 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Vygotsky, Lev Semyonovich
 |
| Lev Semyonovich Vygotsky |
Lev Semyonovich Vygotsky (1896-1934), russisk psykolog, voksede op i en jødisk familie i Gomel i Hviderusland. Efter en traditionel jødisk uddannelse blev han optaget på jurastudiet ved Moskva universitet, men samtidig hermed deltog han i studier ved det historisk og filosofiske fakultet, hvilket i 1916 førte til en kandidatopgave hvori han analyserede Shakespeare's Hamlet. Efter dette uddannelsesforløb vendte han tilbage til Gomel, hvor han blev ansat som lærer og hvor han etablerede et psykologisk laboratorium. I denne periode skrev han værket Educational Psychology samt afhandlingen Psychology of Art.
Vygotsky fik først kontakt med videnskabelige fagfolk på en kongres i 1924 i Leningrad, hvor han præsenterede et videnskabeligt arbejde om bevidsthedens rolle. Med dette oplæg blev døren til Kornilov Instituttet for Eksperimental Psykologi i Moskva åbnet. Sammen med A.R. Luria og A.N. Leontjev udformede han grundklaget for den kultur-historiske teori, der var tænkt som et svar på psykologiens krise. I perioden 1925-27 skrev han bogen The Historical Meaning of the Crisis in psychology, hvori han argumenterede for, at der manglede enhed og konsistens i den psykologiske forskning. Han hævdede, at det var vanskeligt at se hvordan menneskesynet i psykoanalysen og i Pavlovs teori om menneskelig adfærd kunne sammentænkes, ligesom han kritiserede, at den såkaldte marxistiske psykologi kun bestod af en samling Marx og Engels citater.
I arbejdet fra 1931 The History of the development of Higher Psychological Functions fremsatte han den idé, at menneskets psykiske udvikling kan forstås som en overgang fra naturlige adfærdsformer til højere mentale funktioner med en medierende struktur. Således har tegn, symboler og sproget en medierende funktion, og som mediatorer skaber de den psykiske struktur. Med denne kultur-historiske tilgang er forandringer af psykiske processer relateret til forandringer i den social-kulturelle medieringsform. Samtidig hermed må højere mentale funktioner ses som funktioner af meningsfuld virksomhed, der er skabt gennem individets egen aktivitet.
Vygotsky formulerede også begrebet «nærmeste udviklings zone», der har inspireret pædagoger og lærere til at reflektere over forholdet mellem læring og udvikling. «Nærmeste udviklings zone» er karakteriseret ved, at barnet her med voksenstøtte (eller støtte fra en mere kompetent kammerat) kan udføre praktiske og mentale handlinger, som de ikke er i stand til at udføre alene, hvorigennem det bidrager til sin egen læring. Med denne tilgang hævdede Vygotsky, at læring er forløber for udviklingen, at den så at sige trækker udviklingen efter sig og med sig. Men begrebet nærmeste udviklingszone har ikke kun relation til pædagogens og lærerens rolle men også til barnets leg, idet Vygotsky mente, at børn i leg faktisk konstruerer nærmeste udviklings zone, da de i leg kan udføre handlinger i fantasien, der ligger ud over deres aktuelle udviklingstrin.
Vygotsky udforskede udvikling af og relationen mellem sprog og tænkning og beskrev sproget som psykisk værktøj for tænkningen. Manuskriptet vedrørende dette spørgsmål blev dikteret fra hans sygeleje, og blev i 1934 publiceret i hans mest populære bog Tænkning og sprog.
Han efterlod sig en omfattende og fortsat meget anerkendt videnskabelig arbejde. Det meste af dette arbejde blev ikke publiceret mens han levede, og to år efter hans død i 1936 blev de få tilgængelige publikationer sortlistet i Sovjetunionen. Vygotsky blev rehabiliteret i 1956, men mere end tyve år skulle gå før hans geniale værk lev kendt og udbredt i resten af verdenen. I et internationalt perspektiv har Vygotsky haft og har fortsat en enorm indflydelse på såvel psykologisk som pædagogisk tænkning og praksis. Således priser den amerikanske Vygotskyekspert Stephan Toulmin Vygotsky for hans talenter, hans geniale og overdådige produktion og betegner ham som Psykologiens Mozart.
Vygotskij, Lev Semenevich
Lev Semenevich Vygotskij (1896-1934) – oprindeligt Vygodskij – voksede op i byen Gomel i det nuværende Hviderusland. Forældrene var jøder, og familien blev derfor udsat for diskrimination som alle jøder i det Russiske Imperium: der var kun afgrænsede områder, hvor det var tilladt jøder at bosætte sig; der var begrænsninger af, hvilke uddannelser der tillod ansættelse uden for de jødiske områder; der var begrænsning af antallet af uddannelsespladser for jøder på landets universiteter.
De første år af sin skolegang modtog Vygotskij privatundervisning. Fra sjette klasse gik han på en privat skole, hvor lærerne var enige om Vygotskijs store evner inden for mange forskellige fag. Samtidig udviklede Vygotskij en interesse for kunst – særligt litteratur og teater. Disse temaer kom til at spille en rolle i hans senere akademiske karriere.
De diskriminerende forhold jøder var underlagt betød, at Vygotskijs forældre ønskede, at Vygotskij skulle blive læge, hvilket ville give ham frihed til at bosætte sig uden for de jødiske områder. Lægestudiet var imidlertid ikke noget for Vygotskij, der i stedet kastede sig over jura. Det er ikke klart i hvor høj grad Vygotskij allerede havde besluttet sig for at arbejde inden for psykologi, mens han studerede, men han tog afgangseksamen i historie og jura. Som afgangseksamen skrev han en analyse af Hamlet, hvori der indgik overvejelser over Hamlets «psyke» (bevidsthed), men som først og fremmest var en analyse af et litterært kunstværk.
Efter afslutningen på sine studier vendte Vygotskij i 1917 tilbage til Gomel. Den russiske revolution bragte nye magthavere, og på en forespørgsel, som myndighederne gav alle borgere angående, hvordan de kunne medvirke til landets genopbygning, svarede Vygotskij, at han ønskede at arbejde inden for uddannelse. Den 1. verdenskrig havde skabt en stat med store problemer med hjemløse børn, meget mangelfuld uddannelse og generelt dårlige vilkår. Den borgerkrig der rasede efter revolutionen gjorde kun ondt værre. Uddannelse blev ikke desto mindre prioriteret højt, og Nadezhda Krupskaya, Lenins kone, var optaget af opbygningen af det sovjetiske uddannelsessystem og sikringen af skolegang for alle.
Vygotskij underviste både børn i skolealderen og lærere på det lokale seminarium. Desuden var han aktiv som oplægsholder og som arrangør af kulturelle arrangementer i byen. Herudover arbejdede han på i hvert fald to bøger («Pædagogisk Psykologi» og «Kunstens Psykologi») samt en række artikler. I 1920 fik Vygotskij det første anfald af tuberkulose - den sygdom som i flere omgange truede med at afslutte hans karriere, og som tog hans liv i 1934.
Ud over bøgerne om pædagogisk psykologi og kunst, der først blev færdiggjort og udgivet senere, må Vygotskij have været aktiv på konferencer samt gennem artikelskrivning eller korrespondancer, og var i 1924 med på den Anden Al-Russiske Kongress for Psykoneurologi i Skt. Petersborg med et oplæg om metoder til refleksologiske studier af psyken. Alexander R. Luria, der allerede var ansat i Moskva på Institut for Eksperimentel Psykologi, var ivrig for at få Vygotskij som kollega, og sørgede for Vygotskijs ansættelse. I Moskva blev Vygotskij ud over Luria også kollega med Aleksei N. Leontjev og de tre blev med tiden kendt som «Troikaen». Mens relationen mellem Vygotskij og Leontjev er svær at gisne om, var relationen til Luria tæt. Luria blev hurtigt overbevist om Vygotskijs videnskabelige projekt, som Luria selv anså for det teoretiske grundlag for den neuropsykologi, han udviklede efter Vygotskijs død. Fælles for forskere inden for mange forskellige felter oplevede Vygotskij, Luria og Leontjev tiden efter revolutionen som en mulighed for at stille fundamentale videnskabelige spørgsmål om psykologiens problemstillinger.
Vygotskij var særdeles produktiv, og i de følgende 10 år skrev han en stor mængde artikler, udkast til bøger samt indledninger til en række russiske oversættelser af kendte psykologers arbejder; han underviste på adskillige institutioner – her i blandt Moskva Universitet, Universitetet i Kharkov samt Sankt Petersborg Universitet.
Vygotskij forblev centreret i Moskva og arbejdede stadig mere intensivt. Hans helbred forværredes, og han kunne ikke selv deltage i to ekspeditioner til Uzbekistan i Centralasien, der skulle give empiri, som kunne underbygge antagelsen om, at menneskers psykologiske funktioner afhænger af de samfundsmæssige omstændigheder, de er en del af. Og endvidere at forandrede samfundsomstændigheder fører til udviklingen af nye relationer mellem de psykiske funktioner. Luria skrev til Vygotskij undervejs på ekspeditionerne, hvor han udtrykte begejstring for at have underbygget tesen om, at psykiske funktioner er samfundsmæssigt medierede.
Vygotskij døde i 1934, 37 år gammel, efter - fra hospitalssengen - at have dikteret sidste kapitel af «Tænkning og sprog». I 1936 blev hans værker forbudt i Sovjetunionen.
Vygotskij efter 1934
Stalins sortlistning af Vygotskij indledte en 20 år lang mørklægning af hans tanker. Alligevel fortsatte en lang række personer, som Vygotskij havde samarbejdet med, med at videreudvikle kulturhistorisk psykologi. Det gjaldt især A. R. Luria, der fokuserede på udforskningen af hjernens opbygning.
Vygotskijs tanker blev spredt udenfor Sovjetunionen ad to vigtige kanaler. Den ene gik gennem det tidligere Østtyskland, hvor hans bøger og artikler blev oversat og udgivet på tysk. Ad den vej nåede de også hurtigt til Danmark. Det engelsksprogede gennembrud, der med god ret kan kaldes det egentlige internationale gennembrud, skulle imidlertid komme gennem nordamerikaneren Michael Cole, der som ph.d.-studerende kom til Moskva for at arbejde sammen med Luria. Cole har selv berettet, hvorledes han selv fandt Vygotskijs teori vanskeligt tilgængelig og at han betvivlede dens rigtighed. Ikke desto mindre insisterede Luria på, at Vygotskijs tanker var grundlaget for Lurias eget virke, og Cole gik sammen med Luria i gang med at gennemgå de efterhånden 40 år gamle noter fra ekspeditionerne til Uzbekistan. Siden indledte Cole et samarbejde med Vera John-Steiner, Sylvia Scribner og Ellen Souberman om den udgivelse, der kom til at hedde «Mind in Society», som blev det store internationale gennembrud for Vygotkij. Bogen er en stærk redigering af forskellige tekster af Vygotskij, men er den dag i dag det værk, der oftest henvises til, når Vygotskijs tanker berøres. Ud over sit bidrag i form af «Mind in Society» stod Cole gennem en menneskealder i spidsen for tidsskriftet Russian and East European Psychology (tidligere Soviet Psychology), og derudover har han oversat og udgivet en meget stor mængde artikler og monografier.
I 1980'erne fik man i Sovjetunionen bedre adgang til Vygotskijs samlede værker, der først tæt på årtusindeskiftet blev tilgængelige på engelsk. Sammen med andre udgivelser er der i dag en stor mængde af Vygotskijs tekster tilgængelige på engelsk. I 2006 åbnede familien for dens arkiver, som indeholder andre, aldrig udgivne tekster, som kan give os yderligere indblik i den tidlige Vygotskijs arbejder. De vil formodentligt med tiden ligeledes blive oversat.
Ansvarlig redaktion: Pædagogik, Psykologi
Sidst ajourført: 9/3 2011
Læst af: 184.237