Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Newton, Isaac

Sir Isaac Newton (25. december 1642 - 20. marts 1727), engelsk matematiker, fysiker, alkymist og filosof. I sit vigtigste værk «Philosophiae Naturalis Principia Mathematica» fra 1687 beskrev han tyngdekraften, og gennem sine bevægelseslove lagde han grundstenen til den klassiske mekanik. Han var dermed den første til at bevise, at der lå naturlove bag alle former for bevægelse på jorden og i verdensrummet. Han kom derved til at spille en vigtig rolle for den videnskabelige revolution de følgende århundreder og for oplysningstidens opgør med kirkens vidensmonopol. Han formulerede ligeledes det matematiske grundlag for Keplers love - om planeters bevægelser. Han videreudviklede disse love og viste at planetkredsløb - som f.eks. kometer - ikke blot kan være elliptiske, men også hyperbolske eller parabolske. Han var ligeledes den første til at vise, at hvidt lys er en blanding af lys med forskellige farver. Endelig argumenterede han for, at lys var partikler (se Fotoner). Newtons klassiske mekanik var de følgende 220 år grundlæggende for forståelse af bevægelse, og det var først Einsteins relativitetsteori der afslørede begrænsningerne i og udvidede Newtons mekanik.

Newton blev født i Woolsthorpe, Lincolnshire i England. Hans far døde 3 måneder før Isaacs fødsel, og 2 år senere flyttede hans mor for at bo med sin nye mand. Han voksede derfor op hos sin bedstemor.

Han gik i skole på Grantham Grammar School, og i 1661 flyttede han ind på Trinity College i Cambridge, hvor hans onkel William Ayscough havde studeret. På denne tid var universitetets undervisning baseret på Aristoteles' skrifter, men Newton foretrak at læse moderne filosoffer som Descartes, Galileo, Kopernicus og Kepler. I 1665 opdagede han binomen teorien, og han begyndte at udvikle matematisk teori.

Kort efter at han i 1665 demiterede, lukkede universitetet som forholdsregel mod pesten. De følgende 2 år arbejdede han derfor hjemme på udviklingen af differential- og integralregning, optik og tyngdekraft. Iflg. anekdoterne sad Newton under et æbletræ, da et æble faldt ned i hovedet på ham, og dette fik ham til at erkende, at tyngdekraft på jorden og i rummet er det samme. Anekdoten er dog en overdrivelse af Newtons egen forklaring, i hvilken han sad ved vinduet i sit hjem, Woolsthorpe Manor, og betragtede et æble der faldt ned fra et træ. I dag mener de fleste dog, at han fandt på denne historie senere i sit liv, for at bevise hvor dygtig han var til at drage slutninger ud af hverdagsbegivenheder, og for at vise at han fik ideen om tyngdekraft før nogen anden. En samtidig forfatter, William Stukeley, skrev i sine memoirer om Sir Isaac Newton's liv om en samtale han havde med Newton i Kensington 15. april 1726. I denne fortalte Newton hvordan «ideen om tyngdekraft første gang dukkede op i hans sind. Det skyldtes et æbles fald, men han sad i en meget tænksom tilstand. Hvorfor faldt æblet lodret ned mod jorden, tænkte han. Hvorfor bevægede det sig ikke sidelæns eller opad, men altid mod jordens centrum.»

Newton blev knyttet som fellow til Trinity College i 1667, og samme år offentliggjorde han sine arbejder i artiklen De Analysi per Aequationes Numeri Terminorum Infinitas (Ligningsanalyse gennem uendelige Serier) og senere i De methodis serierum et fluxionum (Om serie- og fluxion metoder), der kom til at navngive hans «fluxion metoder». Newton og Gottfried Wilhelm Leibniz udviklede deres matematiske regnemetoder til differential- og integralregning uafhængigt af hinanden og anvendte forskellige notationer. Selv om Newton havde udviklet sin metode før Leibniz, var sidstnævntes notation og «differentialmetode» Newtons overlegen, og det var derfor den, der blev alment udbredt. Selv om Newton var blandt sin tids mest blændende matematikere, blev hans sidste 25 år præget af en bitter konflikt med Leibniz, som han beskyldte for plagiering.

Han blev i 1669 udnævnt til professor i matematik, og denne position fritog ham fra at være tvunget til at gå i kirke for at kunne fortsætte som fellow ved Trinity College. Dette hindrede den konflikt der ellers ville være opstået mellem hans kritik af treenigheden og kirkens ortodoksi.

I 1670-72 underviste han i optik, og i denne periode forskede han i lysets brydning. Han viste, at et prisme kunne anvendes til at opdele hvidt lys i et spektrum af farver, og at en linse og et andet prisme kunne anvendes til atter at samle det flerfarvede lys til hvidt lys. Udfra dette arbejde konkluderede han, at alle brydende teleskoper ville lide under lysets opbrydning i farver, og han opfandt derfor reflektions teleskopet for at løse dette problem. Det var først senere, da det blev muligt at fremstille glas med varierende brydningsegenskaber, at det blev muligt at fremstille akromatiske linser. I 1671 bad det Kongelige Selskab (Royal Society) om en demonstration af hans reflektions teleskop. Dette inspirerede ham til at offentliggøre hans noter «Om farver», som han senere udvidede til «Optik». Da Robert Hooke kritiserede nogle af Newtons ideer, blev han så fornærmet, at han trak sig tilbage fra den offentlige debat. Pga. Newtons paranoia forblev de to mænd fjender til Hookes død.

Newton argumenterede for, at lys består af partikler. Senere fysikere foretrak i stedet en bølgebeskrivelse af lys - pga. en række eksperimentelle observationer. I vore dages kvantemekanik tildeles lys bølge-partikel egenskaber.

I sin «Hypothesis of Light» fra 1675 baserer Newton sig på eksistensen af en «æter» for at kunne forklare transmissionen af kraft mellem partikler. Newton kom imidlertid i kontakt med Henry More, der beskæftigede sig med alkymi, og dette vakte Newtons interesse for emnet. Han erstattede derfor æteren med okkulte kræfter baseret på hermetiske ideer om tiltrækning og frastødning mellem partikler. Den britiske økonom John Maynard Keynes anskaffede sig mange af Newtons skriverier om alkymi og erklærede at: «Newton var ikke den første i tænkningens tidsalder. Han var den sidste magiker». Newtons interesse for alkymi kan ikke adskilles fra hans bidrag til videnskaben. Havde han ikke troet på den okkulte forestilling om kraft der passerer et vakuum, havde han muligvis ikke udviklet sin teori om tyngdekraften.

I 1679 vendte Newton tilbage til sit arbejde med tyngdekraften og dens påvirkning af planeternes baner. Han knyttede her an til Keplers bevægelseslove for planeter, og stod også i kontakt med Hooke og Flamsteed om emnet. Newton publicerede sit arbejde i «De Motu Corporum» i 1684. Det rummede samtidig elementer af bevægelseslovene, som senere blev til «Principia».

«Philosophiae Naturalis Principia Mathematica» som i dag blot omtales som «Principia» blev offentliggjort i 1687 med tilskyndelse og financiel bistand fra Edmond Halley. I denne bog formulerede Newton de 3 universelle bevægelseslove (se Klassisk Mekanik), som de følgende 220 år stod uimodsagte. Han brugte det latinske ord gravitas (vægt) for den kraft den senere blev kendt som gravitation (tyngdekraft), og formulerede loven om den universelle tyngdekraft. I samme arbejde præsenterede han på baggrund af Boyles lov den første analytiske bestemmelse af lydens hastighed i luft.

Med «Principia» blev Newton internationalt anerkendt. Han fik en kreds af beundrere - deriblandt den schweizisk fødte matematiker Nicolas Fatio de Duillier, som han udviklede et tæt forhold til, der varede til 1693. Da forholdet ophørte, fik Newton et nervesammenbrud.

I 1690'erne forfattede han en række religiøse artikler, der tog udgangspunkt i en tekstnær fortolkning af bibelen. Henry Mores tro på universets uendelighed og afvisningen af kartensisk dualisme har muligvis influeret hans religiøse ideer. Et manuskript han sendte til John Locke i hvilket han stillede spørgsmålstegn ved treenigheden blev aldrig offentliggjort. Senere arbejder - «The Chronology of Ancient Kingdoms Amended» fra 1728 og «Observations Upon the Prophecies of Daniel and the Apocalypse of St. John» fra 1733 - blev offentliggjort efter hans død. Han brugte også megen tid på alkymi. Dette skete i en periode, hvor der ikke blev skelnet klart mellem kemisk videnskab og alkymiens pseudovidenskab.

Newton var medlem af parlamentet i 1689-90 og atter i 1701, men det eneste indlæg han er citeret for er en klage over træk, hvor han beder om at få et vindue lukket.

Newton flyttede i 1696 til London for at overtage posten som tilsynsførende ved den Kongelige Mønt. En post han fik pga. sit venskab med Charles Montagu, 1. Jarl af Halifax, som var finansminister. I 1699 blev han direktør for Mønten. Udnævnelserne var alene tænkt som embeder uden embedspligter, men Newton tog dem alvorligt. Han brugte sit embede til at reformere Mønten og til at straffe falskmøntere. I 1701 trak han sig fra sine pligter i Cambridge. Samme år udgav han anonymt en lov om termodynamik, som i dag kendes som «Newtons lov om køling». Arbejdet blev udgivet i Royal Societys Philosophical Transactions.

I 1703 blev Newton udnævnt til præsident for Royal Society og til medlem af det franske Académie des Sciences. Som præsident for Royal Society blev han fjende med den kongelige astronom John Flamsteed, da han forsøgte at stjæle hans katalog af astronomiske observationer. I 1705 blev han slået til ridder af Queen Anne.

Newton blev aldrig gift, og er ikke registreret som far til nogen børn. Han døde i London i 1727 og blev begravet ved Westminster Abbey.

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 14/10 2003

Læst af: 104.364