 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Hansen, Hardy
 |
| Efter sin afgang som formand for SiD, har Hardy Hansen engageret sig i mange andre sager. Her taler han på anti-krigsdemonstrationen i Odense 15. marts 2003 mod USA krigstrusler mod Iraq. |
Hardy Hansen (26. september 1933-), forhenværende formand for SiD og socialdemokratisk politiker.
Hansen blev født i et landarbejderhjem i Store Brøndum syd for Ålborg i 1933. Faderen var landarbejder, og lavede desuden smørdritler og seletøj, men de lokale bønder boykottede ham, fordi han samtidig arbejdede med organiseringen af de lokale landarbejdere. Han måtte derfor tage arbejde langt fra hjemmet. Moderen arbejdede som kogekone. For at bidrage til familiens økonomi begyndte Hardy allerede som 10 årig at arbejde i tørvemoserne. Et arbejde han fik 10 kr. for hver 14. dag.
Efter endt skolegang blev han i 1948 fuldtidslandarbejder hos de bønder, der oprindelig havde boykottet hans far. Det holdt ikke lang tid. Han besluttede i stedet at tage ud for at se verden og kom på søfartsskole i Svendborg. Efter at have fået sin søfartsbog tog han til København for at søge hyre, men uden held. I stedet blev han ansat på De danske Bomuldsspinderier i Valby, men der blev han ikke længe. Lønnen var lav, arbejdet hårdt og arbejdsmiljøet elendigt. Høreskader var udbredte.
Efter Bomuldsspinderierne fik han i 1954 arbejde på Poul Bergsøes fabrikker i Glostrup. Også her var arbejdet hårdt og der blev arbejdet på treholdsskrift, men han steg i løn fra 180 til 250 kr. om ugen. Efter et par år blev han valgt til sikkerhedsrepræsentant, i starten af 60'erne tillidsmand for specialarbejderne og et par år senere fællestillidsmand.
I 1966 blev han opsøgt af Kaj Buch, der dengang var formand for fabriksarbejderne i Glostrup, der ønskede at ansætte ham som organisationssekretær i afdelingen. Hansen takkede ja og kastede sig over organiseringen af specialarbejderne i Glostrup, der dengang var et nyt industriområde. Han cyklede rundt fra arbejdsplads til arbejdsplads, sørgede for at specialarbejderne havde fagforeningsbogen i orden, og at arbejdsgiverne indgik overenskomst.
I 1975 blev han hentet ind i SiD som forretningsfører, i 1977 valgt til formand for fabriksgruppen og i 1979 valgt som formand for forbundet. Han gik af som formand i slutningen af 1996, da han faldt for forbundets 63 års grænse. Hans afløser var Poul Erik Skov Christensen. Modkandidaten, formanden for fabriksgruppen, Villy Strube, var stærkt utilfreds med, at Hansen havde valgt ikke at anbefale ham som efterfølger.
Hansens tid som formand var stærkt præget af kampen mod Schlüterregeringerne, der kom til magten i 1982, og varede helt frem til januar 1993. Disse borgerlige regeringer lagde fra starten ud med angreb på arbejderbevægelsen. Først med forringelser af de supplerende dagpenge, der udløste havnearbejderkonflikten i 1983. Dernæst forsøgte de borgerlige i 1984 at ødelægge eksklusivretten, da nogle HT chauffører meldte sig ud af deres fagforening. Det udløste HT konflikten, der hurtigt førte til et meget stort antal sympatistrejker, og Hardy Hansen udtalte på TV, at: HT burde fyre de chauffører, der nægtede at lade sig organisere. Denne udtalelse kostede forbundet 20 mio. kr. i bod i Arbejdsretten.
Under Påskestrejkerne i foråret 1985 var forbundet derfor mere forsigtigt. Det førte til forbitrelse fra de strejkende og fra venstrefløjen, fordi de følte sig forrådte i kampen mod Schlüterregeringen, der havde grebet ind i forhandlingsprocessen om ny overenskomst og ophævet forligsforslaget til lov. Men SiD turde ikke gå ud med officiel støtte. I stedet fik Hansen hovedbestyrelsen til at vedtage, at SiD skulle bruge hvad der svarede til 1 uges strejkestøtte på oplysningsarbejde, der skulle undergrave regeringen. Det drejede sig om over 100 mio. kr. Den borgerlige regering rasede, men kunne intet stille op, og ved det efterfølgende valg i 1988 stemte 75% af SiD's medlemmer da også på et arbejderparti. Hans kritik af den borgerlige regering var klar og utvetydig. «Hærværk» kaldte han regeringens overgreb mod velfærdsstaten, og «den sociale massegrav» var hans betegnelse, da regeringen i 1984 gik til angreb på dagpengesystemet.
Den sidste store konflikt i hans formandsperiode var Ri-Bus konflikten i 1995-96, hvor han og SiD atter engang blev beskyldt for at svigte de strejkende.
Under hans formandsperiode fik SiD en langt skarpere profil. Uddannelsesarbejdet blev kraftigt intensiveret, og det samme gjaldt miljø-, social-, kultur- og det internationale arbejde. Samtidig markerede han SiD skarpt overfor de andre forbund - specielt metalarbejderforbundet - ved at afvise at gå med til opbygningen af industriforbund, der ville have ført til opløsning af SiD. Hansen havde mange fjender. Ikke blot i den borgerlige regering, men også i de andre fagforbund.
Ved valget i september 1994 blev han valgt til Folketinget for Socialdemokratiet. Som medlem holdt han sig ikke tilbage fra at kritisere den socialdemokratisk ledede regering for dens finanslovsforlig med de borgerlige partier, og for dens forringelser af efterlønnen, dagpengesystemet og indførelse af aktiveringsordning, som han alle så som rettede mod de svageste grupper i samfundet. Netop de grupper han følte sig tættest knyttet til. Konsekvensen var, at han ingen indflydelse fik på partiets arbejdsmarkedspolitik, og ikke fik en eneste udvalgspost. I 1997 meddelte han derfor sin kreds, at han ikke ønskede at genopstille, og han forlod Folketinget ved valget i 1998.
Hansen tilhører Socialdemokratiets venstrefløj, og taler fortsat partitoppen midt imod, både når det handler om socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik og udenrigspolitik. Han er klar modstander af EU og deltog aktivt i fredsbevægelsens arbejde mod USA's krige mod Afghanistan i 2001 og Iraq i 2003. Når han blive i partiet skyldes det iflg. eget udsagn, at han finder mange meningsfæller i partiets bund, som støtter hans kritik og arbejde. For sit arbejde som formand i SiD er han blevet sammenlignet med Specialarbejderforbundets stridbare formand i 1920'erne, M.C.Lyngsie.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 14/10 2003
Læst af: 30.723