Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Arbejderbevægelsens bibliotek og Arkiv (ABA)
ABA Rømersgade 22 1362 København K Åbent 10-16 Email: aba@aba.dk http://www.aba.dk/ |
Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA) blev oprettet i 1909 af arbejderbevægelsens hovedorganisationer. I 1999 var det en selvejende institution, der financieres af LO (ca. 75%) og staten (ca. 25%). Der er 13 fastansatte samt ca. 4 studentermedhjælpere, militærnægtere og langtidsledige.
ABA's formål er i første række at indsamle, registrere og tilgængeliggøre det trykte og utrykte materiale fra de danske arbejderorganisationer, inklusive organisationer der henvender sig til arbejderne, men modarbejder arbejderbevægelsen (den kristelige fagbevægelse, DNSAP, Retsforbundet, Venstre og lignende). Desuden indsamles trykt materiale fra den internationale arbejderbevægelses organisationer, f.eks. fra Fri Faglig Internationale med dens forgængere, Socialistisk Internationale, Kommunistisk Internationale osv., fordi deres udgivelser har betydning for den danske bevægelse pga. de danske arbejderorganisationers medlemsskab i dem. Der er over 100 faglige, socialdemokratiske og kommunistiske internationaler - herunder flere politisk-kulturelle internationaler - hvis udgivelser indsamles; hertil kommer andre internationaler, som diverse trotskistiske, syndikalistiske, anarkistiske internationaler, som har udgivet og fortsat udgiver omfattende tidsskriftserier osv., som søges anskaffet for at supplere det danske materiale.
ABA er ikke blot historisk men også organisatorisk en aktiv del af arbejderbevægelsen. En hel del fagforbund og Socialdemokratiet overlader efter få år (2-5 år) deres arkiver til ABA, og en ikke uvæsentlig del af arkivets arbejde består i at servicere disse forbund og partiet, når de har brug for at trække på oplysninger i afleverede arkivmaterialer.
Det danske materiale er kernen i samlingerne; de trykte (duplikerede eller på anden måde mangfoldiggjorte) udgivelser søges anskaffet, så der opnås 100% dækning: Arkivmaterialet fra de landsdækkende organisationer indsamles løbende i samarbejde med organisationerne. Det har ikke altid kunnet gennemføres, så der er huller i samlingerne. Dele af arkiverne er destrueret pga. af politiske forholds indvirken. Således brændte Louis Pio pga. politiforfølgelse efter 1875 konsekvent modtaget korrespondance efter et par dage. I 1940 destruerede Socialdemokratiet af forsigtighedsgrunde dele af sit arkiv bl.a. korrespondancen med det tyske Socialdemokrati; DKP's arkiv (forsåvidt det ikke var bragt i sikkerhed i Moskva) blev beslaglagt i 1941 og efter sigende ødelagt af Schalburgkorpset. De overvejende dele af, hvad der er bevaret, findes på ABA. Arkiverne er, forsåvidt de er registrerede, stort set tilgængelige. For de sidste 30 års vedkommende skal der dog søges om adgang.
Biblioteket dækker området «arbejderbevægelse» bredt på dansk, men har også et stort udvalg af materiale på andre sprog. Især tysk- og engelsksprogede udgivelser fra arbejderbevægelsen i mange lande findes i relevant omfang. Tysk er vigtigt i perioden før 1945, sidenhen er engelsk blevet mere fremtrædende. Men også protokoller, analyser og fremstillinger på norsk, svensk, finsk og fransk findes i lange serier og væsentlige udvalg. Dokumentserierne søges udbygget med tidsskrifter, således findes amerikanske tidsskrifter som «Science & Society», «Monthly Review» og mange flere i komplette serier; det engelske arbejderpartis tidsskrifter næsten uafbrudt fra 1920erne og frem; det centrale norske tidsskrift «Mot Dag» er der, bl.a. det svenske, schweiziske, tyske og østrigske socialdemokratis teoretiske tidsskrifter fra tiden omkring århundredskiftet til i dag kan lånes i biblioteket. Vigtige udgivelser fra tyske arbejderorganisationer i eksil findes her, i nogle tilfælde de eneste bevarede - f.eks. «Arbeiterpolitik» 1934-39. De politiske og faglige Internationalers rundskrivelser og tidsskrifter er næsten komplette fra tiden umiddelbart efter århundredskiftet til i dag. Det gælder delvis også for de Internationale Fagsekretariater. I samlingerne findes også mange tusinde småtryk og tidsskrifter, der kun udkom i korte perioder. I alt har ABA ca. 80.000 bøger og ca. 6.000 tidsskrifter, hvor af omtrent 1.000 er løbende (1999). Samlingen af arbejderbevægelsens dagblade omfatter hovedorganerne, de andre søges anskaffet som mikrofilm. De ca. 500 sangbøger er opstillet i en særsamling; andre særsamlinger, som kun kan bruges på læsesalen, omfatter arbejderforlagenes udgivelser.
I Arkivet findes hovedsagelig danske arbejderorganisationers arkiver, i alt over 1.500, som kan bruges i mange sammenhænge: organisationsstudier, undersøgelsen af hverdagskulturen og andre forhold. Både den politiske og faglige arbejderbevægelse har haft og har tætte internationale relationer og derfor indeholder deres arkiver korrespondance med udenlandske partier og forbund, cirkulærer og protokoller fra Internationalernes kongresser og materiale fra Fagsekretariaterne. Det gælder ligeledes for materiale fra Socialistisk Ungdomsinternationale i mellemkrigstiden, Socialistisk Kvindeinternationale og den Faglige Internationale, materiale som pga. af forfølgelse ofte er forsvundet i andre lande. Personarkiverne indeholder også materiale af betydning for den internationale arbejderbevægelse, således Marie Nielsens arkiv fra Kommunistisk Internationale og den internationale kvindebevægelse, men de fleste af de ca. 260 personarkiver, og flere af dem er meget omfattende, har deres hovedvægt på danske forhold.
Billed- og plakatsamlingen indeholder ca. 300.000 fotografier af personer og situationer fra den danske og internationale arbejderbevægelse; ca. 8.000 plakater giver mulighed for også at studere denne side af arbejderbevægelsen. I tilknytning hertil findes ca. 1.000 faner, og over 3.000 film, bånd og plader - de udlånes ikke.
ABA giver mulighed for at studere den danske arbejderbevægelse i alle dens forgreninger, men også for at følge med i, hvad der i dag sker i den internationale arbejderbevægelse via tidsskrifter på dansk, engelsk, tysk, fransk, svensk, norsk, spansk og italiensk fra arbejderbevægelsen, socialistiske organisationer og i videnskabelige tidsskrifter.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 10/4 2007
Læst af: 34.735