragsyder til, og hvis redaktører var hans nære venner, udløste en sand strøm af smædeskrifter fra hans side.

Han havde i mange år drømt om igen at besøge Paris. Det blev muligt, da han i 1778 rejste til hovedstaden for at være med til at sætte sit sidste stykke, Irene op. Han blev hyldet af franskmændene og gik i gang med at forberede opsætningen af en anden tragedie, Agathocle, men anstrengelserne var for store for den gamle mand på 84. Han døde den 31. maj om morgenen. Pga. sin heftige kritik af den katolske kirke i Frankrig, kunne han ikke blive begravet i Paris. I stedet blev han begravet i Champagne. Først i 1791 blev hans legeme begravet i Panthéon i Paris.

Landsbyen Ferney hvor han levede de sidste 20 år af sit liv kaldes nu Ferney-Voltaire, og hans gods er omdannet til museum: L'Auberge de l'Europe.

Voltaire blev en af bannerførerne for oplysningstiden i Frankrig, og han anvendte hyppigt sit yndlingsudtryk Écrasez l'infâme (knus det skændige), som for ham refererede til den franske kirkes og stats ortodoksi. Hans eksil i England i 1726-29 fik ham til at beundre den britiske religiøse tolerance og talefrihed, og han betragtede disse begreber som en nødvendig forudsætning for sociale og politiske fremskridt. Han anså derfor England som en brugbar model for det tilbagestående Frankrig. Han opfattede det franske bourgeosi som lille og ineffektivt, aristokratiet som snyltende og korrupt, folket som ignoranter og overtroiske og kirken som en statisk og ortodoks kraft i samfundet.

Som flere af sine samtidige var han mistroisk overfor demokrati, som han anså for et instrument til overførsel af idioti til masserne. I Voltaires verden var vejen frem den oplyste monark, der blev rådgivet af filosoffer som Voltaire selv. Kun dette kunne skabe forandring, eftersom det var i kongens rationelle interesse at øge Frankrigs magt og velstand overfor resten af verden. Han er citeret for at have sagt, at han «hellere ville adlyde en løve, end 200 rotter af sin egen slags».

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 30/12 2006

Læst af: 62.957