 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Card, Claudia
Card, nordamerikansk filosof, professor i filosofi ved Wisconsin Universitet i USA, hvor hun har undervist siden 1966. Tilknyttet Kvinde- og Miljøstudier samme sted. Claudia Card har specialiseret sig i praktisk filosofi med særlig henblik på straf, og har været pioner indenfor lesbisk filosofi og homo-studier. «Det er ikke altid den gode hund, der har det godt!», siger hun.
Rawls taler om et naturligt lotteri i samfundet, der gør, at nogle har lettere ved at komme frem i tilværelsen end andre. Tilfældigheder afgør, om du er født ind i en rig familie, er intelligent eller ej, har fysiske handicaps og det har i og for sig ikke noget med retfærdighed eller undertrykkelse at gøre.
Card taler derimod om Det unaturlige lotteri (1996). Vi er født ind i en masse unaturlige institutioner. De gør det f.eks. til en ulempe at være kvinde i dette samfund. Det ville det ikke nødvendigvis være i alle samfund. Det er sociale strukturer der gør det, og derfor noget vi er ansvarlige for. Selvom du gør alting rigtigt, så sætter din placering i samfundet grænser for, hvad du kan opnå.
Card forsøger at sætte en sammenhæng mellem 1) Din ufordelagtige placering i samfundet og 2) udviklingen af din karakter og moral. Nogle er heldige og bliver let meget dydige og lovlydige, andre er uheldige og har sværere ved at blive det eller at holde fast ved det. Det sociale miljøs betydning har specielt stor betydning for dem som opvokser i sorte kvarterer, og for kvinder.
Et centralt begreb i hendes feministiske filosofi er kvinders taknemmelighed. Kvinder viser taknemmelighed, hvis de ikke bliver slået. Det er en fejlplaceret taknemmelighed, der forudsætter det menneskesyn, at kvinder er til at slå på. Og det kan Card ikke gå med til.
Hun har i mange år arbejdet filosofisk med voldtægt. I civilsamfundet og i krigssituationer. Voldtægt har begge steder en symbolsk værdi: Den er et tværkulturelt sprog om maskulint herredømme. Voldtægt er en politisk institution. Dens metode er terrorisme. Voldtægten giver beskeden videre til andre. Og ligesom normal terrorisme, er det ikke kun det aktuelle offer beskeden skal gå ud til, men alle andre - kvinder, i dette tilfælde. Det bruges til at tæmme kvinder til husligt arbejde, eller at tilintetgøre fjenden og hans stolthed med. Voldtægt promoverer ægteskabet på den måde, at kvinder tvinges til at indgår en beskyttelsesaftale med de individuelle mænd - for at undvige mænds vold.
Card mener, at man skal ophæve skellet mellem krig og fred: For det som man kalder fred, er hver dag krig for kvinder. I det civile samfund har kvinder voldtægtstruslen hængende over hovedet altid. Der er konstant krig mellem kønnene. Voldtægtsofre, voldsramte kvinder, og seksuelt misbrugte børn er krigens ofre.
Som moralfilosof spørger Card hvordan vi politisk kan modarbejde, at voldtægt finder sted. Kan der tænkes et modsvar eller en straf, som kan regulere den voldelige adfærd? Mulige midler er hævnaktioner, træning af selvforsvar eller infiltrering af militæret. Hun opfatter imidlertid tanker og filosofi som noget meget virkeligt. Det giver stor magt at få magt over tanken, og at kunne gennemskue nogle ting. Så hendes konklusion er: Den sociale betydning af Kvinde må ændres, så det ikke rimer på offer! Den straf der gives for krigsvoldtægt i et patriarkalsk samfund er yderst begrænset da kun en promille af krænkelserne giver domfældelse. Og det er det samme som en blåstempling af krigsvoldtægterne. I et ikke-patriarkalsk samfund, vil det let kunne ordnes: Som fantasi overvejer Card muligheden af at lave tvungen kønsoperation af voldtægtsforbryderne. Så kunne de selv føle truslen om voldtægt på deres egne kroppe. Og de ville aldrig selv kunne voldtage mere. Det ville være den totale ydmygelse af en mand, der har brugt sin krop som våben. Og den symbolske betydning af voldtægtsmand og af krænker ville ændre totalt. Og det giver beskeden videre til andre potentielle voldtægtsforbrydere, ligesom i voldtægtsterrorisme. Det vil ikke være nødvendigt at gøre så mange gange, hvis beskeden siver ind.
Hun bruger feministisk pædagogik i sin undervisning på universitetet. Det består i, at deltagerne i et feministisk filosofikursus sætter sig i en rundkreds og snakker ud fra egne erfaringer. Det foregår efter en ikke-hierarkisk struktur, hvor den som har ordet bestemmer hvem der skal have det næste gang. Emnerne er: voldtægt, forfølgelseschikane, moderskab, forhold på arbejdspladsen, sexuel chikane, om hvordan man blev bevidst som feminist, alt sammen er feministisk etik. De studerende laver små essays om emner ud fra deres eget liv. Noget bliver også meget personligt og forbliver mellem læreren og den studerende. Det hedder narativ filosofi, fortællende filosofi, og bruges af mange kvindelige filosoffer.
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 24.328