Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Strejkestøtte

Alle strejker løber ind i problemet: hvordan giver vi den størst slagkraft? Da der er fredspligt i Danmark, får man ikke automatisk støtte udefra - kun når der er tale om strejker for en overenskomst eller overenskomstmæssige strejker. Af politiske grunde ville man heller ikke automatisk få støtte udefra selv om der ikke var noget, der hed organisationsansvar. Strejkestøtte betegner demokratisering af en konflikt, idet de strejkende selv får retten til at bestemme. For deltagere i strejkestøtten udenfor den pågældende virksomhed betegner den en udvidet egeninteresse - kaldet solidaritet - idet man får mulighed for at se konfliktens problem afspejle sig i egen virkelighed - man kan genkende problemerne. Formålet med strejkestøtte er at opretholde en strejke og støtte den økonomisk og politisk. Økonomisk for at sikre de strejkende, politisk for at sikre udbredelsen af kendskabet til strejken. Økonomisk støtte sker ved indsamlinger, der sikrer, at fagforeninger o. lign. ikke pådrager sig organisationsansvar. Støtten kan ske ved fysiske blokader, afholdelse af møder, støttefester, udgivelse af løbesedler, strejkeaviser og salg af klistermærker/badges.

Strejkestøttearbejde har disse niveauer:

Vigtigst er arbejdernes egen organisering: nedsættelse af aktionsudvalg, presseudvalg, der kontakter udadtil. I tilfælde af at virksomheden har datterselskaber, udenlandske filialer eller tilsvarende virksomheder i udlandet, er kontakten hertil vigtig for strejkestøtten.

På det lokale plan kan det ske ved at de strejkende får støtte fra arbejdere fra samme faggruppe eller geografiske område - smede støtter smede, arbejdere på havnen støtter hinanden. De kan også få støtte fra en generel støttekomite eller fra én, der er oprettet til formålet (aktive arbejdere, lokal tillidsmandsring). Lokale fagforeninger yder oftest kun støtte, hvis de er venstreorienterede. Ellers vil de normalt afvente det fagretlige system. Af hensyn til organisationsansvar vil støtte ofte være i form af en onkel med en papkasse med penge. Det er mere sjældent, at Fællesorganisationer indgår i strejkestøtte, da megen strejkestøtte ligger udenfor det faglige bureaukratis politiske rækkevidde. Strejkestøtte er mest udbredt i forbindelse med enkeltvirksomheder eller klubber, men forekommer også i forbindelse med landsdækkende strejker/konflikter, men sjældent ved de generelle overenskomstfornyelser.

De mest kendte strejker med strejkestøtte i 1970'erne og 80'erne er: Uniprint, Porcelænskonflikten, BT-konflikten, Stilladsarbejderne, Havnearbejderne og Karl-Jørgensen-sagen, samt i 90'erne: Ribus. Plattedamernes strejke i 1976 udløste det mest omfattende strejkestøttearbejde siden Philipsstrejken i 1954. Arbejderne på Den Kgl.. Porcelænsfabrik indledte en lønkamp i maj 1976, der hurtigt vakte sympati, da strejken blev flyttet ind på Strøget, hvor plattedamerne malede på paptallerkener i det gode forårsvejr og således gjorde opmærksom på deres strejke og samlede ind ved samme lejlighed. Mange fagforeninger støttede strejken aktivt. Rundt i landet blev der dannet støttekomiteer, der blev afholdt møder hvor plattedamerne talte, mens kolleger sad og malede, der blev solgt mærkater og paptallerkener.

Porcelænskonflikten 1976 (Plattedamerne)

På den Kgl. Porcelænsfabrik havde der været et lavtlønsproblem siden konflikten i 1972-73, og den statslige forlængelse af overenskomsterne i 1975 havde forværret situationen. Strejken viste hurtigt, at de som modstandere ikke alene havde fabrikkens ledelsen, men også Dansk Arbejdsgiverforening, der fastholdt en lønstoppolitik. Strejken startede 19. maj 1976 hos malerne, men indtil ferien 2. juli var der ikke støttearbejde af betydning. Der var kun ca. 400 der var direkte berørt af kravet om en mindsteløn på 31,50 kr. i timen, mens ¾ af de andre på fabrikken var i sympatistrejke. Strejken sluttede den 16. september og mindstelønnen blev hævet til 30.50 kr - en lønfremgang på ca. 10% for de lavestlønnede.

Aktioner

Den 4. juni demonstrerede malerpigerne foran fabrikken og den 14. strejkede de igen, gik i demonstration til Amagertorv, hvor Den Kgl. Porcelænsfabrik havde et udsalg på Strøget, og dagen efter sympatistrejkede drejerne, gipserne og arbejdsmændene. Den 22. juni blev der nedsat en strejkeledelse. Den 9. august var der tillidsmandsmøde i Folkets hus - og der kom gang i støttearbejdet. Den 12.: Demonstration foran Dansk Arbejdsgiverforening. 18. august arrangerede Formandsinitiativet demonstration med 25.000 deltagere foran Christiansborg mod det politiske forlig om indkomstpolitik. Desuden var der i perioden efter sommerferien salg af paptallerkener og maling af samme på Strøget, og på gågader i provinsen,.

Solidaritetsarbejdets organisering

Da det blev klart for de strejkende, at DA havde sat offensivt ind mod de strejkende og åbnet op for økonomisk støtte til arbejdsgiverne, kom der et møde i stand i Folkets Hus den 9. august. Det blev indkaldt af københavnske fællestillidsmænd og af strejkekomiteen. Ca. 200 tillidsmænd mødte op, bl.a. Metal (afd. 5, 12, 13), Bryggeriarbejderne, Sømændene, Byggefagene og Postarbejderne. Mødet sluttede med en appel til alle fagforeningsbestyrelser om enten at yde et kontant støttebeløb eller køb af en antal dekorerede paptallerkener. Samtidig skulle der startes en kampagne på arbejdspladserne for at alle skulle give 10 kr. om ugen under strejken. Der kom et videregående forslag (fra bryggeriarbejdernes Holger Foss) om, at fagforeningerne åbenlyst skulle udfordre DA og det fagretlige system ved at give et fast støttebeløb, men det blev opgivet pga. manglende styrke. De 50 fagforeninger og forbund, der støttede strejken, gjorde det ved køb af paptallerkener. Typograferne havde indkøbt 300 tallerkener der lå i mappen til de kongresdelegerede. Den 27. august var der solidaritetsfest i Brøndbyhallen. Endvidere blev der oprettet støttekomiteer og gennemført støttemøder.

Keramisk forbund

Arbejdsgiverne ville have fagforeningsledelsen straffet, fordi der var fagforeningsfaner ved porcelænsarbejdernes demonstration foran Arbejdsretten. Hertil svarede de, at de strejkende havde bemægtiget sig fanerne selv. Det var forbundet, der til sidst forhandlede forligsskitsen færdigt.

Politik

Under strejken blev der i Folketinget indgået et indkomstpolitisk forlig, bl.a. om en lønramme til de kommende overenskomster på 2% - så strejken blev pludselig en kamp mod den statslige indkomstpolitik. Tonen blev skærpet ved at en række fagforeninger og forbund blev indklaget for Arbejdsretten (Typograferne, Bryggeriarbejderne, Metal Afd. 13)

Strejkens organisering

Strejken blev ledet på to niveauer: dels tillidsmandsgruppen, der forhandlede med ledelsen. Dels strejkekomiteen, som bestod af valgte repræsentanter for alle faggrupper (men ikke for alle afdelinger på fabrikken). Det var den der organiserede aktionerne . Fællesmødet, hvor både tillidsmandsgruppen og strejkekomiteen aflagde beretninger, samledes hver dag og stemte om strejkens fortsættelse. Mødet var øverste myndighed. Det organisatoriske kerneproblem var at holde 1.270 mennesker aktive under en konflikt på 13 uger. Undervejs blev man opmærksom på problemet og flere blev inddraget i bl.a. virksomhedsbesøg. Malerpigerne var den mest aktive gruppe. De tog paptallerkener med hjem og malede musel eller blåblomst på dem. Der var større problemer med nogle af de andre grupper, f.eks. mange arbejdsmænd, der nøjedes med at møde op og stemme. Efter ferien var stemmetallene for strejkens fortsættelse 750-190, større tal end før ferien, men ellers var tallene ret stabile. Da forligsskitsen blev vedtaget, var der 257 imod.

Kritik

Der kan ikke være nogen tvivl om, at strejken kørte ret topstyret. Strejkekomiteen har truffet en del afgørelser enevældigt, idet de kun har lagt de såkaldt principielle sager frem til diskussion, vurderede nogle deltagere i støttearbejdet. Der var kun få af de strejkende, der havde oplevet konflikten i januar 73, hvor der efterfølgende skete mange politiske fyringer, så flertallet var i konflikt for første gang. Den faglige aktivitet før konflikten var lav, der var kun klubber for drejerne og gipserne, men ikke for malerne, der startede strejken. Det var tillidsfolkene, der tog sig af faglige spørgsmål. Strejkekomiteen gjorde ikke nok for at få effektiviseret rejseholdenes virksomhedsbesøg - og den langt overvejende del af arbejderne deltog ikke i det aktive strejkearbejde - senere blev det bedre. Flere blev uddannet til at sige noget, når vi er rundt til møder. I morgen sender vi 3 rejsehold til provinsen. Den nære kontakt på møder på andre arbejdspladser giver langt de bedste resultater. Gennemtrækket på arbejdspladsen er også en stor hindring for at få et fagligt arbejde op at stå, erklærede tillidsfolkene bl.a. De strejkende kunne også have deltaget i de lokale støttekomiteer dér, hvor de selv boede - det kunne have holdt støttekomiteen ajour med udviklingen, sikret gode løbesedler og plancher. Til gengæld havde strejken en omfattende mediedækning - selvom den jo ikke altid var på de strejkendes betingelser.

Politisk vurdering

Støttearbejdet slog igennem på arbejdspladser og i en række fagforeninger, hvorved det fik karakter af et bredt enhedsarbejde indenfor den del af arbejderklassen, der ikke ville acceptere indkomstpolitikken. De militante reformister gik mere aktivt ind i støttearbejdet.

Beskrivelsen af strejken har omfattet nogle af de principielle problemer i forhold til overenskomststridige strejker og strejkestøttearbejde: problemer med at organisere en aktiv og kontinuerlig støtte, problemer med det fagretlige system, den manglende opbakning fra de ledende socialdemokrater i fagbevægelsen, problemer med at organisere en aktiv strejke, der aktiverer alle de strejkende.

Se også: Arbejdskonflikter i Danmark.

Eks.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 1/5 2003

Læst af: 29.443