Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Scharnberg, Carl

Carl Scharnberg (1930-95) arbejdede fra sin tidlige ungdom som politisk aktivist og siden også som digter. Han er ofte blevet kaldt «arbejderklassens digter» og «den røde digter fra Vrå».

Sammen med to søstre voksede han op i et arbejderhjem i Åbenrå, Sønderjylland. Faderen, Bruno, var skrædder; moderen, Marie, havde rengøringsarbejde. Opvæksten var præget af 1930'ernes arbejdsløshed og vanskelige forhold. Det har Scharnberg givet stemme til i flere af sine digte, bl.a. «Barndom» (Proletar-digte, 1975). Scharnbergs bedstemor havde stor betydning for ham. Hun var arbejderkvinde, enke med 7 børn og med til at stifte Kvindeligt Arbejderforbund i Haderslev. Hvad hun lærte ham, har han skildret i digtet «Proletar-unger» (Proletar-digte, 1975). Scharnberg var dreng og ung mand under 2. verdenskrig. Hvordan krigens virkninger kunne opleves, har han skildret i romanen «Branden» (Borgens Forlag, 1956).

Ungdomsår og familie

Efter endt skoletid sendte forældrene Scharnberg i frisørlære, men så snart læretiden var overstået, forlod han det fag. Allerede som ganske ung brændte han for at skrive; han arbejdede bl.a. som skribent for aviserne «Slesvigeren» og «Sønderjyden», og han var med i Dansk Samlings Ungdom. I ungdomsårene arbejdede han som lærer på forskellige drengehjem og skoler, og efter et ophold på Engelsholm Højskole begyndte han i 1949 på Den frie Lærerskole i Ollerup for at tage en læreruddannelse. Her traf han Johanne Sehested. Hun gennemførte uddannelsen, mens Scharnberg efter få måneder forlod seminariet og drog på rejse ned gennem Europa for ved selvsyn dér at opleve krigens virkninger. Som en konsekvens nægtede han militærtjeneste og røg i spjældet dømt for «mytteri». Han skrev imens romanen «Dømt» (Forlaget Aros, 1953 ) – og læste Karl Marx' «Das kapital».

At kende til krigens konsekvens fik betydning for hele Scharnbergs liv og virke – kampen mod krig stod centralt i hans politiske arbejde gennem alle årene: Som aktivist i Aldrig mere Krig og aktivt med i aktioner mod tysk NATO-militær i 1950'erne, i 1960'erne initiativtager til Kampagnen mod Atomvåben og aktiv i protesterne mod USA's krig i Vietnam, ligesom Scharnberg utrætteligt bidrog til arbejdet i 1980'ernes fredsbevægelser.

Hanne og Carl Scharnberg blev gift i 1952. I begyndelsen af 1950'erne boede de i Vestjylland, hvor begge arbejdede som undervisere. Siden flyttede de til Silkeborg, hvor Hanne videreuddannede sig på Th. Langs Seminarium. Datteren, Ditte, blev født i 1956. Kort forinden havde Scharnberg fået arbejde som højskolelærer på Fyns Stifts Husmandsskole. Sønnen, Arne, blev født i 1958. I 1962 flyttede familien til Vrå i Vendsyssel, hvor Hanne havde fået arbejde som forskolelærerinde.

Kampagnen mod Atomvåben

Et af de mest brændende politiske spørgsmål i efterkrigstiden var spørgsmålet om faren for atomkrig. I 1959-60 var Scharnberg med til at organisere demonstrationer på Århus Havn mod skibe, som myndighederne nægtede indeholdt Nike og Honest John-raketter – forberedte til atomvåben. Raketterne var ombord!

I 1960 deltog Hanne og Carl Scharnberg i en engelsk march mod atomvåben fra Aldermaston til London. Tilbage i Danmark tog Scharnberg initiativ til at danne den danske Kampagnen mod Atomvåben – herunder arbejdet mod forsøg med kernevåben i øst og vest. Kampagnen arbejdede politisk i årene 1960-66. I den periode var Scharnberg en af landets mest benyttede foredragsholdere og debattører. Unge mennesker, der mødte ham i den periode, fortæller om hans formidable evne til at få andre mennesker til at tro på deres egne evner – et spor, der siden kom til at præge hans digtning.

Kampagnen fik trods mediernes og adskillige politikeres forsøg på hetz stor folkelig tilslutning. Ikke mindst gennem de mange protestmarcher. Kampagnen mod Atomvåben arbejdede utraditionelt og udenomsparlamentarisk. Man kan sige, at mange af 1970-80'ernes græsrodsorganisationer uden tvivl – måske uden at vide det - er inspireret af Kampagnens måde at arbejde politisk på.

Carl Scharnberg udgav i 1965 bogen «Det kan nytte – artikler og erfaringer 1960-65» (Borgen, 1965), hvori Kampagnens arbejdsmåde, politiske sigte og resultater er beskrevet.

Uofficielle Synspunkter

I 1968 tog Carl Scharnberg initiativ til at udgive Uofficielle Synspunkter. 10-12 gange årligt udsendte han en samling indlæg og synspunkter, der ikke kunne trænge igennem i de officielle medier. Synspunkterne var skrevet af såvel ukendte som kendte forfattere, skribenter og aktivister. Uofficielle Synspunkter blev udsendt til et netværk på ca. 500 modtagere – de uofficielle: ungdoms- gymnasie- og seminarieblade, fagforeninger, græsrodsgrupper og en lang række enkeltpersoner engageret i fagligt, socialt, kulturelt og politisk arbejde. Senere inddrog Scharnberg også billedkunstnere og grafikere, der illustrerede tekster og digte. Ofte udsendte han også mapper med særtryk med debatskabende tekster og billeder.

Kendetegnende for alle udsendelser fra Uofficielle Synspunkter var angivelsen: Eftertryk ses gerne! Alle stillede deres materiale vederlagsfrit til rådighed for de uofficielle. Tanken var, at synspunkterne skulle spredes og diskuteres. Det blev de!

Uofficielle Synspunkter udkom ubrudt i næsten 30 år frem til Scharnbergs død i 1995. Tidligere oplysningssekretær i Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD), John Mølgaard, skriver i sin erindringsbog: «Den røde tråd» (Husets Forlag, 2000, s. 221): «Jeg kender intet pressebureau, der har bestået af en familie på fire medlemmer, og som har betydet så meget for meningsdannelsen i fagforeninger og klubber».

En komplet samling af Uofficielle Synspunkter findes i dag på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.

Børnenes Jord

Børns hverdag og virkelighed var også et spørgsmål, der optog Scharnberg. I 1968 fik han ideen til Børnenes Jord i Vrå – et fristed for byens børn og unge. Den tidligere skoleinspektør, Jørgen Jensen, og hans kone, Anna, købte et stykke jord og forærede det til børnene i Vrå, og så gik Vrås børn og voksne sammen om at skabe en anderledes legeplads. Tankerne bag og måden Børnenes Jord blev til på har Scharnberg beskrevet i bogen «Børnenes Jord», (Forlaget Aros, 1976). Børnenes Jord i Vrå, der eksisterer den dag i dag, gav inspiration til at oprette lignede steder rundt om i Danmark, bl.a. Børnenes Jord i Poulstrup og i Århus.

Digtene kom til

I begyndelsen af 1970'erne var den politiske debat i Danmark præget af spørgsmålet om Danmarks tilslutning til EF eller ej. En nær ven sagde til Carl Scharnberg: «Vi har brug for korte, klare tekster». Det blev udslagsgivende. Scharnberg begyndte at skrive i en særlig kortform, der blev kendetegnede for hans digtning. Den første lille samling hed «Læredigte» og udkom i 1972. Den er genudgivet af Carl Scharnbergs Uofficielle Fond i 1997. Et af digtene lyder:

Videre …
Vi, der et kort øjeblik
lå ned,
lad os rejse os.

Vi, der et kort øjeblik
var lammede,
lad os bevæge os.

Vi, der bare er en dråbe
i havet,
lad os være rede
til at blive den dråbe,
der får bægeret til at flyde over.

Giv aldrig magten over dig
til mennesker
der ønsker magt.

Giv magten til de magtesløse
så de kan kaste den bort
og gengive mennesket
dets værdighed.

I 1978 udsendte Carl Scharnberg i samarbejde med Det ny Notat, ugeavis for Folkebevægelsen mod EF, en Afrivningsalmanak – trykt i 30.000 eksemplarer. Året efter kom endnu en – denne gang var førsteoplaget 60.000. Afrivningsalmanakkerne blev også udsendt i Norge.

Op gennem 1970-80'erne udgav Carl Scharnberg en lang række digtsamlinger. Avisernes litteraturanmeldere gav dem sjældent pæne ord med på vejen. Men digtene blev trykt i store oplag og læst og brugt i faglige og politiske sammenhænge - noget ikke mange digtere oplever i levende live. I denne periode fik Scharnberg tilnavnet «arbejderklassen digter» og «den røde digter fra Vrå». I 1982 udsendte Forlaget Tiden «Samlede digte 1972-82». Et udvalg af digtene er genudgivet i samlingen «Hører du …» (Husets Forlag, 2000).

Undervejs modtog Scharnberg en lang række priser som anerkendelse af hans politiske og kulturelle arbejde: Dansk Typograf Forbunds kulturpris, Sømændenes Forbunds kulturpris, PH-prisen, Lyngsie-prisen, Gelsted-Kirk-Scherfig-prisen og 60 SiD-afdelingers alternative kulturpris.

Kulturarbejde i fagbevægelsen

Fra begyndelsen af 1970'erne og frem til sin død var Scharnberg ofte gæst som foredragsholder og provokatør på flere af fagbevægelsens tillidsmandsskoler og i fagforeninger, først og fremmest i SiD. I 1971 var han med i SiD's arbejde med kritisk at undersøge skolebøgernes indhold, og sammen med Jens Bak-Andersen stod han for en række tillidsmandskurser «Fagbevægelsen som kulturfaktor». I 1980'erne indledte Scharnberg samarbejdet med musikeren Peter Abrahamsen. Abrahamsen satte musik til mange af Scharnbergs digte; de blev udsendt på en række LP'er, og Scharnberg og Abrahmsen turnerede Danmark tyndt i fagforeninger og på fagbevægelsens skoler med digte, sang og musik. CD'en «Dag efter dag – Scharnberg sunget af Peter Abrahamsen» er udgivet af Kulturforeningen Oskar. (www.oskar.dk)

Traditionen med kulturaftner fortsatte Scharnberg siden hen sammen med Karl Erik Laursen, pianist på Specialarbejderforbundets kursuscenter «Langsøhus» i Silkeborg.

Det partipolitiske

Carl Scharnberg nærede i mangt og meget mistillid til det etablerede politiske system, og han holdt sig derfor langt fra partipolitske sammenhænge. En undtagelse gjorde han dog i årene fra 1979 frem til slutningen af 1980'erne, hvor han var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti. Han meldte sig ind i 1979, dén valgnat, hvor kommunisterne røg ud af Folketinget. Han bidrog aktivt med artikler og digte i kommunisternes avis «Land og Folk», ligesom han i mange år optrådte på Land og Folk Festivalen i Fælledparken, København.

DKP-medlemsskabet førte mange vanskeligheder med sig; en årrække var han sortlistet fra nogle af fagbevægelsens skoler. Scharnbergs tilbagetrækning fra DKP var i høj grad begrundet i manglen på internt demokrati i det kommunistiske parti og i en erkendelse af, at hans arbejdsmåde vanskeligt kunne tilpasses eller indordnes partipolitisk disciplin.

Carl Scharnbergs Uofficielle Fond

Carl Scharnberg døde 2. oktober 1995. Han holdt foredrag i en SiD-fagforening, da et hjertestop brat satte punktum for et liv præget af brændende fagligt, politisk og kulturelt engagement. Få måneder forinden havde han fejret sin 65-års fødselsdag i Esbjerg – sammen med de strejkende Ribus-aktivister og ca. 1000 sympatisører, som mødte frem på Scharnbergs fødselsdagsinvitation.

En kreds af faglige folk besluttede sig for at oprette Carl Scharnbergs Uofficielle Fond for solidaritet, menneskeret og fred for at kunne støtte uofficielle, der i forskellige sammenhænge arbejder i hans ånd. Hvert år i juni omkring Scharnbergs fødselsdag uddeler fonden priser til de uoffcielle, ligesom fonden gennem årene har stået for genudgivelser af Scharnbergs digte og udsendelse af et nyhedsbrev med optryk af Scharnbergs tekster.

Di.S.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 9/10 2016

Læst af: 70.327