 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Bukharin, Nikolaj Ivanovitsj
 |
| Nikolaj Bukharin |
Bukharin, (1888-1938), sovjetisk politiker. Bukharin blev i 1906 medlem af det russiske socialdemokratiske parti og organiserede sammen med forfatteren Ilja Ehrenburg samme år sin første strejke. To år senere begyndte han at studere økonomi og blev medlem af bolsjevikfløjens ledelse i Moskva. I maj 1909 blev han for første gang arresteret, i 1910 på ny arresteret og forvist. Det lykkedes ham at flygte fra Onegadistriktet til Tyskland, hvor han fortsatte sine studier af nationaløkonomi og marxisme.
I 1912 flyttede Bukharin til Wien og mødte i september 1912 for første gang Lenin. Dermed begyndte Bukharins «egentlige liv», som han selv udtrykte det: Han blev medarbejder ved «Pravda» og andre bolsjevikiske organer i udlandet, hjalp Stalin med et manuskript om nationalitetsspørgsmålet og David Rjasanov med at fortolke Marx' brev til Vera Sassulitsj, og polemiserede mod borgerlige økonomer. I juli 1914 blev han arresteret som «spion» og udvist til Schweiz. Han slog sig ned i Lausanne, fuldførte bogen «Rentenisternes politiske økonomi» og skrev «Imperialismen og verdensøkonomien». Desuden samarbejdede han med venstrefløjen i Zimmerwaldbevægelsen og forsøgte at forsone Lenin og Trotskij. I juli 1915 flyttede han til Sverige, men blev der sammen med Zeth Höglund arresteret for antimilitaristisk propaganda. Efter 1½ måneds fængselsophold blev han udvist til Norge, hvor han holdt kontakt med ungdomsforbundet og skrev artikler for «Klassekampen». I denne periode var han politisk i konflikt med Lenin om nationalitets- og statsspørgsmålet. På en agitationsrejse gennem USA og Canada i efteråret 1916 optrådte han for første gang som folketaler. Han holdt forbindelsen med Lenin, men samarbejdede samtidig med Trotskij. Efter februarrevolutionen vendte Bukharin over Japan tilbage til Rusland og blev medlem af eksekutivkomiteen i Moskvasovjetten og redaktør af et dagblad i Moskva. På bolsjevikkernes 6. partikongres i august 1917 holdt han et af de to politiske hovedindlæg og blev valgt ind i partiets centralkomite. I december blev han redaktør af «Pravda», og i februar 1918 blev han ansvarlig for udarbejdelsen af det nye partiprogram. Under striden i partiet om Brest-Litovskfreden med Tyskland sluttede han sig til venstrefløjen og nedlagde midlertidigt alle sine partihverv i protest. I 1919-20 var han leder af partiets ideologiske og propagandistiske arbejde. Ved stiftelsen af Komintern vendte han sig mod Lenins plan om straks at stifte en ny Internationale. Fra 1921 opgav Bukharin endelig sin opposition og støttede Lenin - særligt i spørgsmålet om den nye økonomiske politik (NEP) og nationalitetsspørgsmålet (12. partikongres). Ved Lenins død holdt han mindetalen i sovjetkongressen og fik derefter Lenins plads i kommunistpartiets politbureau.
Hans politik derefter er præget af kursforandringer: Mens han i september 1923 drøftede en nyorganisering i partiet med Zinovjev for at begrænse Stalins magt i partisekretariatet, stod han i 1925 på Stalins side mod Zinovjev-Kamenev-fraktionen. Han indledte i november 1924 som den første polemikken mod trotskismen, men tog i januar 1926 kontakten med Trotskij. Trods det at han i begyndelsen af 1926 stod i centrum for fraktionskampene, blev han i oktober 1926 formand i Komintern, hvor han gik ind for kollektiv ledelse. Da meningsforskellene mellem ham og Stalin-fløjen blev større i 1927, mistede Bukharin den faktiske ledelse af Komintern, og på Kominterns 6. kongres i 1928 blev han kritiseret af den sovjetiske delegation. Fra dette tidspunkt øgedes kritikken mod Bukharin, og hans tilhængere blev fjernet fra partiledelsen i Moskva. I januar 1929 trak Bukharin sig ud af politbureauet og af Pravdaredaktionen, og i juli blev han fjernet fra Komintern. Efter en kapitulationserklæring intensiverede han fra 1930 igen sine filosofiske og økonomiske studier, blev direktør for et industriøkonomisk forskningsinstitut og arbejdede i videnskabsakademiet. Fra februar 1934 til januar 1937 var han redaktør af «Isvestija» og var i 1935 en af medforfatterne til Sovjetunionens nye grundlov. Et første forsøg på at få ham stillet for retten mislykkedes i september 1936, men i januar 1937 blev han atter arresteret og i marts ekskluderet af partiet. Han blev anklaget for spionage, fascisme og terroraktioner og dømt under den 3. Moskvaproces. Bukharin blev skudt 13. marts 1938 og først delvist rehabiliteret i 1962.
Georg Lukács hævder, at Bukharin var «en typisk holdningsløs intellektuel», der svingede fra det yderste venstre til det yderste højre, og Bukharin hører til de mest omstridte og mystificerede kommunistiske politikere. Efter Lenins opfattelse var han «partiets yndling», men blev samtidig kritiseret for ikke at have forstået dialektikken. Den tyske kommunistleder Ruth Fischer kaldte ham «bolsjevismens hjerne». Det var Bukharin, der på en række vigtige punkter først formulerede Lenins imperialisme- og statsteori. Med bogen «Transformationsperiodens økonomik» (1919/20) lagde han det teoretiske grundlag for Sovjetunionens senere centraliserede system. Hans populariserede brochurer havde afgørende indflydelse på den ideologiske skoling i Sovjetunionen. Han gik mod Stalins Kinapolitik og støttede ideen om en bonderevolution, der senere blev gennemført af Mao Tse-tung. Hans uegennyttige hjælp til andre gjorde ham populær og vidnede samtidig om, at han ikke havde høje personlige ambitioner, men stillede sit politiske liv i partiets og revolutionens tjeneste, samtidig med at han opretholdt en adskillelse mellem det personlige og det politiske liv.
Bukharin havde fra 1916 nære kontakter med den skandinaviske arbejderbevægelse, og hans indflydelse på den radikale opposition i Norges Socialdemokratiske Ungdomsforbund var af betydning for ungdomsbevægelsens senere radikalisering. I Komintern var han en tid ansvarlig for Skandinavien, og i denne periode foregik også striden mellem det norske socialdemokrati og Komintern, hvor han i konflikt med Zinovjev forsøgte at imødekomme norske krav. På Socialdemokratiets landsmøde i februar 1923 deltog han som Kominterns udsending og led et knebent nederlag. Også efter bruddet mellem Socialdemokratiet og Komintern blev Bukharin højt skattet i norsk arbejderbevægelse, og dødsdommen over ham under Moskvaprocesserne førte til, at Sovjetunionen mistede megen sympati i Norge.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 38.414